Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9932Visninger
AA

44. Kap 42: "VELKOMMEN HJEM!"

 

”Du bliver udskrevet i dag!” Far slår døren op med det stort smil. ”Undersøgelserne viser ikke nogle alvorlige sygdomme.”
”Vi har allerede booket et fly til i aften.” Mor lukker døren efter sig og stiller sin taske ved bordet. ”Glæder du dig ikke til at komme hjem?”

”Jo.” svarer jeg oprigtigt. Jeg glæder mig til at se vores hus igen. Komme rigtigt hjem. Alligevel kan jeg ikke lide tanken om at efterlade de andre på hospitalet. Flyve væk fra dem. Vil mit venskab til Steve overhoved blive ved? Vil jeg kende de andre om et år?

”Desuden tog jeg din computer med – Chas ringede i morges og sagde, at den er fyldt med søde beskeder!” Mor finder ivrigt min families efterhånden gamle Macbook frem fra sin taske. Jeg sætter mig hen til bordet, tænder den og logger ind på min bruger. Det føles helt uvant at føre mine fingre hen over tastaturet og taste koden. Princetonforever. Den minder mig om, hvad mit mål med livet engang var. Gode karaktere, Princeton, måde en sød fyr, blive gift, få børn, et godt job. Nu kan jeg knap nok se mere end en dag frem i tiden. Hurtigt logger jeg på hospitalets wifi.

Jeg trykker på Safari-ikonet og den åbner en ny browser. Jeg mærker mors spændte blik over min skulder, da jeg taster webadressen. Facebook.com. Den er allerede logget ind. 3 venneanmodninger, 34 privatbeskeder og 104 notifikationer. Først ser jeg venneanmodningerne. Et smil breder sig på mine læber, da det ser ud til at både Christina og Paige har fået internet – og er i live. De bor sikekrt på samme værelse. Og en fra en fremmed. Michael Smith.

”Hvem er det?” spørger min mor, da jeg accepterer anmodningerne fra Paige og Christina.

”Mine venner … fra øen.” Hun behandler mig som et lille barn, der ikke må snakke med fremmede.

”Okay.” Det er tydeligt, at hvad der er sket på øen ikke intressere hende. ”Men se privatbeskederne!” Jeg scoller dem hurtigt igennem. En del af dem er folk, der har skrevet til mig, før jeg blev meldt savnet. Resten er velkommen-hjem-vi-har-savnet-dig beskeder. Fra mine forældres venner og en del fra min gamle high school og et par stykker fra byen.

”Wooow.” mumler jeg.

”Er du populær?” spørger far og kigger op fra sin avis.

”Det kan man vist godt sige.”

”Vi holder en fest!” udbryder mor. ”En fest for dig Amelia!” Hendes øjne stråler. Jeg vil ikke dræbe hendes glæde, men jeg har ærlig talt ikke lyst til en fest lige nu. Først skal jeg lige finde mig selv.

”Sikkert...” Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle omkring det. Det hele virker bare så overfladisk. Jeg klikker ind på min tidslinje og gisper over alle opslagene. Et par stykker af samme slags som privatbeskederne, flere fødselsdags tillykke-ønskeninger end jeg nogensinde før har fået – og så en dag på en fødselsdag, hvor jeg blev regnet som død, de tideligste er R.I.P beskeder, hvor folk har skrevet søde ting. En kuldegysning går gennem mig, da jeg læser de ting folk har skrevet på min tidslinje. Søde ting. Selv fra folk, jeg knap kender.

R.I.P Amelia Emilie Wright – du er den klogeste pige jeg kender – uden løgn, jeg har altid drømt om dine karakterer.” skriver en pige en årgang under mig. Jeg synker. Det var så sådan folk så mig.

 

Jeg venter på suset, da jeg træder ind i flyet, men der kommer intet. Ingen hjertebanken. Ingen gispen. Ingen frygt. Selv ikke, da jeg sætter mig ned i flysædet ved siden af far og mor, spænder mig fast, ser på på kortet på skærmen foran os, der viser, at vi skal flyve oversøs, er jeg bange. Jeg kan mærke på mine forældre, at de forventer en reaktion, men egenligt har jeg ikke noget imod at flyve.

