Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10034Visninger
AA

11. Kap 9: "Men jeg kan da kysse dig, hvis du så gerne vil."

 

”Vi kan vel ligeså godt hjælpe de andre grupper, nu hvor Paige og den stakkels Lola er ude på vandring i dag. For tror ikke det gør Paige glad, hvis vi rører ved hendes koncept.” Lucy ler en smule og tager en bid af en lille gummiagtig hvid frugt, hvis skal, der lægger smidt på jorden, er pink og grøn. En rambutan kalder hun det. Jeg tager også en, mens jeg svarer hende.

”Sikkert.” Jeg sender hende et smil. Ingen af os kommenterer det, der skete i går. Som om det skete i en helt anden verden.

”Haha, men vi ender nok alligevel i samme gruppe. Mig hos pigemagneten og dig hos stewarden.” Hun har en sjov latter. Meget klukkende. Ligesom et vandløb.

”Ja....” Det gør mig helt flov, at jeg er ”sammen med” Steve, der hader Neel, så meget uden grund.

”Hvor kender I hinanden fra?” Vi begynder at gå. Sammen vej, som jeg gik alene i går. Ud til solurt. Denne gang i dagslys.

”Han redde mig fra at drukne, da vi styrtede ned.” Mit hjerte gør et lille spjet ved tanken om oplevelsen. ”Og så hang vi ligesom sammen som makkere.”

”Men er I ikke sammen sammen?”

”Jo.” Det er ikke til at komme af med varmen, men heldigvis ser det ud til, at der kommer en byge op af dagen. ”Hvilken dato er det i dag?”

”Fjortene juli – mener jeg. Vi har vidst været her i seks dage.”

”De er gået hurtigt.” Jeg prøver at forestille mig, hvad jeg ville lave nu, hvis jeg ikke var endt i en flyulykke. Måske sovet ud efter en fest. Været ude at bade med mine nye venner. Eller måske noget helt tredje. Jeg ville aldrig havde kysset en steward med gulerodsfarvet hår ved navn Steve Carrot eller havde delt mine fantasier om månen med en rebelsk fjortenårig, der med streg under kun er til piger.

Lucy løber over mod sin bror, så snart vi når lysningen. Han er lækker, det er han altså. Med brede skuldre, muskeløse arme og sixpack – og så sved på panden efter at arbejde i den brændende sol. Han og Lucy ligner hinanden på mange måder: men især den måde de begge agere på, får dem til at ligne en person. Et stik går igennem mig, da de krammer. Jeg savner Chas, trods jeg altid var i skyggen af ham. Min bror. Pludselig mærker jeg et klem om mine hofter og skriger op. I et vender jeg mig rundt og kaster mig om halsen på Steve.

”Du må ikke kilde mig!” hviner jeg. Han smiler, og vi kysser en enkelt gang. Det er som om vi er gået forbi ”vi-er-nyforelskede-og-snaver-offenligt” facen meget hurtigt – ellers har vi aldrig haft en. For jeg har aldrig været forelsket i Steve, selvom jeg elsker ham. Han retter sig op igen og tårner nu igen de 22 centimeter op i luften mere end jeg.

”Du er for høj, Steve.” klukker jeg.

”Du er for lav, Emilie.” Han fører mit hår om bag ørerne, men jeg fører det straks irriteret tilbage.

”Amelia.”

”Emilie. Ellers skal jeg bare til at finde på et kælenavn, hvis jeg vil kalde dig, for noget ingen andre gør... Melli.”

”Så hellere Emilie.” Jeg trækker mig en smule væk fra ham og puster. Varmen er næsten ikke til at holde ud. ”Du må hellere få sat mig ind i jeres solurs projekt.”

 

”Hej alle sammen.” der bliver ro i hulen, hvor de fleste er færdige med den mad mad-holdet fik fremtryllet. Paige sender et smil rundt. ”Pigerne og jeg har lavet en super leg til i aften, hvor det jo er underholdnings-aften. Legen er desværre fjorten plus, så vi må bede alle der ikke er interesserede i at være med gå ind i det lille lokale.” Der begynder småsnakken og lidt efter lidt begynder først Hall flokken og derefter Eichelbergerne at sive ud undtagen Albert.

”Lad os rykke sammen i en cirkel.” Jeg sætter mig ind ved siden af Steve. Hannelore går stadig rundt og rydder op efter maden, men hende tager Paige sig ikke af. ”Legen er simpel og går ud på, at jeg for eksempel spørger Neel: sandhed eller konsekvens. Hvis han siger sandhed, skal ejg stille ham et spørgsmål, som han skal svare sandt på. Hvis han siger konsekvens, skal jeg give ham en konsekvens – hvis han nægter, skal jeg selv gennemfører den.”

”Hvad har I lavet de sidste to dage, hvis I bare har ”genopfundet” sandhed eller konsekvens.” lyder det fra Sam, der lyder til at grine indvendig.

