Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9873Visninger
AA

58. Kap 56: "Jajaja, jeg kender Neel – ”eks”."

 

Der er ikke bare mange mennsker. Der er virkelig mange mennesker. Og heldigvis ingen paparitzier. Og med et begynder jeg at genkende ansigterne, der forventningsfuldt kigger op mod mig. Hannelore med Albert og Lola. Christina og i den helt anden ende af aulaen: Ethan. Og Paige spotter jeg også i en overdådig blå kjole. Smilende. Hun virker ikke det mindste jaloux. Og med et ser jeg Steves røde hår, hvor han rager op i mængden. Og så en masse jeg gætter på er Neels venner.

”Gå.” hvæser Madison og puffer mig i ryggen, og det går op for mig, at jeg rent faktisk skal gå ned af trappen. Det første skridt tager jeg forsigtigt. Jeg har altid haft den der store angst for at falde til mit bryllup – nu min forlovelse, selvom jeg næsten aldrig har andet på en høje hæle. Da jeg begynder at gå ned af den runde trappe, der snor sig rundt i rummet ser jeg Neel i midten. Med hvidt jakkesæt og en rød rose i lommen. Jeg synker for ikke at græde. Folk begynder at tage billeder, men på en helt anden og meget mere formel måde end paparatzierne. Jeg ranker ryggen og går det sidste stykke ned af trappen. Folk danner en lang gang til mig op til Neel. Han smiler til mig. Først nu lægger jeg mærke til musikken i baggrunden. Violin. Og så ser jeg bandet, der sidder for enden af aulaen.

”Hej.” hvisker Neel, da jeg kommer tættere på.

”Hej.” fniser jeg. Hele min krop er fyldt af så meget glæde, at jeg er bange for at flække sammen af grin.

”Vi er her i dag,” begynder Madison øverst på trappen. Hun begynder at gå ned af. ”for at fejre to unges kærlighed til hinanden,” Hun går utrolig hurtigt. ”og løfte om en skønne dag at gifte sig. - Så langt når vi dog ikke i dag.” Det lyder grin fra forsamlingen. Neel tager min hånd, mens Madison går hen mod os. ”Og jeg synes alle sammen vi skal skåle dem et stort tillykke, før de derefter danser en speciel dans kograferet af en af Caleforninens dygtigeste koegrafer Lance,” Jeg ser hen mod Lance – en høj blond fyr, der de sidste to dage har pisket os til døde for at lære dansen. ”og med musik hentet helt oppe fra New York fra den berømte komponist Mia Glance. Jeg håber I vil nyde synet af de to nyforelskede, når vi har skålet.” Hun løfter sit glas med velkomstdrink og alle omkring gør kunsten efter. Min krop begynder at svede, da det går op for mig, at ligeså mange mennesker, som der vil se mig love mig forevigt til Neel, vil der se mig, hvis jeg danser forkert. Jeg tager en dyb vejrtrækning for ikke at rødme.

”Er du nervøs?” mimer Neel. Jeg ryster på hoved og bider mig i læben, mens de skåler.

”AMEEL!” Ordet giver genlyd i aulaen. Det undre mig, at de bruger vores shippernavn til en skål, men hvis det er sådan det er i Neels verden, så er det også sådan det er i min verden. Og det stykke af musikken vi skal danse til begynder.

 

Da jeg har hilst på endnu en person begynder jeg at overveje, om jeg overhoved kommer til at lave andet hele aften end at hilse på ny mennesker, mens jeg spejder efter nogle af dem fra Abscedois. Men jo flere jeg hilser på, jo mere går det op for mig, at det nok bare har været fantasi. Steve ved jeg er her et sted, men hvorfor skulle Hannelore komme med sine børn hele vejen hertil, bare for en enkelt fest, hvor målgruppen er 20-30 årige.

Neel kan jeg heller ikke se, men jeg kunne forestille mig, at han hilste på folk ligesom jeg. Og jeg synes, jeg havde et bredt netværk. Madison kan jeg dog både se og høre, for hun sidder oppe ved baren, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er en af de personer, der bliver meget højrøstet af alkolhold.