Måske er det fordi, jeg ikke er bange for at dø. Måske er det fordi at jeg overlevede sidste gang. Men frygten kommer ikke. Selv ikke da flyet begynder at køre hen af landsbanen.

Jeg ser ud af vinduet, da flyvet letter fra jorden. Prøver at få øje på hospitalet. Nu kommer der frygt. Men ikke for at flyve. For at forlade Steve og Neel. For aldrig at se dem igen.

Jeg tænder min computer. Der er wifi i flyet, som jeg hurtigt logger på. Automatisk vender jeg skærmen hen mod vinduet, så mine forældre ikke kan se, hvad jeg laver. Ikke er det er hemligt, men det er paranoidt. Straks begynder jeg at ansøge mine venner fra Abscedois om venner. Bare for at være på den sikre side. Ikke miste kontakten. Det er mærkeligt at se deres facebook profiler. Deres offenlige facade, der er helt anderledes end den del af dem jeg kender. Det er næsten ikke til en genkende dem – men jeg er ikke meget bedre selv. Hvem havde troet at ø-Amelia var en utilmative nørd, som folk kun kendte på grund af hendes karakterer?

”Amelia?” Mor hæver stemmen og jeg ser op på en steward. Han er høj, har rødt hår og steward uniformen. Jeg husker, da jeg første gang åbnede mine øjne på Abscedois, hvor Steve sad bøjet over mig. Jeg forestiller mig, at det er Steve, der står foran mig.

”Hvad skal du have at drikke?” spørger stewarden, og det går op for mig, at jeg bare har siddet og stirret. Jeg tænker mig om. Prøver at komme i tanke om, hvad det nu er, det hedder, det jeg gerne vil have.

”Cola!” en pludselig indskydelse, får mig til at udbryde det lidt for højt, så folk rundt omkring vender sig om. Med et stiger rødmen op i mine kinder. Jeg kan ikke finde ud af at opføre min normal, civiliceret. Jeg passer ikke ind. Stewarden rækker mig en cola og går videre, men jeg kan høre folk hviske rundt omkring. Pigen overfor, der omtrent er på alder med Lola, stirrer på mig, mens hun åbner og lukker munden, som om hun ikke ved, hvad hun skal sige.

”Du er Amelia Wright ikke?” siger hun.

”Ja...” Jeg løfter det ene øjenbryn, og hun gisper.

”Oh my gooood!” hviner hun. ”Du er pigen Neel Hughes blev set sammen med?!” Mor sender mig et blik, der kræver en forklaring. ”Oh my god, oh my god, oh my gooood! Er I sammen? Er I kærester? Og hvor er han nu? Det her er for sindsygt! Vil du ikke skrive din autograf her!” Pigen rækker mig en serviet og en kuglepen. ”Det er så seeeeejt...”

”Hvad handler det her om?” afbryder mor pigen.

”Jeg...” begynder jeg, mens jeg ser vuderene på papiret. Jeg har ingen autograf.

”Neel og Amelia blev set sammen, da de kom tilbage fra øen og Neel holdt sine arme om hende,” Pigen gisper efter vejret. ”men er I kærester eller hvad?! Du er bare så heldig, at havde mødt ham, men altså jeg er også heldig, fordi jeg har mødt dig og...” Pigen stopper, da hendes mor lægger en hånd på hendes skulder.

”Undskyld forstyrrelsen.” Hun sender os et skævt smil og skifter så til en anden tone, da hun snakker til pigen. ”Olivia, kan du så lade dem være, det er ikke pænt sådan at snakke.”

”Neel?” Mor ser på mig. Jeg skriver hurtigt mit navn på serivieten for at undgå at tale om det. Eftersom Chas altid har været skridtet foran mig – også med kæreste, har jeg aldrig oplevet den akavede situation, hvor man fortæller sine forældre, at man har en kæreste, men nu føles det sådan.

”Mandy, lad Amelia have sine hemmeligheder, hvis hun vil. Hun er ikke et barn længere.” Far tager mors hånd og smiler til mig. ”Hvis hun vil fortælle os om Neel, skal hun nok selv gøre det.” Jeg løfter taknemligt mundvigen for ham, og rækker servietten til pigen, hvis mor nu igen er koncentreret om en film.

