Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9742Visninger
AA

55. Kap 53: "Har I været oppe at skændes?"

 

Da jeg vågner ligger Neel stadig ved siden af mig. Efter en uge har jeg ellers vænnet mig til, at han er væk og kommer hjem ved to tiden, hvorefter vi har hele dagen til os selv. Jeg vender mig, ser på klokken. Halv otte. Så skal han altså ikke på arbejde i dag?

Jeg mærker hans fingre om mine hofter, og det giver et gib i mig. Jeg vender mig mod ham.

”Har du fri i dag?”

”Jep.” Han fører en lok af mit hår om bag mit øre.

”Uh, hvad er anledningen?”

”Dig.” Han smiler kækt.

”Mig?”

”Kom.” Han rejser sig op og trækker mig op af sengen, så vi står helt tæt. Jeg fanger hans blik i at løbe ned af min krop, ligesom mit løber end af hans. Bar overkrop, grå boksershorts. Muskler. Mange muskler. Et øjeblik får jeg en følelse af, at han er for god til mig. Verdenskendt, perfekt krop. Jeg løfter blikket. Perfekt smalt ansigt med fyldige læber og fantastiske gråblå øjne. Jeg er bare. Nørd.

”Du er så smuk.” ånder han og lægger armen om lænden på mig.

”Synes du?” Mine øjne følger hans. Hans øjne følger mine. Glider rundt i mit ansigt.

”Ja.” Han kysser blidt min kind og trækker mig så ud af værelset.

”Skal vi ikke første have tøj på?” spørger jeg, men han hiver mig bare videre. Jeg prøver at sætte mit uglede hår og håber på at Rachel ikke ser mig sådan her. Ja, vi har boet sammen en uge, men med morgenhår og iført blondeundertøj? Nej.

”Vi skal ikke ud.” Jeg ser på hans hår. Hvordan kan det sidde så godt, når han lige er stået op? Han trækker mig ind af døren til hans studie. Stort hvidt rum. Pæne sorte møbler. Et stort piano, guitarer, en mikrofon. Han dumper ned i en sort læder sofa og trækker mig ned på skødet. Så ser han på klokken og tænder for radioen.

”Hvad skal vi?” fniser jeg og lytter efter noget specielt i reklamerne.

”Radiopræmiere. Klokken kvart i otte, i dag.” Mit blik møder hans og pludselig ved, jeg hvad han vil.

Lige nu?”

”Lige nu.” Med et bliver jeg åndeløs. Jeg lægger hoved mod hans bryst, mens radioværten kommer tilbage.

”... og nu skal vi til en af de største musiknyheder i denne uge. Nemlig en helt ny single, fra den lige hjemvendte Neel Hughes, der har tilbragt knap 3 måneder på en øde ø, og nu genfortæller sin historie i sit nyeste album, som vi nu får en smagsprøve på. Her kommer Lige nu.” plapre værten løs, men jeg bliver mere og mere spændt. Guitaren begynder. Rolig. Det gibber i mig, da hans stemme lyder. Han har en flot stemme. Utrolig fantastisk.

Lige nu, lige her, kun dig, alting sker...” Jeg ser op på ham. Siger ordene, mens de bliver sunget.

”Lige nu, lige her, kun dig, jeg vil ha' mer'...” Han smiler til mig. Begynder at synge med, mens han vugger mig frem og tilbage.

Lige nu, min hånd i din,” Han fletter sine fingre ind i mine. ”Jeg lever nu, vi lever nu,” Jeg begynder så småt at sygne med ham: ”os to nu, vores nu,” Han trækker mig op. Rundt i en dans. Min undertøj er blåt. Himmelblåt. ”intet andet nu. For du, er mit nu...” Først nu mærker jeg, hvor meget jeg har savnet at synge.

Vi er et, et øjeblik, et os, et nu,

Vi er det, øjeblikket, jeg ve' vi ku',

Vi vil overleve nu,” synger Neel. Jeg har aldrig hørt mere end første vers og omkved. ”Ja, jeg tilføjede lidt til radioversionen.” tilføjer han kækt, før han kysser mig. Omkvædet kører igen. At kunne høre hans stemme og kysse ham på samme tid er fantastisk. Han trækker sig lidt væk. Hans læber er så tætte på mine, at de glider forbi mine, når de taler.

