Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9724Visninger
AA

7. Kap 5: "Hvorfor er månen en hun?"

 

Jeg vågner tidligt i det lille helt mørke rum på et bananblad ved siden af de andre piger. Uden at træde på de andre lister jeg ud af den smalle gang og ud i hulen, hvor Ebbi, Steve og Albert sover, da jeg pludselig ser en skikkelse side med benene i vandet på kanten af hulen. Allerede bagfra genkender jeg hende.

”Christina?” udbryder jeg lavt og skynder mig hen ved siden af hende. Hun sender mig et stort smil.

”Jeg kom forbi her i nat og Ebbi lod mig blive en del af jeres gruppe! Han sagde at alle var velkomne, så jeg vil spørger Neel og Lucy i dag.” begynder hun straks i en ivrig talestrøm.

”Åh,” mumler jeg skræmt. Jeg er helt med på, at hulen er for alle – vi skal holde sammen, men Christina virkede bare utrolig meget som en leder allerede.

”Er det ikke fedt? Og i har da godt nok også fået den indrettet fedt, snart vil den være helt fantastisk, når vi har fået indrettet! Jeg er allerede kommet på hold med Steve og Lola, men hvis Neel og Lucy også kommer ind, flytter jeg over på deres hold...” Jeg fortryder allerede jeg satte mig over til hende. Hun er farlig. Først virker hun ensom og som en mus og bagefter får musen taleflip.

”Skal vi ikke gå over for at se om Neel og Lucy er vågne?” Hun rejser sig og går ud på en af de glatte sten. Jeg skal lige til at sige nej, men går så alligevel med. For ”venskabets” skyld. Vi går i tavshed et kort øjeblik, før Christina begynder igen.

”I går, da jeg gik over til jer, så jeg ham sammen med en anden pige. Sort hår, lys hud – hun er vist australsk. De har ligesom dannet en ”gruppe” eller ”alliance”.” Jeg kan høre på hende, at hun er utilfreds.

”Nå,” Jeg sætter tempoet lidt op, og da vi når til den tørre eng, beslutter jeg, at vi må være halsvejs. Jorden knaser under mine fødder, mens vi går.
”Har du nogen scoretricks?” Man skulle seriøst tro, hun var 13.

”Nej,” En let vind omringer os, og jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt min cowboyskjorte tilbage i hulen.

”Der er de!” Hun tager min hånd, trækker mig ind mellem nogen træer og ud på stranden, hvor hun peger ivrigt mod nogle skikkelser, der sidder omkring et sølle bål. ”Neeeeel!” skråler hun og vinker ivrigt med armene. Han ser sig kort over skuldren og sender os et elevatorblik. Husker os sikkert som talefreaken og pigen med den onde kæreste. Christina farer af sted mod ham med mig i hælene. Ganske rigtigt som hun gengav, sidder en ekstra skikkelse ud over Neel og hans goth søster. Hun er høj og slank – ligner en der har brugt halvdelen af sin high school tid med hoved i et toilet for at kaste op.

”Hvem er I?” spørger hun halvirriteret og tager en bid af den frugt, hun har i hånden.

”Christi...” Pigen afbryder Christina med det samme.

”Jaja, dig kender jeg fra i går. Det er mere dig den anden.” Hendes tone er naturligt nedgørende, hvilket gør at jeg ikke får det bedste første håndindtryk af hende.

”Amelia Wright. Og dig?” spørger jeg blot for at være høflig. Christina står og tripper utålmodigt ved siden af mig.

”Paige Davis.” Pigen, ved navn Paige, giver mig et elevatorblik og ser derefter på Neel igen.

”Vi kom bare for at invitere jeg op i vores mega seje hule! Den er langt bedre end at sove på stranden.” Lucy gaber i baggrunden. Hun har lagt kjolen ved siden af bålet og er nu kun iført netstrømper og en sort stroptop.

”Hvis vi kan sove uden at blive fyldt med sand, så ja tak!” Hun rejser sig og børster sandet af. ”Kom Neel.” Hun tager sin kjole fra sandet.

