Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9998Visninger
AA

9. Kap 7: "Frau Ich-bin-das-shönste-Mädchen-in-die-Welt."

 

Steve rusker let i mig, og jeg slår øjnene op. Mine kinder er tørre og ru, efter jeg græd mig i søvn i går.

”Der er morgenmad.” Jeg rejser mig op på en mund og ser mig træt rundt i lokalet, hvor Steve, Ebbi og Sam langsomt er ved at vække de andre. Min mavefornemmelse fortæller mig, at mit hår linger lort, så jeg tager elastikken, der stadig sidder om mit håndled, og fletter en hurtig fletning.

”Vi har hentet mad, eftersom grupperne ikke er dannet endnu.” Steve rækker mig en kokos nød, som han allerede har slået hul i. Både Eichelberg og Hall familien er vågnet op og kommet ind i det store rum. Lolas smil ved synet af Neel sidder stadig som limet fast på hendes læber.

”Vi skal have lavet grupper.” Ebbis stemme slår igennem alt småsnakkeriet. Steve og Sam går rundt og deler mad ud. Selv sætter jeg læberne mod den våde kokosnød og drikker af mælken. Den er en smule mere sødlig end normal mælk, og en smule mere syrlig end normal kokosmælk.

”Fire grupper og uden mig er i seksten mennesker. Det går op, så der er fire i hver gruppe.” Ebbi kigger rundt for at få folks anerkendelse. ”Lad os bare lave det tilfældigt. Neel, Steve, Laura og Isabella i laver mad...” Jeg når ikke at opfatte den næste gruppe, da jeg sender Steve et drillende blik. Hans er bare helt koldt, hvilket får mig til at grine lidt for mig selv. ”Paige, Amelia...” Straks reagere jeg på mit navn. ”Lola og Lucy, i laver underholdning og derudover har jeg en lille anden opgave til jer, men jeg skal nok selv opsøge jer.” Han slår hænderne sammen. Jeg får øjenkontakt med Paige, der straks vinker mig over til sig.

”Vi skal lave det vildeste underholdning!” hviner hun og ser rundt på os. Lolas øjne lyser også i entusiasme, selvom hun ikke er sammen med Neel, indtil Paige i en håndevending dræber hendes glæde. ”Fjorten plus. Men du kan jo hjælpe med ekstra opgaven.” Lola himler med øjnene.

”Hvorfor bestemmer du det?”

”Fordi jeg er ældst!” siger Paige som om, det er en selvfølge.

”Hvad med Amelia?” prøver hun igen.

”Amelia er betydelig yngre og mindre moden. 18 år.” Hun sender os et smil.

”Jaja, for du er jo bare så moden.” mumler jeg. Paige sender mig et kort blik og lader som om hun har overhørt det.

”Men lad os begynde med at brainstorm.” Hun sætter sig på gulvet, og gør tegn til, at vi skal skabe en meget lille rundkreds. Hendes fingre lader en lok af det snorlige pagehår glide om bag øret. Det er sort, men jeg gætter på at det er farvet, da det ser unaturligt skinnende ud. Mit blik glider rundt i rummet, hvor de andre grupper langsomt er ved at finde sammen. Jeg griner en smule indvendigt, da jeg ser Steve stå sammen med Neel med en utilfreds mine. Dog stopper mit grin hurtigt, da det går op for mig, hvor absurd det er, at han hader ham så meget uden grund. Ubevist sender jeg Neel et undskyldende smil for Steves opførsel, men han – og Paige – opfatter det vist anderledes.

”Jeg troede, du var sammen med ham steward-fyren.” Straks vender jeg mig mod Paige.

”Det er jeg også...”

”Du bør ikke ride på to heste, jeg siger det bare!” Hun sender mig et jeg-kender-godt-din-slags blik og fortsætter så sin brainstorming. Jeg kigger igen på Neel, for at prøve at forklarer, men han kigger blot fra mig, til Steve og så ind mod samtalen i hans gruppe igen.

”Neel...” prøver jeg, men han hører mig ikke.
”Neel er desuden ikke interesret i mindreårige.” tilføjer Paige, og jeg sender hende et gennemborende blik.

