Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9884Visninger
AA

42. Kap 40: "Amelia skat, intet er mere vigtigt end vores datter."

 

Da jeg først vågner, tror jeg, at det hele er en drøm, men så mærker jeg de bløde lagner, og da jeg åbner øjnene ser jeg op i et hvidt loft. Det er længe siden, jeg har ligget i en seng før. Meget længe siden. Det føles uvant. Jeg vender og drejer mig og ender til sidst med at sætte mig op. Straks er en rødhåret sygeplejeske henne ved mig.

”Hej søde, har du brug for noget?” Hun smiler stort.

”Hvor er jeg?” mumler jeg. Min stemme er hæs.

”Åh!” udbryder hun. ”Du kan ikke huske noget?” Jeg tænker tilbage.

”Jo. Jeg kan huske en masse ting, men...”

”Åh!” Hun gør igen store øjne. ”Åh, du må du undskylde. Du er Amelia Wright? Pigen fra øen. Jeg er ked af det, jeg er virkelig glemsom. Jeg er Cassidy Emmet – sygeplejeske.” Hun peger stolt på et plastik skilt på den hvide uniform. ”Vi er på Castle Medical Center hospital i Kailua på Hawaii...”

”Men hvorfor er jeg her?” Jeg læner mig op af puden i min ryg.

”Du besvimede – men alle fra øen er her, du ved tjek af tropiske sygdomme og sådan.” Med et sæt sætter jeg mig helt op.

”Er de andre her?! Jeg må se dem!”

”Nejnejnej, det kan du ikke lige nu. Dine forældre er på vej, og du skal igennem en række undersøgelser om lidt, så du hurtigst muligt kan blive udskrevet.” Hun tvinger mig til at lægge mig ned igen og stryger sin hånd over min pande i en blid bevægelse, som om jeg var hendes barn.

”Kan jeg i det mindste få et bad?” På øen ville jeg havde det fint med at se sådan her ud, men nu føler jeg mig møgbeskidt blandt de hvide lagner. Og tanken om det bad er næsten ubeskrivelig. Cassidy ser op mod uret.

”Ja, det kan du vidst godt nok.” Hun hjælper mig ud af sengen og viser mig ud til en dør, hvorpå der står ”damer bad.”.

”Jeg venter herude, så jeg kan følge dig tilbage.”

”Nej, det er okay.” Jeg åbner døren.

”Jeg har ikke noget valg.” Hun trækker på skuldrene.

”Desuden,” tilføjer jeg pludseligt, ”hvilken dato er det?” Efter Ebbi dødede gik vores kalender i kuk.

”30. september – klokken er snart seks om morgenen. I ankom til Hawaii i går omkring femtiden pm.” Hun rækker mig et håndklæde. ”God badning eller hvad man nu siger.”

”Tak.” Jeg lukker døren og låser den. Et øjeblik står jeg bare og ser rundt i rummet. Det føles mærkeligt. Velkendt og så alligevel fremmed. Der er et toilet. Det er virkelig langt tid siden jeg har brugt sådan et. Og en brusekabine. Og et spejl. Med et stivner jeg. Mit blik rammer spejlbilledet. Jeg ser forfærdelig ud. Uplukkede øjenbryn, solskoldet hud, ingen makeup, mit hår er filtret og spaltet og lysere end før, min hud er uren, mine læber er sprukne, mine øjne virker mere klare end før. På øen ville jeg havde været ligeglad, selvom jeg vidste, jeg så sådan ud. For sådan så alle andre ud. Men her stikker vi ud. Mine negle er grimme, jeg har ikke barberet mig i evigheder, mine arme og hele min krop er udsultet og mager. Jeg begynder langsomt at klæde mig af. Det vil ikke tage langt tid at se ud som jeg plejede, men jeg vil ikke se anderledes ud. Her kan man bare ikke se sådan ud. Samfundet dræber ø-Amelia. Hun kan ikke overleve her. Da jeg afklæder mig, smider jeg det hvide hospitalstøj i en bunke. En smule vrede brænder over at de har taget mit tøj fra mig. Mit ligtøj, men mit tøj. Mindst ligeså grimt som mig, men det er en af de ting, der kan bruges til at holde fast i, hvad der var.

