Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9737Visninger
AA

8. Kap 6: "Det har alle da."

 

”Fjorten plus.” Paige sender en lidt for tydelig hentydning til Lola, der er den eneste fra familie Eichelberg, der stadig sidder omkring bålet, bortset fra Albert. Familie Hall gik også ind for at sove efter det mod David vilje endte med at Ebbi løb af med lederposten med 14 ud af de 17 stemmer i alt – Steve fik resten også Davids. Begge familier var dog enig om en ting: de mente at det måtte være et ”14-31 års spil” for lige at accepterer at Sam deltog.

”Jajaja,” Lola snøfter fornærmet og går ind til sine forældre i det lille aflukke.

”Super, så fik vi det på plads!” Paige sender os alle et stort smil. ”Skal vi ikke tage en klassiker i aften? Hvad med ”jeg har aldrig”?” Uden svar går Paige i gang med at forklare reglerne: ”Det er helt enkelt. Det går på tur til at sige noget, man aldrig har gjort for eksempel ”jeg har aldrig drukket alkohol”, hvis man nu aldrig har det, og så rækker alle, der har, hånden op. Neel, du kan starte.” Hun skubber flirtende til Neel, der sidder ved hendes højre side.

”Åh okay.” Han tænker sig om et kort øjeblik. ”Jeg har aldrig taget stoffer.” Mod min forventning løfter både Lucy og Sam hånden op til den. Hvis ikke det var fordi Lucy virker så pålidelig, ville jeg ikke tro hende. Stoffer som fjorten årig … det giver ikke mening, især fordi hun ikke virker som en beskidt type. Mere bare rebelsk. Men når man går op i at man er lesbisk som fjortenårig og bærer udelukkende sort tøj, kan man sikkert også havde taget stoffer. Lucy får dog hånden ned, før Neel når at se den.

”Kun en enkelt gang til en fest.” Sam blinker. Paige sender en hentydning til Lucy om, at det nu er hendes tur.

”Jeg har aldrig … kysset en, der var yngre end mig.” Hun sender et frækt smil rundt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en smule synd for hendes forældre. Hun er sød, men hun lever sit ungdomsoprør langt ud. Efter hurtigt at have tænkt mig om, og konkluderet af min første kæreste jo var en uge yngre end mig, lader jeg hånden løfte sig fra skødet. Neel har også hånden op, sammen med Sam og et par mere. Steve slipper også min skulder. Selvfølgelig har de fleste drenge kysset en, der var yngre end dem. Men rækker Sara, som den eneste pige ud over mig, også nervøst hånden op.

”Jeg har aldrig kysset...” Hvis ikke hendes stemmer gav ekko i hulen, ville jeg ikke kunne høre, hvad hun sagde. Paige rynker på næsen og rækker selv hånden op.

”Jeg har aldrig...” begynder Sam, da han opdager, at det er hans tur. ”været utro.” Jeg ser Neel sende ham et anerkendende blik, da han selv, Paige, Lucy og Steve må række hånden op. Selv holder jeg hånden nede, selvom det er en løgn. Jeg snavede min tredje kæreste, før jeg slog op med min anden. Til sidst rækker jeg den dog lavt op, lige nøjagtig sådan at Steve ikke kan se det.

”Duksedrenge,” Paige ruller med øjnene af Albert og Steve. Steve reagere ikke, mens Albert sender hende et dødsblik. ”Din tur, Sara.”

”Jeg har aldrig...” Hendes stemme ryster. De skrå mørke øjne er blevet til tynde streger. ”kysset.”

”Det har du sagt.” sukker Paige. ”Du må ikke sige det samme igen.” Jeg kan se på Sara, at hun er lige ved at bryde sammen.
”Jeg har aldrig leget denne her leg før.” Endnu engang himler Paige med øjnene over hendes kedelige påstand. Fire fingre ryger i vejret før turen går til Christina. Jeg beslutter i et gab at lege runden ud, blot for at støtte op om fællesskabet og derefter lade søvnen tage over.

”Jeg har aldrig været uden for New Zealand før nu.” Alle fingre er oppe. Jeg kan se et stjålent smil på Christinas læber over at lave den alle kan relatere til.

”Jeg har aldrig kysset en, der var ældre end mig.” Alberts øer bliver en smule røde over indrømmelsen.

”Åh, den er slem,” ler Paige og rækker selv hånden op. ”Det har alle da.” I mine ører lyder det ondskabsfuldt, men de andre siger ikke noget til det. Langsomt rejser alles fingre sig, bortset fra Sara, der aldrig har kysset. En ting jeg lægger mærke til er også at Steves finger forbliver et stykke tid nede, før alles er oppe. Derefter går den videre til Steve.

”Jeg har aldrig … kysset end af modsatte køn.” Han lyder sikker, næsten for sikker. Lucys finger er oppe med det samme. Pigesnaveren. Sam hånd er også oppe.

”En konsekvens i et væddemål.” undskylder han. Med et går det op for mig, at det er min tur. Min hjerne kører på højtryk, mens jeg starter sætningen. ”Jeg har aldrig...” desperat leder jeg efter en fortsættelse. ”fået en karakter under B.”

”Omg,” hører jeg fra Christina, der må rækker hånden op i selvskab med alle på trods af Lucy. Overraskende nok. En nørd som mig. Måske skulle hun også altid overgå Neel? Eller måske er hun bare dygtig...

”Jeg har aldrig,” Paige sender os alle et ”spændingsopbyggende” smil. ”brudt en slankekur.” Hun smiler stolt. Tilgengæld kan man tydeligt se på hendes krop, at hun bruger slankekur og ikke motion til at holde vægten. Jeg kunne godt forstille mig hende med yoyo-vægt. Hun ligner næsten en panda med de runde øjne og tykke øjenvipper, der får dem til at ligne store stjerne, og det helt lige sorte pagehår. Der ryger, skuffende nok for hende, ingen fingre op.

