Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9732Visninger
AA

54. Kap 52: "Vores forhold virker ikke."

 

Jeg trækker lydløst et par lyse shorts og en ærmeløs skjorte på, for ikke at vække Neel. Han ser helt smadret ud. Jeg aner ikke, hvornår han kom hjem i går, men jeg har på fornemmelsen det var sent. Lidt for sent.

”Hej Amelia?” Jeg vender mig om i dørkammen. Neel kæmper sig søvndrukken op.

”Hej Neel.”

”Hvad er klokken?” Jeg ser på mit iPhone ur.

”Otte, hvorfor?” Han skynder sig op af sengen.

”Jeg skal være i studiet halv ti.” Han redder hurtigt sengen og farer ud af værelset.

”Neeel...” jamre jeg, men han er allerede i bad. Jeg håber ikke, jeg har brugt alt det varme vand … men der er nok uendelig varmt vad her. Et håb dør ud. Studiet igen. Men hvad havde jeg regnet med? Han har jo et arbejde og har ikke bare ”fri” indtil et nyt semester starter. Jeg vandre ned af den store marmortrappe, der fører ned i aulaen og videre ud i haven. Solen skinner allerede lidt. Græsset er fuld af morgendug og gør mine tæer i sandalerne våde. Men det gør ikke så meget.

”Er I klar til morgenmad?” Jeg vender mig om og ser Rachel stå ved glasdøren ind til aulaen.

”Neel er lige i bad, så er vi klar.” svarer jeg og føler hende med op i køkkenet. ”Det her hus er helt sindssygt stort.” Jeg sætter mig på en barstol ved et højt bord for enden af køkkenet, hvor Rachel har dækket op.

”Ja, men man vender sig nu til det.” Rachel trækker på skuldrene.

”Hahaha det håber jeg da. Men altså, jeg har kun set Neels værelse indtil videre og det er kun en af...”
”Seks på den øverste etage. Neels, hans forældres, walkinclohset, badeværelse, et backup studie og endnu en stue ud over den hernede.” Rachel tænder komfuret og begynder at lave æg. Jeg rejser mig for at hjælpe hende, men hun afslår. ”Det er mit job.” Hun smiler skævt.

”Hvis du vil.” Jeg griner lidt. At Neel skal i studiet i dag skal ikke ødelægge min glæde. Så kan vi jo bare lave noget sammen bagefter. Pludselig bemærker jeg, at der kun er tre tallerkner på bordet. Madison, Neel og jeg.

”Hey, skal du ikke spise med?”

”Nej, jeg er jo ansat.” Hun vender spejleægget.

”Men du bor her jo?” Jeg løfter det ene øjenbryn.

”Madison finder det upassende at ansatte spiser med, men det gør mig nu heller ikke så meget. Jeg kan lide at spise alene.” Jeg overvejer hendes ord.

”Har du altid arbejdet her? Jeg mener, har du aldrig haft en drøm?” Jeg studere hende lave æg. Runtineret, automatisk. Hun er vel omtrent samme alder som min mor.

”Ja. Jeg startede som tjenestepige hos Madison og Keith, hvorefter jeg, da Neel flyttede hjemmefra blev hans stuepige. Og jeg har da drømt. Men man bliver nødt til at være realistisk: jeg havde ikke engang råd til college, da jeg startede hos Madison og Keith. Og nu er jeg for gammel.” Hun stiller æggene foran mig. Det gør ondt at høre hende sådan. Udtale sig om en virkelighed, der er langt fra den vi lærte om på Abscedois.

”Lev i nuet. Det er aldrig for sent.” siger jeg, før Neel kommer ind.

”Sover mor stadig?” spørger han Rachel og sætter sig op ved siden af mig. Hans hår er stadig vådt. Rachel nikker.

”Amelia, jeg tænkte på, om du ikke ville med i studiet i dag? Det er bare et par timer. Så kan vi tage ud i byen bagefter.” Han kysser mig på halsen, før han hastigt begynder at spise.

”Selvfølgelig.” Jeg roder lidt rundt i mit æg.

”Jeg prøver at skærer ned på timerne i studiet – især her i starten, men Simon vil gerne have det album snart.”

”Selvfølgelig.”

”Åh, og måske har jeg et interview i aften, men jeg prøver så vidt muligt at få det aflyst.”

”Selvfølgelig.”
”Er der noget galt?” Han stopper med at spise.

”Nejnej, det er helt fint.” Jeg smiler, men det falmer hurtigt. ”Jeg havde bare glemt, at du også havde et arbejde.” svarer jeg ærligt.

”Åh.” Han ser såret ud.

”Men altså, det er helt fint. Jeg må også få mig et arbejde på et tidspunkt.” Jeg gafler et stykke af spejleægget og spiser det, men det er hedende varmt, så hele min hals brænder, da jeg endelig får det slugt.

”Du kunne skrive en bog.” forslår han. ”Hvis du kan komme ind på Princeton med et halvt legat, må du da være meget klog. Du kan skrive en bog om Abscedois?”

”Eller om dig.” Jeg puffer drillende til ham.

