Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9880Visninger
AA

47. Kap 45: "Hos Neel."

 

Jeg presser øjnene sammen. Vil ikke vågne. For i vågen tilstand er der alt for meget grund til at fortryde, at jeg sagde ja til Neel, og at det meste af verden nu, ser os som et par. Men jeg vil jo gerne ses som hans kæreste? Vil føle den kildren i maven, hver gang jeg tænker på ham. Jeg bør bare ikke.

”Sikke længe du har sovet,” Jeg bliver tvunget til at åbne øjenene, da min far kommer ind i mit værelse. ”klokken er jo halv tolv.” Han kysser mig på panden og trækker så mine gardiner fra, så sollyset strømmer ind. ”Men du bliver nødt til at stå op nu; mormor, morfar, farmor og Thea kommer ved tolv tiden til frokost. Mor synes ikke, du nåede at hilse godt nok på dem.” Med ét sæt sætter jeg mig op i sengen.

”Det er jo om en halv time?!” Jeg farer ud af sengen og op for at finde noget tøj. Der er snart ikke mere tilbage, så jeg griber bare jeansne fra i går og en hvid t-shirt. Jeg sender mig selv et hurtigt blik i spejlet på indersiden af mit skab. Jeg må snart komme til frisøren.

”Rolig nu, Mella, du behøver ikke haste sådan.” driller far og roder mig i håret, mens jeg farer ud på badeværelset og trækker mit tøj på.

”Hvorfor er du overhoved hjemme?” råber jeg ud til min far. ”Det er jo tirsdag!”

”Jeg holder et par dages fri, nu hvor, at min skønne datter er kommet hjem.” Jeg stopper et øjeblik med at spraye deo. Han har spildt sin fridag på, at jeg tager til Wellington til en dreng, jeg ikke burde være sammen med. Tid har altid betydet noget for mig. Især spild af tid. Spild af min tid, spild af andres tid. Dog bliver jeg nødt til at spraye videre. Jeg kaster et blik på uret. Klokken er 11:41.

”Klokken er sgu' da ikke halv!” råber jeg, mens jeg endnu mere stresset tager min bluse på og løber ind på mit værelse.

”Ikke bande!” lyder det fra mor i køkkenet. Jeg kan dufte, at hun er ved at lave thaimad. Noget hun har lært af Thea, hendes allertættese veninde fra barnsben.

”Jajaja.” vrisser jeg, mens jeg reder mit hår, tager mascara på, bander over, at jeg ingen dækcreme har, ryder hurtigt op på mit værelse. At bande plejer ellers ikke at være min ting. Og så ringer det på. Jeg gætter på, at det er farmor. Evig og altid for tidligt på den.

Jeg hører far tage imod hende, og mor komme ud i gangen igen, mens jeg kigger mig selv i spejlet igen og går ud til dem. Hvorfor går jeg så emget op i, hvordan jeg ser ud? Det er jo bare min familie – og Thea, der nærmest er som en moster for mig.

”Hej Mallieskat!” Hendes pink stilletter klikker mod gulvet, da hun løber hen i min favn. Jeg knuger hende ind til mig. Jeg elsker hende. Med hjertet. En ting jeg har lært på Abscedois. Ikke at elske med hjernen, men med hjertet. Jeg kan intet se for lilla hår, men det gør intet.

”Hej farmor!”

 

”Men nu må du jo fortælle os, hvordan der var på øen!” spørger farmor spændt, mens hun ivrigt spiser af mors thaikylling. Jeg skal til at svare, da mor kommer mig i forkøbet.

”Jeg tror ikke, Amelia har lyst til at tale om det lige nu, Rachel.” Hun rømmer sig. Mor har aldrig været vild med farmor. ”Lige nu kigger hun mest fremad,” Jeg skal til at modsige mor, da hun fortsætter sin sætning. ”mod Princeton foreksempel, for jeg blev opringet i morges, og de sagde, at du godt kan komme ind på præcis samme linje i næste semester!”

”Nej, hvor godt! Så får du alligevel din drøm opfyldt!” hviner mormor og retter på sin brune cardigan.

”Vi er så stolte af dig!” Morfar lægger en hånd på min skulder. Glæden burde fylde mig lige nu. Springe rundt som bobler i en cola-flaske over, at de er stolte over mig – mig og ikke Chas, men lige nu føler jeg mig bare klemt. Klemt op til at være den eksemplariske pige, jeg altid har været. Perfekt.

”Ja, det er en søster, man kan være stolt af.” Chas puffer let til mig, og tvinger mig til at smile. ”Lad os udbringe en skål for hende!” Jeg ved ikke engang, hvorfor de skåler? De har jo skålet en gang, da jeg allerførst kom ind på Princeton – dog med en masse bemærkninger, om hvor udsøgt det var, at jeg gik i min brors fodspor og kom ind på et godt universitet. Dog skåler de alligevel alle sammen i rødvin for mig. Telefonen ringer. Jeg farer op og løber med det samme ud i køkknet. Hans nummer står på displayet af vores hjemmetelefon. Det er ham!

