Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9988Visninger
AA

46. Kap 44: "Vi er gift?"

 

Der er mørkt udenfor, da jeg langsomt vågner. Mit værelse er så normalt, at det næsten er uhyggeligt. Intet er blevet rørt ved siden jeg sidst forlod det. Mit hoved dunker endnu værre, og jeg kan mærke at tømremændende er på vej. Hvorfor? Jeg plejer, da ikke at blive ramt bare efter et par glas vin.

Jeg ser hurtigt, at mor har taget computeren med ind i stuen, og har taget sommerkjolen af mig – hvilket nok er meget smart, så den ikke bliver krøllet. Med sammenknebne øjne ser jeg hen mod digitaluret på mit natbord. Den er tyve minutter over et. Med et gab får jeg rejst mig på benene. Min mave rumler, mens jeg vakler ud i køkkenalrummet. Først da jeg ser computeren på stuebordet, kommer der liv i mig. Har Neel svaret? Jeg ændre min kurs fra køleskabet til hen mod sofabordet, hvor jeg griber macbooken, som jeg starter op, mens jeg stiller den på spisebordet. Utålmodigt skriver jeg min kode og tænder for safari, men eftersom den er fem år gammel bruger den en del tid på at loade facebook. Imens tripper jeg over det kolde gulv. Her er koldt, og jeg overvejer at gå ind og finde noget at tage udover mit undertøj, men orker det så ikke. I stedet åbner jeg køleskabet. Først tager jeg et æble ud for derefter at stille det ind igen og tage nutella glasset. Jeg kan hukse mange af mine veninder, der var flove over at spise nutella med en ske fra glasset, men jeg har altid synes det var mærkeligt. Nu er det bare det eneste, jeg har lyst til. Jeg lukker køleskabet og famler efter en ske i skufferne.

Da jeg endelig finder en i mørket, vandre jeg tilbage til spisebordet, hvor jeg kan se, at computeren har loadet færdig. De to ulæste beskeder får mig til at farer ned på stolen. Men jeg ved ikke, om jeg overhoved bør læse dem. Om jeg overhoved har overskud til at tage stilling til verden lige nu. Mens jeg tænker, åbner jeg nuetella-glasset og stikker skeen ned i det. Med det samme mærker jeg kvalmen i min hals og får et surt opstød. Den dårlige smag hænger ved i min mund, så jeg får mindre lyst til nutellaen. Jeg ser ud af vinduet på en rolige vej. Et par enkelte biler kører forbi i natten. Et øjeblik bliver jeg fanget af de rolige kvarter, men endnu et surt opstød og mit stadig dunekdne hoved får mig tilbage til virkeligheden.

Uden at tænke videre over det klikker jeg ind under beskederne. Intet svar fra Steve. En besked fra en gruppesamtale ved navn ”Velkommen hjem, Amelia” med nogle af mine veninder fra highschool – og så den fra Neel, der får min fulde opmærksomhed.

Michael: Åh, Amelia, du aner ikke, hvor meget det betyder for mig. Jeg blev udskrevet i går, så har taget det hurtigste fly til New Zealand. Jeg lander i Wellington ved fem tiden am. Mød mig på Starbucks Coffee, Shop 15 174-180 Lambton Quay, Wellington 6011 klokken elleve am.

Jeg har en sort hættetrøje på og en rød kasket, så vi undgår at blive set.

Håber at se dig. Virkelig meget.

Jeg skal lige til at skrige af lykke, selvom tanken om at se ham igen stadig virker fjern. Klokken ni. Om syv og en halv time. Jeg rejser mig og begynder at hoppe op og ned, mens jeg danser rundet i stuen i mit undertøj. Eftersom lyset herinde er slukket, kan folk ikke se mig gennem de store vinduer, men jeg er alligevel også ligeglad. Det er alligevel bare mennesker.

Jeg udstøder et lille hvin, da det går op for mig, at jeg nok bør svare ham.

