Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9735Visninger
AA

51. Kap 49: "#ameliatellustoocareaboutneel"

Jeg slår søvndrukken øjnene op, ruller rundt på sengen og ser at Neel er væk. På digitaluret på sengebordet ser jeg også at klokken er ellve. Og alligevel er jeg træt. Jetlag.

Dovent rækker jeg ud efter min iPhone, der også ligger på sengebordet. Inde i stuen kan jeg høre stemmer, men jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig. Da jeg tænder min iPhone, bliver jeg straks mere frisk. Hele startsiden er fyldt med en uendelig lang twitter historik.

Jeg sætter mig op i sengen og låser telefonen op. Min twitter er spammet med tweets, hvor nogle har tagget mig, og fuld af hashtags som #ameel og #ameliawrightFTW. Dog går et hashtag igen i alle tweetsne. #ameliatellustoocareaboutneel.

Chokeret stirrer jeg på skærmen. Ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Det er ikke fordi de alle sammen er onde. Nogle er også helt vildt glade over min tale #ameliarespect, men det føles mærkeligt, at alle har en mening om, hvad jeg har gjort. Alle. Og selv de positive tweets gør mig ikke glad. De gør mig bare bekymret. Og klar over mediernes magt. De ejer Neel – og nu også mig.

@neelsgirl172 skriver ”Han fortjener hende ikke. #fuckameel, som om hun er den eneste, der holder af ham, og tror hun er så fucking klog. #tagdigsammenamelia #ameliatellustoocareaboutneel #aswedont @NeelHughesOfficiel – seriøst #drophende. @AmeliaEmWright #youdontdeservehim #pleaseleavehim”

Og det rører mig. At nogle hader mig så meget. Så inderligt. Folk der ikke engang kender mig.

@Nhftw..<3 @AmeliaEmWright #killtourself #ameliatellustoocareaboutneel

Kort og kontant. Jeg kan ikke trække vejret. En klump har samlet sig i min hals og blokere for alt. Undtagen tårer.

@Hughesforeverlover<3 #cutforneelleavingamelia #cutforameelsplitting #ameliatellustoocareaboutneel @AmeliaEmWright

Et billede af ar. Smerte. Gennem mig. Mit hjerte. Min krop. Forstiller mig kniven ramme huden. Hvorfor gør folk sådan noget?

Mit blik scanner kun de negative. Selv ikke de mest positive tweets kan overskygge de negative. Og de negative virker som i uendelige mængder. Som om hele verden pludselig hader mig.

”Amelia?” Jeg farer sammen og ser op. Neel står i døråbningen. Hurtigt tørrer jeg tårerne væk fra mine kinder. ”Græder du?” spørger han bekymret og sætter sig ned ved siden af mig i sengen. Jeg slukker hurtigt telefonen og gemmer den under dynen.

”Bare...” Min stemme knækker snart over. Jeg rømmer mig, men det ender ud i et kraftigt hosteanfald. Han må ikke finde ud af det. Det ville dræbe ham. Han kunne finde på at forlade mig for at skåne mig for det fremover. Og jeg vil være hos ham. ”bare af lykke over endelig at være sammen med dig.” mumler jeg og smiler skævt. Det gør ondt at lyve. Mere ondt, ende jeg havde troet.

”Åh skat.” Han læner sig hen over sengen og kysser mig en enkelt gang. ”Kommer du med ud?”

”To sekun...” Min stemme knækker, men han lægger ikke noget i det. ”der.”

”Okay babe.” siger han kækt og lukker ødren efter sig. Det hele bryder sammen igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for det er svært at lade som om, jeg er okay, når jeg ikke er det.

Jeg kan ikke lade være med at tage min telefon op og læse videre. Onde, gode, onde, onde, onde. Det er bare så meget voldsommere, når folk hader en, end når folk elsker en.

Jeg må bryde sammen. Med en krakelerende maske lister jeg ud af gæsteværelset og ind på toilettet, hvor jeg låser døren og synker sammen. Tårerne kommer væltende ud. Hulk, gisp. Jeg kan intet gøre ved det. Selv hvis jeg smadrede min telefon, ville de stadig være der. Meningerne. Og menneskerne bag dem.

Jeg ved ikke, hvor langt tid, der går, før jeg kan høre Neel stikke hoved ind i gæsteværelset og kalde på mig. Skridt ned ad gangen. Jeg tier. Vil ikke opdages.

”Amelia?” Hans stemme er nervøs. Skidtene standser foran toilettet. Jeg trækker ikke engang vejret. ”Amelia, er du derude?”

Et hulk kommer ud og afslører mig.

