Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9729Visninger
AA

10. Kap 8: "Han taler flydende hollywoodsk."

 

Steve sidder intensivt og diskuterer med Ebbi om soluret, hans gruppe har fået gang i nede på engen mellem hulen og stranden. Jeg nåede aldrig rigtigt at blive en del af det, før vi besluttede at søge ly i hulen. Mit blik glider rundt. Folk sidder i grupper. Familien Halls er en afskåret fra alle andre. David sidder og studerer et stort rødt mærke på Lauras arm, mens børnene leger sammen med små pinde. Isabella og Sebastian. Tro kopier af deres forældre. Store næser, mørkt hår, fede. En anden gruppe består af Neel og hans tilhængere: Paige, Christina og Lola. Sara er næsten en gruppe for sig selv, selvom Hannelore prøver at inddrage hende i Marie og hendes samtale. Den sidste gruppe er består af Sam, Lucy og Albert. Vi virker som mange beboere på øen, men i sandheden er vi kun sytten. Jeg giver Steves fortælling endnu en chance, men den er alt for drenget til, jeg kan forstå den, så jeg vælger gruppe uden at tænke så meget og rykker over mod Neel.

”...og så sagde hun ”hvem er du?”...” fortæller Neel med tre ivrige blikke på sig. Paige ler, mens Christina flækker af grin på en mindre tiltrækkende måde. Et grynt slipper ud af hendes hystiriske grinflip. Lola gør bare store øjne. Hun er nok den eneste, der bare elsker Neel som et idol. Jeg ruller med øjnene og griner let.

”Stjernenykker?” spørger jeg drillende, men han flytter ikke engang blikket fra Paige. Jeg sender Christina et blik, men hun er for optaget af Neel, der stadig ser hende, som en pesilens: men i det mindste ser han hende. Det virker for akavet at gå tilbage til Steve, men også for akavet at blive siddende. I stedet forlader jeg hulen med faste skridt, som om jeg har et klart mål udenfor. Luften er ren og skarp efter dagens regnskyl, og jorden er stadig en smule fugtig, da jeg sætter mig op af klippevæggen. Månen er smuk i dag. Aftagende, men stadig næsten udfyldt. Hun vender anderledes, end hun har gjort, de gange jeg har betragtet hende fra mit vindue i det store palæ lidt uden for Wellington. Det er den samme måne, men jeg ser hende helt forandret nu. Med en helt anden historie. Den gang jeg sad tilbage i Wellington, tænkte jeg aldrig på, om der nu var mad nok eller om det var giftig, jeg lå ikke og vendte mig søvnløst, fordi jeg ingen dyne havde, jeg satte ikke pris på små ting, som at kunne børste tænder eller rede mit hår. Ting, der blot var en del af hverdagen, men nu ikke længere bare sådan lige kunne skaffes. Jeg trækker den sorte elastik ud af mit hår og lader det hænge løst. Mit tøj er klamt og beskidt efter jeg har gået i det siden, vi kom her. Måske skulle jeg bruge det resten af mit liv. Kun tøjet fra ligene, som bålgruppen havde samlet op fra stranden, er til rådighed, og det skal der meget til at få mig ned i. Min grå tanktop er krøllet og cowboyshortsne har fået revner. Cowboyjakken sparer jeg dog på – for den er også for varm at bærer ude i solen. Rastløs rejser jeg mig op og vandre forbi søen ind i skoven mod sandet. Der er så mørkt, at man ikke kan se en hånd for sig, og min krop bliver straks utilpas. Men min mørkerad giver mig kun mod til at forsætte. Som en skygge af mig selv. Toturer mig selv ved at gå længere og længere væk fra hulen, hvor der er lys. Og langsomt holder min krop op med at ryste. Vænner sig til mørket, der svøber sig som en skygge om mig, mens jeg lydløst går gennem skoven af tropiske træer. Mit hjerte galopere stadig af sted, men i ekstreme situationen, må man se sin frygt i øjnene. Være modig.

