Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10041Visninger
AA

49. Kap 47: "Nu tager din datter heldigvis afsted til Washington i aften, så du slipper for hende."

 

”Jeg tager afsted nu!” råber far ude fra entréen og kommer ind og kysser mig på panden. ”Hav en god dag skat.”

”Skal jeg nok!” Mor er allerede taget afsted, så nu er jeg alene hjemme. Normalt ville jeg nemt kunne få en dag til at gå med lektier, ekstra lektier og så at læse. Men i dag har jeg ingen idé om, hvad jeg vil. Udenfor styrter det ned. Efteråret er godt på vej.

Jeg tygger lidt på mine cornflakes, da jeg vælger at flytte mig ind i stuen. Jeg tænder for tv'et. Der er nyheder, så jeg zapper lidt videre forbi livstilsprogrammerne, reality, MTV, madlavning, dokumentar, da noget pludselig fanger mit blik og får mig til at zappe tilbage.

”Neel Hughes blev for få dage siden set med en dengang hidtil ukendt Amelia. Nu har vi odg fundet hendes navn: Amelia Emilie Wright. En af de overlevende fra øen.” taler tv-værten, mens billeder af mig kører over skærmen. Skolefotos, billeder fra da vi lige kom i land, billeder fra mig med Neel på starbucks og nogle privatphotos, folk har taget af mig i centret i går. En kuldegysning går gennem mig. De kan da ikke bare udstille mig på tv uden at spørge mig? Det føles paranoidt at vide, at folk ved så meget om mig. ”På Starbucks i forgårs bekræftede Neel også deres forhold.”

Video fra da Neel står uden foran toilettet på Starbucks, efter jeg er kravlet ud af vinduet.

”Hun er min kæreste.” udtaler han med mikrofoner stukket op i ansigtet. Blitzer lyser. Jeg synker og skurer væk. Det føles mærkeligt, at hele verden følger med i vores liv, vores forhold.

Min mobil vibere, og jeg tager den lynhurtigt.

”Hej Amelia!” Jeg genkender straks stemmen. Lys og frisk. Steve. Han fortsætter uden videre: ”Jeg tænkte på noget i går? Du ved med dig og Neel?”

”Mmm...”

”Jeg er jo lige blevet udskrevet, og er endelig kommet hjem.”

”Er du fri fra kræft?!” udbryder jeg.

”Nej, men Amelia, lyt nu efter.” vrisser han.

”Undskyld.”
”Det er okay.” Jeg elsker hans amerikanske accent. ”Men altså, ved ikke, hvor langt I er i jeres forhold, men jeg har set tv og det ser ud som om, I ikke rigtigt bliver ladt i fred. Så jeg tænkte, hvis I nu boede nogle dage sammen hos mig, hvor I kunne finde ud af det hele i fred og ro uden presse, så ville i falde på plads? For med alt det pres fra omverden finder I aldrig ud af det, mens hos mig vil de aldrig finde jer!” fortæller Steve begejstret. Jeg bider mig tænksomt i læben.

”Wow Steve, det er virkelig gennemtænkt … men er du sikker på, at du virkelig vil det? Vi risikere, at blive opdaget og...”

”Amelia, jeg kan ikke holde ud, at du ikke er sammen med ham, du elsker, når du har muligheden! Det skærer i mit hjerte, simpelthen.” Jeg ved, at han tænker på Sam, men det gør mig glad, at han gør det så ubesværet. Ikke er i sorg længere.

”Det ville være fantastisk, Steve, seriøst, du er fantastisk.” Jeg rejser mig op og ved slet ikke, hvad jeg skal sige. ”Jeg taler med mine forældre senere. Det her er virkelig, hvad jeg har brug for lige nu. Et break fra det hele.”

”Altid glad for at hjælpe.” siger Steve munteret. ”Nu skal jeg også til at finde mig selv et ny erhverv...”
”Skal du ikke være steward mere?” Jeg løfter det ene øjenbryn. Steve virker bare så perfekt som steward. Tilpas venlig og imødekommende. En, der sætter andres behov før sine egne.

”Nej. Jeg er stadig virkelig utryg ved at flyve. Det føles helt mærkeligt, da mit liv før forgik i en flyver, men nu...”

”Du var ellers så rolig og kontrolleret, da vi styrtede?” Jeg går rundt i stuen. Sætter mig på klaverbænken.

”Jeg tænker bare klart i nødssituationer, men jeg kan bare ikke leve resten af mit liv i frygt for, at det sker igen … er du slet ikke bange for at flyve?”

”Nej.” Det føles som om, jeg bør være bange for at flyve. ”Jeg havde lidt … kvalme, men nej. Jeg kan ikke engang huske styrtet særlig tydeligt. Jeg tror bare, at jeg har været så tæt på døden nu … at den ikke skræmmer mig, hvis du forstår, hvad jeg mener?”

