Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9885Visninger
AA

53. Kap 51: "Du har ret, det er mere effektivt at tage dem alle på en gang."

 

Bilen stopper op foran et stort pigtrådshegn. Chauføren fører et kort hen over en scanner og to store låger åbner sig for os. Bilen drejer ned af en smuk allé med palmer langs og smukke villa til den ene side og stranden til den anden. Jeg kan ikke lade være med at måbe over alle de enorme huse og den lækre strand. Og ejg synes, jeg boede fedt i Wellington. Det her minder mere om et ferieressort.

”Bor du virkelig her?” Jeg puffer til Neel, der ligger og halvsover op af sit sæde.

”Mhm,” mumler han uden at åbne øjnene. Jeg ruller vinduet ned og nyder den friske brise. En duft af havet, nyslået græs og sommer. Selv i oktober. Et smil breder sig på mine læber. Her kan jeg godt bo.

Chauføren kører bilen hen foran endnu et hegn, der er rundt om et enormt hus. Charmerende lyseblåt med blanke sorte tegelsten og bygget i en elegant stil. Han kører endnu engang kortet hen foran en scanner, der så lader os kører op i en garage. Jeg ser rundt. Vi holder ved siden af to mercedercer.

”Neel, vi er her.” Jeg rusker i Neel og træder så ud i den lune brise. Et øjeblik lukker jeg øjenene og nyder livet, før jeg tager imod min kuffert fra chaufføren. Neel træder træt ud af bilen. Over vandet er solen så småt ved at gå ned.

”Neel, det er her fantastisk!” hviner jeg og står og tripper, mens han tager sin kuffert. Det her er blot begyndelsen. Så snart han har taget den trækker jeg ham med ud i haven.

”Burde det ikke være mig, der viste dig rundt, og ikke dig, der trækker mig rundt.” ler han.

”Jajaja.” Ivrigt ser jeg rundt i haven. Græsset er nyslået og ved poolen ligger en solbrændt kvinde med solbriller.

”Åh halløjsa.” Kvinden retter sig op, da hun får øje på os. Neel trækker mig med op mod hende. ”Det var da hurtigt, du kom hjem, var, Neeler.” Hun griner højt, trækker sine klipklapper på og rejser sig. ”Og det er så din kæreste, Amelia, ikke,” forsætter hun. Jeg har aldrig hørt nogen tale så hurtigt, som kvinden, der må være Neels mor. ”hun er skam yndigere i virkeligheden, men den der bluse, skat, altså,” Hun tager fat i min lysegule t-shirt og taler nu til mig. ”den er altså helt vildt sidste sæson. Men det skal vi nok få klaret. Jeg kan altid få Rachel til at købe noget nyt til dig, altså efter mine anvisninger selvfølgelig, for værre smag end Rachels findes ikke...” Hun fortsætter ustoppeligt derudaf. Hun overrasker mig. Hun er slet ikke ligesom Neel. Langt fra. Og hun virker ikke, som en, hvis søn lige er kommet hjem fra en øde ø, hvor hans søster døde. Og jeg må indrømme, at jeg ikke bryder mig om hende. ”men i er vel sultene? Ja, du bør i hvert fald få en smule sul på kroppen,” Hun puffer til mig og følger os op af en stor sort marmortrappe, der fører op til en teresse. Og så griner hun. Jeg vil helst tro, at det er fordi, det er en joke, men det lyder nærmest ondt.

Jeg mærker Neel lægge armen om mig. Han sender mig et skamfuldt blik, så jeg skynder mig at smile, som om jeg slet ikke synes hans mor er ond.

”Hov, vent, jeg glemte helt at præsentere mig. Madison Hughes.” Hun fniser let. ”Men nårh ja, du har sikkert hørt masser om mig før.” Jeg tager mig selv i at rulle øjne af hende indvendig. Hun er bare for meget. Og ligegyldig hvor fantastisk Calefoniernen er, så overskygger Madison det. Alt for meget.

”Godt at møde dig.” Jeg håber ikke, man kan høre min irratation over hende i mit tonefald. Madison genner os gennem aulaen og ind af endnu en glasdør til spisestuen. ”Hvor bor ...” Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvad Neels far hedder. ”øhm du og Neels far,” Det lyder bare utrolig dumt. ”til daglig?” spørger jeg i håb om, at de ikke bor her.

”Åh, vi har en lille lejlighed inde i byen, men vi kan bedre lide at bo her, og Neelmussen er jo så gæstfri.”