”Åh, så er du jo helt uden for kategori.” Jeg himler med øjnene og kan ikke lade være med at have en bicthed tone på.

”Jeg er nitten, han er tyve. Perfekt aldersforskel mellem kvinden og manden.”

”Åh ja,” Jeg laver gåseøjne med fingrene. ”kvinde.”

”Har du overhoved færdiggjort high school?”

”Ja, jeg skal … skulle havde startet på Princeton efter sommeren.”

”Åh, det er så synd for frøken Mine-forældre-har-røven-fuld-af-penge.” Paiges tone er til at brække sig over.

”Hallo piger. I behøver ikke skændes om min bror.” indskyder Lucy i en drillende tone. Paiges ellers lyse kinder blusser en smule op, mens hun dræber Lucy med et enkelt blik.

”Jeg kan ikke lide Neel. Jeg mener han er sikkert sød nok, men jeg kan ikke lide ham lide ham...” begynder jeg i en kringlet forklaring, som jeg hurtigt afbryder og får afsluttet: ”Jeg er sammen med Steve.”

”Din bror skal gøre mere end bare at blinke lidt med øjet for at få mig. I modsætning til...” Paige sender et skjult blik hen mod Lola, der udmærket opfanger det.

”Som om Neel gider gøre noget for dig.” Lola himler med øjnene. Paige stirrer et øjeblik på hende, før hun for forstået sætningen, der er skjult i Lolas tyske accent. ”Frau Ich-bin-das-shönste-Mädchen-in-die-Welt.” Både Lucy og jeg, der begge har haft tysk og hurtigt for oversat det til ”Fru Jeg-er-den-skønneste-kvinde-på-jorden.”, flækker begge to af grin sammen med Lola, mens Paige ingenting forstår.

”Når, lad os starte den brainstorm.” vrisser hun.

 

Hen ad dagen kommer Ebbi hen mod os.

”Hej piger, hvis I vil have frokost kommer drengene herind med det om lidt.”

Danke Vater.” svarer Lola på tysk, udelukkende for at irriterer Paige.

”Jeg tænkte desuden på jeres: ”dagens opgave”. Jeg kunne nemlig godt bruge to af jer, til at udforske øen lidt mere, for at vi lærer den at kende. Hvis det altså ikke forstyrrer jeres planer.”
”Nej, det ville også være skønt med en pause.” Lucy rejser sig op på den ene albue – hele formiddagen har hun ligget ned og kigget op i loftet, mens Paige febrilsk har prøvet at få os med på en af hendes lege. ”Ellers bestemmer jeg bare selv.” var hendes evige omkvæd.

”Jeg vil gerne med ud.” tilbyder jeg straks for ikke at ende tilbage med Paige.

”Super, Amelia, en mere?” Straks slår både Lucy og Lola til.

”Og selvfølgelig gider ingen lave det sjove arbejde.” Paige himler endnu engang med øjnene. ”I er vel også for små.” Ebbi siger ikke noget til hendes lille udbrud, men ser i stedet på Lola og Lucy.

”Hvad med at Lucy og Amelia kommer ud med mig i dag, så kan I to komme med ud i morgen?” Han peger på Lola og Paige og har tydeligvis ikke forstået, at det hele drejer som om at ingen gider være tilbage med kvinden, der kun synes om sine egne idéer og hele tiden skal brokke sig.

”Super!” udbryder Lucy straks. ”Kom Amelia, vi kan bare snupse en mango på vejen – de er jo overalt.” Som et lyn er vi begge oppe at stå.

”Det var hurtigt, er I sikre på, at I ikke vil have en frokostpause først? Varmen er jo næsten dræbende, heldigvis ser det dog ud til, at vi snart for regn. Ebbi tager sine kondisko på, som han er så heldig at havde svømmet i land med og nu have som en kæmpe fordel.

”Nejnej, vandfaldet gør jo, så solen ikke når herinde.” Lucy sætter det glatte sorte hår op i høj hestehale. ”Lad os bare gå nu.” Vi forlader alle tre hulen og ganske rigtigt er det begyndt at blive en smule mere fugtigt i luften og der er grå skyer over øen. Et kort øjeblik ønsker jeg at kunne flyve op mod skyerne, mod månene, og se alting som på et kort. Mest for at vide om der er nogen nærliggende boede øer, men også for at vide, hvor i verden vi befinder os.