”Amelia, du skal ikke tage den nu, vi har gæster!” Mor sender mig et bebrejendne blik.

”Men mor, det er Neel...”

”Kom med herind nu, søde skat.” hvisker hun bestemt, og jeg bliver nødt til at efterlade telefonen.

”Jeg kommer om to sekunder, jeg skal lige tisse.” Jeg sender hende et unskyldende blik, og smutter ud mod toilettet, hvor jeg bliver, indtil jeg kan høre, at hun er væk. Derefter lister jeg ud i køkknet, hvor vores Mac står tændt på køkkenbordet, og skynder mig ind på facebook, hvor jeg skriver:

Amelia: Undskyld Neel, har gæster, må gå, elsker dig, ringer snart <3

 

Jeg slår bærbaren op på mit skrivebord. Endelig – efter 5 timer, er jeg blevet fri. Måske har Neel eller Steve svaret på min facebook besked? Chas er lige gået.

”Amelia, vil du ikke med ned og købe tøj?” Mor stikker hoved ind ad døren. ”Vi kan også tage ud for at finde nye møbler til dit værelse, hvis du synes det er for barnligt? Jeg mener...” Jeg drejer mig rundt og ser på hende.

”Mor.” Jeg sukker. ”Bare husk, hvad jeg sagde ikke. Og … to sekunder, så vil jeg meget gerne med.”

”Jajaja, men du skal jo bo her indtil du kan starte et semester på Princeton, og så kan vi da alligevel godt peppe det lidt op!” Mor ser mig ivrigt over skuldren, mens jeg åbner en fane.

”Det er da ikke sikkert.”
”Hvor skulle du ellers bo?”

”Hos Neel.” Jeg går ind på den første sladderside, jeg kan tænke på. Jeg hører mors åndedrag. Hun ved ikke, hvordan hun skal reagere.

NEEL INDRØMMER FORHOLD TIL HIDTIL UDKENDT AMELIA PÅ STARBUKCS.

Hovednyheden taler for sig selv. Jeg tør ikke vende mig om og se hendes reaktion.

”Amelia;” Hun drejer min stol rundt og ser på mig. ”jeg vil virkelig gerne være en opbakkene mor, men tror du virkelig, at det er en god idé? Berømmelse er ikke noget man skal sigte efter. Og hvis du er sammen med ham vil det påvirke resten af dit liv. Journalister vil forfølge dig alle steder. Vi kan bare gøre det som det var før. Præcis som før.” Hun aer mig over håret. ”Det er jo sådan du gerne vil have det, ikke skat?”

”Nej mor,” Jeg rejser mig med sådan en kraft, at hun valker et par skridt bagud. ”det er det ikke. Det er sådan du gerne vil have det. Jeg er ikke den gamle Amelia. Jeg er en ny, bedre version, men jeg er stadig din datter, og du bliver nødt til at accepterer mig som jeg er, og accepterer de valg jeg laver.” Jeg går frustreret rundt i værelset. ”Du kan ikke bare forvente, at alt bliver som før, for det gør det ikke, og jeg bliver snart kvalt i forventninger om, hvem jeg er. Nørden, den anden bedste – jeg kan blive ved. Og jeg er jo ikke en hel ny person vel?! Jeg er stadig bare mig, men jo mere I forventer, at jeg er præcis som jeg var, jo længere glider jeg væk fra gamle Amelia, for så meget anderledes er jeg altså heller ikke. Jeg er bare blevet klogere. Besluttet at stoppe med at spilde mit liv på hele tiden at stræbe efter at være bedre end Chas. Besluttet at leve i nuet. Ja, jeg vil da stadig gerne på Princeton, have børn og blive gift, men lige nu vil jeg bare gerne leve!” Da mine sidste ord er sagt, bliver der stille, og det går op for mig, hvor højt jeg har skreget. Mors øjne er vidtåbne. Tårer begynder at løbe ned af hendes kinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun skal ikke græde. Hun er jo min mor.

”Undskyld, Amelia.” Hun støtter sig til stolen. ”Du har ret. Jeg var bare så naiv, at jeg glemte, hvor meget jeg elsker dig.” Hun løfter blikket. Jeg går tættere på hende. Hun ser så lille ud, trods hun er ligeså høj som mig.

”Det er okay, mor.” Jeg tager hendes hånd. ”Det er jo ikke hver dag, ens datter stiger op fra de døde.”

”Det virkede bare meget lettere uden Neel og paparatizer og alting – men intet er jo let, hvis du ikke er lykkelig.” Hun trækker mig ind i et kram, før jeg kan nå at spørge om gravstenen, men det er nok også bedst. Og med et ved jeg, at det var rigtigt at sige ja til Neel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...