”Amelia, luk mig nu ind.” beder han såret. Jeg bider mig i løben indtil en smag af blod breder sig i min mund. Lydløse tårer glider ned langs mine ru kinder. Han prøver at få døren op. ”Amelia, hvad er der galt?” Og så hører jeg et opklarende gisp. Han taster på sin smartphone udenfor. Der er så stille, at jeg kan høre det. Jeg lukker øjenene. Trækker benene op under mig og gemmer mig under håndvasken. Er er trængt. Han finder ud af det. Tavshed.

”Undskyld.” gisper han så.

”Lad vær.” hulker jeg. ”Lad vær med at sige undskyld.” Min stemme er skinger.

”Luk mig ind.” Han slipper håndtaget. Jeg rejser mig op. Lader være med at se mig i spejlet, i frygt for at de røde øjne vil skræmme mig. Og så lukekr jeg ham ind. Han ser bare på mig.

”Det var ikke meningen det skulle ske.”

”Neel, du må ikke undskyld. Det er ikke din skyld.” Jeg tager hans hænder. Prøver at stoppe den tårer, der sidder i hans øjenkrog fra at blive løsladt. ”Og det rører mig alligevel ikke. Det er jo abre beskeder.”

”Jeg kender det, Amelia. Vær sød, ikke at lyv for mig.” Jeg prøver at fange hans blik. ”Det er min skyld.”
”Nej, Neel.” Jeg rusker i ham. ”Det er min skyld. Jeg skulle havde ladt som ingenting.”

”Amelia, du må ikke sige sådan!” Endelig kigger ham på mig. ”Jeg er ansvarlig, og jeg tager ansvaret på mig.”

”Jeg er ansvarlig, og jeg tager ansvaret på mig.” gentager jeg efter ham, for at vise ham, hvor meget det sårer.

”Men...” Han sukker opgivende. ”Jeg ved, hvordan det føles.” Han sætter sig ned på toilettet og trækker mig op på hans skød, mens hn vugger mig frem og tilbage. ”De onde overskygger de gode, fordi det føles så absurd, at folk pludselig hader en. Og Amelia, jeg vil ikke have du skal igennem den face. Det bør du ikke. Du skal ikke være berømt eller kendis. Du hører ikke til hos mig.” Ordene suger alt ilten ud af mig.

”Jo, jeg gør så Neel.” Jeg trækker mig ud af hans favn. ”Jeg har aldrig følt at jeg hørte til mere end hos dig.”

”Men Amelia, dette er ikke en engangsoplevelse. Jeg burde havde slået op for længst. Dette kan ikke gå.”

”Hvorfor slår du så ikke bare op med mig nu?” udbryder jeg skingert og rejser mig. Han åbner og lukker munden et par gange.

”Fordi jeg ikke er stærk nok.” hvisker han.

”Fordi det ikke er skæbnen. Vi er ment til at være sammen. Forsider og bagsider, husker du nok?” Jeg tager hans hænder og trækker ham op. Han virker så hjælpeløs og opgivende, når han bare sidder der.

”Jeg prøver bare at gøre, det der er bedst for dig.” vrisser han og slipper mine hænder. Vi står presset sammen på det lille toilet.
”Jeg ved godt, hvad der er bedst for mig, Neel. Jeg kan passe på mig selv.”
”Amelia, slå nu op med mig for pokker og lev dit eget liv, om det hele tiden er ment til at skulle være.” Tårerne begynder at trille ned af hans kinder. ”Gå på college, mød en sød ikke-verdenskendt fyr, bliv gift, få børn. Glem alt om mig. Om os. Lev dit liv som det var før.”

”Neel for fanden.” Vreden ophober sig i mig. Jeg tager om hans ansigt og tvinger ham til at se på mig. ”Jeg elsker dig. End of story. Punktum. Bum basta. Og jeg forlader dig ikke.” Han er tavs, hvilket får mig til at fortsætte. ”Jeg bliver hos dig gennem ild og vand, fordi du har vist mig, hvordan man elsker med hjerte. Ikke kun med hjernen, som før. Og jeg ved du også elsker mig. Og at du vil have vi skal slå op for min skyld. Men Neel, så slemt er det ikke at være kendt, jeg mener, du lever jo stadig ikke?” Jeg smiler skævt til ham. ”Og jeg vil for pokker bare have, at vi er kæreste uden at du hele tiden bekymre dig for mig. Jeg elsker din omsorghed, men jeg er også mig. Jeg kan godt sige fra, og Neel, jeg lover. Lover af hele mit hjerte, at jeg siger fra, hvis det bliver for meget, okay?”

Min talestrøm efterlader os i tavshed igen, men jeg har ikke mere at sige. Han skal bare nikke, sige ja, kysse mig … gøre noget. For hvis hver gang jeg bliver overfaldet af journalister skal ende sådan her, så … kommer min udenholdenhed mig til gode. Nervøsiteten spreder sig i min krop, da han ikke svarer. Jeg tripper lidt frem og tilbage, lader blikket glide rundt i rummet, løsner mig tag om hans hoved.

