Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9737Visninger
AA

6. Kap 4: "Det her er vel så vores base nu?"

 

Jeg lægger mit hoved bagover, for at se toppen af vandfaldet, men bliver helt rundtosset af alt vandet, der bare kaster sig ud fra kanten. Først nu bemærker jeg, at vandfaldet er en del af en klippelignende bjergside, der blot er skjult blandt tropiske planter. Med lidt gode klatre evner må det være muligt at kravle op på toppen af vandfaldet og videre op i bjergene. Men nu nøjes jeg bare at gå hen mod klippevæggen, for at se ind bag alt det nedfaldne vand.

”Det er muligt at komme ind bag vandfaldet,” råber jeg til Steve. På den anden side kan jeg se Alberts fregnede ansigt dukke op. ”der er sten man kan hoppe på – næsten ligesom i Robin Hood!” Jeg går forsigtigt ud på den første sten, så jeg er skjult bag vandfaldet. Et øjeblik er jeg ved at falde, men bliver grebet af et par stærke arme. Forbavset vender jeg mig om, og Ebbi sender mig et venligt smil.
”Tak,” Jeg holder fast i klippevæggen og bevæger mig barfodet hen mod den næste sten.

”Jeg kommer fra den anden side.” Alberts råb giver en smule ekko.

”Klare I det?” Hannelore kommer til syne bag Albert sammen med Marie.

”Kan i se noget?” lyder Steves kald.

”Ikke endnu, men et trin mere,” mumler jeg.

”Mangler du hjælp?” Lola er den i familien Eichelberg med den stærkeste accent, så der går et øjeblik, før jeg forstå, hvad hun siger.

”Bare lad hende klare det selv.” hører jeg Ebbi sige. Prøvende sætter jeg den ene fod mod den næste sten. Den er en smule længere væk, end de andre har været. Et øjeblik kigger jeg ned i det spejlblanke vand og så op igen. Ubeslutsomt piller jeg en smule ved mit mørkebrune hår og tager så til sidst springet. Først lander jeg på stenen, men vrider så om, da den er mere glat end jeg lige havde troet. En smerte går gennem min fod, og jeg falder bagover direkte gennem vandfaldet og ned under vandet. Panisk fagter jeg i vandet og får kæmpet mig op til overfladen på den anden side af vandfaldet. Jeg hører Steve udbryde i grin og sender ham et ondt blik, før jeg også må slå mig til ham og de andre. Alle undtagen Sara, der bare sidder ved kanten af søen og er i et underligt humør. Jeg forstår hende. Hendes mor er ikke bare væk som i langt væk, men væk som i væk for evig. Død. Stadig leende kæmper jeg mig op på bredden. Mit tøj er fuldkommen gennemblødt, så jeg tager skjorten og tanktoppen af, så de kan tørrer i solen. Jeg ser Alberts blik glide automatisk hen på min bh.

”Nu håber jeg, der er noget derinde, så det var det hele værd.” ler jeg. Steve kommer hen imod mig og kysser mig let på panden, som om det er det mest naturlige i denne verden.

”Du kan få lov til at gå derind igen.” driller han.

”Nej, Albert er allerede derinde!” udbryder Marie, og jeg ser hurtigt hen mod vandfaldet, hvor Alberts pludselig er forsvundet bag. Steve og jeg løber hen mod Ebbi.

”Her er en hule!” Hans stemme giver ekko. ”Den er stooor!” Stor, stor, stor, stor... Ebbi går ud på den første sten og bevæger sig hurtigt hen af de næste tre, før han stopper og kravler ind i væggen. Ivrigt følger jeg med Steve bag mig og hans hænder omkring min talje: ”bare så jeg ikke falder.” Det er utrolig man kan blive så tæt med en person, på så kort tid. Det virker som om vi bare helt naturligt mødtes og allerede var et par. Ikke kæreste, men et par. For nej, jeg elsker ham ikke – endnu. Det må jo komme en dag. Indtil nu er vi mere bare sammen, fordi det er trygt. Så er vi to. Jeg famler mig frem og når endelig udhuling i klippevæggen. Det er lige før jeg falder tilbage af forbavselse igen. Den er kæmpe stor. Dobbelt så stor som mit værelse hjemme i parcelvillaen Wellington. For enden går en tynd vej til højre, som jeg gætter på fører ind til et mindre rum. Den virker skabt til at blive beboet.

”Cool!” Jeg kravler op og ind i hulen efterfulgt af Steve og resten af familien Eichelberg.

”SARA!” råber Steve, for at overdøve vandfladets brusen. ”KOMMER DU IND?” Jeg forstiller mig Sara snøfte, rette ryggen og gå herhen imod. Lidt efter ser jeg hende dukke op.