”Tror I, at der lever andre mennesker her?” spørger Lucy, mens Ebbi går i gang med at beslutte hvilken del, vi skal udforske først. Tanken om andre mennesker skræmmer mig. For i mine tanker er det ikke venlige mennesker. Utrygheden begynder langsomt at sprede sig i min krop, trods vi kun er en meter væk fra hulen, og jeg begynder at fortryd, jeg ikke bare blev hjemme. For hulen er vle mit hjem nu?

”Hvis vi kan komme op på toppen af de små ”bjerge”, kan vi måske få et bedre overblik over øen.” Ebbi begynder straks at finde fodfæste på klippevæggen, hulen også er bygget ind i. Et par meter oppe kan jeg se vandfaldets start og en lille græsbevokset del, hvorefter der er mere ”bjerg”. Højere op kan man ikke se på grund af de lavthængende skyer. Langsomt finder Ebbi en vej og griber fat om en udhugning lidt længere oppe, for at hive sig en smule op af klippevæggen. Han kravler op af klippevæggen ved hjælp af usynlige uddybninger i klippevæggen. Til sidst hiver han sig op på den lille græseng over vandfaldet.

”Kan I selv komme op?” Han rækker en hånd ned, men selv Lucy, der mindst runder de 180 cm, selv højere end Neel, kan ikke nå den. I stedet tager hun at om klippevæggen, svinger den lange hestehale om på den solbrændte ryg som en pisk. Med faste tag slynger hun sig op af væggen og tager til sidst fat om Ebbis hånd, så han hiver hende det sidste stykke.

”Så kan du godt komme, Amelia.” råber hun oppefra. Hendes stemme er hæs. Tøvende tager jeg fat om væggen, uden overhoved at kunne hænge fast i noget.

”Hvordan?” råber jeg op til dem og prøver at få fodfæste på muren, men jeg glider bare ned igen.

”Bare klatre.”

”Øh...” Jeg prøver igen at hive mig op af muren, denne gang med en smule mere kraft. Jeg læner hoved en smule tilbage og ser Ebbis fremstrakte arm langt op. Mine fødder står fast på klippevæggen … sådan cirka fem centimeter over jorden. At klatre og sport i det hele taget har aldrig været min stærke side.

”Hvordan går det med hende?” Kan jeg høre Lucys stemme deroppe fra.

”Hun er … på vej.” Ebbi sender mig et smil, da jeg tager et skridt op, men skrider og når lige at gribe fat op muren, så jeg hænger og dingler en smule over jorden. Febrilsk får jeg fodfæste på muren igen.

”Sig mig, har du aldrig klatret på en klatrevæg før?” Jeg kan næsten se Lucy blinke for mig, og mine mundvige løfter sig en smule. ”Ej, hun har smilehuller.” udbryder Lucy, der nu har stukket hovedet ud over kanten. Uhindret fortsætter jeg en smule længere op klamrende til væggen, da jeg pludselig ser ned og stivner. Mine fødder er nok blot en meter over jorden, men klippevæggen er glat og usikker, og hvis jeg falder. Hele min krop panikker, mens jeg fokusere på væggen. Der er bare langt ned...

”Er der noget galt?” råber Ebbi. Jeg kigge opad og bliver endnu mere utilpas. Mit blik svimler. Jeg vil bare op, men mine fingre vil ikke bevæge sig fra den lige nu trygge position.

”Kommer du?” Deres stemmer blandes sammen. Jeg synker og holder fokus. Min fingre ryster.

”Nej,” skriger jeg. Regndråber begynder at ramme mig ovenfra.

”Hvad er der galt?” Frygten må stå malet i mit ansigt. Klippevæggen bliver glattere og glattere at holde om.