Jeg tænder vandet og går ind under de varme stråler. Et øjeblik lukker jeg øjnene og nyder det. Det er så længe siden. Jeg kan blive rigtig ren. Så tager jeg en engangsskraber og begynder med tilbageholdte tårer at barbere mine ben. Men jeg bliver nødt til det. Ellers vil jeg føle mig flov resten af mine dage. Derefter vasker jeg mig så godt, jeg kan.

Da jeg træder ud af badet vikler jeg håndklædet om min krop og gennemsøger det hvide skab under vasken, men der er ingen øjenbrynsplukker. Jeg ser på mig selv. Bedre, men stadig abe. Jeg tør ikke klippe mit hår for mine hænder ryster. Af kuldegysninger efter badet, af at havde tilbageholdt tårer og af at se på mig.

Jeg tager tøjet på og går ud til Cassidy igen. Da jeg ser hendes pæne hår og diskrete makeup, kan jeg ikke holde ordene tilbage. Mennesker er som kamæleoner – kæmper for at falde i et med overgivelserne.

”Har du en kam … og noget makeup?”

 

Hver gang den mindste lyd høres uden foran døren kører mine øjne derhen. En klump sidder i min hals. Jeg er rastløs. Kan ikke fortage mig noget. Jeg savner dem så ufattelig meget, men jeg er også bange. Bange for, hvad de vil sige til den nye Amelia. Bange for, at de overhoved ikke vil se hende.

Endnu engang kører jeg børsten igennem mit overredte hår. Jeg ser mig i spejlet Cassidy efterladte. Hendes hud er en del lysere end hende, så forsøget på at dække min solrøde hud gik ret meget i vasken, men det skræmmende er, at selv efter sådan en katastrofe ser jeg bedre ud end uden.

I rummet står også en anden seng. Forhænget er trækket for, så jeg kan ikke se, hvem der ligger der, men fra de tunge åndedræt ved jeg, at der ligger nogle – og den nogle sover.

Trin udenfor døren giver et sæt i mig. Hele min krop spænder op, mens jeg stirrer mod døren. Men skridtene kom forbi.

Cassidy sagde, at de ville komme omkring otte tiden – efter en omgang undersøgelser, og klokken er allerede ti minutter over otte nu. Jeg prøver at aflede mine tanker fra min familie og ser i stedet ud af vinduet. Biler suser forbi på en kæmpe stor motorvej. Jeg har aldrig været på Hawaii før, og kun i USA en gang. Mine forældre er mere til Australien og Asien.

Ifølge Cassidy er de andre også herinde og det giver mig en underlig form for tryghed og en trang til at vide, hvor. Jeg lytter på åndedrættene fra sengen overfor mig. Faktisk lyder de lidt som Ethans. Men jeg må indrømme for mig selv, at det mere er noget jeg håber end tror.

Jeg prøver at ligge mig ned i sengen igen, men kan ikke ligge stille. Det føles som om jeg ikke har set mine forældre i flere årtier. Selvom jeg intet har at lave er min krop for første gang i lang tid stresset. Stresset over det hele. Mediestrømmen, undersøgelserne, politiet, som snart skal afhører os i forhold til de andres død og om ulykken, mine forældre, hele familien fra Abscedois', mit udseende.

Trin igen. En hånd på håndtaget. Jeg gisper. Og da jeg ser min mors ansigt springer jeg ud af sengen og hen i hendes favn. Duften af den shampoo, hun altid bruger fra hendes hår bringer tårerne frem, og det er frøst nu, hvor det går op for mig, hvor meget jeg har savnet dem. Jeg knuger hende ind til mig og fortryder nu, at jeg tog mascara på. Jeg mærker min fars stærke arme om os og derefter Chas'. Jeg har aldrig før set mine forældre græde, og Chas kun en enkelt gang, da hans første og eneste kæreste fortalte ham, at hun var gravid. Nu ved jeg ikke engang om jeg græder af lykke eller af savn over alt den tid, jeg har savnet der. Jeg græder bare.

