Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10038Visninger
AA

45. Kap 43: "Du gør mig fucking nervøs lige nu!"

 

Jeg vakler ned i min seng og slår familie macbooken op. Mit hoved er overanstrengt. Det er hele min krop. Jeg ved ikke, hvad klokken er. Vi landede ved sekstiden om morgen, så den er sikkert omkring tre nu, og jeg er helt udkørt efter at skulle leve op til alles forventerninger i flere timer. Ude i gang, kan jeg hører mor lukke de sidste ud. Jeg har kvamle og hovedpine efter at havde blevet tvunget ud i en del skåle rødvin. Det er længe siden, jeg har haft alkohold i blodet, men jeg føler mig ikke helt oppe, som jeg plejer at gøre. I stedet føler jeg mig ubehaglig uklar og fjern.

Jeg logger hurtigt på facebook. Uanset min tilstand må jeg snakke med nogen. Jeg ser, Neel og Steve har accepteret min venneanmodning og er lige ved at springe af lykke. Neel har allerede sendt mig en besked.

Neel: OMG! Er I kærester?!? <3

Jeg synker på panden. Hvad mener han med det? Jeg går ind under hans profil, og det går ret hurtigt op for mig, at det ikke er Neel, men en fan, og med det samme bliver min lykke dræbt. Jeg skirver ”Neel Hughes” i søgefeltet igen og tusind af forslag til personer kommer op. Tårerne presser på. Hvordan skal jeg nogensinde kunne finde Neel i alle de profiler?!

”Amelia, skat?” Jeg lukker straks skærmen ned, vender mig om og ser mor stå i døråbningen. ”Kunne du lide det?” Hun går gennem rummet og sætter sig på min sengekant. Jeg lukker øjenne i anstrgenelse og ser så på hende.

”Ja, det var fantastisk, det havde jeg virkelig ikke forventet.” mumler jeg, men ordene har ingen kraft. ”Undskyld, jeg er bare virkelig træt lige nu.” sukker jeg og tager mig til hoved.

”Skal jeg ikke tage computeren med ind i stuen? Vi kan desuden snart købe en ny til dig – det hele skal nok blive som før, det lover jeg, skat.” Hun aer min pande. ”Præcis, som før.” Jeg har ikke overskud til at sige hende imod. Og så tør jeg ikke. Jeg kan ikke bare knuse hendes forventninger. ”Mangler du noget?” Hun rejser sig og putter dynen omkring mig. ”Et glas vand eller noget andet?”

”Nej, det er okay mor, jeg vil bare sove.”

”Så skal jeg nok tage computeren med,” Hun skal til at tage den, da jeg holder fast i den.

”Jeg skal lige … skrive tak på min facebookvæg, så kommer jeg ind med den.”

”Uh, sikke sødt gjort.” Hun kysser mig på panden og går hen mod døren.

”Desuden,” Hun vender sig om i dørkarmen. ”Princeton har svaret – du kan komme ind næste år på præcis samme linje!” hviner hun. Mit ansigt bliver blegt. Men selvfølgelig regner hun med, at det er det jeg vil. Alligevel kunne hun godt havde spurgt, om jeg overhoved var klar til det.

”Tak mor.” Jeg gemmer mit hoved i puden, mens hun lukker døren. Ingen forstår mig. Ingen. Og jeg er bange for, at hvis de bliver ved med at behandle mig som gamle Amelia, ender jeg som hende.

Et pling lyder fra computeren, og jeg slår den straks op.

Steve: Endelig kom du online! Er du okay?!

Amelia: Undskyld … har bare ikke haft tid – vi landede tideligt i morges, og så var lejligheden fyldt med gamle venner og familie...

Steve: Hyggeligt!

Amelia: Nej.

Steve: Hvad mener du?

Amelia: Jeg er bare ikke længere, den de behandler mig som, og tror jeg er. Min mor har allerede meldt mig på Princeton næste år … jeg ved bare ikke, om det stadig er min drøm... Folk forstår bare ikke, hvor meget jeg har forandret mig.

Steve: Jeg kender ikke den gamle dig, særlig godt, men den nye dig er fantastisk, så de kommer bare til at elske hende. Amelia, for Guds skyld, lad være med at vær en anden end du er. En af de ting vi lærte på øen var netop, at være den vi er!

Amelia: Det er det, der gør det hele så forfærdeligt. Gud, hvor jeg savner jer alle sammen. Du ved på øen, var jeg nogengange ved at blive sindssyg af folk, men nu savner jeg dem alle sammen så grusomt meget. Totalt dobbeltmoralsk.

Steve: Jeg kan godt forstå dig. Ved stadig ikke, hvordan jeg skal springe ud foran mine forældre.

Amelia: Er du stadig indlagt?

Steve: Ja. Ethan tog af sted i morges, men jeg er her stadig.

Amelia: Jamen, hvorfor?

Steve: Jeg vil ikke skræmme dig.

Amelia: Du gør mig fucking nervøs lige nu!

Steve: Jeg skal igennem nogle undersøgelser for hudkræft, før jeg kan komme hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare Stirrer bare på skræmen, mens det går op for mig, hvor heldig jeg er at slippe heltskinnet fra det. Lidt solbrænding og det var det. Men kræft? Kræft. Kræft kan man dø af.

Steve: Amelia?

Amelia: Ja... Håber du snart kommer ud. Har du kontakt til nogle af de andre?