”Vi har også haft en maaaasse ting at hjælpe Ebbi med.” mumler Paige fornærmet. ”Men jeg starter: sandhed eller konsekvens, Lucy?”

”Sandhed.”

”Er det rigtigt, at du er lesbisk eller er det bare noget, du siger for at virke kostbar?” Lucy ruller med øjnene.

”Fordi jeg er lesbisk.” fnyser hun.

”Så kys en pige.” Paige har et lumsk smil på læberne.

”Men der er ingen andre lesbiske, så vidt jeg ved.”

”Så kys en ikke lesbisk.”

”Hvem?” Lucy virker allerede godt træt af Paiges leg. Hun spænder sine mavemuskler.

”Musen,” Paige sender Christina et blik: ”hvad var det nu du hed?”

”Christina. Men jeg skal ikke kysse en pige!” udbryder hun og klamre sig fast til Neel. Det kommunefarvede hår hænger fladt ned om hendes ansigt.

”Kom nu.”

”Dig og dine lege, Paige. De er alligevel ikke sjove.” udbryder Lucy. ”Men jeg kan da kysse dig, hvis du så gerne vil.” Paige skærer en grimasse, men hvisler så:

”Kom bare an.” Lucy kravler tværs over cirklen hen mod Paige, og med et presser hun sine læber mod Paiges. Paige holder læberne stift sammen og skubber Lucy væk, som om hun er et stykke skrald. ”Det er vist nok, smut du hellere hjem og snav dine dukker.” hvæser hun.

Daughter of a bitch.

”Hey, stop lige I to.” Neel kigger fra Lucy til Paige og tilbage til Lucy igen. Jeg kan ikke lide den måde hans blik skifter fra bebrejdende, til lidt bebrejdende og så til bebrejdende igen. Som om han inderst inde holder med Paige. ”Det er menningen denne her leg skal være sjov, så vi kan lærer hinanden at kende.”

”Jajaja.” sukker Lucy og sender sin bror et blik, som jeg kan se sårer ham en smule. ”Steward mand, sandhed eller konsekvens?” Steve løsner sit tag om min arm og retter sig lidt op. Jeg smiler til ham, som jeg sidder i hans skød.

”Konsekvens.”

”Kys den pige du bedst kan lide her.” Ud af øjenkrogen ser jeg Paige rulle med øjnene. Steve smiler til mig.

”Det er nemt nok.” Han lukker øjnene og kysser mig blidt.

”Med tunge!” lyder det utilfreds fra Paige. Jeg mærker Steve tungespids rører mine læber og langsomt når den længere ind, før han trækker sig væk igen og blot holder om mig.

”Neel, sandhed eller konsekvens?” Jeg kan allerede der hører, at han har bagtanker omkring hans valg af person.

”Sandhed.” mumler Neel. Hans ansigtstræk er oplyst af flammerne fra bålet.

”Hvad er din største hemmelighed?” Min puls falder en smule, da Steve trods alt ikke har fundet på et mere ondt spørgsmål end det.

”Øhm...” Der er stilhed i lang tid, før han fortsætter: ”Jeg har haft en affærer med Emily Heaven.” Jeg mærker Steves skuffelse over den kedelige nyhed over at superstaren har datet endnu en superstar.

”Okay, så er det vel min tur?” Neel sender et blik rundt, men ender alligevel med at spørge Paige. Legen er begyndt at gå mere op i kliker end at man skal lærer alle at kende. Både Sam og Albert sidder og gaber, mens Sara sidder gemt i sig selv.

”Konsekvens.” Hun sender ham et lidt for forførende smil.

”Paige, snav den du helst vil.” Total plat spørgsmål, men det får alligevel noget til at rører sig i mig.

”Du skal ikke tro, du får mig så let.” ler hun frækt, men kravler alligevel som en kat op på Neels skød og fører hans arme op langs hendes krop, før hun kysser ham. Han ser ud til at nyde det, for de bliver ved et sekundt for længe. Jeg himler med øjnene, og har lyst til at rive Paige væk fra Neel. Hvorfor gider han være sammen med den pige? Selv Christina, der sidder meget skuffet og ser på, er bedre end hende, og jeg har medfølelse med hende. Eller med mig selv. Straks dræber jeg mine tanker. Han er alligevel bare en kendis. Går kun op i udseende. Katte. For Paige ligner faktisk lidt en kat med de tætte øjenvipper, grønne, katteformede øjne, det sorte hår og selv måden hun bevæger sig på, minder mig om en kat. Katten efter musen. Paige efter Christina. Jeg bevæger mig ud af Steve favn, kravler om bag Albert og Sara for at klemme om Christinas skulder. Hun ser overrasker på mig med et blankt blik. Jeg gør tegn til, at vi skal gå udenfor, og hun sender mig et taknemlig smil. Selvom hun er irriterende, kan jeg alligevel ikke lade hende sidde og græde indvendig. Jeg sender et undskyldende smil til Steve.