”Er I kærester?” mimer hun. Jeg nikker. Det vil jeg have, at vi er. Vores forhold er mere end bare en fantasi på en øde ø. Det kan klare samfundet. Virkeligheden. Det skal det kunne.

”Neel Hughes er min kæreste.” siger jeg højt. Til mig selv, til mor, til far, til pigen, til verden, til Neel.

 

Mors smil bliver større og større jo tættere vi når vores hjem. Det føles som at blive genfødt. Alting føles som første gang. At sidde i den sorte BMW, at køre gennem den ellers så velkendte by, at køre ind på parkeringspladsen foran vores lejlighedskompleks, at se far parkere på vores faste parkeringsplads.

”Har du ikke savnet det hele?” Mor sætter sine solbriller op i panden og stiger ud af bilen. Mit hjerte banker, da jeg åbner døren. Tør jeg træde ud? Træde ud i den gamle verden? Stole på at jeg ikke glemmer alt, jeg har oplevet de sidste måneder? Jeg vil ikke glemme det.

”Kommer du?” Mor løfter det ene øjenbryn og tager deres kufferter ud fra bagagerummet. Jeg synker og tager mig sammen. Kamæleon igen. Men jeg kan ikke holde ud ikke at passe ind. Ikke at kunne gå normalt ud af en bil. Alligevel gisper jeg, da min fod rammer jorden. Far lukker bagsmækken. Alting er det samme, jeg kan ikke se det på den måde jeg plejede. Kom nu, Amelia, du har været væk i to og en halv måned – mennesker er vanedyr, du skal nok passe ind, jeg slår mig selv mentalt i panden, men bliver så forskrækket over mine egne ord. Du skal nok passe ind. Det er jo det mine instikter vil. Kamæleonen i mig. Men jeg vil bare være ø-Amelia. Jeg vil ikke være ligesom dem.

”Amelia?” kalder far. Han tager min hånd og følger mig ind i opgangen. Op af trappen. Den jeg har gået op af så mange gange. I alle slags humøre. Der er 23 trin op til første etage, hvor vi bor. 6 værelseslejelighed med skøn udsigt ud til byparken. Jeg kan godt huske lejeligheden. Mor låser døren op, giver mig et smil og åbner så.

”VELKOMMEN HJEM!” lyder en blanding af stemmer. Jeg vakler tilbage og må læne mig op af galæenderet af forskrækkelse. Entréen er fyldt med mennesker, og mængden af mennesker fortsætter ind i stuen.

”Woow...” gisper jeg. Jeg genkender ansigterne. Farfar, mormor, morfar, faster Sophie, moster Molly, min fætter Richard, min onkel Miguel, min ekskæreste Tobias, en gruppe piger jeg nu og da hang ud med i high school: Sienne, Georgia og Madison, min mors kollega Brooke, et af mine forældres vennepar Charlotte og Michael og deres datter Ruby... Alle sammen folk jeg på en eller anden måde har en realation til. Nogenlunde de samme som skrev på min facebook profil. Mor puffer spændt til mig.

”Er du ikke overrasket?” Jeg skynder mig straks at smile i stedet for bare at stirre.

”Jo … det er virkelig sødt af jer alle sammen. Jeg...” Jeg er tom for ord. Ser på folk, der ikke kender mig. Ikke aner noget om, hvad jeg har oplevet.

”Vi er så glade for, at du er i live!” gisper mormor og løber ud og giver mig et kram. Tårerne løber ned af kinderne på mig. Af choket og af skam. Skam over, at jeg ikke glæder mig over at få det, jeg for få dage siden ville give min højre arm for. For ja, jeg er glad. Mærker, hvor meget jeg har savnet dem. Savnet alt det gamle. Savnet mit liv. Men frygten for at glemme Abscedois overskygger alt andet. Og Steve og Neel. Drengene i mit liv. Siger jeg efter at havde kendt dem i ikke engang et kvart år. Alligevel er jeg sikker i min sag.

Da jeg går gennem lejligheden og hilser på alle, føler jeg, at jeg har lasersyn. Kan se alle folks fejl. Kan se det overfladiske ved det hele. Kan se det frygtelige ved mig selv. Alle de mennesker, der elsker mig, holder af mig, bekymre sig om mig. Og nu hvor jeg ved, hvad ægte kærlighed er, er det de færreste, jeg kan gengælde det ved.

