Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9880Visninger
AA

56. Kap 54: "Præcis som gamle dage."

 

 

Da jeg endelig får viklet mig ud af sværmen af journalister, der nu har opdaget ringen på min finger og ivrigt spørger ind til den, og dumper ned på sædet af en taxa, går det op for mig, at det nu kun far, der bor, det jeg tænker som 'mit hjem'.

Jeg sender ham en sms om, at jeg snart er der, mens taxaen bevæger sig ud af centrum. Neel har jeg ikke haft kontakt med siden han satte mig af i lufthavnen. Jeg ved ikke, om det er et godt eller dårligt tegn, men det passer mig fint for lige nu har jeg bare brug for at være alene.

Jeg ser ud mod verden. Steve har jeg heller ikke haft meget kontakt med den sidste uge. En frygt spreder sig i min krop: er jeg ved at miste ham? Og de andre må jeg indse, at jeg allerede har mistet, selvom det gør ondt. Stadig ingen aktivitet i vores facebook gruppe, og jeg har ikke rigtigt turde tage initaitivet til det. Hvad nu hvis de alle sammen er langt ovre det?

Jeg lægger mit hoved mod ruden og ser ud mod byen. Er det her mit hjem, eller er øen i virkeligheden mit hjem? Hvor høre jeg til? Hos Neel? På øen? Hos en pæn ikke-kendt fyr jeg møder på universitet? Var det overhoved skæbnen at vi skulle redes? Eller var det overhoved skæbnen vi skulle ende der? Spørgsmålene piner mig, fordi jeg ved, at jeg aldrig får et svar.

 

Da taxaen stopper foran vores lejlihedskompleks, går det op for mig, at jeg må være døset hen. Sløvt åbner jeg døren og træder ud i en friske natteluft. Her er en del koldere end i Calefornien. Et oplagt tidspunkt at komme hjem på – nøje planlagt, så jeg har mindst sandsynlighed for at blive fanget af en paparatzi. Så snart de ved, hvor jeg er, får jeg ikke fred. Det har jeg lært efter blot en uge hos Neel. Så snart jeg gik uden for det store hegn, var jeg et allemandseje. Noget alle måtte vide noget om. En alle måtte have autografer af.

Og denne gang kan jeg ikke engang flygte tilbage igen.

Dog ser det ud til, at der er fri bane, da jeg betaler chaufføren, tage min kuffert og sniger mig gennem mørket og ind. Jeg famler mig op af den mørke trappeopgang op til vores lejlighed. Nu står der kun ”Peter Wright” på døren.

Jeg ved ikke helt om, jeg skal ringe på, for han over formegenligt, men jeg kan heller ikke blive herude hele natten, så jeg neder med at trykke dørklokken ind. Jeg flytter vægten fra den ene fod til den anden og så tilbage igen. Så kommer der skridt. Men det er ikke fars. Nøglen drejes rundt, og jeg falder i Chas' favn. Hans øjne er forgrædte.

”Jeg ventede på dig.” Han snøfter og trækker sig væk for så at lukke døren efter sig.

”Du vidste, jeg ville komme?”

”Far, fortalte det,” Han følger mig ind på sit værelse.

”Men … hvorfor er du her?” Min nysgerrighed overvinder min fornuft.

”Jeg … jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme mere, så jeg fortalte Liberty, at jeg tog på et par dages rejse herned for at besøge en gammel ven...” Han sætter sig på sengen. Han virker så lille og svag. Jeg har aldrig set ham sådan.

”Du løj?” Chas plejer at være den sanddru type, hvorimod jeg nu og da godt kunne komme med en løgn. Han nikker sammenkvalt. Jeg sætter mig op ved siden af ham og lægger armene om ham. Jeg skjuler et gab, men han ser det alligevel.

”Undskyld, du er selvfølgelig træt, det var naivt af mig at tro...”

”Jeg er ikke træt.” lyver jeg. ”Jetlacket gør mig jo vågen.” Endnu en løgn. Mit hoved er fem timer længere inde i natten end hvad klokken er her.