Og med ét falder jeg tilbage i mig selv. Amelia Emilie Wright, der bliver skrækslagen, så snart og aldrig har kunne sove med lyset slukket, før hun endte på en øde ø, hvor elektronisk lys ikke findes. Mit skrig giver genlyd over øen, mens jeg vender mig om. Men jeg kan intet se, og pludselig bliver jeg forvirret. Er det den vej, jeg kommer fra? - eller den? Jeg sætter i løb i håb om enten at nå hulen eller stranden. Men tanken om stranden får mig til at udstøde endnu et skrig. Ligene. Alle de døde, afklædte lig. Jeg ser dem for mig, da noget pludselig kravler på min arm. Jeg ryster den hystirisk og skriger og skriger. Tårerne løber ned af kinderne på mig, mens insektet danser videre. Og med et falder jeg over en trærod og lander så lang jeg er i skovbunden. Panisk kommer jeg på benene, men stopper mit løb. Jeg er i lysningen, engen. Soluret Steves gruppe er begyndt på står på midten af månelyset. Mit blik glider op mod månen. Luna. Hun vil altid være der, om natten når mørket tager over. Altid.

”Amelia?” Jeg genkender straks den hæse stemme. Lucy træder ud i månelyset.

”Jeg troede, du sad og snakkede med Sam og Albert!” udbryder jeg uhæmmet.

”Nja... Albert er en sød fyr, men han er en smule påtrængende...” tøver hun. ”Og Sam er nu også flink nok … jeg trængte bare til en pause!” ender hun med at konkludere. ”Hvad med dig? Hvorfor skriger du sådan?”

”Mørkerad.” Jeg går hen mod hende, for ikke at være alene.

”Så er det nu også dumt at gå ud i skoven midt om natten.” ler hun. ”Er du okay?” Jeg lægger mærke til, at hun ikke længere bærer resterne af den viktorianske kjole, men har skiftet til en sort stram mavebluse og en sort nederdel. Det må være fra ligene, for det er alt sammen lidt for småt til Lucys muskeløse krop.

”Ja. Her kan månens lys jo nå igennem.” Jeg sætter mig ned på jorden for at samle mig selv igen. Hun sætter sig ved min side og stirrer op mod månen.

”Den er flot ikke?” spørger hun. Jeg ser kort på hende og ser så op igen.

”Ja.” tøver jeg. Der er noget over øjeblikket, der gør, at jeg tør åbne mig om. ”Det lyder sindssygt, men jeg tror månen er den bedste ven, jeg nogensinde har haft...”

”Også mig.” Jeg ser overrasket på Lucy, der også fanger mit blik. ”Hun er der altid. Hun er den eneste, der nogensinde har forstået mig.”

”Jeg har altid været bange for at folk dømte mig på det. Men jeg har aldrig haft nogen rigtige venner i mere end et år. Jeg har aldrig haft tiden.”

”Hvorfor?”

”Bare ...” Jeg får lyst til at fortælle hende det hele. Om Chas og følelsen af altid at være nummer to. Alt det jeg aldrig nogensinde har fortalt nogen andre – selv ikke engang Steve. Folk har aldrig rigtig set mig. Jeg har altid stået i Chas' skygge. ”fordi. Du ved skolearbjede og sådan. Mine forældre går meget op i min uddannelse.” Ikke en løgn – bare ikke at fortælle hele sandheden.

”Nårh ja, du skulle gå på Princeton ikke?”

”Ja.”

”Det er da ærgeligt du misser det.”

”Der er så meget andet mere vigtigt, jeg misser herude.” Mit blik kører rundt omkring månen.

”Du har altså en sjov accent.” Lucy ler lidt.

Du har en sjov accent.” Jeg kigger på hende igen. Hendes næse er lang, og hun har de samme øjne som Neel. Hun virker som en på min alder.

”Så skulle du hører Neel! Han taler flydende hollywoodsk.”

”Hollywoodsk – er han ikke sanger?” En mild brise løfter hendes hår en smule så det vivler rundt.

”Han er sgu lidt af det hele: forældrenes drømmebarn.” Hun rejser sig og børster sit tøj af.

”Og pigernes drømmefyr.” Vi griner sammen.

”Ved du, hvem der har bålvagt lige nu?”

”Tja... Sara sad der, da jeg gik.” Jeg rejser mig også.

”Så kan vi godt følges tilbage.” Jeg forstår ikke, hvad hun mener. Jeg skal i hvert fald ikke gå alene igennem den skov igen. Vi begynder at gå i tavshed. Ikke akavet, bare tænkende. Mørket føles halvt så uhyggeligt, når man er to, og den tredje gemmer sig oppe bag træerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...