Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9926Visninger
AA

52. Kap 50: "Men Steve, du er jo bøsse!"

 

Dørklokken ringer. Silas rejser sig fra sofaen og går ud for at lukke op, mens Neel, Steve og Patty fortsætter deres samtale. Jeg sidder bare med hoved på Neels skulder og lytter halvt med. Ude i gangen lyder en kvindestemme. Skinger og karakteristisk. Hun taler frem og tilbage med Silas, før Silas kommer ind i stuen igen.

”Det er til dig, Steve.” smiler han og sætter sig igen.

”Et øjeblik.” undskylder Steve og går ud i gangen. Jeg kan ikke lade være med at se efter ham. Nygerrigt. Hvem er mon denne kvinde? Jeg tager mig selv i at aflytte deres samtale, men opfatter kun ubrugelige ord som ”og” og ”men”. Og med et står de i døråbningen til stuen.

”Vil du have kaffe?” spørger Steve høfligt og placerer en lav buttet kvinde, nok omtrent på hans alder, på hans gamle plads.

”Nej, det er okay Steve, jeg kommer bare igen i morgen. Jeg ville ikke trænge mig på, nu når I har gæster.” Hun rejser sig, men Steve får hende ned at sidde igen.

”Nejnej, det er da bare hyggeligt, Emma.” Jeg kan tydeligt se, at der er noget bag hans smil. Han går ud i køkkenet for at hente kaffe.

”Jeg skal lige på toilettet.” Jeg rejser mig undskyldende og ser mig over skuldreren på den askeblonde kvinde en gang inden jeg fortsætter efter Steve ud i køkkenet.

”Hvem er hun?” Steve vender sig om og studere mig. Ikke overrasket.

”Emma Olsen.” siger han, som om det er et svar. Jeg ser afventende på mig. ”Vi datede i ret lagn tid, men det blev aldrig rigtigt til noget...”

”Men Steve, du er jo bøsse!” udbryder jeg. Han tysser på mig.

”Det ved hun jo ikke – og det vidste jeg heller ikke den gang.” Han fortsætter med at lave kaffe.

”Men du bliver jo nødt til at sige det til hende.”
”Jajaja Emilie, hun har kun været her i ti minutter. Det kommer.”

”Jajaja Carrot.” vrænger jeg i det der skulle havde været en drillende tone, men som ender i en ond latter. ”Undskyld … men...” Jeg leder efter et men. ”... men så må du hellere gå ud og fortælle hende det nu.” Jeg hjælper ham med at holde koppen under kaffemaskinen.

”Årh for pokker.” vrisser han.

”Hvad nu?”

”Det er bare … mine forældre ved det ikke endnu.” bjæffer han.

”Har du ikke...?!” Han nikker.

”Det rette tidspunkt er bare ikke endnu, okay....” Han løfter blikket fra koppen, der nu er fyldt og ser på mig. Der er noget bedende i hans blik.

”Åh kom nu, Steve, du har gjort det en gang før, du er trænet og det hele.” Jeg smiler opmuntrende, men det gør det ikke meget bedre. Han sukker.

”Det var bare så meget lettere derude. I virkeligheden er jeg bare …” Han leder efter det rette ord. ”en kujon.”
”Du er da i hvert fald ikke nogen kujon!” Jeg tager koppen ud af kaffemaskinen, stiller den på bordet og placerer mine hænder på hans skuldre. ”Du er stærk, Steve. Har du nogensinde set Romeo og Julie?”
”Tja...” mumler han opgivende.

”Romeo dræbte sig selv, fordi hans elskede døde. Og Julie dræber sig selv, da hun vågner op til Romeo død. De var begge to svage, men Steve, du er stærk. Kan du huske da ...” Et øjeblik, overvejer jeg, om jeg bør nævne hans navn, men kommer så i tanke om, at det ville ødelægge hele min pointe, hvis jeg ikke gjorde. ”Sam døde?” En kuldegysning går gennem mig ved tanken om det kolde vand, der opslugte hans livløse krop. ”Du dræbte ikke dig selv. Du var stærk. Kæmpede dig op.” Hans øjne er blanke og hans blik viger væk fra mit. ”Jeg ved, at du ikke har glemt ham, men du er stærk nok til at leve uden ham. At vide, at kærligheden snart kommer igen. Og … og så ville det være helt absurd, hvis sådan en stærk fyr som dig, ikke kan fortælle sine forældre om sin seksualitet.” afslutter jeg min peptalk. Han ser på mig. Øjnene er spejlblanke. Og med et trækker han mig ind i et hårdt kram. Derefter trækker han mig væk. Ser på mig et øjeblik, før han trækker mig med ind i stuen.

”Mor, far...” Han kigger rundt. ”Emma … og Neel, men det kommer nok ikke som noget nyt for dig.” Med et fylder stilheden stuen. Især Emmas øjne er stikkende. ”Jeg...” Jeg tager opbakkende hans hånd og klemmer den. Neel løfter det ene øjenbryn. Jeg sender ham et blik, som jeg ikke er helt sikker på, at han forstår. Men hvordan skal man også kunne formulere: ”Han skal springe ud foran sine forældre.” med øjnene?

”Jeg er ...” Emma kniber mistænksomt øjnene mere og mere sammen. Jeg puffer let til ham. ”Bøsse.” Det er som om han hoster ordet ud i håb om, at de ikke vil høre det. Silas ansigt bliver et stort smil.

”Jamen, det skal da fejres med en flaske vin!”

