Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9742Visninger
AA

48. Kap 46: "Jeg er din kæreste – med forsider og bagsider."

Nok ikke særlig smart, at skrive det i starten af kapitlet, men min iPad vil ikke lade min scrollet ned, men anyways: der er maaange af jer, der i spænding venter på nye kapitler, hvilket jeg ELSKER! Vil dog stadig ikke spamme - så derfor kan i nu få lov til at læse forud så hurtigt som i vil(de sidste 4 kapitler er dog ikke helt færdige endnu, men..), hvis i gider betalæse den - det behøver ikke være det mest grundige, men bare at skrive en kommentar med en anden farve direkte i dokumentet - som jeg sender jer, nu og da, undervejs mens i læser. Det behøver ikke være konstruktivt, men jeg ville elske, hvis I bare gad skrive jeres tanker.

Så altså, hvis I gider og lyster det, så lad mig vide det :) - bliver dog nødt til at blive venner med jer på facebook eller få jeres mail eller noget, så jeg kan sende jer dokumentet, og de sidste kapitler undervejs som de bliver færdige :)

 

Nyd kapitlet - Sofie!

 

”Vil du se det endelige resultat?” Frisøren rækker mig et spejl. Det er en hel ny Amelia, der stirrer tilbage i spejlet. Smukere, stærkere og klogere. Hende jeg gerne vil være. Mit hår har fået en smule mørke striber, er blevet glattet og blevet klippet til pagehår med pandehår. Let og lækkert.

”Wow, det er blevet flot!” Jeg smiler til frisøren og mor.

”Jeg er også helt vild med det.” nikker mor. ”Det er helt klart pengene værd. Jeg vidste slet ikke, at jeres salon var så god. Det kunne være, at jeg også skulle overvejer, at blive klippet her! Mit hår trænger lidt.” Hun viser frisøren spidser på sit lange brune hår.

”Jamen, vi kan da allerede finde en tid til dig nu, hvis du vil?” tilbyder frisøren og trækker mor med hen i den anden ende af salooen, mens jeg betragter mig selv endnu engang. Jeg ser en frisk og fornuftig pige. Hende jeg er.

”Amelia!” Jeg lukker med det samme øjnene og ønsker at synke i jorden. Dette er min første dag som ”Neels kæreste”, hvor jeg har været uden for en dør, og vi har allerede stødt på to journalister og en scare af de såkaldte Nilers – og man kan ikke engang se mit helt ansigt på billederne eller finde mit navn. Og hverken mor eller jeg orker flere. Alligevel kommer to pige løbende hen mod mig.

”Oh my god! Du er Amelia Wright, må vi få din autograf?!”

”Hvis I tier stille.” vrisser jeg, men tager det straks i mig. Jeg vil nødig kendes som hende den vrisne. ”Men jo selvfølgelig.” Jeg tager imod deres kuglepen og skriver på deres arme.

”Tuuuuusind tak!” stammer den ene af pigerne. ”Vi er virkelig store”Ameel”-shippers!” Jeg løftr et øjenbryn, men så går det op for mig, hvad de mener. Ameel. Neels og mit ”kærestenavn”. Det var vel ikke så værst. Pigerne forsvinder hurtigt igen, og mor kommer tilbage. Hun sender mig et skeptisk blik, der siger, at hun har set pigerne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg må vel vænne mig til det.

 

Jeg trykker mig utålmodigt igennem min nye iPhones opstartsprogram. Jeg vil jo bare gerne i gang. På sengen ligger bunker af tøj og en uåbnet MacBook, som mor uden videre købte til mig. En dårlig smag breder mig i munden, mens jeg klikker videre. Jeg har slet ikke haft tid til at sige tak i min iver efter endelig, at kunne snakke med ham. Da den endelig lader min komme ind skynder jeg mig ind på nummerblokken, hvor jeg taster de 8 cifre som har hængt i min hukommelse hele dagen. Hans telefonnummer. Og uden videre trykekr jeg på en grønne knap.

Et bip … to bip. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Lad ham nu være vågen. Hvor meget tidsforskel er der nu til Calefornien? Tre bip...

