Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9885Visninger
AA

40. Kap 38: "Vi bliver nødt til at se døden i øjnene."

 

Vi går gennem den så velkendte skov hånd i hånd. Perfekte. Toppen af bjerget kommer til syne bag træerne. Vi sætter begge i løb. Leende. Går op på bakketoppen og ser ud over øen. Vores ø.

”Jeg elsker dig.” Han sætter sig i skrædderstilling overfor mig så vi danner en cirkel. Vores hænder ligger samlet i midten. ”Det er som om ordene bliver stærkere og stærkere for hver gang jeg siger dem. Jeg mener dem mere og mere, selvom det slet ikke er fysisk muligt.”

”Hvilken forskel gør det om det er fysik muligt? Jeg troede heller aldrig, at det var fysik muligt at elske et andet menneske så højt, som jeg elsker dig.” Jeg kan se mig selv i hans gråblå øjne. Det lange ansigt. De pæne læber, der er omringet af skægstubbe, efter han ikke har barberet sig i måneder. Alligevel er øjnene det smukkeste.

”Jeg har lært så meget herude. Lev i nuet. Elsk. Og Amelia, engang ville jeg havde frastødt dig, som du ser ud nu – vildtvokset hår, ingen makeup, solbrændt ud. Men nu kan jeg se, at du er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har mødt.” Jeg lukker øjnene, da solen brænder mig i øjnene, men jeg kan stadig høre hans stemme. ”Jeg har aldrig haft noget mere værdifuldt end dig.” Solen går væk bag en kridhvid sky, og jeg åbner øjnene igen. Hans øjne er blanke og mine bliver blanke, da jeg ser på ham. ”End,” Tårerne begynder at trille ned af hans kinder og han snøfter. Det giver mig et stik i hjertet, af at se mig græde. Et stik af lykke. Ægte lykke. ”ikke livet.” Jeg kan næsten ikke trække vejret, da jeg bare kaster mig i hans favn.

”Neel, jeg vil give alt for dig. Jeg elsker dig så ubeskrivelig højt.” Tårerne slørrer mit syn. Hele mit krop sitre. Jeg kan ikke beskrive min kærlighed til ham, og det gør mig sindssyg. Men da han presser sine læber omkring mine, forstår jeg pludselig, at han gengælder den. Han gengælder den med ligeså stor passion, lidenskab, eufori. Han elsker mig. Han behøver ikke ord til at forstå mig. Det gør han allerede. Og der begynder min krop at sitre af det ham. Jeg behøver ikke ord, så længe jeg har ham. Han river sig pludselig væk i iver.

”Jeg skal vise dig noget!” Han tager mig hånd og hiver mig med ned i skoven.

”Neeeeel!” hviner jeg og har svært ved at følge med. Gennem træerne over et afspring af vandfaldet, indtil han brat stopper foran et kæmpe stort træ. Jeg ser på det og derefter på ham. Han tager min hånd og fører den hen mod barken. Pludselig kan jeg mærke det. Små indhuk i træet. Ivrigt går jeg tættere på og studere skriften i træet. Med et går det op for mig, at det ikke blot er en enkelt sætning, men hele træet er fyldt med tekst.

”Har du lavet det her?” gisper jeg og begynder at læse. ”Lige nu, lige her, kun dig, alting sker...” læser jeg op. Neel klemmer min hånd og fortsætter, syngende.

”Lige nu, lige her, kun dig, jeg vil ha' mer'...” Han tager min hånd og svinger mig langsomt rundt i en dans. Jeg synker en klump og prøver på ikke at græde. Jeg prøver at lukke af, men jeg kan ikke. Det hele går lige ind i mit hjerte. Den rolige, vuggende melodi og ordene. Han drejer mig rundt under sin arm, så min lyseblå sommerkjole flagre rundt. Jeg snøfter, mens hans stemme fylder det hele. Jeg ser op mod himlen. Samme farve som min kjole.

”Jeg lever nu, vi lever nu, os to nu, vores nu, intet andet nu. For du, er mit nu...” Han lægger armen om min len og tvinger mig bagover i et dukkende kys. Hans læber et blide mod mine, mens han skægstubbe kilder mod min næse. ”Og det var kun radioversionen.” Han blinker, og jeg ler.

”Radioversionen?”

”Ja, du ved den rigtige version er altid meget længere.”

”Du er skør.” Latteren kommer ud som om jeg kan kan andet end at le. ”Neel, du er fantastisk.” Jeg ser op mod træet.

”Vores træ, i vores nu. Det er en duet.”

”Seriøst?! Jeg elsker at synge!” jubler jeg og springer i armene på ham.

”Jeg ville ønske, jeg havde min guitar.” Han knuger mig ind til sig. ”Jeg har ligesom en trang til at spille.”

”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig en guitar.” Jeg trækker mig lidt væk fra ham, mens mine arme stadig ligger om hans skuldre. ”Jeg har en trang til så meget...

”Hvad for eksempel?” Vi vugger ligeså stille frem og tilbage.

”Du ikke grine.” Jeg løfter det ene øjenbryn.

”Lover.”

