Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9993Visninger
AA

43. Kap 41: "Vi bliver jo ikke herinde forevig?"

 

Far er taget ud for at følge Chas til lufthaven. Imens sidder jeg blot og stirrer ud af vinduet. Jeg ville ønske, jeg kunne blive fri. Fri og finde de andre.

Drengen overfor viste sig at være tolv år og med lys hud helt modsat Ethan.

Jeg må indrømme, at jeg føler mig ensom uden dem. For selvom mor trofast sidder ved min side og vi har uendelig meget at tale om, er der en del af mine tanker, der hele tiden kredser om dem. Om Steve. Om Neel. Hans navn tvinger mig til at holde tårerne tilbage. Bare tanken om hans krop mod min gør min længsel så stærk, at den gør ondt. Cassidy har lovet at prøve at finde ud af, hvor de andre er, men ærlig talt tør jeg ikke håb. Jeg er alt for bange for at blive skuffet.

”Når du kommer hjem, skal du møde Hannah!” udbryder mor endnu en gang for at fange min opmærksomhed. Jeg prøver at være til stede, men det er svært.

”Ja...” mumler jeg.

”Er det ikke stort, at du er blevet faster?” Hun tager min hånd.

”Jo, det er...” Jeg lader som om, jeg leder efter et ord, men det kommer aldrig.

”Hvad tænker du på skat? Jeg ved det er hårdt efter alt det du har været igennem, og jeg vil så gerne være der for dig, men jeg ved bare ikke hvordan?” Endelig ser jeg på hende.

”Jeg ...” mumler jeg og ser så væk. Jeg burde jo være glad. ”savner dem.”

”Hvem dem?” Mors stemmer er ikke bebrejende, men kærlig, hvilket får mig til at kigge på hende igen.

”De andre...” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betegne dem. ”De andre på Abscedois.”
”Abscedois?”

”Øen. Men det er lige meget, jeg er glad nu.” Jeg fremtvinger et smil uden held.

”Skat, jeg forstår dig.” Mors øjne bliver blanke. ”Det bliver ikke ligesom før, men vi kan i det mindste prøve.” Ordene skræmmer mig. I lang tid er der bare stilhed, før jeg endelig får sagt ordene højt, der de sidste døgn bare har ligget under overfladen.

”Måske vil jeg ikke have, at det bliver som før.” Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder, bange for hendes reaktion. Der er bare en lang tavshed, før jeg kan høre, at hun rejser sig.

”Jeg må få noget mere kaffe.” mumler hun, og gennem mine fingre ser jeg hende tage sin halvfyldte kop og forlade lokalet. Jeg slår mit hoved ned mod mit knæ og skriger så af smerte, både i knæet og hovedet. Hvorfor er der ingen der forstår mig? Hvorfor er jeg så alene? Jeg giver tårerne frit løb i en blanding af vrede og svigt.

Pludselig går døren op igen. Jeg snøfter og tørrer hurtigt mine øjne i den trøje mor har haft med til mig, men det er bare Cassidy.

”Hvor er din mor?” spørger hun, men ser mig så. ”Jeg har fundet Steve Carrot og Ethan Books' værelse!” Et lille håb tændes i mig.

 

Cassidy fører mig kun en dør længere henne af gangen.

”Her!” stråler hun. Tydeligvis stolt over hendes detektiv-arbejde. Uden at tænke mig om flår jeg døren op. Rummet er ens med mit. Ethan og Steve sidder samlet om det lille plastikbord ved vinduet. I samme sekund Steve ser mig rejser han sig, og jeg spæner hen i hans favn. Det føles som om jeg ikke har set ham i månedsvis. Han har barberet sig, så jeg mærker ikke længere hans lange skæbstubbe mod mit ansigt, da jeg krammer ham. Endelig fordufter ensomheden.

Da jeg trækker mig væk fra Steve, giver jeg også Ethan et kram. Dog ikke ligeså langt og intenst.

”I er heldige at have hinanden,” Jeg synker min gråd. ”jeg er helt alene.”

”Ja! Ved du, hvor de andre er? Det er utroligt, at intet personale ved det. Jeg mener, det må jeg stå på deres computer?!” vrisser Steve.

”Neeeej, jeg har først fundet jer nu – og mit rum er lige ved siden af.” Min stemme knækker over af lettelse over endelig at havde fundet dem halvvejs i sætningen. Jeg ser rundt på dem.

”Hvad med ...” Ethan overvejer om han skal nævne hans navn. Jeg ryster på hoved.