”Det er bare … jeg kan ikke fortælle det til nogen. Ikke engang mine forældre. Jeg burde ikke havde fortalt dig det, men så...” Han sukker og bryder ud i gråd. Først forskrækker det mig, men så knuger jeg ham bare ind til min favn.

”Chas, jeg forventer ikke, du skal være idylisk og perfekt – og heller ikke at dit parforhold skal være det. Jeg forventer ikke andet af dig, end at du skal være dig selv. Og hvis du ikke er det, når du lever med Liberty, så må i flytte fra hinanden.” Jeg kører langsomt mine fingre gennem hans sandfarvede hår.

”Men hvad skal jeg sige?”

”Behøver du at sige noget?”

”Og hvem skal beholde huset? Og Hannah, hvad med hende? Og hvilken opvækst vil hun ikke få med forældre, der er uvenner...” begynder han at jamre derudaf, men jeg stopper ham.

”Elsker du hende?” Han ser op på mig.

”Ja … nej,” Han følger hans øjne, da han nervøst ser ned i sine hænder. ”jeg holder af hende, men, men altså gnisten er væk. Hun gør mig ikke glad længere, lykkelig. Og vi er pludselig som ying og yang. Komplet modsætninger og skændes over selv det mindste... Jeg kan ikke holde det ud!” Han river sig i håret af frustration. Jeg fører bare min hånd over hans ryg igen og igen indtil han falder til ro.

”Hvor har du lært det henne?” spørger han til sidst.

”Lært hvad?”

”Det der,” Han nikker mod min hånd. ”tålmodig, trøstende, alle de gode råd.”

”Jeg ved det ikke...” mumler jeg eftertænksomt, men finder så pludselig svaret. ”Eller jo – du ved, når man ikke har andet end hinanden ude på en øde ø så … jeg ved det ikke, man bliver vel bare mere uselvisk og mere opmærksom på andre, fordi man ikke ville kunne overleve alene.”

”Den ø forandrede dig virkelig.”
”Er det dårligt?” Jeg ser på ham gennem mørket.

”Nej eller det lyder skørt, men jeg ville ønske det var mig, der pludselig var et meget bedre menneske og meget mere … menneskelig.” Han ser skamfuldt på mig. Jeg åbner munden, men ved ikke, hvad jeg skal sige. Til sidst forsætter han: ”Du får pludselig os alle til at indse vores fejl, og hvilket umenneskeligt mønster vi lever i. Det virker bare så let for dig.”

”Let? Det sværeste jeg nogensinde har prøvet var, da jeg kom fra øen og pludselig skulle falde til her igen. I et samfund på mere end ni. Det var langt sværere end at overleve. Og mit parforhold er heller ikke just perfekt lige nu...”

”Fortæl!” Nu er det ham, der lægger armene om mig.

”Nej, det var dig, jeg skulle trøste.”

”Jeg...” Han går i stå. Jeg ser på ham. ”Jeg får det bedre af, når andre fortæller om deres problemer...” Jeg tvinger ham til at se mig i øjnene og smiler så lidt.

”Det tror jeg de fleste gør, Chas.” Jeg puffer til ham, så han løfter den ene mundvige. ”Men altså … livet med Neel er bare meget sværere end jeg havde forventet. Paparatizer over alt, interviews, hvor folk behandler mig som hans ting, og så hans arbejde. Nu er jeg blot i en heldig periode, for selvom han aldrig siger det højt, skal han jo på tuné snart, og jeg begynder på Princeton og alt det, og jeg elsker ham bare for meget til at forlade ham, men det ser bare ikke ud at kunne holde,” Chas vugger mig langsomt frem og tilbage i sin favn. ”og og og … han,” Jeg gisper efter vejret og opdager at tårerne løber ned af mine kinder. ”han friede til mig.”

Med et løsnes Chas greb om mig, for derefter at tage fat igen.

”Friede?”

”Ja. Og jeg sagde ja, men så... lang historie: jeg tog hjem for at overveje mit svar.”

”Amelia...” Han skal til at forsætte sætningen, da han forbryder sig selv og begynder forfra: ”bare pas på dig selv, ikke?”

”Det lover jeg.” Jeg tager hans hånd og retter mig op på hans skød.