Endnu en smuk kvinde giver mig hånden, da jeg pludseligt får øje på noget bag hende, der får mig til at glemme alt omkring mig, mens jeg bare masser mig forbi folk og udenfor ved poolen, hvor jeg spottede Steves røde hår og en, der bagfra meget vel ligner … Ethan?

”Undskyld, må jeg lige komme forbi her?” Jeg sniger mig inden om et par og er endelig fri for menneskemængden. Herude er der lidt mere frit, og jeg løber i mine høje hele over mod gruppen. Jeg giver kun et kram til Steve, mens jeg ser rundt. Bange for om de bare er en fantasi.

”Tillykke!” Da jeg genkender Hannelores stemme, ved jeg at de ikke er fantasi, og jeg falder uden hæmninger om halsen på hende. Mit vejr forsvinder helt. Det går op for mig, hvor meget de rent faktisk betyder for mig. Alle sammen. Hele vejen rundt knuger jeg dem ind til mig i flere minutter, mens jeg tænker på mine minder med hver og en af dem. Hvor meget jeg savner dem.

”Wow, I er næsten ikke til at genkende.” gisper jeg. De er alle sammen. Så pæne og smukke. ”Men på en god måde.” skynder jeg mig og tilføje: ”Jeg kan virkelig ikke forstå I kommer helt fra Australien, Tyskland, New Zealand, Washington.” Jeg ser rundt. ”Bare for at møde mig.”

”Vi er jo stadig en familie, ikke sandt? Selvom vi glemte det i starten, er vi det jo forevig.” Hannelore trækker på skuldrene. ”Det er ligesom, hvis mine børn skulle forloves.” Jeg kommer med et til at tænke på mine forældre, der jo forståeligt nok, ikke kunne komme og et stik kommer i mit hjerte. Det var mig, der insisterede på, at de havde nok i deres liv til bare at tage af sted for en fest men jeg ville ønske, de andre kunne havde mødt dem.

”Tak. Så meget. Virkelig tak for alt. Jeg vil aldrig sagt det.” Da jeg igen ser rundt lægger jeg mærke til noget. Christina og Ethan står væk fra hinanden og giver ikke hinanden et eneste blik. Steve lægger en arm om dig.
”Vi ønsker jo alle sammen at være Neel, der kan få lov til at forlove dig.” Han blinker og en latter spreder sig. En uendelig latter. En svarer på alle spørgsmål om, hvad vi nu er. Vi er bare os. En familie. Med Neel selvfølgelig også.

Og alligevel kan jeg ikke lade være med at dirre af spænding efter at kunne spørge ind til alle de andres liv … og den mærkelige afstand mellem Ethan og Christina. Der er så meget jeg gerne vil vide. Hvordan de andre har tacklet det hele? Hvorfor Paige smiler som en sol? Alt. De er min familie lige meget, hvor langt de er væk. Jeg ser ned på min ring. Griner til den. Nuet.

 

Lidt senere på aften er gruppen spredt lidt op. Jeg ser Paige oppe ved Neel, men er ikke nervøs. Jeg kender ham. Stoler på ham. Jeg ender med at fange Christina på enefod.

”Hvad er der mellem dig og Ethan?” spørger jeg lavmælt. Han nipper til sin drink, synker, trækker tiden ud.

”Ingenting.” Hun er blevet smuk. Virkelig smuk. Og langt smukkere end den mus, der ankom på øen. Nu er hun en løve. Med hendes tykke vilde hår udstålet, tykke øjenvipper, stilletter og en kropsnær kjole i leopardprikker. En rigtigt kvinde.
”Hvad mener du med ingenting?” Jeg fanger hendes lysebrune øjne.

”Ingenting. Helt og aldeles in-gen-ting. Vi har ikke sagt et ord til hinanden.” Hun presser de kobberfarvede læber sammen. ”Det er virkelig pinligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Hun ser rundt. Ethan er ikke i nærheden. ”Jeg kan stadig lide ham, men jeg ved ikke … han ville nok havde taget kontakt til mig, hvis han ville fortsætte det, vi havde på øen.”

”Du tog jo heller ikke kontakt til ham?”

”Neeej, men stadig.” Hun sukker. Spotter ham over ved Steve og Albert. ”Det vil være så ydmygende at komme kravlende på knæ så langt tid efter.”