”Ja, kom det er rigtigt hyggeligt! Vi må jo holde sammen her på øen.” Paige sender Christina et blik som om hun er den mest åndssvage person på Abscedois, hvilket får mig en smule flov over at være sammen med hende.

”Neel, gider vi gå med dem?” Paige ruller øjnene.

”Ej, come on, Paige – det kan kun være bedre end sand!” Neel rejser sig også halvt og tager sin t-shirt op fra sandet.

”Lad os nu bare gå med dem. Vi bliver nødt til at stå sammen, det er rigtigt. Ellers ender vi som alle dem, der allerede er døde.” Jeg kan ikke lade være med at stirrer på hans overkrop. Den er næsten overmuskeløs.

”Selvfølgelig.” Paiges stemme er derimod overironisk og alligevel helt igennem sukkersød. Christinas ansigt lyser op.

”Kom med!”

 

Jeg snævre mig ind i det lille sidde rum, for at sikre mig, min skjorte lægger der, mens Neel, Lucy og Paige hilser på familien Eichelberg, Steve og Sara. Der er næsten helt mørkt, for det er kun små lysstriber, der kan slippe ind gennem den lille gang.

”Hvad laver de derude?” Jeg kan hører på accenten at det er Lola, og jeg kan også knap skifte en skikkelse lægger sammenkrøbet på et bananblad.

”Der er kommet nye beboere. Christina – hvis du ikke nåede, at se hende i går? Og Lucy, Neel og Paige.” Jeg sender hende et smil, selvom jeg ved, hun ikke kan se det i mørket, og leder efter min skjorte i mørket. Steve må have taget den af mig i går.

”Hvem Neel?” Hun lyder pludselig meget interesseret.

”Han er vist stor teenage stjerne i USA. Kender ham ikke før nu. Hughes hedder han vist...” Jeg får ikke engang færdiggjort min sætning, før Lola springer op med et skrig. Tårerne begynder at løbe ned af kinderne på hende. Jeg bliver helt bange for hende og vælter næsten bagover.

”Oh my god!” skriger hun igen og igen og forsvinder så som et lyn ud af rummet. Først der går det op for mig, hvad grunden til hendes anfald skyldes. Fanflip. Først nu lægger jeg mærke til, at noget skærer op i min venstre hånd, og opdager at jeg er landet på min skjorte. Udenfor skriger Lola langsomt af, men hendes hulken høres stadig. Jeg tager min skjorte, men bliver alligevel inde i det lille aflukke indtil, jeg kan høre, der er nogenlunde ro udenfor. Derefter kryber jeg ud igen.

”Nå, der er du, Amelia.” noterer Ebbi. Mit blik glider rundt i hulen, for at fange Neel, der sidder i omkring bålet med en sværm af piger omkring sig: Christina, Paige og Lola. Sara og Marie sidder der også, dog ikke så entusiastiske. Ebbi fortsætter, trods min ukoncentration. ”Vi har besluttet at holde møde om en halv time, for at få det hele på plads med alle de nye, der er kommet ind. Hvis du vil, må du meget gerne tage Steve eller en af de andre med ned på stranden og hente flere overlevere, der kunne være interesserede i at bo her. Vi kan ligeså godt indvige alle fra starten.”

”Sup,” nikker jeg halvt fraværende og går hen imod Steve, der står alene og stirrer ud af hulen. Tydeligvis vred på grund af Neel. Stadig af ukendte grunde.

”Vil du med ned og finde resten af de stadig levende?” spørger jeg ham stille. Han drejer hoved, ser på mig og nikker. Det lyder helt uhyggeligt, at sige det sådan. Vi går i tavshed væk fra hulen.

”Hvorfor har du så meget imod ham?” bryder jeg til sidst tavsheden, da vi når til engen.

”Hvem?” Det er tydeligt på hans tonefald at han ved nøjagtig, hvem jeg taler om.

”Neel.”

”Han er bare så … umoden. Idol for småbørn.” Han snøfter fornærmet.

”Jeg kender dig...” Jeg stopper midt i sætningen, fro selvom vores forhold allerede er tæt, så kender jeg ham ikke. I stedet fortsætter jeg anderledes: ”Du kan ikke bare dømme ham uden at kende ham!”