”Okay.” Han stemme er skinger, men så mander han sig op. ”Okay, og undskyld.” Jeg sukker, men kommenterer ikke hans undskyld. Han er jo bare så fantastisk omsorgsfuld.

”Det … alle mine tidligere forhold endte, fordi journalisterne fuckede det op. Ødelagde det hele. Enten kunne pigen ikke holde det ud, ellers skabte de falske rygter om utroskab eller andet. Og med dig … jeg elsker dig bare for meget, til at ville tabe dig på gulvet, bare på grund af journalisterne. Vi har noget specielt.” Han lægger hængerne på mine hofte. Jeg læner mig op af døren. Vors åndedrag er i takt.

”Hvad så nu?”

”Vi må stå frem i lyset. Hvis det her skal virke må vi ignorrer medierne – men absolout ikke glemme dem.” Hans dufter af hindbær. Hans krop kommer tættere og tættere på min. ”Hvor står du i vores forhold?” Hans stemme er nu blot en hvisken, men jeg hører ordene klokkeklare. Jeg tænker. Ved ikke, hvad jeg skal svare.

”Her.” gisper jeg. Mit krop bliver distraheret af ham.

”Ville du flytte sammen med mig lige nu og her, uden at føle dig det mindste presset?”

”Ja.” Jeg er sikker. Jeg vil det her, og jeg vild et fuldt ud.

”Vil du flytte ind hos mig? Ikke forevig, men indtil vi kan skilles uden at gå i stykker. Jeg tror bare, vi har brug for mere tid ind et par dage.”

”Du har ret.”

”Hvad venter vi så på?” Neel ler og hele stemningn bliver løftet lidt op. Han kysser mig let på kinden og går så ind i vores værelse, hvor han begynder at pakke. Jeg går efter ham, da en ringelyd pludselig lyder, og det går op for mig, at den kommer fra min iPhone, der stadig ligger på håndvaskekanten. Jeg skal til at trykke på den røde knap, da jeg ser, at det er Chas. Og han er ikke typen, der ringer bare for at snakke.

”Det' Amelia.”

”Kom hjem, nu.”

”Hvad er der galt?” forskrækket tager jeg fat om håndtaget på døren.

”Hvad der er galt?! Alt.” Det er første gang, jeg har hørt min storebror så oprevet.

”Hvad mener...”
”Mor og far går fra hinanden nu, det ved, du godt ikke? Det gør du nok, for mor siger, at det var dig, der hjalp dem med at indse det. Amelia, de er homoseksuelle!” råber han. Han er helt ved siden af sig selv. Normalt så rolig.

”Ja, og hvad er der galt med det?”
”Åh...” Han sukker, dybt. Meget dybt. ”Jeg gentager lige mig selv: de er homoer. Mor flytter ind hos Thea nu, som hun åbenbart havde et forhold med i high school og nu er kommet tilbage med. De skal skilles. På grund af dig. Og du bliver nødt tila t komme hjem lige nu og tage ansvar for dine handligner og rydde op efter det hele.”

”De kan ikke bare løbe fra dem de er! De er homoseksuelle, og det er dit problem, hvis du ikke kan accepterer det. Der er intet galt med dem. Og du skal bare stå og støtte dem i, at de endelig kommer ud af skabet igen.” Jeg prøver at beherske mig.

”Det er jo totalt åndssvagt! Måske har mor en gang haft noget, hun troede var følelser for Thea, og far har kysset med en dreng i sandhed eller konsekvens, men de er ikke homoseksuelle.” Jeg har lyst til at give ham en lussing, der kan banke noget fornuft ind i hoved på ham.

”Indse det. Det er sandt. Og du skal ikke gøre det sværre for dem end det er i forvejen.”
”Jeg får dem tilbage sammen.”

”Det kan du lige vove på.” hvæser jeg. Jeg ser Neel stå i døren. ”To sekunder.” mimer jeg og han forsvinder igen. ”Jeg elsker dig, Chas. Ring igen, når du tør se sandheden i øjenene.” Jeg lægger på. Går ud på gangen og møder Steve.

”Er I okay?” Han løfter bekymret det ene øjenbryn. Jeg kan ikke lade være med at få kuldegysninger, når jeg ser hans hud. For selvom kræften ikke er synlig, ud over solskoldningerne, er den der. Og dødelig.

”Ja. Men vi tager af sted … snart.” Jeg ser op på ham.

”Okay. Hvorfor?”

”Vi vil ikke trænge os på for længe, og vi har vist også brug for lidt mere end et par dage sammen...” begynder jeg og ender på Steves værelse med et fortælle alle mine tanker. Han er og bliver min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...