Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9729Visninger
AA

38. Kap 36: "... jeg skal nok gøre det lettere for dig, lille Neel, "

 

Hele natten ligger jeg grædefærdig op af Lucy. Jeg kan ikke falde i søvn. Hvordan kunne vores smtale overhoved ende sådan? Vi er jo det perfekte par. Og diskutionen var fuldkommen åndssvag. Hvornår startede den? Hvorfor undgik jeg den ikke.

Lucy sov, da jeg lagde mig ind til hende, men jeg tror, at hun kan fornemme, at jeg er her. Ellers vil jeg bare gerne havde, at hun kan fornemme, at jeg er her. Men alt i alt gør det jo ikke nogen forskel alligevel. Han sover tæt ved gangen ind til aflukket. Jeg kan se hans gyldne hår ude i hulen. Vi plejer at sove sammen. Nu ligger han krympet sammen helt alene.

Er vi overhoved stadig et par? Jeg vil have det. Det er jo bare et skænderi. Alle par skændes. Men det virker umuligt at se, hvordan det her vil løse sig.

Jeg kan skælnde hans vejrtrækning fra de andre. Gispende, men sovende. Han kan sove. Jeg kan ikke. Tårerne flyder ned af mine kinder. Selv med Lucy ved min side føler jeg mig alene. Helt alene. Bange og alene. Jeg vil have tryghed. EN favn at være i. Jeg overvejer at kravle ind til Steve, men hvis dette nogensinde skal løse sig, skal Neel nok ikke se mig vågne op i hans favn. Virker vi virkelig så kæreste-agtige?

Jeg hungre efter tryghed. Tigger og beder. Noget der kan holde ansgten væk. Angsten for at miste det hele. Det hele, der engang var livet. Angsten var engang ikke at overleve. Nu er det hele Neel. Mit et og alt. Angsten for at miste ham. Hvordan kan jeg også bare tabe ham på gulvet?

Mit åndedrag skiller mig ud fra alle de andre sammen med hans. Hulkende, urytmisk. Jeg sover ikke. Men mine tårer er lydløse. Jeg ville ønske, de var høje. Hulk, skrig, længel efter ham. Men de er lydløse. Ingen kan høre dem. Ingen ser mig. Hverken Steve, Neel eller Lucy, der altid plejer at se mig, når ingen andre gør.

Jeg er helt alene. Helt alene i verden. Helt alene på Abscedois. Selv omgivet af folk er jeg alene. Jeg er den eneste, der stadig tænker. Den eneste, der ikke sover. Den eneste tilbage. Derfor græder jeg. Følelsen af ensomhed, jeg ellers ikke havde følt de sidste to måneder, graver nu dybt i mig igen.

Alle de nætter på værelset med lektierne. Alene.

Alle de gåturer op og ned af gangene. Blandt mennesker, men alene.

Alle de samtaler med mine veninde, hvor det altid var tydeligt, at de var lidt tættere sammen, end jeg var på dem. Alene i et fællesskab.

Ingen ser de ensomme. Ingen. For ensomhed giver kun indvendige ar, og jeg mærker nu de ar blive revet op igen. Blodet løber ud. Jeg er ikke cutter. Har aldrig været det. Alligevel føler jeg mig så tilskåret, at jeg bliver nødt til at skærer i de gamle ridser. Folk troede de kendte mig, men det gjorde de ikke. Ikke engang mine forældre.

Dengang følte jeg mig alene, blandt folk, der ikke kendte mig.

Nu føler jeg mig alene, blandt folk der kender mig. Og det føles langt værre.

 

Neel deler hurtigt opgaverne ud, uden at se på mig.

”Amelia, du står for frokost, Albert aftensmad og mig morgenmad til i morgen, hvor vi skifter grupper.” Med et er han forsvundet. Jeg ved ikke hvorhen. Jeg åbner munden, men mit kald efter ham kommer ikke ud. Heldigvis virker han ikke upåvirket. Jeg kan mærke på ham, at han er presset. Men hvad skulle jeg sige? Hvad er det han mangler at høre? Albert ser på mig. Jeg kan se han vil sige noget, men dropper det så. Der sidder en klump i min hals, der gør det svært at slappe af.