Amelia: Jeg kommer. Savner dig.

Med et dør min lykke dog ud. For hvad hvis han er forandret? Hvad hvis jeg er forandret? Hvis det hele bliver mærkeligt og akavet og slet ikke fungere? Dog slår jeg hurtigt tankerne væk. Jeg skal til at tage en skefuld nutellla, da endnu et surt opstød destroerer min appetit på få sekunder. Og endnu et gylp får mig til at løbe mod badeværelset, hvor jeg nogle øjeblikke senere ligger og brækker mig hen over toiletkummen. Dog rammer det meste af brækket mit bryst og mit hår. Opstød efter opstød til der tilsidst intet kommer med opstødende. Udmattet dunker jeg ned mod det kolde badeværelsesgulv. Jeg bliver blot liggene. Orker ikke rejse mig. Gå i bad. Vil bare have ham. Lige nu. Han er en af de få mennesker, der ikke ville tage notist af brækket, men blot sige, at jeg var smuk. Eller han var. Jeg ved ikke, om han stadig er.

Jeg kravler hen over gulvet og ind i brusekabinen, hvor jeg får mig selv op på knæene, så jeg kan nå handtaget. Varsomt drejer jeg. Den første dråbe er kold, men de næste er varmere, og jeg skruer længere op.

Og siddende med bræk i håret på knæ i et tændt brusebad bryder jeg helt sammen. Helt. Jeg ved ikke om det er alkolholden eller forandringen. Men tårerne er ustandselige. De render og render ned af mine kinder, ned langs min kavalergag og ned i afløbet. Min undertøj er blevet vådt og gennemsigtigt. Jeg savner dem alle sammen. Døde eller levende. Har jeg mistet dem forevig nu? Og så savner jeg friheden. At leve uden pres fra omverden.

 

”Amelia,” sukker mor bekymret, da hun åbner døren og ser mig foroverbøjet over toilettet for tredje gang denne nat. ”er du okay skat?” Hun tørrer en smule opkast fra min mundvige af i hendes ærme og tager min på panden. ”Orv, du er varm – vi må nok hellere udskyde vores shoppingtur til i morgen. Hvad kan mon havde fået dig til at have det så dårligt?” Hun trækker mig op at stå. Jeg mumler en masse uforståligt, men får så ordene frem.

”Jeg skal ind til byen i dag.” Endnu et opstød får mig til at farer sammen, men der er intet opkast med. Smagen hænger ved i munden, selv da mor tvinger mig til at drikke et glas vand.

”Hvad skal du?” Hun rynker på panden.

”Møde Neel.” Min stemme ryster. Mor fylder glasset op igen.

”Nej Amelia, ikke nu, og da slet ikke i den tilstand.” Det er tydeligt, at hun langt fra bryder sig om tanken, om at jeg skal møde Neel.

”Jo.” siger jeg. Jeg skal møde ham.

”Amelia, kom ind i din seng, klokken er seks, du trænger til søvn.” Hun trækker mig med ud af badeværelset og ind i min seng.

”Mor, jeg skal derhen.” Jeg prøver at komme ud af hendes greb, men søvnen er lokkende. Alligevel, hvad hvis jeg sover over mig.

”Amelia, sov nu.” Hun putter mig i min seng. ”Det fortjener du.”

”Men mooor...” Men stemme dør ud, mens hun slukker lyset og forlader lokalet. Jeg tvinger mine øjne til at åbne sig. Jeg kan ikke sove, hvad nu, hvis jeg sover over mig? Alligevel sker det til sidst.

 

Da jeg kommer til mig selv, er det første jeg gør panisk at sætte mig op og se over mod uret. Halv ni. Mit hjerte bliver roligt igen. Det kan jeg godt nå. Og min kvalme er væk. Vaklende kommer jeg på benene og går over mod skabet. Der er ikke kommet mere tøj end i går, og jeg ender med at gribe en hvid skjorte med feminene træk og et par mørke jeans. Det pæneste derinde.