Den friske luft slår os i hoved. Vi sætter os på kanten af vandfaldet og lader fødderne dyppe i det kolde vand. Tusmørket hænger overalt.

”Vil du svarer ærligt?” Jeg nikker og ser hendes grådkvalte ansigt som spejlbillede i vandet. Let slørrer jeg det med min fod. ”Tror du han kan lide mig?”

”Selvfølgelig.” lyver jeg. På en eller anden måde er det sjov at holde hende for nar, når hele verden kan se, hvor irriterende hun er. Jeg slår mig selv indvendig over fingrene.

”Hvorfor gør han det så mod mig?” Hun holder hænderne op foran ansigtet som i film. Hendes hulken er bare knap så elegant, og hendes hoved er helt rødt.

”Han spiller bare kostbar.” Hun stopper med at græde og ser på mig. Hendes ansigt er fyldt med snot. ”Sådan er drenge. Du skal lade ham lægge på knæ for dig, før du kan overgive dig.” Jeg rykker mig en smule væk, da hun skal til at kramme mig. Pludselig ligger jeg mærke til Lucys spejlbillede i vandet. Hun går forbi os i mørket og forsvinder blandt træerne.

”Undskyld, men jeg må gå nu.” Jeg klemmer hurtigt Christinas skulder for at undgå for meget nærkontakt med hendes snot. ”Tag en dukkert og smut ind til de andre igen, jeg kommer tilbage snart.” mumler jeg bevidst om, at jeg nok først kommer tilbage, når de sover.

”Amelia vent, hvad skal du?” Hun vender sig forvirret mod mig. Hvis man ser bort fra det flade hår, det umodne sind og alt snotten , er hun egenligt meget køn. Pæne øjne, pæn næse, pæn mund. Sådan en cølibatklubben kunne have som deres reklamemodel. En pæn pige.

”Bare – naturen kalder.” Jeg skærer en grimasse og forsvinder ind blandt træerne. Mit blik spejder efter en skikkelse i mørket, mens jeg prøver at undgå at lade det gå op for min mørkerad, hvor mørkt her er. Undgår at gå i panik. Tænker på Steve, på Neel. Tryghed. Der er ingen lyde fra skoven bortset fra mine trin. Er jeg faret vild? Med et ser jeg månelyset bryde frem i lysningen ved soluret. Jeg ser Lucy sidde badet i månelyset.

”Hej,” Jeg rækker hånden op i en hilsen. Hun vender sig ikke om, men lader mig bare sætte sig ved siden af hende.

”Hej,” Vi stirrer begge på månen i en rar tavshed.

”Paige er lidt af en bitch var.”

”Det kan du rolig sige.” fnyser Lucy. ”Men det er nu ikke første gang sådan en type forfører sig ind på Neel.”

”Paige er stadig irriterende. Den måde hun hele tiden skal nedgøre alle på.” Jeg sukker.

”Naiv. Hun går bare direkte ind i hans liv og tager ham fra alle andre.” jeg kan høre, der er mere bag den sætning.

”Hvad mener du?” Tavshed. Jeg stirrer op mod Luna og overvejer, om jeg har sagt noget forkert.

”Han glemmer mig.” hvisker Lucy til sidst. ”Hver gang en som hende træder ind i hans liv, er jeg ikke længere pigen i hans liv.” hurtigt tilføjer hun: ”Det er egoistisk at tænke sådan. Bare glem det.” Jeg kigger på hende. Øjnene er umulige at tyde. Hendes lyse hud skinner i mørket.

”Jeg ved, han elsker dig. Den måde han holdt om dig og beskyttede dig, da vi strandede her.”

”Ja, han elsker mig. Men … glem det.” Hun ser mig direkte i øjnene med et gennemborende blik og så væk igen. Hendes hånd ligger på jorden ved siden af min. Jeg overvejer at tage den. For at bevise at hun kan stole på mig.

”Det er uhyggeligt så hurtigt, man vænner sig til et liv så langt ude.” siger jeg for at bryde stilheden, der langsomt får min krop til at panikke. ”Den manglede tryghed, de nye mennesker, ting, som man normalt tog forgivet, er pludselig væk: toilet, knive, reb. Livet i en boble med frygten for at den hvert øjeblik vil springe, og man vil bryde sammen.”

”Det er alt for ekstremt det her.” Lucy rejser sig og børster sit tøj af. Hun ser mig pludselig i øjnene. ”Jeg stoler på dig Amelia. Misbrug det ikke.” Og med et er hun væk som en skygge i mørket. Hele min krop ryster efter hendes ord uden at vide, hvad de betyder. Hun lød desperat. Som om hun fortrød alt, hvad hun havde fortalt mig.

Her er uhyggeligt. Mørket omkranser fra alle sider. Jeg vil skrige efter Steve. Skrige efter trygheden. Men jeg må overleve selv. Hele min krop spænder, da jeg rejser mig op. Ser på månen. Fyldes af mod. Ser mørket i øjnene. Og går gennem skoven velvidne om, at Luna altid vil være der. Altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...