Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10009Visninger
AA

50. Kap 48: "Vi skal jo passe på hinanden ikke?"

 

Jeg vågner op i taxien. Stadig dødtræt uden at ane hvad klokken er i hverken New Zealand eller USA. Chauføren ser ud til at havde hetl styr på, hvor Steve bor, og jeg kan se, at vi er få minutter fra vores destanation.

Jeg åbner min iPhone, for at se om Neel har skrevet og bliver mødt at utallige ubesvarede opkald fra både Neel og Steve. Det kører rundt i min mave. Der må være noget galt, siden de ringer så mnge gange? Jeg ringer tilbage til Steve, mens vi drejer om en gade, og jeg med det samme får øje på problemet. Hvilket nummer af de gule rækkehuse Steve bor i er hetl tydeligt. For det er omgivet af journalister.

”Nej.” gisper jeg og holder tårerne tilbage. ”Hvorfor? Hvordan?” Alt håb dør ud. Vil jeg nogensinde kunne mødes med Neel uden at hele omverden ved det?

”Amelia?” hører jeg Steves stemme i den anden ende af telefonen. Jeg kan se ham i vinduet. ”Amelia, bed taxachauføren om at køre væk.” beder han, men jeg reagere ikke, og taxaen holder ind foran journalisterne.

”Det er da godt nok noget af en velkomstforsamling.” klukker chauføren og rækker hånden frem. Jeg rækker ham en pengeseddel, der nok rækker til langt over, men min koncentration ligger på, hvordan jeg skal reagere. Skal ejg bare løbe ind til huset og låse mig inde sammen med de andre? Eller bryde grædende sammen på gaden? Hvorfor sagde jeg ja til det her? Fordi jeg elsker Neel. I chok træder jeg ud af taxaen og begynder at tage mine ting ud, mens jeg bliver omgivet af journalister. Jeg ser Neels boydguard komme ud og holde dem på afstand, mens jeg tager min kuffert ud. Uden overhoved at reagere på dem. Det er måske også bedst sådan. Lade som ingenting. Jeg ligner sikkert lort efter den lange flyvetur. Men de tager billeder alligevel, så fuck dem. Fuck dem. Jeg holder masken, mens jeg masser mig hen mod huset, men indser så, at de ikke vil nytte noget.

”Årh seriøst.” sukker jeg. Videokameraene bliver straks tændt. ”Kan I ikke bare lade o være lidt i fred, please? Bare nogle få dage. Det er så fucking irriterende ikke at have noget privatliv. Jeg ved godt, at Neel selv har valtg at blive stjerne, og hvis I ikke var der, til at gøre reklame for ham og skabe omtale, ville han ikke være den han er nu, men altså … vær nu ldit menneskelige og lad os falde til, før I overfalder os. Vi er lige kommet hjem fra en øde ø? Seriøst, det er sgu' ikke mega nemt bare sådan lige at falde tilbage i det gamle og stadig beholde det nye. Og...” Jeg tager mig til hoved. ”ja altså gider I ikke godt forsvinde nogle dage? For jeg forlader ikke Neel på gurnd af jer, så I kan få en historie. For han har vist mig, hvad kærlighed er, og det er en ting, kun få mennesker vil opleve.” Jeg ser mig over skuldren og så Neels ansigt i vinduet, hvilekt giver mig mod. Jeg stopper emd at gemme mit ansigt i hænderne og ser op. ”Så det ville virkelig betyde meget, hvis I passede på ham og ikke ødelagde ham. For alle mennesker er porcelænsdukker, og hvis omverdens pres bliver for stort, går de I stykker. Neel han er et sjældent fund, og derfor må han ikke gå i stykker. Vi skal jo passe på hinanden ikke? Og Neel passer på jer, ved at være popstjerne, så I har noget at skrive om og ikke mister jeres job. Så skylder I vel også at passe lidt på ham ikke?” Jeg fanger hver og ens øjne, og ser at taxachauføren stadig kigger med. ”På forhånd tak.” Jeg smiler og bliver så låst indenfor af en høj rødhåret dame, der må være Steves mor.

”Det var noget af en tale du lige fik holdt der, var?” Steve løfter det ene øjenbryn go jeg farer hen i hans favn.

”Jeg er så ked af alt det her.” Mit hejrte banker så hurtigt, at jeg næsten ikke kan følge med. ”Virkelig. Og jeg håber virkelig, at de forsvinder nu.” Jeg ser undskyldende rundt på Steves forældre.

”Åh, intet er vigtigere end kærlighed.” Steves far lægger armen om Steves mor, og de kysser. Et stik af jalouxi går igennem mig. Jeg har aldrig set mine forældre kysse. Fordi de ikke elsker hinanden. Og så ærgrelse. For intet er jo vigtigere end kærlighed. Og jeg håber virkelig, at de snart indser det.

”Patty.” Steves mor rækker mig hånden.

”Amelia Wright. Godt at møde dig, Ms. Carrot.” Jeg giver hende hånden.