Jeg ser bagefter over mod min mascara. Bør jeg tage makeup på, eller vil det blot gøre det endnu sværre for os at finde hinanden. Modvilligt ender jeg dog med at gribe den. Det sidder stadig i mig, at jeg føler mig nøgen i offentligheden uden makeup. Mit hår er ikke bedre end i går. Stadig spaltet og vildt. Så jeg beslutter at flette det, så man ikke lægger så meget mærke til det. En fransk fletning.

Da jeg ser mig selv i spejlet, ligner jeg uhyggeligt meget den gamle Amelia. Jeg sukker. Jeg elsker hende jo. Og inderst inde er jeg jo stadig hende. Bare en ny, klogere og forbedret udgave af hende. Det er bare svært for folk at se.

Jeg lister ud til morgenbordet, hvor mor, far og Chas som må havde overnattet også er.

”Liberty er virkelig ked af, at hun ikke kunne komme i går, men det ville være en for lang rejse for hende og Hannah...” begynder Chas snart, men jeg afbryder ham.

”Det gør intet. Jeg kan bare komme op til jer i Taranaki en dag.”

”Uh, det ville de elske!” Jeg føler mig en smule skyldig eftersom det ikke er min nye niece, men Neel, der skaber mit smil.

”Må jeg låne bilen, mor? Jeg skal ind i midt Wellington.” Jeg leder lidt i en komode.

”Skat, bør du ikke blive hjemme, vi...”

”Mor, det her er virkelig vigtigt.” Endelig finder jeg panodilerne. Jeg snupper en, for hovedpinen er mindst ligeså slem som i nat, og sluger den. ”Det betyder virkelig meget for mig og...” Jeg stopper, da det går op for mig at slutningen af min sætning nok vil såre dem. Da det går op for mig, at jeg alligevel må få sagt det højt inden de sømmer mig fast til lejligheden her igen. ”jeg sætter virkelig pris på, hvordan I har taget jer af mig, siden jeg kom hjem. I må bare ikke glemme, at jeg ikke er jeres lille barn mere. Jeg var fløjet fra reden en gang og … jeg vil bare ikke have, I bliver alt for sårrede, nrå det sker igen.” Jeg ser skyldigt ned. Men det er rart at få det sagt. Ingen siger noget, så jeg løfter langsomt blikket.

”Ja...” Mors stemme dør ud, før hun tager smilet på igen, som om hun intet har hørt, og trækker stolen ud. ”Kommer du og spiser morgenmad med os andre?” Jeg sætter mig ned.

”Hvilken ugedag er det i dag?”

”5. oktober, en søndag.” Far kigger op fra avisen. ”Hey, se lige her...” Han vender sig mod Chas og de begynder straks en samtale om lokalpolitik, selvom Chas ikke engang bor her længere.

”Skal jeg ikke køre der derud? Jeg mener...”

”... du tror ikke, jeg kan køre selv. Men mor, jeg skal nok passe på, og hvis jeg ikke gør det nu, kommer du til at køre mig resten af mit liv.” Jeg nævner intet om, at mit kørekort måske ikke er gydligt endnu, efter at jeg har været konstateret død. Heldigvis ligger det ikke og flyder rundt ude i stillehavet som alle mine andre ting, for hvad skulle jeg med et New Zealandsk kørekort i USA? Og ja, jeg spørger også, hvorfor jeg overhoved tog kørekort her. Dog findes der et konkret svar til det spørgsmål: mine forældre forventede og betalte det: nok en måde at holde mig ”fanget” til landet på, så jeg ikke kunne nænne at stikke helt af.

Jeg rækker hen over bordet efter havregryn og mælk til at hælde i den skål, der allerede er dækket op til mig.