”Det her er vores nu. Så er det lige meget om vi står i undertøj eller om klokken ikke engang er otte, for jeg elsker dig, Amelia.” Han trækker sig væk og går hen imod en kommode, hvor han fisker en lille boks op.

”Hvad er det?” Han smiler blot hemmelighedsfuldt til mig og holder den bag ryggen, mens han går hen mod mig. Tager min højre hånd og sætter det ene knæ i jorden. Med et gør jeg store øjne. Jeg ved, hvad han vil. Lykke. Og angst.

Amelia Emilie Wright,” Han tager æsken frem fra sin ryg. ”jeg elsker dig. Og jeg vil være med dig forevig. For når jeg er sammen med mig … forstår jeg lige pludselig, hvad folk mener, når de taler om ægte kærlighed. Så vil du, forlove dig med mig?” Han slipper min hånd og åbner æsken. Jeg griber fat i pianoet for at holde balancen. Ringen er enkelt. Tynd, af sølv. Og øverst er der en millimeter tynd flade. Helt rund. Et spejl. Afspejler nuet. Jeg er målløs. For hvor vil ejg gerne sige ja. Og alligevel er jeg bange. Bange for at binde mig. Bange for, at jeg bare er ung og dum og lader mig rive med. Alligevel kan jeg aldrig huske at havde været med en kæreste, hvor jeg kunne finde på at gifte mig med ham på stedet. Chas er 20 og skal giftes. Der er vel ikke den store foreskel. Men hvad hvis jeg vælger forkert? Jeg ser end på ringen. Lev i nuet. Spejlet viser nuet. Lige nu. Og lige nu siger jeg:

”Ja.” Det første er et gisp, der gennem de næste ja'er udvikler sig til et skrig og så til et hvin. ”Ja ja ja ja ja ja ja ja ja...” Han sætter ringen på min finger, og jeg kaster mig om halsen på ham.

”Amelia, hvorfor siger du ja?” Han smiler alvorligt og ser mig i øjenene.

”Er det forkert?” Mit greb om ham løsnes.

”Nejnejnej, jeg er bare … nysgerrig, du ved.” Han griner.

”Fordi jeg elsker dig. Lige nu. Når jeg ser i ringen, spejlet ser jeg os to. Os to lige nu. Og det er, hvad jeg vi have.”

 

Jeg ligger og ser på min ring gennem månelyset, der kommer ind af vinduet over sengen. Jeg fortryder ikke. Men jeg er bange for, at jeg vil fortryde. Det virker bare så hurtigt. Jeg har kendt ham i 3 måneder. Under normale omstændigheder ville jeg aldrig havde sagt ja, til en dreng, jeg havde kendt tre måneder – også selvom jeg elskede ham, og alligevel føles det så naturligt.

Jeg rejser mig fra sengen. Neel burde sanrt komme. Han skulle bare lige snakke med sin mor, der stadig bor lidt on/off i hans hus. Eller vores? Jeg går på bare tæer ud på gangen. Hører stemmer inde på Madisonsværelse. Jeg skal lige til at åbne, da jeg lytter til stemmerne igen. De er hviskende. Som om det er hemmeligt. Jeg kan ikke få mig selv til at gå ind i seng igen. Neel har jo alligevel ingen hemmeligheder for mig. Eller?

”Fik du gjort det?” spørger Madison.

”Ja mor, men du bliver nødt til at forstå, at jeg ikke gjorde det for dig.” vrisser Neel.

”Neel skat, du gjorde det for dig selv. Jeg giver dig bare gode råd!”

”Dig og dine gode råd. Min karriere betyder jo mere og dig end for mig.” Jeg prøver at finde ud af, hvad de taler om, da svaret pludselig kommer.

”Men kan du ikke se, at det gør dig meget mere moden nu, hvor du er forlovet? Nu kan du endelig komme ud af dit teenstar-image.”
”Mor, jeg gjorde ikke det her for dig!”
”Jaja tro du bare på det.”

”Og mor lov mig noget.”
”Hvad skat?” Mit hjerte er allerede gået i stå. Jeg bliver kun stående i håb, om at få en forklaring.