”Det er personligt. Bare ignorer det.” Han tager min hånd og giver den et klem.

”Jeg kan ikke ignorerer, at du hader et andet menneske...” Han lader mig ikke tale ud, men skifter i stedet emne.

”Hvordan ser du os?”

”Hvad mener du?” Vi går lidt hånd og hånd.

”Jeg mener, hvordan ser du os? Som kæreste, som makkere, som et par?”

”Jeg ved det ikke … vi har kendt hinanden så kort, men alligevel...” Jeg smager lidt på ordene. ”stoler jeg på det mere, end jeg nogensinde har stolet på nogen anden person.” Med et stopper vi op. Steve fastholder mit blik. Hans øjne er pæne. Og hans øjenvipper er lange. Meget lange. ”På den anden side, har jeg aldrig rigtigt haft andre end mig selv...” Min stemme toner langsomt ud, så de sidste ord blot lyder som vindens hvisken. ”Hvordan ser du os?” Hans blik flakker en smule mellem min mund og mine øjne, og så trækker han mig i en pludselig beslutning ind til sig og kysser mig. Blidt og forsigtigt, men alligevel lidenskabeligt. Hans bløde læber glider om mine. Ingen tunge, men han kysser med måde. Som om han ikke helt er sikker. Ubevist kommer jeg til at smile, hvilket ødelægger kysset en smule. Hans hænder holder stadig om mine, men ingen andre steder. Let trækker jeg mig væk, for at trækker vejret. Min næse rører hans.

”Hvad betyder det?”
”Ingen af delene.”

”Det er ikke et svar.” Han lader sin næse glide frem og tilbage på hver sin side af mig. Jeg ler en smule.

”Som os.” Han kysser mig en enkelt gang mere. ”Når man er på en øde ø, gør man ekstreme ting og får ekstreme forhold. Vores forhold er ubeskriveligt, fordi det ikke kunne opstå i en normal verden.” Han tager min hånd og trækker mig med videre. ”Sjælefrænder er vel det bedste ord, der kan beskrive det. Og måske ikke – vi er jo sat sammen af tilfældighederne.”

”Lad os bare holde os til, at vi er os.” griner jeg, og vi går ud på stranden. Nu er det en smule nemmere end i morges, hvor alle sov, at se forskel fra lig og levende. Det giver et gys igennem mig, hver gang jeg ser et par døde øjne, så i stedet ser jeg efter de levende.

”Hey!” Steves råb, for en kraftig mand til at vende sig. I hans favn sidder en buttet dreng. Tydeligvis hans søn.

”Hvad?” Vi nærmere os flokken af mennesker, der nu viser sig at bestå af Sam, piloten, der lod os hænge på Sara, en lille tyk kvinde, som jeg gætter på er gift med manden, og deres sidste barn. En lille også buttet pige, et par år yngre end drengen.

”Vi er en folk overlevende, der holder sammen i en hule oppe ved vandfaldet, vi ville gerne have så mange som muligt med fra starten.” forklarer Steve.

”Åh, endelig flere mennesker, folk dør her omkring hvert sekund.” Faren rejser sig besværet op. ”David Hall.” Han rækker hånden frem mod Steve og giver blot mig et kort blik. ”Min familie og jeg vil med glæde forene sig med jer.” Steve nikker anerkendende.

”Fedt, kommer du også med Sam? Jeg gætter på i er de sidste overlevende?”

Sam nikker: ”Ja, så vidt jeg ved. Det er uhyggeligt. Vi er vel en tyve stykker tilbage nu ud de 251, der var ombord på flyet.” Han rejser sig også fra sandet. Pilotjakken har han stadig ud dog åben, mens han bærer hatten og skjorten i hånden sammen med et bundt stof, jeg regner med er resterne af hans afrevne bukser. Hans dialekt tyder på, at han er fra New York.

”Så må vi hellere tage at komme tilbage. Der er forsamling snart.” Steve fører an igen. ”Og der er ikke flere overlevende, det er i sikre på? Bare så vi ikke skal herned igen...”