 

I flere minutter sidder jeg bare i bilen og stirrer hen over gaden på caféen. Jeg kan ikke se ham, men jeg ved han er derinde. Klokken er fem minutter over elleve, så hvorfor kan jeg ikke få mig selv til at rejse mig og gå derind?

Det under en uge siden vi sås sidst – revet væk fra hinanden af journalister. Mon journalisterne uden for min hoveddør var en varsel? Et tegn på, at jeg ikke bør gå derind? Med et rejser jeg mig bestemt. Hvorfor sidder jeg her og tvivler? Jeg elsker ham jo for fanden, og er det ikke det, der tæller?

”Kom nu, Amelia.” hvisker jeg ophidset til mig selv, trækker nøglerne ud og stiger ud af bilen. Hurtigt låser jeg den, og pludselig kan jeg ikke vente. Så snart der er frit løber jeg over gaden og ind på Starbucks.

Jeg har aldrig selv rigtigt været på en Starbucks før, men mit indtryk af den virker rigtigt. Dyr kaffe, mange mennesker, men pænt og ordenligt. Jeg ser rundt. Spotter ingen sort hættetrøje og rød kasket. Tror et øjeblik, jeg ser ham, men nej. I stedet ser jeg en trappe.

Bør jeg bestille noget, før jeg går derop? Jeg tripepr lidt på stedet, mens jeg skimmer deres kort, men beslutter så, at det er jeg for utålmodig til. Jeg maser mig hen mod trappen og op på første salen. Mit hjerte synker i bund, da jeg ingen sort hættetrøje ser – i første øjenkast, men så ser jeg ham. Gemt i et hjørne med ryggen til mig.

Jeg går hen mod ham.

”Neel.” hvisker jeg halvkvalt. Enten er det nervøsiteten, ellers er det panodilen, der er holdt op med at virke, for mit hoved dunker for sindssygt. Der går alt for mange sekunder, før han langsomt vender mig om og ser på mig. Selv når hans ansigt er gemt bag kasketten og solbrillerne, genkender jeg ham.

”Amelia,” gisper han og lægger armene om mig. Hans læber rammer kort min hals, og sender et chok af lideskab gennem min krop. Jeg sætter mig op ved siden af ham. Også med ryggen mod alle andre.

”Vi kan ikke leve sådan her, det ved jeg godt, men vi bliver nødt til at gøre det, indtil vi står fast.” Han rækker ned i sin taske og hiver et par solbriller og en kasket op til mig. Med løftet øjenbryn tager jeg imod det.

”Sveder du ikke?” Selvom det er oktober, er det stadig for varmt til hættetrøje.

”Jo, alt for meget, men alt for dig.” Han smiler let og bider sig i læben. Jeg får lyst til at overfalde hans læber, hans krop, men det kan jeg ikke her.

”Men Neel … hvad er det vi gemmer os for? Jeg mener, kasketer hjælper os ikke med ikke at falde tilbage i de gamle roller.” Nu mere jeg betragter hans ansigt, nu mere kan jeg ikke modstå trangen til at tage hans hånd.

”Amelia,” Han ler. Kort. ”hvad mener du?”

”Samfundet truer os. Vi kan så nemt få et tilbagefald til den gamle Neel og den gamle Amelia.”

”Åh, Amelia, vi har en langt større fjende.” Han holder hårdere om min hånd.

”Hvem?”

”Journalisterne.” Et gys går gennem mig.

”Journalisterne?” Med et får jeg øje på en pige bag Neel. Hun fanger mine øjne. Jeg skynder mig at tage solbrillerne på, men hun har opdaget mig. Hun tager sin mobiltelefon op. Hvis det billede kommer ud på nettet er vi ikke sikre meget længere. ”Vi må gå.” Jeg tager Neels hånd og sender ham et blik. Han lader sin kffe stå på bordet, mens vi masser os gennem menneskemægnden og nedenunder.