”Vi må heller få tændt et bål herinde, og hvis i har nogen ting eller tøj kan i også efterlade det her.” Ebbi kommer ud af det lille rum for enden. ”Det her er vel så nu vores base?”

”Bestemt!” istemmer Steve. ”Vi burde fordele opgaverne. Nogen skal finde brænde, nogen mad og et sidste hold kunne forsøge sig med at skabe nogen møbler eller andet?”

”Ja, vi kan vel bare gå sammen far og jeg, mor, Lola og Marie og Steve, Amelia og Sara?” forslår Albert. Hans stemme er først helt skinger, men skifter så til meget dyb. Jeg skal holde mig selv fra ikke at grine, men jeg kan selv huske, da min bror var i den alder og hadede, når folk grinede af hans stemme.

”Måske skulle vi prøve at blande,” bryde Hannelore ind, ”vi skal jo lærer hinanden at kende en eller anden gang. Hvad med: Ebbi, Amelia og Marie, Steve og Lola og så Sara, du, Albert, og jeg.”

”Tjo, det kan vi godt.” Albert trækker på skuldrende. ”Vi kan godt tage bygge opgaven.”

”Så finder vi mad.” bryder Ebbi ind, ”Steve og Lola kan I sørge for bål?”

”Selvfølgelig!” Lola sender sin far et stort smil og gør honnør.

 

”Skal vi slet ikke spise andet end frugt?” Marie sender et blik til bunken med bananer, mangoer og andre eksotiske frugter vi har fundet.

”Har du nogle idéer til, hvad man ellers kunne spise?” Jeg sætter mig udmattet efter at havde slæbt alt frugten herind op af klippevæggen.

”Fisk, leguaner – jeg så en inde i junglen!” De isblå øjne lyser op.

Du har ret.” istemmer Ebbi. ”Vi kan ikke leve kun på frugt, de indeholder ikke alverdens vitaminer.” Han tørrer sveden af panden. Solen står direkte ned på øen, så det er kun i hulen, der er kulde at søge.

”Kan vi ikke bare tage to sekunders pause?” Hvordan Ebbi kan stå oprejst efter at havde båret tusinde kilo bananer hele vejen herhen er ikke til at forstå, mens Marie, der bare så på, er forståeligt nok stadig frisk.

”Ved du hvad, Amelia, du har fortjent en pause, bare bliv her, så går vi ud og slår nogle leguaner ned!” Hans dybe latter giver genlyd i hulen.

”Jep, far og jeg!” Marie springer op af glæde. Familien Eichelberg kunne man rolig kalde noget særligt: bare det faktum, at de havnede på en øde ø og bare tog det hele som det kom uden nogensinde at bekymre sig var fantastisk. Sådan gad jeg også godt være. Ebbi og Marie forsvinder ud i varmen igen, mens jeg flader ud op af væggen. Alt arbejdet fordoblede kun smerte i min fod fra i morges. Langsomt lukker jeg øjnene. Det er som om hele dagen er en rutine, et andet liv i en boble. Og så når lyset forsvinder braser det hele sammen, alt virkeligheden kommer tilbage. Savnet. Og frygten. Frygten for at vi aldrig nogensinde bliver fundet. Det hele brænder som en klump inden i mig, der langsomt stiger op mod halsen, mens jeg ser det hele for mig. Hele mit liv flashbacks.

Mine fingre lægger op af ruden, mens jeg stirrer ud i sneen. Tusmørket ligger over haven. Jeg er nok omkring de 4 år.

Julemand?” hvisker jeg, så ruden dukker. ”Jeg ved du er der, og jeg tror på dig, selvom Chas ikke gør. Jeg ønsker mig, at kunne gå i skole en dag – ligesom Chas. Og måske få et A ligesom ham!”

Jeg er et par år ældre og kommer stolt hjem med min første karakter: et B, hvorefter Chas viser sit A.

Det er juleaften og mor sidder i den store lædersofa med en pakke i hånden. Forsigtigt åbner hun den og sender mig et smil, mens hun tager armbåndet på. Jeg har brugt en hel eftermiddag på at lave det med min daværende barnepige Spencer. Hun takker mig og tager derefter Chas gave. Hele hendes ansigt lyser op, da hun ser indholdet: en kæmpe stor kollage fyldt med billeder af familien og personlige kommentarer. Hun viser stolt mormor og morfar kollagen, og de roser alle Chas.

Jeg, nu omkring de 13 år, bliver inviteret til min venindes fødselsdag. Kommer hjem og fortæller det ivrigt til mine forældre, der med det samme sender mig et skuffet blik: ”Så du tager ikke med ud og samler ind?”

Må jeg ikke nok få lov?” plager jeg.

Jaja, men Chas aflyste sit arrangement for det...” Hendes tonefald er dræbende.