Jeg håber ikke, han drejer emnet ind på hudkræften igen, for det gør mig bange at tale om. Død bliver man aldrig van til.

Steve: På facebook, ja – alle undtagen Neel. Har du kontakt med ham?

Amelia: Nej... jeg kan ikke finde hans profil?

Steve: Det skal nok komme! Det ville undre mig, hvis han ikke havde facebook.

Amelia: Men, hvorfor har han ikke skrevet til mig eller noget? Jeg mener, han må da havde fået totalt lukusbehandling – og da i hvertfald internet på sin stue...

Steve: Amelia, han har ikek glemt dig. Han elsker dig, det ved du jo godt.

Det er helt utrolig som Steve kan læse mine tanker selv over meget lang afstand. Jeg skal lige til at skrive noget mere, da Steve skriver igen.

Steve: Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kan være dig for dig nu, men skal til undersøgelse nu. Elsker dig, Emilie. Får fat i min mors telefon, så vi kan ringes sammen. Det er hårdt nok at være væk fra dig – og så ikke engang kunne hører din stemme... men må gå nu.

Amelia: Elsker dig.

Men han er allerede offline. Den korte stund af tryghed forsvinder nu, og jeg er igen ny i det hele. Jeg åbner iPhoto for at se billeder af den gamle Amelia. Blot for at pine mig selv. Mit hoved dunker, men jeg kan ikke sove. Min krop er alt for urolig. Jeg kigger mapperne igennem, og skal lige til at trykke på ”Amelias 18'års fødselsdag”, da jeg ser en mappe nedenunder. ”Amelias begravelse”. En kuldegysning går gennem hele min krop. Begravelse. De troede jeg var død, de begravede mig: naturligt nok. Men det kommer som et chok. Jeg er begravet. Døden er meget tæt på. For at glemme det hele, skynder jeg mig ind under fødselsdagsmappen, men begravelsen ligger stadig truende ude i sidemenuen. Jeg forsøger ihærdigt at fokucere på et billede. Før festen. Mig i en sort coctail kjole. Når jeg ser på pigen, ser jeg både mig selv og en fremmed. Og til sidst ryger koncentration, og jeg trykker på begravelsen. Et billede af mine forældre og Chas i fint sort tøj. Grædende foran den lokale kirke. Et billede af de andre gæster. Min familie. Et billede fra inde i kirken, og så det billede, der skræmmer mig mest. Et billede af en gravsten. Hvid og pæn med et væld af smukke blomster foran. Med ingraveringen: Amelia Emilie Wright – du vil altid være en del af os, 9. september 1995 – 8. juli 2014. Det føles som en gyserfilm, men dette er ægte.

Jeg er helt i chok, og ender med at gå ind på facebook og sende billedet til Steve. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers kan forklarer det. Og der ser jeg at oppe ved siden af ”Indbakke” står der ”Andet(1)”. Nysgerrigt klikker jeg mig derind. Jeg rynker panden, da jeg ser en besked fra ”Michael Smith”. Manden, der ansøgte mig som ven og intet profilbillede havde. Jeg trykker på beskeden.

Michael: Kære Amelia,

Jeg håber virkelig, du ser denne besked snart, for jeg savner dig virkelig. Min fyrgt går på, at du overhoved ikke ser den eftersom jeg for dig, må så ud som en komplet fremmed. Men jeg er Neel. Under falsk navn for at undgå spam af venneanmodninger. Ja, det kan alle sige, men det er virkelig mig. Drengen, der så dig nøgen og derefter faldt bagover i vandet, så mine bukser blev helt gennemsigtige. Og jeg håber, du tror mig.

Klokken er 09:09 pm d. 30. september. Jeg sidder i et privatfly på vej til et hospital i Calefornien. Meget mod min vilje. Det gør ondt at se ned på Hawaii og vide, at jeg nu forlader dig. Jeg mener de sidste måneder, har vi gået op og ned af hinanden konstant, så hvordan skal vi nogensinde overleve her?

Men jeg tvivler ikke. Vi overlever. Vores forhold overlevede naturen, men at overleve samfundet er langt svære – tro mig, jeg ved det. Men jeg elsker dig. Er det ikke nok grund til at blive sammen?

Skriv til mig – snart. Vi må ses, selvom det er farligt. For dig, for os.

Du har sikkert allerede fundet ud af, hvorfor min frygt for at komme tilbage var så stor? Måske ikke. Men det vil du snart.

Jeg håber virkelig, at du stadig elsker mig. Jeg håber, at du stadig har plads til mig i mit liv. Jeg håber, at vi snart ses. Ja, jeg håber så mange ting, men mest af alt håber jeg, at du stadig vil være min.

Din Neel.

Jeg læser beskeden igen og igen. Hvorfor frygter han samfundet så meget? Fordi han er bange for, at jeg bliver fanget i min gamle rolle? Med et slår en indskydelse ned i mig. Hvad nu, hvis han bliver fanget i sin gamle rolle? Umoden teenageidol? Eller selvoptaget kendis? Ingen af dem vil passe sammen med ”Ulimativ nørd”. Jeg tilføjer ham som ven, mens jeg overvejer mit svar. Men intet klogt kommer op i mit hoved, så jeg skriver blot det, der giver mest mening blandt min hovedpine og trætheden.

Amelia: Jeg er din forevig.

Håber der snart vil dukke en grøn prik op ved hans navn, men søvnen overtager mig inden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...