”Jep.” Davids stemme får ham næsten til at lyde som en bjørn.

”Så langt er der da ikke.” ler jeg og skubber blidt til Steve.

”En kilometer...”

”Højst en halv!”

”Jajaja,” afslutter Steve og indleder en samtale med Sam om overlevelsesstrategier.

 

”Velkommen til Abscedois' første forsamling. Nogen, der har nogen punkter til dagsorden, de vil tilføje før, vi går i gang?” Ebbi har alles opmærksomhed. Christina rækker først armen vejret.

”Hvad er de nuværende punkter?” Flammernes skær afslører et smilehul i hendes venstre kind.

”Opgaver – altså, hvilke de skal være, hvordan de skal fungere, og hvor tit de skal skifte. Ellers er der ikke mere?”

”Hvad med at tage en præsentation først?” forslår hun ivrigt. ”Jeg kan sagtnes lægge ud.”

”Du er velkommen …”

”Christina,”

”Du er velkommen, Christina.” færdiggøre Ebbi sætningen. ”Men først skal vi lige have dagsorden på plads. Flere indskydelser?” Der går et sekund før Paiges hånd også er i vejret.

”En leder. Vi må have en leder, en der kan have overblikket.” Hun sender et flirtende blik til Neel, der mod hendes vilje sidder på den modsatte side af bålet med lænet op af Lucy.

”God idé. Flere inputs?”

”Måske, hvor tit vi skal holde disse møder?” indskyder David Hall.

”Jep. Flere?” Efter et kort sekunds stilhed sender Ebbi ordet videre til Christina: ”Så kan du godt gå i gang.”

”Tak, Ebbi.” Hun har straks smilet på igen. ”Jeg hedder Christina og kommer fra Wellington i New Zealand, hvor jeg er syerske hos min mor, så det hele løber rundt. I marts rundede jeg 21 år, og var ombord på flyet, for at komme til Washington, hvor min far bor.” Hun klikker kort med mundvigene. ”Lola?” Hun vender sig mod sin sidekammerat.

”Jeg hedder Lola og kommer fra tyskland. Min familie, har boet i New Zealand, det sidste halve år og skulle på sommerferie i LA. Jeg er tolv år...” mumler hun, og hvis ikke jeg havde vænnet mig til hendes tyske accent, vil jeg knap nok havde forstået halvdelen. Ordet går videre til Marie, der gentager Lolas ord, og derefter til Hannelore, der heller ikke tilføjer andet nyt end sin stilling som kreativ direktør, der førte dem til det halve år i New Zealand. Derefter går turen til Sam.

”Mit navn er Sam Rasmussen. Jeg er tredive år, opvokset og stadig boende i New York. Jeg var andenpilot på flyet.” Hans lader sine fingre glide gennem det sorte hår.

”Øhm...” hvisker Sara, ”Jeg hedder Sara, jeg er 16 år, jeg er elitegymnast.” hakker hun med en knækket stemme. Hun er ikke til at lærer af kende.

”Vi er familien Hall.” præsenterer David, og peger rundt på sin familie, der sidder i en stor flok omkring bålet. ”Jeg hedder David og er overlæge. Min kone, Laura, er sygeplejeske. Sammen havde vi tre børn. Maya, blev kun tre år og druknede.” Det lyder som om, det betyder meget for ham at tage det som en mand, mens Lauras øjne allerede begynder at blive blanke. Han klemmer let hendes skulder. ”Så har vi Sebastian på ni år,” Han peger på den mørkhårede dreng. ”- og Isabella på seks år.” Han peger på sin datter, der allerede er faldet i søvn i Lauras favn. Han nikker til mig, der sidder ved siden af Laura, som tegn til at jeg skal begynde.

”Amelia Emilie Wright. Bare kald mig Amelia. Jeg boede i New Zealand og har lige færdiggjort ”year 13” altså sidste år i det der svare til amerikansk high school. Nu skulle jeg rigtigt starte på Princeton. Halvt stipendium, halvt betaling. Jeg er enebarn.” Det er som om den sidste sætning: og eneste løgn, hænger og dirrer i luften en smule længere end nødvendigt, før Neel overtager.