”Ja.” Han bliver underlig fjern.

”Men er det godt at være hjemme?” Jeg lader fingrespidserne glide hen over tangenterne. Får lyst til at spille. Til at synge.

”Helt vildt. Jeg føler mig anerledes, og det er helt mærkeligt at være her igen, men Gud, hvor har jeg savnet det!” Begjerstingen kommer op i hans stemme igen. ”Men jeg tænkte på tjener, det er jo lidt det sammen, tror du, jeg ville være god til det?”

”Helt exeptionel!” siger jeg, mens mine tanker er forkuceret på tangenterne. Jeg ser sangen for mig. Blive spillet. Min trang til at synge den blive større. Min trang til at høre ham synge den. Lige nu.

 

”Hej Amelia, har du haft en god dag?” Hoveddøren går op og far træder ind. Jeg løber ud og giver ham et kram.

”Ja, hvad med dig?”

”Hel fin, en masse møder og sådan.” Han tager sit våde overtøj af. Der dufter af lasange. Jeg har med vilje ventet på, at de begge kom hjem.

”Kom med ind!” Jeg hiver ham med ind i køkkenet, hvor mor står og laver mad, og videre ind i spisetuen, hvor jeg har dækket op. ”Hvornår er der mad?” spørger jeg ud i køkkenet.

”Fem minutter.” råber mor derude fra.

”Hvad har du så lavet i dag?” Fars hår er helt vådt.

”Læst og sådan.” Og snakket i timevis med Steve og sendt utallige ubesvarede sms'er til Neel.

”Ja, du må vel snart finde dig et job eller noget? Mest for din egen skyld. Så du kan få nogle venner og få noget at beskeftige dig med, mens du venter på, at du kan starte på Princeton. Du skulle jo nødig rådne op herinde.” driller han. Jeg nikker og skal til at starte en sætning, da mor kommer ind med lasangen.

”Så er der mad!” Smilet på hendes læber er ikke til at tørre af. Det er tydeligt hun er glad for, at vi er samlet. Hendes forsvunde datter. Hun sætter sig ned og straks fyrer jeg min idé af.

”Jeg tager op til Steve for at mødes med Neel for at finde ud af, hvor vi står henne – udenom pressen.”

”Hvorfor gøre det hos Steve?” spørger far, men bliver afrbudt af mor.

”Amelia...” sukker hun, men husker så, hvad hun lovede. ”Det er fint, men vi kommer til at svane dig, så bliv ikke for længe.” Hun sender mig et smil, der lynhurtigt smitter af på mig.
”Nejnej.”

”Men hvem er denne Steve, hvor bor han henne og hvorfor hos ham?” omfumulerer far sit spørgsmål.

”Washington – Portland vist. Og han er min bedste ven. Og vi bliver nødt til at gøre det hos ham, fordi vi vil undgå pressen.” forklarer jeg.

”Åh ja. Det er ikke lige til at vænne sig til, at du lige pludselig er kæreste med selveste Neel Hughes.” Far blinker med et ene øje. ”Men han lyder sød, denne Steve, har han også en verdenskendt kæreste? Lady Gaga eller måske endda Katy Perry?”

”Njaaa ikke rigtigt.” ler jeg og spiser af min lasange. ”Hans store kærlighed døde på øen.”

”Åh, hvor forfærdeligt! Hjerteskærene.” udbryder mor. ”Hvor kendte de hinanden fra?”

”Steve var steward og Sam var pilot.” Med et bliver mor tavs. Hun ser på mig.

”Måske, skulle du blive lidt længere hjemme.” siger hun så. ”Du er jo knapt nok kommet.”

”Hvad mener du, du var lige...” Stemningen knuses totalt.

”Jeg tror bare, ikke det er en god idé.” mumler mor. Med et går det op for mig, hvad der fik hende til at skifte menning og vreden blusser op i mig.

”Åh, så pludselig, når han er bøsse, tror du han smitter?” hvæser jeg.

”Nej, det...”
”Det er jo det, mor. Seriøst … styr dine fordomme. Du af alle burde vide, at homoseksuelle er ligeså meget værd som alle andre.” Jeg føler mig såret. Såret over, at hun slet ikke ser sig selv udefra. At hun bare dømmer Steve. ”I oplærte mig til ikke at dømme. Og alligevel er dette hjem fyldt med fordomme.” Jeg rejser mig og går ind på mit værelse. Jeg er ikke vred, bare skuffet. Helt igennem skuffet. Min egen mor af alle mennesker. Pludselig virker menneskeligheden helt håbløs.

Døren går op og mor kommer ind.

”Amelia...”

