Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9725Visninger
AA

41. Kap 39: "Er du og Neel kærester?"

 

Jeg går i daggryet på stranden og nynner for mig selv. Prøver at glemme drømmen, men den sidder fast. Lidt for godt fast. Nynner en gammel melodi til en sang jeg engang skrev. Om min første forelskelse. Nu kan jeg knapt nok huske hans navn.

Jeg sætter mig ned i og tegner med fingren i det lune sand. Et hjerte, skriver mit navn og begraver mine fødder i sandet. Prøver at lave en figur, men det hele smuldre mellem fingrene på mig, da jeg pludselig ser ud mod horisonten. Mit hjerte slår et ekstra slag, da jeg får øje på noget i horisonten. Kan det være flyet, der flyder hen mod os af? Eller er det bare min fantasi? Jeg rejser mig hurtigt op og holder en hånd som skygge for solen. Nej, det er noget. En lille sort plet, der komme tættere og tættere på. En kuldegysning går gennem mig, uden at jeg ved hvorfor. Jeg vil løbe tilbage, men jeg kan ikke få mig selv til det. Hvad nu, hvis det er pirater? Eller spøgelser? Tanken er skør, men den slår alligevel ned i mig. Tingen kommer alt for hurtigt tæt på til at være flyet. Jeg må se, hvad det er. Med bankende hjerte bevæger jeg mig ud i vandet. Igen skygger jeg med hånden for solen og ser ud mod tingen. Jeg er lige ved at falde bagover af forskrækkelse. Det er en båd. Jeg er helt sikker. Det er en båd.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke eller gøre. Om jeg skal råbe eller tie. Hvis det er pirater, er det om at komme væk i en fart, men hvad nu, hvis det er redning? Hvis nogle har fundet os? Jeg gisper ved tanken og der dannes sorte prikker for mine øjne. Pludselig hører jeg råb. De er til mig. Båden drejer mod mig. Den er nu tæt nok på, til at jeg kan se to skikkelser. Jeg bakker baglæns.

”Er I dem fra flyet?” råber den ene af mændene med stærk amerikansk accent og får mig til at stoppe. Er vi redet?! Er vi virkelig redet?

”Ja!” skriger jeg skingert. Han stopper motorbåden, da han ikke kan sejle længere og stiger så ud. Han er lille og tyk med mørk hud og solbriller. Bag ham kommer en højere og lys mand med et kamera, der blitzer løs. Jeg kan ikke tro det. Det hele virker så surrealistisk, men alligevel alt for realistisk til bare at være min fantasi. Er jeg ved at blive sindssyg?

”Er Neel Hughes her?” råber manden igen. Han rækker mig hånden. ”Jones Jones.” mumler han. Jeg stirrer på hans hånd. Har helt glemt hvordan man hilser, da jeg endelig får samlet mig op og tager hans hånd. Hans håndtryk er hårdt. Men hvorfor spørger han om Neel?

”Ja.” gisper jeg. Den anden mand blitzer stadig løs. ”Hvorfor?” Jones går i raskt tempo ind mod øen uden overhoved at tænke på at tøjre sin motorbåd eller noget. Jeg overvejer et øjeblik at løbe hen mod båden og tage den, men løber så i stedet efter Jones.

”Det er sgu' da ham, der giver cash, for satan. Ellers havde jeg sgu' ikke rendt rundt på må og få med Jimmy og min bå' for at finde ham.” Han spørger ikke engang, hvad jeg hedder.

”Giver Neel penge?” Jeg når endelig op på siden af ham. Jeg kan ikke lade være med at ligge mærke til, at hun dufter af deodorant. Det føles hel anderledes.

”Ja. En masse cash. Pattebarnet har forældre, der er villige til at betale millioner for at få deres lille guldklump med sølvsken i munden tilbage.” Jones ler for sig selv og forventer vist også at jeg ler, men jeg kan ikke lide måden han omtaler Neel på. Vi træder ind på engen, hvor hulen lægger. Den blege fyr er ny begyndt at filme. Først sker der intet, fordi flokken, der befinder sig på engen, er helt optaget af at binde to bambusstammer sammen. Paige er den første, der vender sig om. Først bliver vi mødt af et par gigantiske øjne og derefter et skrig. Med et er der kaos. Det hele afspejler mit indre, men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg ser Christina besvime og Albert overfalder straks Jones med spørgsmål. Han baner sig dog blot vej hen mod Neel.

”Du skal med mig, knægt.” Smilet breder sig på hans læber. Man kan næsten ser dollartegnene i hans øjne. Engang ville jeg sikkert kunne forstå det. Manden vil snart blive rigere end han nogensinde ellers ville havde kunne. Men nu betyder penge intet. Overhoved intet. Jeg kan ikke engang forstå, at vi skal tilbage til penge igen. At vi står ved siden af et menneske fra den virkelige verden. Og pludselig går en følelse gennem mig. En følelse af flovhed. Skam. At vi er forkerte. Pinlige som vi står her som en folk aber, der ser et menneske for første gang. Jeg ser hen mod den blege fyr. Og så på video. Et væld af blandede følelser buldre i mig. Det er som om, jeg burde føle alt andet end jeg føler. Jeg føler mig såret. Svigtet. Pludselig går det op for mig, at den virkelige verden er præcis ligeså stupid og egoistisk som den altid har været. Intet har forandret sig bare fordi vi er herude. I en blanding af et hvin og et skrig slår jeg hans kamera ud af hånden på ham og går med raske skridt gennem skoven. Tårerne begynder at løbe. Bare for at få noget ud. Vreden. Skuffelsen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med skulle ske, hvis vi blev reddet, men nu føler jeg mig bare snydt. Helt vildt snydt.

