Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9893Visninger
AA

39. Kap 37: "Hun sagde, hun elskede mig."

 

”Jeg tror ikke jeg vil overleve.” Hele min krop stopper et sekund, da et gys løber ned af min rygrad.

”Hvad?!” Jeg ser med store øjne på Lucy og synker en klump.

”Smerten er ubærelig. Jeg tror mit ene brækkede ribben har slået på noget. Jeg kan ikke være i min krop.” stønner hun. Hendes øjne er blanke.

”Men Lucy, du skal klare den! Du kan ikke bare...” Jeg tør ikke sige ordet højt.

”Dø. Jeg har set det komme længe.”
”Hvor længe? Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Min stemme er så skinger, at jeg næsten ikke kan tale.

”Fordi, jeg vidste du ville rea...” Hun hoster. Selvom hun skjuler smerten, kan jeg se den gå gennem hendes krop for hver host.
”Lucy, det skal nok gå. Du er den stærkeste pige, jeg kender.” Jeg tager hendes hånd. Jeg vil ikke have hun skal forsvinde.

”Amelia, jeg dør, okay. Det er et spørgsmål om dage, måske timer. Der er intet håb for længere overlevelse, men der er håb for efterlivet – og håb for at I vil leve videre godt.”

”Men Lucy...” Min stemme bliver kvalt i et hulk. Jeg vil kramme hende, men er bange for at skubbe til hendes ribben.

”Amelia,” Hendes stemme dør næsten ud i anstrengelse. ”jeg elsker dig. Du er den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Bedre end Neel, bedre end mine forældre, bedre end Trix...” Jeg kan se, at hun antregner sig for at holde sine øjne åbne, så hun kan holde øjenkontakten. ”Glem mig ikke.”
”Lucy, som om jeg kunne glemme dig. Lucy, jeg elsker dig. Virkelig. Men du kan ikke...”

”Accepter det. Døden er altid tættere på end vi vil det. Men...” Hun må lukke øjnene et par sekunder. ”Vil du ikke være sød at hente Neel?”

”Selvfølgelig.” Jeg rejser mig med det samme. Ligeglad med, hvor uvenner jeg er med Neel. Det her er ikke om os, men om Lucy. Jeg finder ham ude ved bålet snakkende med Albert.

”Lucy, vil tale med dig. Hun siger at...” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det højt. ”tiden snart render ud.” Neel siger ikke en lyd, mens hans ansigt strkas bliver hvidt af frygt.

”Tak.” Han rejser sig og er med et inde hos hende.

”Dør hun?” gisper Albert. Jeg nikker sammenkvalt og sætter mig, der hvor Neel har siddet. Det regner udenfor. Ligesom mine øjne. ”Jeg må tale med hende.” Med et begynder tårerne helt uventet også at løbe ned af hans kinder.

”Spildt tid, du ved.” snøfter han som forklaring tydeligvis flov over at græde. Jeg nikker. Han skal ikke være flov over at græde. Han burde være flov, hvis han ikke gjorde.

”Hun siger det kan være timer. Hun har holdt det hemmeligt i lang tid, så vi ikke skulle bekymre os...” Jeg synker en klump. ”om hende.” færdiggører jeg min sætning.

”Hun er...” Albert smager på ordene. ”fantastisk.”
”Hun vil blive glad, når du taler til hende efter Neel. Du betyder meget for hende.” Med et lyser Albert øjne op blandt tårerne.

”Gør jeg?”

”Det tror jeg.” Jeg tørrer mine øjne i min hånd. ”Jeg kan bare ikke forstå, at hun ikke... Du ved, det var bare meget nemmere at tro, at hun overlevede... Alt andet kan man bare ikke tale om, selv når det ånder en i nakken.” mumler jeg usammenhænge og får endnu en kuldegysning.

 

Neel kommer med våde øjne ud af rummet noget der føles som en evighed efter. Albert rejser sig. Ligesom i lægens venterum, hvor man venter på at få tid til lægen. Her er det tid til at sige farvel til den døende patient. Tårerne løber stadig end af hans kinder, da han overtager Alberts plads. Jeg vil kramme ham. Trøste ham. Være hans kæreste. Men lige nu ved jeg ikke, hvad jeg er. Jeg kan ikke lade være med at se på ham. Han kan ikke holde smerten inde. Jeg tror næsten, at det gør mere ondt på ham, at Lucy skal dø, end på hende selv. Jeg får et stik i hjertet. Chas må havde haft det på samme måde. Tænk, hvis de allerede har holdt min begravelse? Og med et kan jeg ikke blive siddende længere. Jeg rejser mig, sætter mig over på jorden ved siden af ham og ligger armene om ham. Han fjerne dem ikke, men ser blot på mig. Derefter trækker han mig op i sin favn og vores kroppe er uadskillelige.

”Skænderiet var dumt. Jeg vil ikke bruge mere af min levetid på ikke at være sammen med dig.” hvisker han halvkvalt. Jeg mærker hans arme. Hans hjerterytme mod mit hjerte. Sorg mod sorg. Men vi er sammen om sorgen, og pludselig virker den overskuelig. Jeg siger intet. Presser blot mit hjerte mod hans. Ånder i hans hjerterytme. Bliver mere rolig. Lukker øjnene. Hun vil jo have det bedre i himlen end den smerte hun ligger i nu. Og hun ønsker vi skal være lykkelige alligevel.

Han arme rundt om mig. Tryghed. Intet kan ramme os, når vi er sammen. Og vi er sammen. Forevig. Og Lucy vil være med os forevig. Se ned på os. Jeg tager fat om Neel hænder. Vi er et. Vi er os.

 

Albert kommer først ud fra Lucy, da vi alle sammen halvt har lagt os til at sove.

”Hun er død nu.” Han synker. Hans øjne er helt røde. Mit hjerte springer et slag over, men der er ro. Stilhed.

”Er du okay?” Jeg inviterer ham til at sidde ved mig og Neel. Jeg kan ikke hade ham mere. Jeg gætter på, at Lucy heller ikke hader ham nu.

”Hun sagde, hun elskede mig.” Han stirrer tomt hen for sig. ”Virkelig elskede. Ikke piger, ikke Trix, som nogle af rygterne gik på, men mig. Hun var bare bange for at indrømme det... jeg pressede hende for langt.” Han stemme bliver skinger. Jeg mærker Neels hånd i min og griber så ud efter Alberts hånd. Vi er forbundet. I mindet om Lucy. Lucia. Lyset selv.

”Albert, lov mig, at du ikke må hænge fast i fortiden. Det ville Lucy ikke synes om.” Han fjerner ikke sin hånd fra min. ”Nyd den tid i havde sammen, i stedet for at ærge dig over den tid i spildte væk fra hinanden.” Jeg ser på ham. Hans øjne er fjerne. Øjenvipperne er lange. Omkrandser den blå iris. Det er som om Lucy spejler sig i dem. Det er uforståeligt, at hende krop ligger få meter fra os, men at hun nu er så fjern. Uopnåelig.

”Jeg vil prøve.” Han synker og løfter sin og min hånd. ”Til Lucy.” Jeg smiler let og løfter min og Neels hånd også.

”Til Lucy.” gentager jeg så.

”Til Lucy.” hvisker Neel ømt. Jeg lukker øjnene og beder for hende.

”Amen.” Lyden kommer næsten uhørligt ud, da mine læber former ordene.

”Amen.”

”Amen.” Men selv i alt sorgen, ser jeg et lyspunkt. Et håb, der brænder indeni mig. Et lys, der aldrig vil forsvinde. Lucy. Lucia Hughes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...