”Uh ja, nu skal jeg.” Patty farer op og hen mod vinskabet. Steve ånder lettet op. Jeg må indrømme, at jeg er imponeret. Hvis jeg var sprunget ud som lesbisk, var mine forældre bestemt ikke blevet glade. Men for hans forældre ser det mere ud til at være en lettelse. Ligesom når en pige får sin første menstation, og nogle af mine veninders familier fejrede det, fordi nu kunne hun føde børn. Sådan havde det aldrig været i min familie. Måske kunne vi lære noget af det?

Emma ser knust ud, men hun skjuler det godt og skåler med, da Silas udbringer en skål.

 

Jeg pakker mine ting. Ikke at jeg har så forfærdelig mange. Tøj, min mobil og computer. Måske burde jeg havde taget mere med, nu hvor jeg faktisk flytter hjem til Neel. Men på den anden side, kan jeg ikke komme i tanke om noget, jeg har glemt derhjemme. Da alt mit tøj er pakket tager jeg min telefon. Jeg bør nok lige ringe hjem. For selvom jeg er atten, myndig og flyttet hjemmefra(og alligevel hjemmeboende) vil de nok godt have, at jeg lige fortæller dem, at jeg bor hos Neel … det næste stykke tid. Og at Chas ikke kan lide mig, lægger hele tiden i min underbevisthed og nager et eller andet sted.

Jeg taster vores hjemmenummer. Et bip...

”Det' far.” Han må havde kunne se på nummeret, at det er mig, der ringer.

”Hej far!” Jeg ånder lettet op. Han lyder ikke sur eller bebrejdende.

”Jeg skulle lige til at ringe til dig for at sige tak. Inderligt tak.”

”Tak for hvad?”

”At få os ud i lyset. Det var virkelig, hvad vi havde brug for.”
”Så du er slet ikke sur?” Jeg dumper ned på sengen ved siden af min kuffert.

”Sur?!” Han griner. Det er første gang i lang tid, jeg har hørt ham grine. Det er befriende. Han er fri. ”Nej, hvorfor skulle jeg være sur?”
”Bare … ej, glem det. Men det er godt at høre, at I har det godt.”

”Ja, Chas er jo lidt … utilfreds, men han skal bare tø lidt op.”

”Ja, det skal han vel.” Jeg håber inderligt, at det bare er det, der skal til, for jeg kan ikke have hans bebrejdelse liggende på mig forevig. ”Jeg tager til Calefornien i morgen. Bor hos Neel, et stykke tid.”

”Åh ja, desuden har jeg fået lavet et nyt MasterCard til dig. Du ved, vi ”arvede”,” Billedet af min gravsten får min nethinde giver et gib i mig. ”alle dine penge, men jeg får sat dem ind så snart kortet kommer. Men altså Calefornien lyder skønt! Din mor og jeg var der på vores bryllupsrejse.” Han ler igen. ”Ironisk nok, nu hvor vi skal skilles.”

”Ja.” Jeg skal til at fortsætte, da Neel afbryder mig.

”Vi skal køre om ti minutter.” hvisker han og tager min kuffert. Jeg nikker.

”Øhm far, vi kører om få minutter. Kan vi tales ved?”
”Selvfølgelig, min skat. Og nu må du heller ikke blive for længe i Calefornien. Vi savner dig jo her i Wellington.”

”Far egenligt,” indskyder jeg inden jeg skal til at lægge på. ”hvornår var du sidst forelsket?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg spørger. Måske virker tanken om at være gift i over femogtyve år med en man ikke elsker så grotesk for mig, der ikke engang kan overleve et døgn uden Neel uden tårer.

”Et halvt år siden. I en kollega. Han var hetreo. Men Amelia, du må huske på, at selvom din mor og jeg aldrig har været forelskede, så elsker vi hinanden højt. Bedste venner.” Jeg kan høre stemmer bag ham.

”Ja, det skal jeg nok huske. Og jeg må nok smutte nu.”
”Hej Amelia.” Han lægger på. Jeg rejser mig fra sengen og går ud i gangen, hvor Silas, Patty og Steve står. Parat til at sige farvel. Og når jeg ser Steve stå sådan, bliver jeg bange. Bange for at vores venskab vil dø i den lange afstand. Bange for at jeg om tyve år knap nok kan fremkalde hans ansigt.

”Farvel Amelia, det har været en fornøjelse at have dig boende.” Jeg rækker hånden frem, men Patty trækker mig ind i et kram. Det samme gør hun med Neel, der lige har været ude med den sidste bagage i bilen.

”Alt held til jer i fremtiden. I er nu et nydeligt par.” klukker Silas, men nøjes dog blot med at give mig et fast udtryk. Og Steve står sidst i rækken. Jeg trækker ham ind i et knus. Indånder hans duft. Forsøger at indprinte den i min hjerne. Indprinte hans ansigt. Vil vores venskab holde over Facebook? Jeg har haft så travlt med at tænke på Neel og jeg, så jeg helt har glemt Steve. Tårerne presser på og svier, men jeg lukker dem ikke ud.

”Farvel Carrot.” Jeg fremtvinger et smil.

”Farvel Emilie. Jeg skriver til dig.” Han klemmer om min skulder og rækker mig en paraply. Det regner udenfor. Store tykke regndråber, der kaster sig mod ruden i entréen. Da Neel og Steve tager afsked går det op for mig, hvor godt de egenligt pludseligt kommer ud af det med hinanden. På trods af hans søster. Og da jeg ser på Silas og Patty går det op for mig, at de vel også må have en form for had mod Neel, som de enten gemmer meget godt væk eller har droppet? Men jeg får aldrig svar på det, for alt for hurtigt forlader Neel og jeg det lille gule rækkehus ud i regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...