”Neel Hughes. De fleste fra USA eller Europa,” Han sender et smil til Lola, ”genkender mig nok.” Steve fnyser ondt. En smule irriteret sender jeg ham et gennemborende blik. Han opfører sig, som om han har alt ret til at nedgøre Neel, bare fordi han er Neel. ”Jeg er tyve år og sanger og teenidol.” Han har en eller anden evne til at få det mest kedelig til at lyde spændende. Men sådan noget er vel must have, når man er kendt...

Turen går videre til Lucy: ”Jeg hedder Lucy Hughes og er til piger.” Hun siger det som om det er det bedste ved hende. ”Jeg er fjorten år og har åndssvage forældre, der vil have mig til at være en stjerne og ikke kan lide min stil. Jeg er goth og EMO.” Jeg kan høre Neel sukke svagt i baggrunden. Lucy lægger sit hoved tilbage på Neels skulder og sender turen videre til Ebbi.

”Jeg er Ebbi Eichelberg. Lola, Marie og Hannelore, har vel allerede forklaret, hvor vi kommer fra. Tilbage i tyskland var jeg håndværker.” Jeg kan hører David snøfte nedgørende i baggrunden. Som om håndværker er et beskidt job. Her kommer vi nok til at kunne gøre godt brug af det.

”15 år, kaldt Albert ja... Jeg er også en Eichelberger.” Han sender et stjålent blik til Lucy.

”Mit navn er Paige Davis. Intet mindre. 19 år og designstuderende i Queensland.” Jeg ser, Paige og Neel sende lange hinanden blikke.

”Ja, så må jeg jo være den sidst.” fastslår Steve og sender et blik til Christina ved sin side. ”Jeg hedder Steve, var steward ombord på flyet og er treogtyve år. Når jeg nu og da er hjemme er det i Washington.” Han sender et blik rundt.

”Så kan vi vel godt gå videre til næste punkt? Vi kan tage det med møderne først. Jeg tænker vi holde møde hver sekstene dag? Så kan vi evt. få det til at passe ind med noget med opgaverne?”

”Det lyder fint.” istemmer Steve hurtigt.

”Måske skulle vi tage opgaverne før vi tager lederen? Lederen skal vel under alle omstændigheder ikke være med til opgaverne.” indskyder David.

”Det kan vi godt, jeg tænker noget ala fire grupper med hver en opgave? Man skifter så opgave hver anden dag og så kan vi eventuelt blande grupper ved hule-mødet hver sekstene dag? Sådan at man når alle opgaverne igennem to gang med sin gruppe.” lægger Albert ud. Ved siden af ham nikker Ebbi godkendende.

”Vi skal i hvert fald have en madgruppe.” fastslår Steve.

”Og en til underholdning!” Paige vifter ivrigt med armene, så vi ikke undgår af høre hende.

”Kan vi måske kombinere underholdning med en slags dagens opgaver, bestemt af lederen. Jeg synes også, vi skal begrænse det til underholdning hver anden aften.” Paige ser ikke just glad ud over Davids indblanding, men nikker accepterende.

”Så vi har mad og dagens opgave plus underholdning: hvad med de sidste to?” opsummere Ebbi.

”Noget bygning, udforskning, opfinding? Vi bliver nødt til at udvide, hvad vi har på øen og udnytte den.” Jeg ser overrasket på Neel, der nu kaster sig ind i diskussionen. Hvorfor det overrasker mig, ved jeg ikke, men et eller andet fastholder alligevel mit blik så længe, at han når at fange det og en akavet tavshed opstår, mens primært mændene diskuterer videre. Jeg stirrer ind i hans blågrå øjne, mens han stirrer tilbage. Det er for akavet til jeg tør flytte blikket, selvom det er endnu mere akavet at beholde det der. Hans pander rynker, som om jeg er bizar, og så flytter han blikket.

”Altså har vi madgruppe, innovativ, dagens opgave plus underholdning og en gruppe der sørger for bål og ellers bare har fri. Er alle enige?” Jeg fanger Ebbis blik og nikker.