Efter mange minutter trækker jeg mig en smule væk, stadig med tårerne løbende ned af kinderne.

”Jeg elsker jer.” siger jeg. Højt og klart. Ser rundt på dem alle sammen. Jeg hører til hos dem. De vil altid være der. Min far, der er familiens højeste på sine 173 centimeter og har givet både mig og Chas vores latinamerikanske udseende og vores lange øjenvipper. Min mor – ligeså høj som mig og som har givet mig små bryster og brede hofter, mens Chas har arvet den lange næse. Og så Chas, min storebror. En centimeter højere end mig. Altid et skridt foran mig, men jeg mærker nu, at lige gydlig hvor meget jeg har bandet hans talenter, der altid var lidt ebdr eend mine væk, elsker jeg ham.

”Amelia, vi...” Mor må stopper midt i sætningen, da gråden overmaner hendes stemme.

”Vi elsker også dig.” siger min far. ”Du aner ikke, hvor meget vi har savnet dig.” Det virker surrealistisk at se på dem igen. Som rigtige mennesker, ikke bare noget i en drøm.

”Det er … et mirakel.” Chas ånder efter vejret. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg har kunne overleve så lang tid på en øde ø uden dem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg trækker dem bare ind til mig igen.

 

”Bryllupet falder den 14. november...” fortæller mor. Jeg er glad for bare at kunne tale om normale ting med min familie. Få ting har vi da udveklset om øen og om hvordan de reagerede, men lige nu er det vi alle sammen har brug for det normale.

”Wow, tillykke med det!” udbryder jeg og ser mod Chas. Siden Liberty, Chas' kæreste, meldte sin graviditet har bryllup været en af de ting, jeg har glædet mig mest til. ”Så bliver du en rigtig mand med kone og det hele.”

Chas rødmer. Pludselig popper en idé op i mit hoved.

”Må jeg være brudepige?!” hviner jeg.

”Øhm...” begynder Chas og ser rundt mod mor og far. ”Vi troede jo ikke, at du ville komme tilbage såeh...” Han går lidt i stå. Mit smil famler. Jeg ved godt, hvad der er på vej. Men hvad havde man forventet? At de bare lige reseverede en plads som brudepige til mig, hvis jeg nu kom tilbage? De har jo … troet jeg var død.

”Libertys to søstre skal være brudepiger og Liberty vil kun have to … men vi kan selvfølgelig bare...”

”Det er okay,” afbryder jeg hende og fremtvinger et smil. Vi skal være lykkelige nu.

”Nej jeg...”

”Amelia?” lyder Cassidys stemme fra døren. ”Du skal til afhøring nu.”

”Okay, to sekunder.” siger jeg og vender mig mod min familie igen. ”Bliver I her? Jeg mener, I skal vel tilbage til jeres job?”

”Amelia skat, intet er mere vigtigt end vores datter.” Far giver min hånd et klem. ”Chas tager tilbage i morgen, mor om et par dage og jeg til du bliver udskrevet, men det gør du forhåbentlig snart.” Han kysser mig på kinden og hjælper mig ud af hospitalssengen. ”Må hun have en med?” spørger han så Cassidy.

”Åh, jeg er jo ikke van til at patienterne skal afhøres, men i dette tilfælde tror jeg da godt.”

Jeg ser mor og far veksle blikke og mor ender med at rejse sig og til nikke til Cassidy.

”Jeg går med.” Hun tager min hånd. Glemmer at jeg er nitten, men ligenu føler jeg mig heller ikke som en på nitten, men nærmere som en på seks. Politiafhøringen er et punkt, jeg hele dagen har undgået lidt, fordi den får mig til at føle mig som en forbryder, selvom jeg godt ved, at det ikke er sådan en afhøring.

”Tak,” hvisker jeg til mig mor, da vi følger med Cassidy ned af gangen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...