”Amelia!” Jeg hører skridt komme op på min side og ser op på min rødhårede ven. En lille glæde spredes i mig. Vi er her stadig. Jeg har stadig min familie. Jeg tager hans hånd. Vi når stranden. Ser på den lille båd.

”Jeg vil ikke hjem.” synker jeg. En kuldegysning går gennem mig. Det er sandt. Selv ikke et bad, en burger eller alt andet verdens luksus kan købe mig tilbage til den overfladiske verden. Det der engang var en drøm er nu et mareridt. Steve ligger armen om mig.

”Det skal nok gå, er det ikke du du altid siger?” Han klemmer om min skulder, men jeg når ikke at svare, før flokken af mennesker kommer ud. Jeg vender mig om og ser dem alle sammen. Christina båret af Ethan og Albert, Lola sammen med Hannelore, Paige, den blege fyr og Neel og Jones. De er alle lykkelige. Bortset fra Neel. Jeg kan ikke fange hans blik. Han er fjern. Lola skriger af jubel.

”Kommer i med?” hviner Hannelore til os. Ingen af dem har nogle af vores ting med. Men de er selvfølgelig intet værd i den virkelige verden. Modvilligt følger jeg med de andre ud i havet. Prøver ikke at se for meget tilbage mod øen. Jeg vil aldrig se den igen. De forreste er allerede ved at klatre op i den lille båd. Bare vi ikke kan være der alle sammen, så nogle må blive – bare et par timer mere, tænker jeg med en klump i halsen, men der er skam plads tilbage til to, da det bliver Steves og min tur til at klatre op i den lille motordrevne fiskerbåd. Mine hænder ryster, da jeg tager fat om rebstigen. Jeg ser en sidste gang ind mod øen. Neels og mit træ er derinde. Vores kærlighed blev skabt derinde – kan vi tage den med? Eller vil livet på øen bare være som en drøm, hvor vi nu er på vej mod enden?

”Amelia.” Steve puffer blidt til mig, og jeg kravler det sidste stykke op på båden. Steve kommer efter mig og Jones sætter gang i båden. Hans øjne lyser mindst ligeså meget som Hannelores og Ethans og Lolas. Nu får han penge. For at ødelægge liv. Rede os. Båden vender og sejler afsted gennem vandet. Alt for hurtigt. Jeg prøver at få kontakt til Neel. Han er fjern, men tager så endelig min hånd og omfavner mig derefter. Inderligt. Virkelig inderligt. Som om det var vores sidste tid sammen.

 

I flere timer har vi stået i samme stilling. Mig i Neels favn. Det er utroligt at motorbåden kan sejle så langt. Allerede på lang afstand kan jeg se dem. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere jo tættere vi kommer på kajen. På stormen af journalister. Blitzer langt værre end den blege fyrs blænder os. Jeg gemmer mig i Neel favn. Føler mig flov. Flov over at ligne en abe. Flov over at være uden makeup. Flov over mit vildtvoksende hår. Flov over mig selv. Jeg er lige ved at opgive. Allerede nu er jeg faldet tilbage i min gamle rolle. De gamle tanker. Den gamle tankegang. Mistet alt jeg har brugt de sidste mere end to måneder på at opbygge. Jeg skjuler mit ansigt. Bare Jones ville vende båden. Men det vil han ikke. Resten af båden summer af lykke, men den kan ikke nå mig. Jeg er bange. Alt for bange for at glemme alt, hvad jeg har lært. At blive gamle Amelia igen. At glemme de fejl, jeg endelig har set. Og et sted er jeg også bange for at miste Neel.

Jeg mærker båden giver et ryk og ser op. Vi har lagt til. Et væld af politimænd holder journalisterne hen og baner vej for os op ad båden. Der er spørgsmål fra alle sider. Kameraer, mikrofoner, der bliver holdt hen mod os.

”Er du og Neel kærester?”
”Hvordan har I overlevet?”

”Hvor har I været?” Et væld af spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Er I kærester? Er vi det? Eller er vi bare gamle Amelia og gamle Neel. Hvordan har I overlevet? Jeg ved det ikke. Det kom bare. Det gjorde vi bare. Hvor har I været? Jeg ved ikke engang, hvor I er nu. Og pludselig overmander journalisterne politiet. Jeg holder så hårdt jeg kan fast i Neels hånd, selvom de flår os fra hinanden. Hele situationen giver mig lyst til at skrige. Lyst til bare at forsvinde. Spørgsmålene vælter ind, mens jeg kæmper mig hen mod Neel. Han ser forfærdet på mig, da en masende journalist gør, at vi ikke længere kan holde fast på hinanden. Jeg kan ikke koncerterer mig. Så jeg lukker bare øjnene og håber, at det hele forsvinder.

 

Hvad siger I til, at de nu er blevet "reddet"?

Var faktisk ret i tvivl om jeg skulle gøre det, men det ville også virke urealistisk på en eller anden måde, hvis de aldrig blev fundet... og så havde jeg virkelig meget lyst til at vise, hvor meget øen egenligt har påvirket dem. Men har masser kapitler til jer, vil bare ikke spamme :-)

 

- Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...