”Ja...” Det kan jeg ikke nægte, ”Men måske bliver han glad for det?”
”Og måske synes han, jeg er desperat.”

”Men det er vel forsøget værd?”

”Det tror jeg ikke.” Hun sætter sig ned på stolene. ”Det ville alligevel aldrig fungere. Jeg mener, jeg ville sagtens kunne flytte til Victoria til ham, men stadig … han er kun 17. Han er sikkert slet ikke så parat...”

”Han fylder vel atten snart og så skal han alligevel flytte hjemmefra. Måske kan I tage på college sammen? Du har vel ikke taget en uddannelse endnu?”

”Neeej...” Hun er utrolig god til at holde øjenkontakt, selv når andre ville havde kigget væk. ”Men jeg fik aldrig opsøgt min far, og min mor har ikke råd … mens jeg var væk gik butikken falidt og kom på tvangsaktion og mor kan ikke få job... Det ville aldrig gå.”
”Hvad … hvad med et legat?”

”Amelia drop det, det ville aldrig gå i virkeligheden.”

”Lev i nuet.” Jeg viser hende min ring. Hun spejler sig i den. ”Se den pige. En forelsket pige. Se det positive i det...”

”Men sådan er virkeligheden jo ikke Amelia. Jeg lever i nuet, men realistisk, vi er ikke på øen længere...” Med et bliver hun afbrudt af en mand, der spørger ind til hendes tøj, og jeg bliver efterladt med en tom følelese. Har hun ret? Jeg skynder mig væk, før jeg tænker mere over det hun sagde.

Jeg ender for enden af haven. Bare stående i det, der nu er mørke og se op på festen.

”Hej.” forskrækket vender jeg mig om og bliver mødt af en blitz.
”Journalister?!” udbryder jeg og ser nu de to journalister, der står bag en høj slank kvinde. Hendes stil er meget afslappet i forhold til alle andres.

”Åh hej! Du må være Amelia! Hyggeligt at møde dig.” Hun giver mig et venligt kram, og jeg begynder at spekulere på om jeg kender hende. ”Ja, jeg tog et par stykker med for Neels skyld – for som jeg nok tænkte, kan jeg se, at hans mor ikke har lukket nogen ind.” Hun lader de to journalister tage billeder af mig og så gå op i haven. Jeg overvejer at råbe efter dem, men kan allerede se overskrifter for mig.

”Hvad?! Det er Neels eget ønske at...” Hun ler.

”Jajaja, jeg kender Neel – ”eks”,” Hun laver gåseøjne med fingrene, uden at jeg ved, hvad hun mener. ”du ved.”
”Eks?”

”Ja, ligesom jer. Bortset fra at vi begge manglede et skub i karrieren – du ved skabe en kær lovestory til medierne. Vi var sammen for evigheder siden og det hjalp faktisk ret meget – på Neels karrier især, men jeg kan se at han mangler et skub efter månederne væk.” Hun nikker mod mig. ”Men jeg kom bare for at sige tillykke. Så tillykke.” Hun nejer let i sine slidte jeans og forsvinder op mod festen.

”Hvad mener du?” Jeg småløber efter hende.

”Hvad jeg mener med hvad? Jeg kan godt skære det ud i pap: jeg havde et forhold med Neel for langt tid siden – et ligesom jer, en sød kærlighedshistorie, der ville fange medierne, fordi vi begge ville have skub i vores berømmelse – hvis vi havde været over atten, havde vi sikkert været gift nu.” Hun blinker til mig.

”Neel og mit forhold er alts rigtigt.”
”Hvad?” udbryder hun med store øjne. ”Ej, unskyld. Jeg troede bare ikke Neel var den type, der udnyttede folk.” Hun holder sig for panden og giver mig et kram. ”Ej, det må du altså undskylde.” Jeg skubber hende væk. Jeg ved jo godt, at det vi har er ægte og ikke bare noget, han finder på, for jeg kender Neel. Og jeg ved godt, at hun tager fejl, men tanken om, at det er normalt at udnytte folk i den verden han lever i rører noget i mig.

Jeg ser på ringen og går så beslutsomt op mod vores værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...