”Jeg kravler ned efter hende.” hører jeg Ebbi sige, og lidt efter mærker jeg en arm om mit liv. Jeg stirrer direkte ind i væggen, mens han guider mig op. Mit blik går i sort et kort sekund, som der plejer, når jeg går i panik. Selvom Ebbi holder om mig, ved jeg, at hvis jeg falder, falder vi begge. Han placere mine hænder, mens han roligt giver mig kommandoer. Vi er mindst to meter over jorden. Mit blik går i sort et øjeblik igen. Regnen tager til, mens jeg når længere og længere op. Der er blot en meter endnu. Med et falder det mig ind at jeg også skal ned igen. Jeg får brækfornemmelser. Endelig mærker jeg Lucy gribe om min arm og trække mig op. Hun er næsten ligeså muskeløs som Neel, hvilket ser usædvanligt, når hun nu er en pige. Endelig mærker jeg fast jord under mig igen, og mit hjerte begynder at slå igen. Regnen har gjort os alle gennemblødte, men jeg vil ikke ned nu. Lucy rækker mig en frugt fra en plante, der gror op af klippevæggen. Uden at spørge, hvad det er smager jeg. Den har en syrlig smag. Jeg spytter mod jorden og smider frugten væk.

”Ja, det må du selv bestemme.” siger Lucy og trækker mig op. En bitter eftersmag sidder fast i min gane. ”Lad os komme videre.” Hun peger på klippevæggen, der fører videre op, og jeg tror, jeg skal besvime.

”Nej!” udbryder jeg. Ebbi tager min hånd.

”Måske skulle vi bare tage af sted, og så kan du gå ned til de andre?” forslår han. Jeg kigger panisk ned på jorden foran hulen. Det ligner den er uhyggeligt langt væk.

”Jeg vil ned!” Min stemme er hysterisk. Ebbi sender mig et blik og vender så ryggen til.

”Kravl op på min ryg, så kravler jeg ned mig dig.” Jeg synker og rejser mig. Lader mine fingre glide hen over Ebbis skuldre, før jeg svinger mig op på hans ryg og presser mit ansigt ned i hans nakke, for ikke at kunne se noget.

”Jeg er tilbage om lidt.”

”Super.” hører jeg Lucy sige. Uden sarkasme, bare en konstatering. Ebbi begynder langsomt at kravle ned. Jeg er bange for, at han skal falde bagover på grund af min vægt, men han er stræk og holder sig tæt ved væggen. Jeg har slet ikke overskud til at tænke, at det er akavet – jeg vil bare ned nu. Tårerne presser sig på, mens jeg prøver at tage mig sammen.

”Amelia?” Jeg genkender straks Steves stemme og kigger bagover min skulder. Det skulle jeg aldrig havde gjort, for der er langt ned. Meget langt ned. Med et sæt begynder tårerne at flyde ud. Ikke kun på grund af højden, men på grund af det hele. På grund af hjemveen, på grund af utrygheden, der lurer alle steder, på grund regnen, på grund af søvnløsheden uden dyne, på grund af mine tænder, der er beskidte efter ikke at havde været skyllet i flere dage, på grund af de ynkelige hul i jorden, der nu var blevet vores toilet. På grund af det hele.

Før jeg ved af det er vi på fast grund igen, og jeg lægger i Steves favn. Han vugger mig blot frem og tilbage uden at spørge.

”Kan jeg komme med jer?” spørger jeg til sidst og snøfter.

”Skal du ikke være i din egen gruppe?” Steve stryger mig over håret. Jeg knuger mig ind til hans bare overkrop. Hos ham er der tryghed. Det er der nødt til at være.

”Jeg skal ikke derop igen,” Han dufter af regn. ”og Paige og Lola regner alligevel først, at jeg er tilbage i morgen.”

”Så kan du vel godt komme med, hvis ikke du vil ind i tørvejret at sidde?” Han trækker mig med op at stå. Regnen har kun taget til, men luften er stadig utrolig varm, så det er dejligt at blive nedkølet.

”Nej, jeg vil gerne med.” Jeg tørrer mine øjne, der garanteret er våde, og følger med Steve ind mod hulen.

”Jeg skal bare hente noget,” tilføjer han og forsvinder ind. Jeg står og venter udenfor i læ for vandfladet. Et kort øjeblik efter kommer han ud igen, og vi går hånd i hånd gennem regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...