”At lave lektier for eksempel...” Jeg kan se på ham, at han har svært ved at holde latteren inde. ”Grin bare.” mumler jeg halvfornærmet og sparker ham let over skinnebennet. Han sprutter af grin.

”Jeg kan godt lide dig alligevel.” Han giver mig et stort smækkys på munden, og jeg kan ikke være pigefornærmet meget længere.

 

Jeg ser på soluret foran os. Det har forandret sig gevaldigt siden vi overtog projektet fra Steve og Paiges gruppe, men jeg ved ikke om det er positivt. Det er Neel, der har overblikket. Vi er i gang med en kæmpe stor skive af træ, soluret skal stå, hvor vi så skal indgravere klokkeslæt, men lige nu står pennen, der udgøre uret skævt og tallene vi har indgraveret er ulæselige.

”De kommer med Lucys lig om lidt, det skal begraves før ceremonien, så...” Hannelore, der lige er trådt frem fra junglen, ser på os alle tre på skift. ”Hvis I nu ville beholde illusionen om den pige hun var, som levende, så burde i nok gå nu.” Hun sender os et smil.

”Tak.” Jeg går hen mod Neel, tager hans hånd og fører ham ud mod stranden. Han har ikke godt af at se hendes lig, men på den anden side ved jeg også, at han ikke ville kunne få sig selv til at flytte sig. Jeg kan fornemme at Albert lister bag os.

”Du må gerne komme herop.” siger jeg. Skridtene bag os stopper brat, og med et sætter de i løb op mod os. Hans øjne er blanke. Jeg forstår pludselig, hvorfor det måske er meget godt, at der går et par dage i den virkelige verden før den afdøde bliver begravet. De pårørende har brug for tid til at komme sig først. Men herude rådner ligene, hvis det ikke sker dagen efter... Jeg føler mig heller ikke selv parat. I min bevidsthed er det som om, hun stadig ligger derinde med smerter, selvom jeg godt ved, at det gør hun ikke. Jeg kan også se, at hverken Albert eller Neel er klar. Albert har stadig alt for mange tårer tilbage, og Neel har slet ikke konfronteret sig selv med det endnu. Jeg ved, han har brugt mig som afledning. Hele aften i går og i dag. Men jeg har også brugt ham. Til ikke hele tiden at blive mindet om, at hun ikke er der mere.

Vi er nået vandet. Bølgernes rolige brusen får mig til at slappe af mentalt. Jeg lukker øjnene. Går bare. I den brændende sol, med det varme sand mellem tæerne. Mon hun ser os nu? Jeg vil gerne have hende til at kunne se os nu, så jeg bestemmer mig for, at det kan hun. Lyset brænder mod mine øjenlåg. Lyset, Lucia, Lucy. Det må være et tegn. Ellers er det ønsketænkning. Men man gør så mange skøre ting, når man er i en skør sammenhænge. Eller noget...

”Der er ceremoni nu!” Jeg åbner med et øjnene og vender mig om mod Hannelore, der råber efter os. Vi vender om. Går langsomt tilbage mod hende. Ingen af os har brug for at skynde os. Ingen af os er klar. Alligevel når vi til sidst frem til vores egen lille kirkegård. Jeg tager Albert i den ene hånd og Neel i den anden.

”Vi bliver nødt til at se døden i øjnene.” hvisker jeg. Prøver at være modig. ”Det er lettere når vi står sammen.” Jeg mærke Albert tage om min hånd. Han er stærk. Jeg klemmer Neels hånd. ”Hvis hun så dig nu, ville hun være stolt, hvis du kunne gennemfører det her.” Jeg prøver at fange hans blik, men det er fjernt. Med et tager han dog beslutsomt ordenligt fat om min hånd. Og ceremonien begynder.

 

Neel tager min hånd. Vi går tilbage og løber pludseligt frem mod kanten indtil der ikke længere er grund under vores fødder og vi falder. Hele min krop dirrer af lykke, mens jeg ser nedad mod det klarer vandfald. Vi falder længe, men jeg har intet imod det.

Pludselig bliver vandet mørkt og udtydeligt. Jeg klamre mig mod Neel, mens jeg skyldes af frygt. Vi falder. Jeg skriger og Neel griber fat i klippevæggen. Der hænger vi. De store bølger rager op efter os. Jeg ser de sorte bølger tage fat om Neels ben og trække ham nedad. Jeg klamre mig til ham. De prøver på at skille os ad, selvom jeg ikke vil give slip.

Slip mig, Amelia. Vi kan ikke flygte fra virkeligheden. Slip og red dig selv!” råber han, men jeg vil ikke slippe. Jeg kan ikke slippe. Alligevel ved jeg, at hvis jeg holder meget længere på ham, vil de sorte bølger også tage mig...

Med et vågner jeg. Jeg tager mig til hjertet og prøver at få mit åndedrag ned i tempo. Mine øjne er våde. Der er mørkt over det hele, men jeg mærke hans arme om mig. Trygt om mig. Alligevel finder tårerne vej. Tanken om at blive skilt fra ham sidder dybt i mig. Min krop ryster. Han vågner ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...