”Jeg må hellere komme i gang.” mumler jeg og ser rundt. Der er en del frugter fra i morges. De store fisk spiser vi kun til aftensmad, så der er faktisk ikke rigtigt noget at gøre til frokosten. Alligevel går jeg ind mod skoven for at komme væk. Jeg vil hellere være alene alene, end alene ved siden af Albert.

Det er rart at komme ind i skyggen. Mine skuldre er begyndt at blive en smule solskoldet, selvom den på grund af min latinamerikanske bagrunden aldrig plejer at blive rød. Heldigvis har jeg taget en lang lyseblå sommerkjole, som er en af Christinas kreationer fra noget ligtøj på, der har korte ærmer på og dermed beskytter.

Jeg ser op ad en palme for at tjekke, at der ikke er nogle kokosnødder og sætter mig så i skovbunden under den. Jeg har lyst til at bruge tiden med at hjælpe steve og hans gruppe, men det ville ikke just hjælpe, hvis Neel så os og … Paige er jo i Steves gruppe, så han kunne være... Jeg vil ikke tænke tanken til ende. Og Paige er jo ”sammen” med Albert nu så... lyver jeg for mig selv. Jeg kan knap nok huske, hvad Neel og jeg var så uenige i i går, og hvad der skabte skænderiet. Han troede, jeg havde noget sammen med Steve. Det er vel bare det? Men hvorfor er det så ikke så enkelt, at jeg bare kan gå hen og sige, at det har jeg ikke, og jeg undskylder, hvis det har fremstået sådan? Det virker bare ikke som en mulighed i denne her situation, men alligevel rejser jeg mig besluttet.

Jeg kan ligeså godt handle nu som i morgen.

”Det hele skal nok gå.” mumler jeg for mig selv og begynder at gå i retning af soluret.

Jeg kan genkende stemmerne på afstand. Ganske rigtigt Steve, Paige, Lola – og Neel, som jeg ikke gætter på er der for hverken Steve eller Lolas selvskab. En smule vrede kommer op i mig, men jeg lukker øjnene og tæller til ti. Der er ingen grund til at kører konflikten op til en reel konflikt.

”Neel, må jeg tale med dig?” Min stemme starter ud langt lavere end jeg havde forventet, så jeg hæver den. Han vender sig mod mig, siger intet, men kommer bare hen mod mig.

”Jeg er virkelig ked af det der skete i går. Undskyld, hvis du har misforstået, at Steve og jeg havde et forhold. Jeg skal nok lade være med at...”

”Se, nu gør du det igen!” udbryder Neel. Jeg løfter det ene øjenbryn. ”Taler som om ”det er okay, du er lidt jaloux lille Neel, jeg skal nok gøre det lettere for dig, lille Neel, det er okay du ikke er ligeså perfekt som mig, lille Ne...”

”Seriøst?! Her overgiver jeg mig, og så gør du grin med mig? Neel, du ved, hvor meget jeg værdsætter di...”

”Ja, det afslører din tone også helt klart!” afbryder han.

”Kan vi ikke bare glemme det hele og starte forfra? Jeg vil bare ikke være uvenner med dig!”

”Nu gør du det igen: det er bare dig, der hele tiden vil være uvenner, lille Neel.” vrænger han.

”Neeeeel!” udbryder jeg i iratation. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Ja, for du er den der styrer det hele, lille Neel.” Jeg skal til at bryde sammen, men jeg kan se, at han mener, hvad han siger. Han gør det ikke, fordi han vil holde på sin ret. Han siger det, fordi han mener det er irriterende. Jeg skal lige til at sige noget, da Paige kalder på ham.

”Neeeel!”

”Jeg må tilbage at hjælpe.” mumler han ømt. Jeg kan se det blanke i hans øjne. Hvorfor kan vi ikke få det til at fungerer, når vi nu så gerne vil? Hvad er der galt med os? Vi var jo så perfekte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...