Jeg kan virkelig ikke fordrage hende. Virkelig ikke.

”Mor,” kvækker Neel, men hun fortsætter sin tale. Han hæver stemmen. ”Mor.” Hun stopper og ser irriteret på ham.

”Kan du så lade være med at afbryde, Neelskat.”

”Mor, Amelia og jeg vil gerne være lidt alene.”

”Jajaja, hvis I ikke vil være sammen med mig, så går jeg da ovenpå.” vrænger Madison og vender om på hælen.

”Nej mor, helt alene. Det her er mit hus, og bare fordi, I har boet i det, mens jeg var væk, betyder det ikke, at det er jeres.” Neel sukker. ”Tag ind til far i jeres lejlihed. Han har forstået det.” Først ser Madison helt knust ud. Hendes underlæbe dirrer. Neels mor har flere humørsvingerne end en teenager.

”Det er næsten nat, skat – ej, tænk det rimede!” udbryder hun, men fortsætter så i det bedende tonefald. ”Jeg skal nok tage hjem i morgen?” Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Neels mor er utrolig. Helt utrolig. Og ikke på den gode måde. Spørgsmålet er tydeligt retorisk, så Neel svarer ikke engang, før hun udbryder ”Tak!” og farer ud i køkknet, hvor hun begynder at råbe af stuepigen.

”Hvad er der med hende?” hvisker jeg.

”Hun ...” Neel tager sig til hoved og sukker ikke engang. ”Hun er bipolar, men tager ikke sin medicin. Undskyld, Amelia. Jeg troede, hun havde forstået det sidste gang, jeg fortalte hende, at det ikke er hendes hu...” Neel bliver afbrudt af sin telefon. ”Et øjeblik.” siger han, da han har set, hvem det er. Simon, hans manager. Han går ud i aulaen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv i dette smukke hus. Jeg er bange for at ødelægge noget. Jeg ender med at sætte mig på en af de læderbetrukne spisestole.

”Jeg bliver nødt til at gå nu, hvis...” Neel trækker en grimasse. ”Akut i studiet.”
”Det er helt okay.” skynder jeg mig at sige, selvom det ikke er okay. Helt alene i hans hjem.

”Tak! Rachel kan vise dig rundt og hjælpe dig med at pakke ud. Bare kald på hende. Og ellers … bare føl dig hjemme, og for Guds skyld sig fra overfor min mor, hvis hun bliver for meget.” Neel kysser mig på panden og smutter ud af døren igen. Alt for hurtigt.

”Hey smuttede Neeler lige?” Madison kommer ud af køkkenet.

”Ja, han skulle i studiet.”

”Super! Så kan vi to jo have tøsehygge. Hvad med at finde en sæson af Gossip Girl frem?”

”Jeg er lidt træt, jeg vil bare gern...”

”Ej kom nu, Amelia. Bare et afsnit!” Hun tager fat i min arm, men ejg vrider mig fri.

”Nej, i morgen måske...” Ikke at jeg har tænkt mig at se Gossip Girl med hende i morgen eller nogensinde – tvserier har heller aldrig været mig – men det virker bare nemmere at udsætte det.

”Okaaaaay, hvis du skal være så kedelig.”

”Hvor er Rachel?” spørger jeg og tager i håndtaget på min kuffert.

”I køkkenet.” Madison blinker til mig. Hun ligner faktisk ret meget Neel. Den gyldne hår, gylden hud, samme højde. Min holdning til psygiske syge har altid været, at de ikke var mere eller mindre værd end andre. Men når Madison ikke tager sin medicin, er hun selv udenom, at jeg ikke kan lide hende.

”Tak.” Jeg skynder mig ud i køkkenet for at finde Rachel.

 

”Det burde være det.” Rachel folder den sidste skjorte sammen og lægger den ned i skuffen til resten af mit tøj. Den eneste frie skuffe på Neels værelse, hvor mit tøj lige nøjagtig kan presses ned. ”Du er speciel.” Hun har en spansk accent. Jeg ser op. Hun ser også spansk ud.

”Hvad mener du?” Jeg stiller kufferten over i et hjørne.

”Han græd, da han kom hjem. Var virkelig knust. Jeg spurgte ham, hvorfor, for Neel plejer altid at være i så godt humør, og nu var han lige blevet reddet. Han svarede, at han var ”bange for at tabe hende, ligesom de andre”. Nu forstår jeg, hvad han mener.” Hun smiler. Mit blik bliver fjernt. Neel græd?