”Udtal dig ikke om det i medierne. For så virker det som om, det bare er en genvej ud af mit teenimage. Og så bliver jeg for alvor set som en teenstar.” Madison svarer ikke, men pludselig hører jeg skridt mod døren. Neels skridt. Der kom ingen forklaring. Det er den barske sandhed.

Neel elsker mig ikke længere. I hvert fald ikke nok til at forlove sig med mig. Men han elsker sin mor og sin karriere. Så meget at han vil forlove sig med mig, bare for at slippe ud af sit ”teenimage”. Jeg må væk. Inden han ser, at jeg har lyttet. Jeg løber ind på værelset. Er fanget. Nu vil jeg skulle lade som om jeg intet ved hele aften.

”Hej skat.” Neel åbner døren, og jeg ligger så afslappet, jeg kan, i sengen.

”Jeg er træt i aften.” Jeg gemmer mig ned under dynen. Undgår at se på ham. Må ikke græde.

”Er der noget galt?” Han må havde kunne høre det på min stemme. Jeg vender mig væk fra ham. Hans arme lægger om min krop.

”Nej, jeg er bare en smule syg.”
”Okay babe. Eller forlovede.” Han kærtegner min ryg. Kuldegysninger. Tårer, der presser på.

”Ja.”

”Er du sikker på, at der ikke er noget galt?”

”Ja, jeg er bare træt.” Jeg lukker øjnene. Prøver at falde i søvn uden held. Efter lang tid kan jeg høre på Neels åndedrag, at han sover. Jeg vrider mig ud af hans arme. Tårerne begynder at løbe. Jeg ser på ham. Er bange for at vække ham.

Med et tager jeg et valg. River noget tilfældigt tøj ud af skuffen. Tager det på. Lister ud af værelset. Ned af trappen. Ud af døren og væk.

Jeg famler mig gennem mørket. Gennem gader. Hvorfor er jeg overhoved? Jeg burde ikke være her. For han elsker mig jo. Det er ikke det. For det tvivler jeg ikke på. Det er jo ikke sådan, at han lige fra da han så mig på øen blev kærester med mig, fordi han ville forlove sig med ham. Jeg vil vædde mig, at der er tusinde piger, der gerne ville forloves med ham. Men at han udnytter mig. Udnytter vores kærlighed i sin karriere. Os og hans karriere er to vidt forskellige – og meget adspredte ting.

Jeg burde gå tilbage, men jeg kan ikke leve i tavshed, og jeg er for fej til at indrømme, hvad jeg har hørt. Måske var det bare en misforståelese? Nej. Det var jo tydeligt. Det er koldere, end jeg havde regnet med.

Jeg forvilder mig ind i en kiosk. Ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke bare tage hjem til New Zealand, fordi jeg hverken har nogle penge, og jeg har efterladt alle mine ting tilbage hos ham.

Jeg ser fjernt rundt på varerne. Tårerne løber stadig ned af mine kinder, men der er ingen andre i kiosken end ejeren, der sidder og spiller på sin mobil.

Er vi færdige nu? Er det enden til Ameel? Vil jeg have det til at ende? Skal jeg slå op med ham? Vores forhold virker bare stærkere end at skulle gå i stykker på grund af det. Og alligevel: han udnyttede vores forhold til at få en bedre karriere. Måske er vores kærlighed ikke så stærk endda, når han bare gør det?

Min mobil viberere. Det er Neel. Af ren refleks kommer jeg til at tage den, og når lige at høre ham sige mit navn, før jeg lægger på. Hans stemmer er så ren og uskyldig. Jeg ser ned på ringen. Ser mig selv. Nuet. En pige med røde forgrædte øjne. Jeg får øje på et blad. Vi er på forsiden efter et interview, som Neel var tvunget af Simon til at tage mig med til. Jeg havde ikke rigtigt noget imod det. Jeg var jo sammen med ham, men når jeg tænker over det, så brugte han mig også som genstand der. Eller Simon gjorde. Noget at vise frem i bladene.

En klokke lyder. Jeg vender mig, men ser, at det bare er en pige, der kommer ind i kiosken. Hun tager en sodavand og ser så på mig igen.

”Hey du er...” Min telefon ringer igen. ”Neels kæreste!” Jeg tørrer hurtigt mine øjne i skjorten og ser væk, mens jeg får lagt på. Han ringer igen. Jeg lægger på igen.