”Kan du huske den gang, vi var små, hvor du kom ind i min seng, når du havde mareridt?” Chas fletter sine lillefinger om mig og skubber mig ned i sengen.

”Mhm,”

”Er vi for store til det nu?”

”Aldrig.” Jeg klemmer hans lillefinger. Han lægger sig ned ved siden af mig. Jeg smiler skævt til ham, da han lukker øjnene, stadig med sin lillefinger i min. Med et slipper jeg den og river alt dynen væk fra ham. Jeg vikler mit ene ben rundt om den.

”Så kan du lærer det.” ler jeg. Først kommer der ingen reaktion, og jeg frygter, at jeg har ødelagt stemningen, men så bryder han ud i latter.

”Præcis som gamle dage.” siger han. ”Godnat, søs.” Han trækker hele dynen fra mig og lægger sig oven på den.

”Godnat, brormand.” Jeg trækker den over til mig igen. Et øjeblik tænker jeg på, hvad Neel mon ville sige, hvis han så mig nu. Altså Chas er jo min bror. Jeg ville havde det fint, hvis han gjorde sådan med Lucy. Jeg synker en klump, da jeg tænker på hende. Men kunne jeg lige så godt havde gjort dette med Steve? Og ville Neel så synes det var okay? Længere når jeg ikke at tænke, før Chas skubber mig – og dynen – ned på gulvet. Derefter går han selv noget på gulvet og begynder at kille mig, så jeg ikke kan få vejret. Jeg skriger og skriger af grin, så far umulig kan sove længere, og prøver at gøre modstand.

”Præcis som i gamle dage.” hviner jeg, da jeg endelig får væltet ham rundt, så det er mig, der har kontrollen.

 

Chas står ude i køkkenet og er i gang med at lave mad. Det er nok en meget god idé, for de enkelte gange vi var smagt fars mad har ikke været nogen succes. Jeg tænder for min MacBook, men Steve er ikke online. Neel er. Jeg overvejer at skrive til ham, men skynder mig så at lukke min browser. Hele dagen har Chas og jeg brugt på at kigge gennem gamle fotoalbum og kasser, der nu, hvor mor er flytter, er blevet fundet frem, men det har ikke fået mig det mindste skridt tættere på mit valg. Tilgengæld kan jeg fornemme, at Chas snart har samlet modet til at slå op med Liberty. Så tager han vel snart hjem. Han skal jo også studere, og weekenden slutter i morgen.
Og så er jeg alene. Hele dagen. Hvilket blot vil gøre det hele absurd. Jeg prøver at tænke tilbage på, hvad jeg lavede i mine ferier førhen. Lektier. Sang. Skrev sange. Men det kan man jo ikke få en hel dag til at gå med. Og det vil heller ikke få mig tættere på mit valg.

Mit liv virker så menningsløst uden ham i, men så besværligt med ham i. Regnen banker på ruden.

”Jeg er hjemme!” råber far ude fra gangen. Lidt efter kommer han gående ind i stuen. Hos hår er gennemblødt af regnen. ”Har I haft en god dag?” Han dumper forpustet ned ved siden af mig. Tv'et kører. Et madprogram.

”Ja, vi har fået sorteret kasserne.” Jeg lukker min computer sammen.

”Hvorfor kom du hjem?” Jeg løfter blikket. Han har gennemskuet mig. ”Jeg troede, du havde det så godt hos Neel. Er der noget galt?”

”Nej, jeg træng...” Jeg går død i min sætning. ”Han friede til mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare?”

”Ja?” Far løfter et øjenbryn.

”Men er det det værd? Jeg mener, paparatizerne, tuné... vores lev er ikke skabt til at kunne flettes sammen...”

”Hvis du elsker ham. Det var jo det, du lærte din mor og jeg: livet er for kort til at misse kærligheden.” Han lægger armen om mig. ”Følg dit hjerte.” Derefter efterlader han mig i stuen med den trommende regn. Faste slag.

Det er jo det jeg skal. Det jeg lærer alle andre. Men hvad hjælper det, hvis jeg ikke følger det selv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...