Jeg føler mig klogere end alle. Ved det hele. Hvad det virkelig liv er. Noget de færreste vil finde ud af på en hel livstid. Ingen forstår mig. Og da jeg krammer endnu en gammel high school veninde, går det op for mig, at det vil de aldrig. De eneste, der nogensinde vil forstå mig er dem. Abscedois' familie. Hannelore, Lola, Albert, Christina, Ethan, Paige, Steve og Neel. Os der er tilbage. Der overlevede naturen. Jeg tvivler på om alle vil overleve samfundet. Jeg tvivler på, om ejg vil overleve samfundet.

”Tager du så på Princeton næste år i stedet?” spørger en af mors venner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til det. Om det overhoved stadig er min drøm. Alligevel nikker jeg for at tilfredsstille folk. Være den Amelia, de vil have. Hvad skulle jeg ellers gøre?

”Vil du skrive en bog om dine oplevelser?” spørger en anden. Jeg ville ønske, jeg bare kunne gemme mit ansigt i mine fingre.

”Måske.” Jeg trækker på skuldrene og holder smilet. ET svar gamle Amelia ville havde svaret klart ja til. Endelig en gang, hvor hun kunne overgå Chas. Udgive en interlektuel bog om mennesket reaktion på det ekstreme og overlevelsesmekanismer. Men det er ikke det livet handler om. At være den bedste, at være interlektuel, at leve op til andre. Det er at være lykkelig, for pokker. Hvorfor gemmer jeg så ø-Amelia så langt væk, jeg overhoved kan?

Stuen er pyntet op med balloner og i loftet hænger et kæmpe banner, hvor der står ”Velkommen hjem, Amelia!”. Pludselig kommer der også et par journalister til syne, og jeg fortryder straks mit tøjvalg.

Mennesket første overlevelsesmekanisme til at overleve samfundet: bliv kamæleon – pas ind.

Den neongule t-shirt er beskidt og som er ret gennemsigtigt – især nu, hvor jeg ikke har nogle bh på, og shortsene får mine knæ til at se store ud. Tilfældigt tøj mor skaffede i et supermarked tæt ved hospitalet.

”Et øjeblik, jeg...” Jeg vrider mig ud af folks greb. ”jeg skifter lige.” Jeg sender folk et undskyldende smil og modtager et væld af medlidenhedsfulde blikke. Hurtigt klemmer jeg mig ind mellem folk og ind på mit værelse. Et øjeblik stopper jeg og gisper. Det ser helt urørt ud. De har ikke kunne nænne at fjerne den gamle Amelias ting. De har savnet hende for meget. Og nu får de hende ikke engang tilbage. Jeg smækker døren i og synker sammen på sengen.

”Hvordan har jeg kunne overleve samfundet i så mange år?” siger jeg ned i min pude, mens jeg lade tårerne løbe frit for alvor. Mine øjne er alligevel røde i forvejen. Dog må jeg hurtigt tage min sammen. Hvis min facade krakelere helt, bliver det svært at få den op igen.

Jeg snøfter, rejser mig, går hen mod skabet. Det er ret tomt, da det meste af mit tøj lå i den kuffert, jeg skulle have med til Princeton, der nu flyder rundt i stillehavet. Dog hænger der et par sommerkjoler, jeans og nogle skjorter. Uden at tænke videre over det trækker jeg en bh ud, et par nye underbukser og en blomsret lang sommerkjole med stropper. Derudover trækker jeg gummistøvlerne mor og købte, da det regnede, og vi skulle til flyet, og skifter dem ud med at par cæcar-sandaler. Skjult for mit vindue bag min skabslåge klæder jeg om, og ser så på mig selv i spejlet på indersiden af skabet. Mit hår er stadig vildt og spaltet, og jeg har intet makeup på. Heldigvis har jeg efterladt en kam og en af mine dårligere mascara i en skuffe, før jeg tog afsted, som jeg hurtigt fikser mig op med. Og selv da jeg ser okay ud, kan jeg ikke tage mod til mig til at gå ud igen. Jeg er bange for at knække sammen. Jeg synker og går ud til dem. Gud vær sød og lad Steve og Neel få internet, for jeg får virkelig brug for dem i aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...