”Hvem er de andre?”

”Hans ekskærester.” mumler hun. ”Men jeg har aldrig set ham holde af nogen før som af dig.” Hun rejser sig fra skuffen og udretter folderne i hendes kjole. Jeg ved godt, at jeg da også har ekskærester, men alligevel kan jeg ikke forestille sig Neel med en anden. Eller vil ikke. Han var jo sammen med Paige engang det, der føles som tusind år siden.

”Jeg må gå, du ser træt ud.” Hun smiler og lukker døren efter sig. Jeg kravler op i den store dobbelt seng. Op i vindueskarmen over. Den vender modsat stranden. Ud til et stort hegn, men bag det er der liv. Endnu en række af store villaer. Lys i værelserne. Nitten vinduer med lys. Vi startede nitten. Jeg vil miste de andre. Vores venskaber vil dø ud. Men hvordan kan noget, der var så stærkt dø ud så hurtigt. Næste år, vil jeg så overhoved kunne huske deres navne. Jeg tager en blok fra Neels skrivebord og skriver deres navne ned. Streger dem ud, der ikke er i live.

Steve, Neel, Amelia, Christina, Ethan, Paige, Hannelore, Albert, Lola, Ebbi, Marie, Trix, Lucy, Sam, David, Isabella, Sebastian, Laura, Sara

Alle sammen nogen jeg har haft et større eller mindre forhold til. Jeg husker den første død: Saras selvmord. Det skræmte mig. Nu har døden ramt mine venner mange gange og alligevel er jeg lidt bange for den. Men man blive vel aldrig van til død? 9 navne er uoverstreget. Sjovt nok de ni første. Dem jeg husker bedst. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang kan huske, hvordan Sara så ud. Eller Davids stemme. Vil jeg om tre måneder også have det sådan med Christina og Hannelore … og Steve? Tanken skræmmer mig. Jeg sætter min Macbook i vindueskarmen. Går ind under gruppen Christina lavede: Abscedois. Ingen aktivitet siden. Er vi allerede ved at glide væk fra hinanden? Virker det akavet, hvis jeg slår noget op? Er vi allerede på vej med at komme over hinanden? Er vi overhoved stadig en familie?

Klumpen i mig vokser sig større og større. Bliver jeg virkelig nødt til at se tabet af min Abscedois-familie i øjnene?

Steve: Går det godt i Calefornien?

Jeg skynder mig at svare.

Amelia: Fintfint. Her er dejligt.

Jeg overvejer at tilføje det med Madison, men det virker bare for ondt, når det kommer på skrift.

Steve: Første kemo i dag.

Amelia: Åh. Er du okay?

Steve: Har det helt fint. Lægerne var søde.

Amelia: Taber du håret nu?

Steve: Det vokser jo ud igen.

Det tager jeg som et ja.

Amelia: Hvorfor er du så langt væk?

Jeg ser op mod månen. Husker Lucy. Mon hun også boede her? Mon hun har det godt, hvor hun er nu? Mon hun kan se mig nu? Lucy, Lucia, lys. Jeg prøver at smile op mod månen. Tror på, at hun kan se mig. Lægger hoved mod ruden. Hun må være en af stjernerne deroppe. Jeg lukker øjnene og sukker dybt.

 

Om min hånd er otte bånd bundet omkring. Jeg løfter blikket, følger rebene. De spreder sig. Krydser hinanden og ender til sidst om hænderne på de otte andre. Steve, Neel, Chrisina, Ethan, Paige, Hannelore, Albert og Lola.

Deres øjne er tomme. De stirrer på båndene, som om de er lavet af porcelæn. Jeg får et chok, da en ansigtsløs mand griber om mit håndled bagfra. Jeg skriger. Han holder en kniv.

Nej.” gisper jeg og prøver at vride mig løs, men han er ustoppelig. Han skærer det første reb over og Christina forsvinder. Helt væk. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Han tager et nyt reb. ”Stop!” skriger jeg hjælpeløst. Jeg prøver at sparke til ham, men han reagerer ikke det mindste.

” Han taler, selvom han ingen mund har. Det virker ikke unaturligt. Og så løfter han kniven og skærer min hånd af. Jeg skriger og falder sammen på jorden, mens de alle forsvinder omkring mig. Også den ansigstløse mand.

Jeg er alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...