”Hvorfor lægger du på?” Pigen kigger mig over skuldren.

”Bare.” mumler jeg halvkvalt.

”Har I været oppe at skændes?” Hun lægger trøstende en hånd på min skulder. Jeg vender mig væk. Hun er en komplet fremmed, der sikkert lige om lidt tagger mig til at være her og skaffer en masse journalister.

”Nej.” Jeg slukker min mobil, tager et blad og bladere rundt i det, som om jeg overvejer at købe det.

”Min kæreste og jeg er hele tiden oppe at skændes.” Pigen går hen foran mig igen. Jeg ser ikke op på hende igen, før jeg lige pludselig får øje på hende i bladet. Stephanie Taler. Har åbenbart en birolle i en eller anden amerikansk krimisiere.

”Gå.” hvæser jeg. Det er ydmygende nok at hun har set mig totalt i spåner.

”Men...” Jeg sætter bladet på plads og går ud af kiosken. Hun følger ikke efter mig, men jeg ser hende stå med sin iPhone. Jeg er fundet. Jeg går og går, indtil jeg finder en sidegade, hvor jeg sætter mig på jorden op af væggen.

 

En kvinde prikker til mig. Sollyset blænder mig, da jeg åbner mine øjne. Mit tøj er beskidt. Jeg har sovet i en sidegade. Er jeg virkelig så fortabt?

Jeg fokusere på kvindens ansigt og ser så kameraet bag hende. Hun rækker en mikrofon hen mod mig. Jeg kommer søvndrukken på benene.

”Klokken er fem minutter i seks og jeg står her i en sidegade i syd Calefornien, hvor jeg har fundet popstjernen Neel Hughes kæreste sovende.” begynder hun. ”Amelia, hvorfor i alverden sover du dog her?”

”Jeg...” Jeg spæner ned af gaden. Væk. Jeg burde bare havde sagt noget klogt. Løjet. Det her vil ikke se godt ud på tv. Hun råber efter mig. Løber efter mig, men jeg er alt for hurtigt. Uden at se mig for spurter jeg over en vej. En bil stopper hårdt foran mig. Jeg stopper forskrækket op. Jeg kunne være død. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Og så genkender jeg pludselig bilen. Ser ind af ruden. Neel. Han skynder sig ud af bilen.

”Er du okay? Jeg...” Han lægger armene om mig.

”Jeg er okay.” gisper jeg. Mit hoved dunker. En bil dytter.

”Lad os komme ind i bilen.” Jeg gør ingne modstand, da han trækker mig ind i den blå mercedes.

”Hvad laver du her?” spørger han og begynder at køre videre.

”Hvad laver du her?”

”Leder efter dig. Jeg har ledt Calefornien tynd for dig hele natten, hvor...”

”Jeg troede, du havde folk til det.” tilføjer jeg en anelse for ondt. Jeg får øje på mig selv i spejlet. Prøver at glemme at hele verden har set mig på livetv med beskidt tøj og ulget år sovende i en sidegade. Godt mine forældre ikke ser sådanne tvkanaler.

”Ja, det har jeg også,” tilføjer han hurtigt, ”men hvorfor?”

”Hvorfor?”

”Hvorfor forsvandt du bare? Hvad har jeg gjort galt?” Han holder ind til siden. Jeg bliver tvunget til at se på ham, nu hvor han ikke længere er koncenteret om at køre.

”Neel, tænk dig om.” Tårerne er på vej igen.

”Hvad har jeg gjort? Alting var så fantastisk. Os to forevig,” Han ser ned på min hånd, hvor ringen stadig er. ”Var du bange for at binde dig?”

”Nej eller ja, men det var ikke derfor.”

”Amelia, jeg er også bange, men jeg ved, det er det rigtige at gøre.” Han tager mine hænder. De er kolde.

”Ja, så du endelig kunne komme af mig dit,” Jeg slipper hans hænder og laver gåseøjne med fignrene. ”'teenstar-image'” Jeg trækker ringen af og lægger den i hans hånd. ”Jeg er færdig.” Jeg åbner døren og træder ud af bilen. Mener jeg virkelig det? Er jeg helt færdig? Jeg føler mig tilgrin. Ydmyget. Snydt. Men jeg kan ikke indrømme, at jeg ikke stadig elsker ham. Han griber fat om min hånd og sætter ringen på igen.

