Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10040Visninger
AA

57. Kap 55: "Blevet forladt til min forlovelsesfest."

 

Jeg banker på døren, selvom døren står åben. Hans blik bliver overrasket, så snart han ser mig gennem glasset. Det er få døgn siden jeg sidst grædende forlod huset. Et lille håb danner sig i hans øjne.

”Kom bare ind.” Han ser på min kuffert. ”Er du rejst hele vejen hertil for at bryde forlovelsen?” Hans stemme er mekanisk. Som om han er tvunget til at sige det.

”Nej.” Jeg sparker lidt til min kuffert, så den kommer længere hen mod ham. ”Jeg er her for at følge mit hjerte.” Mit blik glider rundt om hans øjne. Ind i dem og så straks ud igen. Bange for at han pludselig har fortrudt.

”Virkelig?” ånder han.

”Ja.”

”Det var hurtigt.” Han tager min kuffert og tager den med oven på igen.

”Det var jo heller ikke så svært. Havde du regnet med, at jeg ville forlade dig.” Han sætter kuffereten ned. Åbner den og ser så på mig. Nikker.

”Må jeg så kysse dig nu?”

”Du behøver ikke spørge.” Jeg kaster mig ind i hans favn og akavetheden er straks brudt. Endelig tilbage. ”Hvornår er festen?” Min læber er få centimeter fra hans.

”To dage.”

”Så var det da meget godt, jeg kom hjem nu, jeg mener, vi mangler...”

”Vi mangler ikke rigtigt noget … min mor har planlagt det hele, som altid. Undskyld.”

”Det er bare helt perfekt. Så kan jeg jo bruge tiden med dig.” Jeg lukker øjnene og glide min næse forbi hans. Næsekys. Det giver et gib i mig. En lille berøring, der udløser et lige så sort vivar af følelser som et tungekys ville gøre.

Kærlighed er utrolig.

”Hvad havde du gjort, hvis jeg ikke var kommet?” hvisker jeg. Bare fordi, jeg godt kan lide den kildren af hans stemme mod mine stemmer.

”Blevet forladt til min forlovelsesfest.” Han løfter sine læber. Kysser mine øjenlåg. Et efter et. Jeg fører mine næse op langs hans læber. Glatte, bløde.

”Det skal vi jo nødig ha.”

 

Jeg ser mig i spejlet. Forandret. Smuk. Som en svane. Rachel nikker anerkendende fra siden, mens Madison retter på en hårtot, der hænger løst. Kjolen er figursyet, med stram talje, hjerteformet med en dyb udskæring i midten, der går til et par centimeter over min navle. En stor del af min ryg er nøgen. Kjolen ender ud i et stift skørt. Helt rundt. Langs mine bag ben og bag på mine arme er der små spejle. Ligesom ringen. Madison har virkelig formået at lave et gennemgående tema med spejlene, der også går igen i de ankel- og armbånd jeg bærer og i øreringene, der blot består af et enkelt spejl. Også i hårbåndet, der er sat rundt om mit ellers frie pagehår. Skoene er enkelte. Hvide ligesom kjolen. Rundt om mine øjne er der sat bitte små spejle: på venstre del af begge øjne under og på højre del øverst.

Jeg ser på mig selv igen. Er pigen virkelig mig? Ja. Amelia Emilie Wright, Neel Hughes forlovede. Levende. Nu. I nuet. Hans nu.

”Hvad siger du?” spørger Rachel.
”Der er … virkelig fordele ved at være Neels forlovede.” Jeg griner let. Det hele må havde kostet en formue. Især når jeg ser ned i auraen, der også er pyntet op med spejle over alt, hvor temaet fortsætter videre ud i haven. ”Må jeg gå ind til Neel?”

”Nej, ikke før festen starter. Du skal blive her, så gå ned af trappen, når jeg kalder, og så skal i danse og...” Madison begynder at remse alle de ting op, vi skal nå. Det hele er en smule opsat og kunstigt, men når det kommer til ægte kærlighed vil det nok altid ende naturligt.

”Hvem kommer?”

”Det er en overraskelse. Lad nu være med at spørge så meget.” vrisser Madison og retter på min kjole.

”Men hvad er konceptet med, at jeg må vide noget om min egen forlovelsesfest, når Neel ved det hele?” Der er uro i min mave. Spænding. Men på en god måde. En måde, der tvinger et smil frem på mine læber.

”Det er et koncept.” Jeg synker. Kan ikke sige imod mere. Hele min krop sitre. Bobler.

”Jeg må hellere gå ned og tage imod gæsterne.” Rachel forsvinder ud af værelset. Jeg hører stemmer dernede, men jeg kan ikke skille dem fra hinanden.

”Det er ærgeligt dine forældre ikke kunne komme. Jeg mener, det virker nærmest som om de ikke bakker op om dig...” Jeg lukker øjnene. Prøver at lukke Madisons stemme ude, mens hun går i selvsving med at kritisere det hele.

Hun er snart min svigermor. Neel har overlevet et helt liv med hende, så må jeg da også.

”Hvornår må jeg komme ud?” afbryder jeg hendes lange tale.

”Snart.”

”Hvornår snart?”

”Når Rachel har sagt at alle gæsterne er kommet.” Madison sukker som om det er mig der er den irriterende og er løbet tør for ting hun kan rette på mit tøj. Jeg sætter mig ned på sengen. ”Nu får du ikke kolde fødder vel?”

”Nejnej.” Sprøgsmålet giver mig faktisk en smule tvivl om det nu er det rigtige, men så tænker jeg på Neel. Føler hvordan mit hjerte hamre derudaf. Og ved det er det rigtige. Jeg kan ikke bruge hele mit liv på at planlægge mit liv. Jeg må følge mine impulser. Jeg ser på spejlene på indersiden af min arm. På armbånet. På ringen. Leve i nuet. Madison begynder utålmodigt at gå frem og tilbage, mens jeg stirrer på alle spejlene. Det føles som få sekunder, før Rachel slår døren op.

”Alle er klar.” Det giver et gib i mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så spændt. Vi er jo forlovet i forvejen. Og alligevel er det nu det er alvor. Nu jeg lover ham, at jeg vil giftes med ham en dag. Jeg kan ikke lade være med at forstille mig vores bryllup.

”Kommer du?” Madison hiver mig op og jeg vakler en smule i mine sko.

”Ja.” gisper jeg og går hen mod døren. Tager fat i håndtaget. Åbner den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...