”Mor,” Jeg ser hende direkte i øjnene. ”jeg kender til dig og far. Bedre end du ved. I er begge homoseksuelle – og ved du hvad? Det er helt fint at være homoseksuel. Det gør jer ikke anerledes eller mindre værd end andre.”

”Vi er ikke...” begynder hun, men hun ved, at hun ikke kan lyve sig ud af det. Før har vi alle sammen levet som glasbilledet. Ikke talt om fejlene. Og pludselig kommer jeg, og ser hele mit gale liv udefra. Hvor åndssvage vi var. Ødelægger det hele ved at påpege fejlene.

”Men ved du hvad, der ikke er okay? At I gemmer jer. At I lader, som om I er nogle andre end I selv er. I har sikkert tusinde grunde. Undgå at blive dømt, blablabla. Men I kan ikke bare løbe fra dem I er. Du kan ikke bare løbe fra den du er.” Jeg tager hendes hænder. Tårerne triller ned af hendes kinder. ”Og det er ikke for sent. Det er ikke for sent at springe ud. At vise sit rigtige jeg. I har begge brug for det.” Hun slipper øjenkontakten og snøfter.

”Jeg føler mig så latterlig nu.” Hun slipper mine hænder. ”Jeg burde vide bedre.”

”Du er ikke latterlig. Du er menneskelig. Jeg lærte en masse på den ø. Lev i nuet og vær dig selv … og lad være med at dømme.”

”Det er forkert det her. Pludselig kommer min datter hjem og har lært mere, end jeg har lært hele mit liv.” vrisser hun frustreret.

”Nu tager din datter heldigvis afsted til Washington i aften, så du slipper for hende.” Jge puffer til hende.

”I aften?”

”Mere i morgen tidlig. Jeg har set nogle billetter...” Jeg stopper der. Jeg kan ikke få mig selv til at bede dem om mere, for jeg er atten … men jeg vil afsted.

”Vi betaler dem. Når du kommer tilbage kan vi også fikse alt det med betalingskort og det. Vi arvede jo efter dig, så du kan få hele din opsparing tilbage.”

”Tak.” Hun lægger armene om mig og kysser mig på panden, trods hun er en laveste.

 

Jeg dumper ned på et sæde i lufthavnen, for at vente på, at flyet er klar til, at vi kan stige på. Mine øjne er søvndrukne. Jeg skulle op klokken et om natten for at nå flyet og selvom jeg gik i seng lige efter aftensmaden, føles det som om jeg ikke har sovet i timevis. Jeg burde være bange. Dette er præcis den samme rute som jeg styrtede ned på. Fra New Zealand til Los Angles. Derfra skal jeg videre til Washington. Det er anerledes end før. Og alligevel. Jeg nåede jo alligevel aldrig mit fly til NY sidste gang.

Min telefon viberer. Det er Neel, der endelig har svaret.

Neel: Jeg er virkelig ekd af, at jeg ikke har svaret, har bare virkelig ikke haft tid, hvilket er noget møj. Regner ikke med, at du er vågen endnu, men hvis du er så ring. Love ya <3

Et smil breder sig på mine læber, mens jeg taster hans nummer. Omkringssiddende folk kigger på mig. Jeg ved ikke om det er på grund af mit smil, eller fordi de genkender mig. Jeg trykker på den grønne knap, og når ikke engang at høre et bip, før han tager den.

”Amelia!” udbryder han. Jeg ser rundt, da jeg skal til at tale. Optager nogen mig? Nej. Det tror jeg ikke.

”Hej Neel!”
”Hvorfor er du oppe så tideligt? Klokken må være … fem hos jer?”

”Jeg er i en lufthavn.”

”I en lufthavnen?” Neel ler. ”Hvad laver du i en lufthavn?”

”Jeg skal op til Steve. Han ringede til mig i går med denne her geniale plan: vi tager op og bor hos ham et par dage, du ved, til at finde ud af det hele – UDEN journalister!” Det går op for mig, at jeg taler en smule højt, men da jeg ser rundt, ser det ikke ud til at nogle har set mig.

”Det er jo … virkelig smart. Men jeg troede ikke han kunne lide mig?”

”Jeg tror, han er blødt lidt op.”

”Wow... Kan jeg få hans adresse? Jeg tager derop straks!”

”Jaaa!” hviner jeg. ”Jeg sms'er den lige til dig. Men altså, kan du godt bare sådan tage af sted?”

”Jeg kan, hvad jeg vil, for min smukke prinssesse.” Jeg rødmer.

”Elsker dig, Ne....” Jeg afbryder mig selv, da det vil tiltrække opmærksomhed, hvis folk finder ud af, hvem jeg snakker med. Også selvom de fleste i loungen er forretningsmænd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...