”Du kan skam bare kalde mig Patty.” ler hun. Derefter giver jeg hånd med Stves far Silas. Det er utrolig, hvor meget de ligner hinandeni familien Carrot. Alle sammen rødhårede, høje og ranglede. Og med et får jeg øje på Neel, der står i baggrunden og ser på os. Så snart jeg får øjenkontakt med ham kommer lidenskaben, og jeg løber gennem det lille køkken hen i hans favn. Han læber fanger om mine. De passer perfekt sammen. Er ment sammen af skæbnen. Dog må jeg af høflighed hurtigt trække mig væk igen. At snave foran Steves forældre giver nok ikke det bedste førstehåndsindtryk.

”Første dør på højre er jeres værelse.” Steves far blinker og griner. Jeg rødmer. Sådan noget kunne mine forældre aldrig finde på. Mine fingre glider ind i Neels.

”Måske skulle vi også give Amelia en rundsvisning?” forslår Steve. Neel må allerede havde været her i nogle timer. Neels bodygaurd – som ifølge hans skilt hedder Jonas, tager min kuffert.

”Hvad er klokken?” gaber jeg.

”Lidt over to pm. Du er tildig træt var.” Neel puffer let til mig.

”Seriøst, det er ikke dig, der har været undervejs i over 28 timer!”

 

Efter et par timers søvn er jeg helt frisk igen. Både på grund af søvn og fordi, jeg i mit hoved er fem timer bag de andre. Silas har lavet rattatui, så nu sidder vi alle sammen samlet om det lille spisebord, hvor der lige nøjagtig er plads til alle. Steves forældre er helt anderledes fra de voksne, vi plejer at have til middag. De er morsomme, udadvendte og ikke bange for at tale om alting.

”Hvordan går det med … dine undersøgelser?” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fumulere spørgsmålet, men det vil ud.

”Fint. Jeg skal i gang med et kemoforløb, der burde fjerne det.” Steve virker ikke det mindste bange.

”Ja, så må han miste alt sit smukke røde hår.” klukker Silas. ”Det er ellers en skam, men så længe det vokser ud igen, skal aling nok gå.” De virker så afslappede, positive. Og det smitter af på mig.

”Men du må heller fortælle noget om dig, Amelia. Nu har vi jo hørt hele Neels livhistorie, før du kom.” spørger Patty. Jeg sluger en mundfuld mad.

”Jeg...” begydner jeg, mens bliver afbrudt af min telefon, der ringer. Jeg atger den op og skal til at slukke den, da jeg ser, at det er mor, der ringer. ”Jeg må hellere tage denne her. Undskyld.”

”Åh, det gør skam ikke noget. Vi skal nok overleve uden dig et par minutter.” siger Silas muntert. Jeg trykker på den grønne knap, går ned a gangen og ind på mit værelse.

”Hej mor!”

”Hej Amelia. Jeg er først lige kommet hjem fra arbejde, jeg er ked af, at jeg ikke ringede før. Har du det godt? Det føles som en evighed siden, du tog af sted.”

”Åh, det er altså ikke engang to døgn siden mor. Har du det godt?” spørger jeg med hensigt på, om hun har tænkt over, hvad jeg har talt med hende om.

”Ja. Amelia, jeg har virkelig tænkt over det du sagde og ...” Tavshed.

”Og hvad?”

”Jeg vil skilles. Jeg er ligeglad med, hvad mine forældre eller hele verden siger. Jeg vil skilles. Men jeg er bange. Bange for at knuse mit selvbillede.”

”Det skal nok gå.”
”Men hvad skal jeg sige til Chas?” Hendes stemme er ved at bryde sammen.

”Sig det ligeud. Han vil forstå det.” prøver jeg at overbevise hende. For Chas vil nok ikke ligefrem blive henrykt, når han kernefamilie går i stykker.

”Det tror...”

”Mor, gør det nu bare. For hvert minut du gemmer dig væk, bliver det sværre at komme ud igen. Ja, det er ikke nemt at springe ud, men du bliver nødt til det.” Jeg dumper ned på dobbeltsengen, der næsten fylder hele gæsteværelset. ”Ellers gør det i det mindste for fars skyld.”

”Tak Amelia, han kommer hjem nu. Jeg … må hellere gå.” Hendes stemme ryster, da hun lægger på. Jeg håber det går godt.

 

Min krop ligger mod Neels. Jeg kan mærke hans hjertebanken. Men jeg kan ikke sove. Jetlag og distration. Han distrahere min krop for meget til, at den kan falde i søvn.

”Amelia?” hvisker han. Et gys går gennem min krop ved lyden af hans stemme.

”Mmm....”

”Det du sagde i dag? Mente du det?” Jeg atger hans hænder.

”Hvorfor skulle jeg ikke det?” Jeg trækker mig tættere på ham. Kysser blidt hans hage.

”Jeg... Det betød bare noget for mig.”

Neel, jeg elsker dig. Det ved du jo.”

Ja, det ved jeg.” Han fanger min mund. Hans tunge kendetegner min. Jeg lukker øjnene. Vikler mine ben ind i hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...