”Det' Neel!” Hans stemme får mit hjerte til at springe et slag over. En kildrene euforiserene følelse går gennem mig. Først når han er så utrolig langt væk, mærker jeg, hvor forelsket jeg i virkeligheden er. På en måde, jeg aldrig har prøvet før. Sådan at det næsten ikke er til at være i min krop.

”Amelia.” gisper jeg, mens jeg sætter mig i min lænestol for enden af værelset.

”Åh, Amelia! Guderne skal vide, hvor meget jeg har savnet dig! Jeg er virkelig ked af, at jeg bare tog hjem sådan videre, men jeg havde intet valg.” Der er larm i baggrunden, men jeg hører ham lukke en dør, så der bliver mere dæmpet. ”Men, hvordan går det, baby?” Han tager stemmen fra mig et kort sekund. Baby. Jeg er hans baby. Det lyder sexet og nuttet på en gang. Jeg føler mig som en trejde klasses pige, der taler i telefon med sin første kæreste. ”Er du faldet til?”

”Faldet til … det er et stort ord. Jeg har fået genopbygget min garderobe, fået en computer, iPhone, men jeg ved ikke helt, om jeg nogensinde vil falde til igen … du ved, jeg plejer altid at have planer for alting, så at jeg pludselig ikke ved, hvad jeg skal i morgen, eller i næste uge eller næste måned er helt … mærkeligt. Men jeg er begyndt at vænne mig til denne her verden igen – du ved mennesker er jo vanedyr, men alligevel kan det godt føles lidt mærkeligt, når man kan gå i brusebad, i et rigtigt brusebad.” Han griner. Får min krop til at sitre.

”Kender følelsen!”
”Det ved jeg du gør, men … nogle gange er der også abre de øjeblikke, hvor man bare indser, at ingne forstår en … og at de aldrig vil gøre det...” Jeg sukker, og afbryder mig selv, da jeg savner hans stemme for meget. ”- men altså nu vil jeg høre om dig!”
”Ej, jeg elsker at høre din stemme!”

”Kom nu, for min skyld...” beder jeg.

”Alt for dig, m'lady.” Hans latter igen. Jeg bliver snart afhæningig af den. ”Jeg blev nødt til at flyve tilbage, da min producer ville have et møde med mig. Han vil have mig til at lave et album om Abscedois, der skal komme inden jul, så vi får travlt, og ham og min manager, Simon, har allerede meget store planer, selvom jeg prøver at holde mig lidt ude af det hele. Hvis jeg ikke falder ned nu, falder jeg aldrig ned. Lige nu er du min eneste jordeforbindelse...”
”Åh ja, du har jo presset fra hele verden. Det må være hårdt!”

”Jeg overlever. Du ved, det her er min drøm – med forsider og bagsider. Men jeg kommer snart og besøger dig igen!” Jeg kan høre, at han sætter sig ned.

”Det behøver du altså ikke, jeg kan sagtens...”

”Hør her, Amelia, du skal ikke bruge energi på at komme herhen. Og alt det, kan vi finde ud af senere. Jeg vil gerne have, at du først har fundet dig til rette derhjemme, før du pludselig blander mig ind i det hele...”

”Men jeg er...” begynder jeg, men han afbryder mig med sin bekymrede tone.

”Lad os tage den senere... Men altså du er okay med det hele?”

”Med hvad?”

”Albummet. Størstedelen af sangene bliver nok om dig. Men altså, det er helt okay, hvis du siger fra!”

”Neel, jeg kan godt selv sige fra. Det lover jeg dig. Og ja. Jeg er din kæreste – med forsider og bagsider.” citerer jeg ham.

”Jeg elsker dig sgu', Amelia.” tilføjer han kækt.

”Jeg...”

”To skeunder.” undskylder han, og jeg kan høre, han taler med en anden i baggrunden, før han taler til mig igen. ”Jeg bliver nødt til at gå nu, Amelia. Men skriv til mig på facebook. Vi må finde ud af noget!”