”Nu skal vi vel så videre til lederen? Hvem stiller op?” David slår hænderne sammen.

”Måske skal vi heller lade folk stemme på den de vil have som leder i stedet for nogen stiller op og det hele?” Ebbis undertone er en smule bittert henvendt til David. ”Hvad siger I til en halv times pause? Så kan i undervejs gå hen til mig og fortæller, hvem i stemme på. Så tæller jeg op og vi kan mødes efterfølgende og derefter gå i seng.”

”Jeg tror, vi er nogen stykker, der gerne vil lave noget ryste-sammen leg, 14+, bagefter.” afbryder Paige.

”Okay, men er I frisk på en pause?” Der lyder et mumlende ja fra gruppen, og folk begynder at bryde cirklen. Jeg ser Steve rejser sig og kommer hen mod mig. Jeg sender ham et smil.

”Vil du med udenfor?” Hans læber er helt tæt på mit øre. Jeg nikker og lader ham følge mig med udenfor.

”De er meget strukturerede...” siger jeg, da vi når ud på engen foran vandfaldet.

”Ja, det kan man vist roligt sige.” Det er helt dejligt at høre Steve afslappede latter. Han sætter sig på græsset og trækker mig ned i hans skød. ”Vi skal nok overleve.” Hans finger glider op og ned af en mørk hårlok, som hænger foran mit ansigt. Jeg læner mit hoved ind mod hans bryst.

”Ved du, hvor mange der allerede er døde? Hvis vi nogensinde bliver fundet er vi sikkert alle skeletter...” Jeg synker en klump og mærker tårerne presse på.

”Vi er overlevere, vi er tilbage, fordi vi kan klare det.” Han lægger sit hoved op af mit. ”Se månen,” Han peger op mod den klare nattehimmel, hvor fuldmånen dominere. ”den er smuk ikke?”

”Den er alene.” Mit blik glider rundt omkring månen.

”Ja,” Hans finger aer stadig min hårlok.

”Jeg tror, den er ked af det.” Jeg føler mig som et lille barn i hans favn, der fortæller historier om månen. ”Den har ingen at være sammen mod. Blot strandet ude i universet blandt tusinde stjerne uden at passe ind. Alene blandt andre.”

”Ja,”

”Hun har tabt sit minde. Hun kan ikke længere drømme sig tilbage til fortiden. Tvunget til at leve i nuet.”

”Hvorfor er månen nu en hun?” Steve kigger mig i øjnene med et drilsk blik.

”Månen har altid været en hun. Så er hun nemmere at identificere sig med.” forklarer jeg.

”Identificerer du dig selv med månen?” Han får en leende rynke i panden, der et kort øjeblik minder mig om Neel. Et øjeblik overvejer jeg at lyve for ham, men hvorfor? Det vil blot gøre det hele kompliceret.

”Ja,” ånder jeg. Mit blik falder op på månen. ”Hun er næsten mere menneskelig, end jeg selv er. Hun er blevet smidt ud i en verden, stjernehimmelen, hvor hun skal være bedre end alle andre, i stedet skiller hun sig ud ved at bryde tankegangen om altid at skulle være bedre, og ender blot med at være hende den næstbedste. Altid lige nøjagtig overgået. Stjernerne bemærker intet, men inderst inde føler hun sig usynlig. Ikke engang, når hun er bedst bliver hun set. Hun er blot nummer to.” Ordene falder bare naturligt ud af min mund et efter et. ”Nu er hun her. Endt et fremmed sted uden nogen minder og savner blot fortiden, som hun før hadede. Nu er hun tvunget til at leve i nutiden. Glemme alt andet. Blot overleve, som hun altid har gjort. Bare i et helt andet univers...” Langsomt dør min stemme ud i stilhed.

”Månen er dig ikke?” hvisker Steve lydløst.

”Nej,” Jeg overvejer nøje, de næste ord. ”Hun er bare en god ven.” Derefter rejser jeg mig fra jorden. ”Vi må heller tilbage og nå at stemme.” Jeg ser fremmod hulen gennem tusmørket.

”Selvfølgelig.” Steve tager min hånd, og vi går ind sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...