”Nej, det har jeg jo ligesom folk til.” Han blinker og håbet blusser op i mig igen. Hvad havde jeg også forventet? At vi skulle være klistret sammen 24/7? Neel arbejder ligeså meget som mine forældre, og dem har jeg aldrig følt, jeg havde for lidt tid med.

”Jeg tror, jeg bliver hjemme fra studiet. Og tjekker huset ud, du ved. Så kan vi tage på stnanden når du er færdig?” Selvom vi er en, skal vi også være selvstændige personer. Ellers vil vores forhold aldrig gå. Og jeg har da mange gamle hobbyer, jeg kan genoptage, mens Neel er i stuidet, og jeg venter på, at jeg kan komme ind på Princeton.

 

Jeg ser på min telefon, der ligger på bordet ved siden af havestolen jeg soler mig på. Jeg bør ringe til Chas. For nu, hvor jeg er alene, og har oceaner af tid, begynder det at plage mig, at han er sur på mig.

Og til sidst ender jeg med at gribe telefonen og taste hans nummer. Jeg kan høre, at han har taget den, men han siger intet.

”Er du stadig sur?”

”Ja.” Han lyder ikke rigtigt sur.

”Chas, vi kan ikke være sådan her forevig...” Jeg kniber mine øjne sammen for solen.
”Årh Amelia.” Tavshed igen.

”Hvad vil du sige? Hvorfor tog du overhoved telefonen, hvis du stadig er sur på mig?”

”Du har ret, okay!” vrisser han. Det er første gang, jeg har hørt Chas indrømme sin fejl. ”Ja, det med mor og far er vildt mærkeligt for mig lige nu, og jeg ville bare have en at skyde skylden på. Det er godt for dem, det ved jeg, det er bare ikke særlig let lige for tiden...”
”Hvad mener du?” Jeg retter mig op i stolen. Ser ud over poolen og den knaldgrønne have.

”Vi har udsat brylluppet.”

”Men hvorfor?”

”Det er det, der er problemet. Vi lyver overfor alle. Liberty lyver endda overfor mig og bliver ved med at sige, at det er så ”din søster og forældre lige kan falde på plads efter den store omvæltning.””

”Men, hvis det ikke er derfor, hvorfor er det så?” Jeg ville ønske, jeg kunne se ham, for han stemme er svær at aflæse.

”Vi skændes. Vores forhold virker ikke. Det er i stykker. Men vi bliver nødt til at finde ud af det. Vi har jo Hannah og skal giftes og...” Han bliver mere og mere skinger. Et øjeblik er jeg bange for, at han skal til at græde.

”Det skal nok gå.” siger jeg, fordi jeg ikke har andet at sige.

”Nej, det skal ikke nok gå. Jeg er en ordentlig mand. Jeg bliver ikke skilt.”
”Du er jo ikke engang gift endnu?”

”Det føles sådan. Vi har jo Hannah.”
”Men Chas selv en ordentlig mand kan ende i et dårligt forhold. Og jo længere i bliver sammen, jo sværre bliver det at gå fra hinanden: for det er folks syn på jer, I er bange for ikke? Jeres selvbillede.” Han siger ikke noget, men jeg tror, han nikker. Og med et høre jeg biptonen. Men noget siger mig, at det bare er en flugt fra, at han har modtaget hjælp, og ikke bare har klaret det hele selv. Sådan ville jeg selv havde gjort engang.

 

”Det er nok ikke ligeså varmt som Abscedois.” griner Neel og trækker mig med ud i vandet. Han har ret, men vandet er stadig dejligt. Jeg begynder at løbe derudaf. Vandet sprøjter op for hvert skridt jeg tager.

”Så du tror, du kan løbe fra mig?” Neel løber efter mig. Jeg sætter farten op, men det er hårdt at løbe i vand, og jeg kan ikke lade være med at le.

”Stooop!” hviner jeg, da han griber fat om min talje. Han kysser mig hals.

”Jeg har dig!”

”Tror du!” Med et vrider ejg mig ud af hans greb og sprøjter vand i ansigtet på ham.

”Det skal du få betalt!” Han sprøjter endnu mere vand på mig, og jeg skriger, mens jeg holder hænderne op foran ansigtet for af afvige. Men så lægger jeg en ny plan. Jeg lægger armene om ham, kysser ham, indtil ejg i en pludselig bevægelse skubebr ham bagover, så han forsvinder under vandet. Prustende kommer han op igen.

”Årh...” hvæser han, før han vælter mig omkuld i vandet. Det minder mig om Abscedois. Hvor tit, vi legede i vandet, mens solen gik ned bag os. Det gør den også nu, og resten af stranden er tom. Det er som på Abscedois. Ingen paparaitzer, fans eller andet. Bare os to og lykken og kærligheden. Alting skal nok gå. Lige gyldig om det er lange dage i studiet, interviews eller alt mulig andet, så har vi altid hinanden. Jeg kæmper mig op og lægger armene om hans hals. Denne gang ikke ud på noget. Han holder om mine hofter og trækker mig tættere på. Derefter trækker jeg ham ind i et langt, dybt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...