”Elsker dig.” mumler jeg skuffet, da jeg hører, han lægger på. Derefter sætter jeg facebookappen til at downloade, mens jeg hænger alt mit nye tøj ind i skabet. Den euforiserede følelse siver langsomt ud af mig. Jeg føler mig lidt tilsidesat, selvom jeg godt forstå det. En superstjerne skal jo sikkert til alle mulige møder. Det var bare så meget lettere på øen.

Da appen er downloadet logger jeg let vemodigt ind, da jeg ser at Steve har svaret. Pludselig husker ejg på besked, jeg sendte ham. Med gravstenen.

Steve: Har ingen anelse om, hvad jeg skal sige... det væreste er, at vi burde havde forventet det...

Amelia: Ved ikke, om jeg bør reagere... Jeg er bare virkelig forvirret.

Steve: Over hvad?

Amelia: Over alt. Gravstenen, hvad jeg skal med mit liv, mit og Neels forhold, over mit savn til dig.

Jeg husker de første nætter, hvor jeg faldt i søvn, i hans favn. Jeg lægger mig på maven på mig seng i min hvide natbluse. Vinduet står åben, men jeg fryser ikke.

Steve: Glæder mig ikke til at komme ud til den rigtige verden, når det er sådan den er.

Amelia: Er du stadig indlagt?!

Steve: Ja, men det er ikke noget alvorligt. Og jeg er blevet rykket tilbage til Washington. Bliver nok udskrevet i morgen.

Amelia: Er det hudkræft?

Steve: Ja, men det er ikke alvorligt.

Amelia: Så du har hudkræft?!

Jeg håber inderligt, at han svare nej. Tårerne begynder at presse på. Kræft … er dødeligt.

Steve: Ja, men det er ikke farligt.

Amelia: Åh.

Jeg er mundlam, mens tårerne blot strømmer ned af mine kinder. Det hele er bare alt for meget.

Amelia: Hvorfor fortalte du mig det ikke?

Steve: Fordi jeg ikke ville bekymre dig, for det er virkelig ingenting.

Amelia: Er du virkelig ikke bange?

Et pludselig vindstød fra vinduet sender en kuldegysning gennem mig. Jeg rejser mig og lukker vinduet. Ser ud over en lygtepælsoplyste park. Ser mit spejlbillede. Det smukke hår ser absurd ud med de blodsprængte øjne. Malplaceret. Der holdes bålaften dernede. Jeg er ikke inviteret. Jeg er alligevel ikke ligesom dem. Og det vil jeg aldrig blive. Normal. Ingen vil nogensinde forstå mig. Ikke andre end dem fra øen. Uden dem ville jeg være alene i verden. Tårerne tager til, mens jeg sætter mig tilbage i sengen og ser hans svar.

Steve: Nej.

Amelia: Hvorfor ikke?

Steve: Fordi det nok skal gå. Om en måned vil vi næsten ikke kunne hukse, vores besøg på øen. Vi vil have et helt nyt liv etableret.

Amelia: Vil du glemme mig?

Steve: Nej. Det var ikke sådan ment. Mere bare: man kommer videre. Livet fortsætter. Det skal nok gå. Og nu skal du fortælle om dig, for … klokken er lort om natten herovre, og jeg har bare brug for at tænke på andet end mig selv.

Amelia: Åh, mit hoved er alt for fyldt. Hvad vil du høre?

Steve: Det der falder dig først ind.

Jeg tænker mig om. Ved det ude mærket godt. Overvejer dog om jeg bør dele det med ham. Om han misfortår det, og tror, at jeg ikke savner ham. Men så går det op for mig, at han vil forstå det.

Amelia: Neel. Jeg ved ikke, om vores forhold kan overleve her. Du ved afstanden, pressen, passer vi overhoved sammen i den virkelige verden? Har vi tid og plads til hinanden. Jeg starter på Princeton næste år, og han skal lave et nyt album og sikkrt på tour og … vores liv er bare ikke ment, til at flettes sammen...

Steve: Lev i nuet. Var det ikke det, vi lærte af Abscedois?

Amelia: Tak Steve.

Amelia: Nu … savner jeg ham bare utrolig meget.

Jeg vender mig om i min seng. Lader min hånd glide hen over mit ansigt. Lukker øjnene. Lader som om det er hans hånd. Og bryder så illusionen. Det gør for ondt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...