Et par år efter, hvor jeg sidder med en bunke afleveringer til de ekstratimer jeg har måtte tage, for at være på niveau med Chas. Min mobil ringer. Jeg ser ned mod den. Sean, min daværende kæreste. Jeg lader den ringe ud, for at undgå at snakke. Det har jeg ikke overskud til med alle de lektier, der skal have et A.

Amelia, du har droppet alle vores aftaler.” sukker min veninde fra 13th year, Maria.

Jeg har bare travlt for tiden...” mumler jeg.

Det har du altid,” Hun fanger mit flygtige blik.

Jeg skal bare genvinde den elevrådformands plads. Chas nåede kun at holde den et år!”

Men du kan jo tydeligvis ikke have et socialt liv samtidig.” Ordende hænger i luften, da hun vender om og går.

Det går op for mig, hvor meget af mit liv jeg har spildt på at være bedre en Chas. Jeg har altid vist det. Det har altid været det der betød noget. Men først nu går det op for mig, hvor meget det stjal mit liv. Hvor mange veninder jeg mistede, fordi jeg altid skulle lave lektier, lave frivilligt arbejde eller deltage i mit ungdomsparti. Hvor meget liv, hvor meget tid, hvor meget barndom, der gik spildt i forventningerne. Tårerne triller ned af mine kinder, hvis bare jeg kan ændre det. Leve livet. Nu er jeg her. Fri fra Chas skygge, som jeg altid har drømt om, og alligevel savner jeg ham alt for meget. Længtes efter mit liv og forbander det langt væk. Fortryder og ønsker at gentage. Jeg snøfter og krymper mig sammen på det hårde stengulv. Måske skal jeg dø her. Der er så mange måder at dø på, men kun en måde at opstå på. Hvorfor?

 

Steves finger kører op og ned langs mit øre igen og igen. Mit hoved lægger på hans skulder. Ilden laver skygger på stenvæggene. Vandfaldets brusen er det eneste der bevise, at der findes noget ude i mørket.

”Hvad skal vi kalde øen?” gaber Marie, der ligger i Ebbis favn.

”Isula?” forslår Albert.

”Hvorfor dog det?”

”Det betyder ø på latin,” forklarer han stolt.

”Kan du latin?” spørger jeg interesseret. Det har jeg altid godt selv ville lærer. Nok mest fordi Chas kan det.

”Ja, vi lærer det på vores skole ud over tysk og engelsk.”

”Men Isula lyder altså dårligt!” bryder Marie ind. ”Hvad med...”
”Du kan jo ikke latin.” mukker Albert i en nedgørende tone.

”Albert,” Hannelores tonefald er heller ikke til at tage fejl af. ”Hvad med Evanuerunt – de forsvandt.”

”Evanu...” begynder jeg, men har allerede glemt den anden halvdel af ordet.

”Evanuerunt,” Hannelore sender mig et venligt smil. Trætheden hænger stadig i min krop.

”Ej, evanuerunt lyder ikke godt – hvad med Abscedos?” Lola spiser ivrigt videre af fisken, som Marie og Ebbi fik fanget og serveret i et bananblad. Jeg blev færdig for længst. ”At forlade, at flytte. Vi er vel flyttet herud og forladt alt det gamle. Vi er relativt forladte.”

”Abscedois – det lyder bedre.” indskyder Steve. Hans finger stopper med at ae mit øre. Lola nikker anerkendende.

”Lad os kalde øen Abscedois – så må det her være Abscedois' hule.” fastslår Ebbi. Mit blik glider over på Sara. Hun er den eneste, der ikke har sagt noget endnu. Ikke at hun ser ud til at have planer om det. Hun sidder bare krympet sammen i et hjørne af rundkredsen. Lydløse tårer glider ned over hendes kinder. Jeg tror heller ikke hun havde været meget inde over tavlen med en streg, for hver dag vi havde været her, den lille og den store kniv de havde slebet ud af sten eller senege de havde lavet af bananblade.

”Angående holdene, skal vi så lave det samme hver dag, på det samme hold?” Jeg putter mit en smule mere ind i Steves favn. Jeg kunne ligeså være et par med ham. Mennesker har et behov for at blive elsket.

”Vi kan skifte post hver dag, opfinderende bliver dem der laver bål i morgen, dem der lavede bål bliver dem der finder mad i morgen, og dem der fandt mad bliver opfindere. Så kan vi blande hold hver gang der er ti streger på kalenderen.” forslår Hannelore. Jeg nikker og lukker øjnene, for bare at falde i søvn i Steves favn. Med et får jeg ondt af Sara, der hverken har sin familie eller en makker at putte sammen med. Bare helt alene efter at havde overværet sin mors død. Men jeg gør ikke noget. Jeg nyder bare min egen tilstedeværelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...