”Men jeg er okay...” begynder jeg, men afbryder så mig selv. Hvis jeg lyver for dem, vil jeg aldrig nogensinde kunne tale sandt til nogle overhoved. ”Jeg er overhoved ikke okay. Jeg kan ikke engang være glad for, at mine familie er her, fordi jeg bare savner jer alle sammen – og ham.”

”Åh, men du finder ham snart. Vi bliver jo ikke herinde forevig?” Steve klemmer min hånd. Mine mundvige løftes en smule.

”Ja. Man skal bare holde ud, de første uger er hårde, men skal skal det nok gå...” Ethans blik bliver fjernt. Han tænker på Christina.

”Du siger det, som om det er helt vildt normalt at være fanget på et hospital efter at være fanget på en ø i over to måneder!” Jeg puffer til Ethan, og vi ler kort. ”Hvad med jeres familier?”

”Mine forældre og lillesøster er stadig på vej fra Victoria, de nåede ikke deres fly, men de kommer om en time forhåbentlig.”

”Mine forældre er her allerede. Men jeg synes de trængte til at komme lidt ud herfra – ligesom alle os andre, så jeg sendte dem ud til et par timer i den friske luft.” Steve smiler skævt.

”Hahaha det...”

”Amelia?!” Jeg vender mig om og ser min mors forskrækkede øjne.

Jeg mumler en masse uforståelige ting, før jeg finder ud af, hvad jeg vil sige. ”Mor, det her er Steve Carrot og Ethan Books – også fra … øen.”

”Hyggeligt at møde jer, men Amelia bare næste gang … sig lige inden du forsvinder ikke, jeg troede...” Hvad hun troede hænger i luften. Selvmord. Selvfølgelig. De ser mig som psygisk svag, selvom jeg blot føler mig langt psykisk stærkere end dem.

”Steve og Ethan, det her er min mor, Mandy Wright.” siger jeg for at slette ordet fra luften.

”Hej Mandy.” Både Ethan og Steve giver min mor hånden, og hun sætter sig ned på en stol ved siden af os.

”I ligner hinanden.” tilføjer Steve.

”Nu er hun sjovt nok også min mor.” driller jeg ham og stemningen bliver hurtigt brudt, selvom jeg føler mig overvåget med mor ved min side. Så skal jeg stadig være gamle Amelia, og gamle Amelia er akavet sammen med Steve og Ethan

 

Jeg tager endnu en skefuld af suppen. Hospitalsmaden er ikke i topklasse, men langt over hvad vi levede af på Abscedois. Alligevel savner jeg maden. Hyggen om maden. At være samlet. Nu sidder jeg blot alene. Mor tog ufrivilligt tilbage på hospitalet, da jeg sagde, at jeg gerne ville sove. Og jeg vil sove. Men ikke blandt de hvide puder og bløde dyner helt alene i en hospitalsseng. Jeg vil sove på hulens hårde stengulv, kun med det tyndt lagen og Neel at have om mig.

Jeg knuger skeen så hårdt, at jeg er lige ved at tabe den ned på de hvide lagner. Lyset er slukket. Drengen sover. Jeg overvejer at løbe ind til Steve, men det vil nok skabe en utrolig rod i hospitalets system. Jeg slubre den sidste skefuld suppe i mig. Det føles mærkeligt at den føleses af konstant sult er væk. Skålen sætter jeg på mit sengebord og derefter putter jeg mig i den varme seng. Alt hvad jeg har drømt om i lang tid. Jeg lukker mine øjne, men det forstærker kun savnet. Lydløse tårer løber ned af mine kinder, mens jeg forstiller mig hans krop om min. Griber ud efter den. Den er væk. Husker alle vores minder sammen. Da vi første gang mødtes. Da han så mig nøgen ved klipperne. Træet. Da han viste med sangen i træet.

Halvkvalt nynner jeg melodien, men den bliver dræbt i gråd. Lige nu, lige her, kun dig, alting sker. Han stemme gør ondt. Hvis jeg bare kunne glemme ham, ville alting blive meget lettere. Intet savn, ingen længsel. Jeg kunne blive gamle Amelia. Gøre min familie glad igen. Jeg lever nu, vi lever nu, os to nu, vores nu, intet andet nu. For du, er mit nu...

”Neel.” gisper jeg, men ingen svare. Kun den lille drengs tunge åndedrag. Jeg griber fat om dynen. Kysser ud i luften. Mon han også savner mig? Min rystende stemme begynder at nynne igen. ”Neel!” skriger jeg endnu mere desperat. Åbner øjnene. Han er her ikke. Tårer.

”Neel.” stønner jeg. Han er her ikke. Har han forladt mig? Vil jeg nogensinde se ham igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...