”Jeg går i seng nu.” Det lyder helt mærkeligt, når jeg ikke engang har en seng at lægge mig i.

”Det bør vi alle sammen – og vi skal nok sove herude, for jeg tror næppe, der er mere plads derinde.” Steve hentyder til det lille rum. Paige rynker utilfreds på næsen, mens folk begynder at være enige med Steve.

”Hvem holder bålet i gang?” spørger hun, for at beholde opmærksomheden.

”Jeg kan godt tage den første del af natten,” tilbyder Neel.

”Gentleman,” Paige lader sig besvime falsk ned i Neel favn. Jeg ser hende blinke til ham.

”Jeg tager anden del...” siger Steve.

”Så tager jeg den sidste.” Sam breder sin pilotskjorte ud på stengulvet. Selv lægger jeg med ned og benytter min cowboyjakke som hovedpude. Gulvet er hårdt og koldt. En kuldegysning løber ned langs min rygrad. Jeg prøver at tænke på ingenting. Prøver at sove, mens jeg langsom hører åndedragene omkring mig blive til snorken. Især fra Christina. Omkring mig mærker jeg Steves arme, kropsvarme. Alligevel kan jeg ikke falde i søvn, fordi jeg mærker mareridtene nage mig i nakken. Ure der tikker. Min barndom. Flashbacks. Spildt tid. Tid. Den ene halvdel er mit liv, har jeg spildt, den anden halvdel skal jeg tilbringe på en øde ø. Jeg presser øjnene sammen, for ikke at lade de varme tårer flyde ud. Jeg presser mine negle ind i håndfladerene, for at få mig selv til at tage mig sammen. Min kind presses ned mod knapperne i skjorten. Jeg tør ikke sove, men kan alligevel ikke holde mig vågen.

Med et hører jeg et andet åndedrag, der endnu ikke har den langsomme søvnfyldte rytme. Neels. Gentlemanens, bålmesterens. Et eller andet får mig til at ville ud af min krop. Det er akavet. Han kan høre mig, det kan jeg fornemme. Jeg husker de aftener, jeg sad halvt sovende med en bunke afleveringer, bare for at få et højere gennemsnit end muligt ved at tage ekstra fag. De våde plamager på mine kinder vokser sig kun større. Med et åbner jeg øjnene vidt. Uden at værdige Neel et blik, forlader jeg hulen. Jeg kan mærke hans spørgende blik i ryggen på mig, men ignorer det. Nu, hvor jeg er tvunget til at starte forfra, behøver jeg ikke skabe et rygte som ”pigen, der græder sig i søvn” lige med det samme.

Så snart den rene luft rammer mig i ansigtet, føler jeg mig fri. Månen lyser over mig. Hendes spejlbillede er tydeligt i søens overflade. Mine kinder tørrer hurtigt i den friske aftenvind. Kun månen lyser det kulsorte mørke op. Jeg trækker rystende mit tøj af og snøfter. Vandet er beroligende koldt. Som om det skylder alle minder væk. Alle onde tanker. Alle realistiske tanker. Langsomt bryder jeg månens spejlbillede, så der kommer ringe i vandet. Hun er klarer herfra. Hun er smuk. Utrolig smuk. Jeg kan høre hende. Synge. Den samme sang, som min mor altid sang for mig, da jeg var lille – indtil jeg ville overgå Chas og bevise, jeg sagtnes kunne falde i søvn uden. Jeg ville ikke være et barn den gang, nu vil jeg give alt i verden, for at blive det igen. Jeg vil være lille nok til at kunne putte mig i min mors favn, blive vugget frem og tilbage og sunget sangen for. Det bløder varm omfavner mig, da jeg læner mig tilbage for at se månen.

”Luna,” hvisker jeg. Nu hvor øen hedder latin, skal månen også hedde latin. ”Luna,” Med et bryder jeg i gråd. Jeg kan se det på hende. Hun har mistet sit minde. Og jeg, der forbander mit langt væk. Hun vil give alt for at huske, jeg vil give alt for at glemme. Men vi er begge alene blandt mennesker. Hulkene kommer uregelmæssigt som små skrig. Frustreret hiver jeg i mig selv. Skriger igen. Og ser mod månen.

”Er du okay?” Fuks vender jeg mig om, og så ind i de dybblå øjne. Han har stået der længe, det kan jeg se på ham. Jeg siger intet, stirrer blot. Og bryder så månens spejlbillede i vandet overflade. Alt er sort derunder, mørket fanger mig. Men han kan ikke se mig. Vandet trækker langsomt ilt ud af mine lunger, der krymper sig sammen og skriger efter mere. Jeg søger blot mod bunden. Det vil være for akavet at komme op til overfladen, og han stadig står der. For mit blik danser hvide prikker i kontrast til det sorte. For han ved det er mig. Mig, Amelia Wright, papegøjens ven. Sådan husker han mig. Christinas medløber. Hvis han overhoved husker mig. For hvorfor skulle han huske mig? Hvorfor … og hvorfor ikke. Med et må jeg trækker luft, men jeg når ikke op til overfladen før vandet strømmer ind i mine lunger. Panisk bryder jeg ud i et hosteanfald. Vand sprøjter op omkring mig, mens jeg bliver tunget ned under overfladen. Jeg får et blackout, da jeg forsøger på at skrige. Og endnu et. Til sidst får jeg kæmpet mig hen mod bredden og trækker mig op på kanten, hvor jeg lægger som en død fisk. Neel er væk. Tårerne begynder at løbe ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...