”Hey!” Jeg hører pigens råb efter os og sætter farten op. Neel sender mig et paniks blik. Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Selvfølgelig kan Neel ikke have en kæreste uden hele verden skal vide det. Men vi bliver fanget blandt nogle mennesker. Pigen griber fat om Neel, men han ryster hende ikke af. Jeg kan godt forstå ham, for en bare halv sand historie om, at han rystede en fan væk, kunne ødelægge hans omdømme.

”Hej, jeg bliver virkelig nødt til at gå nu!” vrisser han utålmodigt.

”Må jeg ikke gerne på en autograf?” hviner pigen. Folk omkring os begynder at vende sig om, og før jeg får set mig om er vi omringet af fans, folk og journalister. Dog kommer en stor muskeløs mand dog hen og holder dem lidt på afstand.

”Tak, Bruno.” hvisker Neel, og jeg gætter på, at det er hans bodyguard. Folkene får trængt os op i et hjørne, mens spørgsmålene kommer ind fra alle sider. Præcis som da vi ankom til Hawaii. Hele min krop ryster. Normalt er jeg ikke særlig klaustrufobisk, men det kommer op i mig lige nu.

”Er I kærester?” spørger en journalist fra den ene side og filmer os ivrigt med et kamera. Ved siden af tager en pige billeder af os med sin iPhone. Nu og da da jeg var lille drømte jeg om at blive stor og berømt usicalstjerne. Den drøm er for længst druknet. Neel ser på mig for at lede efter svar på spørgsmålet. Med et trækker han mig ind af den dør, der viser sig at være et toilet og låser den. De larmer og banker på, men Bruno får hurtigt gennet dem væk fra døren.

”Er vi?” Neel ser på mig. Mit blik søger rundt på det lille toilet efter et vindue eller noget.

”Er vi hvad?” spørger jeg med koncentrationen mod en flugtvej.

”Kærester?” Med et ser jeg på ham.

”Hvad mener du?”

”Er vi kærester?”

”Vi er gift?” Jeg ler nervøst. Hvor vil han nu hen?

”På Abscedois. Jeg vil bare gerne være sikker på det, vi har sammen.” Hans stemme bliver svagere og svagere. ”Jeg vil bare være sikker på, at du ikke føler dig presset ud i noget. At du virkelig vil det her?” Jeg betragter hans ansigt. Langt med en lang næse, hjerteformede læber … jeg tager hans solbriller af, så jeg kan se de gråblå øjne. Han skulle ikke spørge mig. For nu har jeg muligheden for at følge den fornuft, som jeg altid har gjort, og sige nej. Jeg tager mine egne solbriller af. Knækker dem over, smider dem på gulvet. Usikker.

”Jeg elsker dig jo.” fremstammer jeg, men ved, at det ikke er noget svar. Ser rundt på toilettet, for at undgå at svare. Det hele ville være meget lettere, hvis jeg bare svarede nej. For mig, for min familie, for Neel. Så ville alt blive som før, men hver gang, jeg prøver at sige ordet højt, kan jeg ikke få mig selv til det.

”Amelia,” Han tager mine hænder. ”jeg vil hellere have, at du siger nej, end at du føler dig presset til at sige ja. Så går det hele galt.”

”Behøver jeg svare?” Min stemme er tynd. Som en tråd, der er lige til at klippe over. Han kigger på mig.

”Ja.” gisper jeg. Kaster næsten ordet op. Han ser overrasket på mig. ”Ja.” gentager jeg. ”Jeg vil det her. Om vi så går imod hele verden, så gør vi det sammen.” Jeg tager hans hænder. Prøver at overbevise mig selv om, at det er det rigtige.

”Amelia, det ...” Han lægger sin arm rundt om min lend. ”det betyder alverden for mig. Men du må ikke glemme, at du altid kan bakke ud, hvis du fortryder.”

”Ja.” Jeg kysser ham, så jeg ikke kan nå at fortryde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...