”Amelia, sådan er det slet ikke.” Jeg vrider mig løs, men sætter mig så ind i bilen igen.

”Kør mig tilbage, så jeg kan pakke.”

”Jeg forlovede dig, fordi jeg elskede dig. Det var derfor, min mor opfordrede mig til at gøre det, men det var ikke derfor jeg gjorde det. Min mor forstod det ikke, og jeg var bange for, at hvis hun udtalte sig om i medierne, ville de tro, det var derfor.” Han lukker døren efter mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det giver mening. Men hvad, hvis det bare er endnu en omgang løgn, der vil gøre mig endnu mere til grin?

”Hvad skal jeg gøre for at bevise, at jeg elsker dig?” spørger han. ”Jeg vil gøre hvad som helst, Amelia.”
”Jeg ved det ikke...” Han ser væk. Jeg kan se tårer i hans øjne. Det gør ondt.

”Hvorfor græder du?” Det lyder så ufattelig dumt. Jeg har lyst til at sluge ordene igen. Han snøfter.

”Fordi du ikke stoler på mig.”
”Jeg stoler, da på dig!”

”Det kan jeg se på dig, at du ikke gør. Tillid er det vigtigste i et forhold; men når vi tydeligvis ikke har det, så er det måske en meget god idé, hvis du er 'færdig nu'.” Han tænder bilen. ”Jeg kører dig tilbage.

”Nej, Neel, jeg stoler på dig! Stol på mig, jeg stoler på dig, okay?” Jeg tvinger ham til at se på mig. ”Denne her nat eksistrede ikke, okay? Vi elsker hinanden, stoler på hinanden, er forlovede til hinanden.” En tårer i hans øjenkrog løber ned af hans kind, da han blinker. Hans øjenvipper er våde.

”Amelia for pokker, jeg var knust. Jeg kørte rundt efter dig i endeløse timer. Troede jeg havde mistet dig for altid. Det kan jeg ikke bare glemme.”
”Måske skulle vi så bare droppe det?” Ordene lyder alt for lette at realisere. ”Hvis du ikke synes vores forhold er nedturene værd, så er vores forhold intet værd.”

”Undskyld.” Han trækker mig ind i hans favn. Jeg græder. Men når jeg tænker på, hvor lykkelige vi er, så er dette intet. Jeg kan mærke hans tårer på min ryg. Mon han også kan mærke mine?

”Jeg vil aldrig tage denne ring af igen.” hvisker jeg.

”Måske var det forkert. For, Amelia, du kan forlade mig til hver en tid. Jeg vil ikke have dig bundet til noget.”

”Så var det rigtigt smart at forlove dig med mig, var?” Jeg trækker mig væk og griner let.

”Ja, det kan man vidst godt sige … måske skulle var bare droppe det?”

”Jeg fortryder det ikke. Den tvinger mig til at være sammen med dig, og det er, hvad jeg vil.”

”Det er nok også meget godt … for altså min mor har allerede sendt inviationer ud til en fest til fejring af forlovelsen.” Han smiler skævt.

”Uh en fest...”

”Prøv lige at sige det igen lidt mere engergeret.” Neel trækker op i mine mundvige, så jeg ikke kan lade være med at grine.

”Ej, jeg er faktisk en ret meget party-girl.” Jeg blinker til ham. Men så går noget op for mig. ”Men Neel … jeg mangler tid til at overveje det her. Jeg … vil bare gerne være helt sikker, hvis du forstår?”

”Totalt. Vi udskyder festen.” Han gør alt for ikke at lyde skuffet. Det gør ondt. Jeg vil ikke skuffe ham.

”Nejnej, jeg tager bare hjem nogle dage. Eller noget.” Jeg overvejer om 21 timers fly er det værd, men når jeg tænker på mit hjem, ved ejg at det er. Den mærkelig form for hjemvé spreder sig i min krop.

”Okay. Jeg kører dig hjem, så vi kan pakke.”

”Tak, Neel.” Jeg læner mig over mod ham. ”Jeg elsker dig altså, selvom jeg lige skal overveje det.” Jeg nævner ikke, hvad det er. For jeg ved det ikke. Er det om jeg overhoved vil vores forhold? Eller om jeg vil giftes med ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...