Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9890Visninger
AA

37. Kap 35: " Du kender mig, jeg er ikke den jaloux type."

 

”Så kan vi vel godt holde fri resten af dagen, for aftensmaden er vel på plads nu?” pruster Albert og sætter det sidste lagn med frugter ned. Jeg har svært ved at omgås ham, for jeg elsker ham jo, fordi han er en del af min nye familie, men hver gang jeg ser på ham, er det som om jeg ser på han gennem øjne, der er fyldt med melidenhed for Lucy.

”Vi mangler lige at stege fisken, men det kan jeg godt gøre lige før vi skal spise.” Neel sender mig et smil.

”Tak skat.” Jeg kysser ham hurtigt og løber ud. Jeg skal ned til Steve, som jeg plejer, når jeg får tideligere fri, hvilket er begyndt at ske ofte, fordi vi er blevet hurtigere til vores arbejde. Desuden mener Hannelore også, at vi bør have mere frihed. Jeg falder nærmest over Steve og hans gruppe, da jeg løber ned på stranden. De står ved soluret og ligner nogen, der er i gang med at videreudvikle det ufærdige koncept som den gamle gruppe fandt på.

”Steve!” jubler jeg er springer op på hans ryg bagfra, så han mister balancen og vi begge ender på jorden.

”Emiliiiiiie,” vrænger han. ”du forskrækker mig!” Men han kan ikke spille fornærmet meget længere, og vi bryder begge to ud i latter. Det giver mig varme at hører ham grine, for så ved jeg, at han er glad. At han godt kan klare sig. At han er okay. At han kan klare sig uden Sam.

”Er I færdige nu?” Jeg ser op mod de mørke skyer, der dækker himlen.

”Vi er ved at pakke sammen for at gå i ly for den kommende regn.” Sam rejser sig og rækker en hånd ned mod ham. ”Kommer du med?” Pludselig giver de tunge regnskyer mig en idé.

”Nope, vi skal ikke ind. Vi skal blive ude i regnen!” Jeg kravler selv op.

”Seriøst, vi bliver forkølede og våde.”

”Forkølede? Carrot, vi er på en øde tropeø.”

”Ja, Wright.” Jeg puffer til ham, da han bruger mig efternavn.

”Regn er sjovt! Og vi skal bevise at ligegyldig, hvad Vor Herre smider i hoved på os, skal vi nok klarer os.” Som understregning på min pointe rammer den første regndråbe min næse.

”Mange skøre ting har vi lavet sammen, men det var i solskin...”

”Og nu skal vi også have minder i regnvejr! Kom nu, Kong Gulerod, vi tager ikke skade af lidt regnvejr. Det er altid solskinsvejr, når vi går tur op og ned i stranden og snakker. I dag skal vi lave noget anderledes!” Uden at give ham en chance for at modsige mig igen, tager jeg fat om hans håndled og trækker ham med hen mod klipperne modsat dem, hvor Sam døde. Vi behøver ikke lave nye minder ved at vække de gamle op. Desuden er de også meget tættere på, og sand er nedern at gå i, når det er vådt.

”Kom nu, kom nu, kom nu!” hviner jeg, mens jeg trækker af sted med Steve. Selvom vi burde have dårlige erfaringer med klipper, minder denne her mig overhoved ikke om den anden. Denne her er meget bred og ubevokset og strækker sig så langt øjet når. Dne anden var smal og med tæt bevoksning udtil, og så var den meget ujævn. Desuden er det strand, hvis man klatre ned af denne klippe, så den er helt sikker. Da vi når derop er de førte regndråber allerede blevet til mange, og vi er helt gennemblødte.

”Rolig nu, Emilie.” ler han. Jeg slipper hans håndled og danser rundt på klippen.

”Der er masser

Regn, regn, regn,” synger jeg med en påtaget falsk sangstemme. Jeg drejer rundt og rundt i regnen.

”Det må næsten være et …” Med et går jeg i stå. At rime er min svaghed. Heldigvis reder Steve den dog.

”Tegn, tegn, tegn.”

”Jaaa!” udbryder jeg, tager begge hans hænder og læner mig tilbage, så vi snurre rundt. Hurtigere og hurtigere.

”Vi bli'r hurtigt

Våde, våde, våde,” Jeg holder fokus på Steve, mens vi bare drejer og drejer, for ikke at blive rundtosset. Farten bliver hurtigere og hurtigere. ”Det er vores

Måde, måde, måde.” Jeg slippe ham og vakler bagud i en blandingen af et skrig og et grin. Vandet rammer mit ansigt, men jeg er ligeglad. Helt ligeglad. Jeg ser ham gennem regnen. Jeg ville ønske, jeg kunne gemme dette minde med ham. Med et photo, en note eller noget. Men det kan jeg ikke, og det er også en af de vigtige ting jeg har lært herude: lev, mens du gør det i stedet for desperat at forsøge at gemme minderne. Hele mit hoved snurrer rundt, mens jeg genfinder balancen og min sang går i stå. Jeg løber hen mod ham og vi bryder begge ud i et latteranfald, da han pludselig udbryder:

”Sæt dig op på mine skuldre.” Han går ned i knæ, og jeg gør spændt som han siger. Han rejser ret op. Jeg klamre mig fast til hans ryg, men det går. Jeg kan se ud over hele havet gennem dråberne. Den lille nærliggende ø, der ligger foran os. Den eneste anden i vi kan se fra øen. Mine fingre gryster lidt, mens de holder fast om hans hoved, men jeg er ikke højdeskræk mere. Jeg mærker Steves stræke tag om mine ben og føler mig sikker. Sikker nok til at slippe hans røde hår og sprede armene ud som vinger.

”Vi styrer!” skriger jeg og læner hoved tilbage i fryd. 190 centimeter hævet over jorden i regnvejr. Jeg skiller læberne en smule ad og lader dråberne falde ned i mine mund. Friske og klare. ”Vi er Abscedois' folk, og vi bestemmer her!” Vinden tager mit hår og mit skrig.

”Dette her er vores ø!” råber Steve og begynder at gå hen mod kanten af klippen. Langsomt. Det er svært for ham. Selvom der kun er en meter ned, og det nedenfor er sand, kan jeg mærke på ham, at han er bange.

”Vi kan klarer alt!” jubler jeg som opmuntring. ”Vi er uovervindelige!” Jeg ser ned på ham, og han smiler op til mig, før han tager endnu et skridt fremad. ”Vi overvinder vores frygter! Se vores mareridt i øjnene! Højder såvel som klippekanter!” Jeg rækker hænderne op mod hilmen, mens mine råb flyver rundt med vinden.

”Her på Abscedois,” Steve tager et sidste skridt frem. Han ser først ned ad klippekanten og derefter op for mig. ”er intet umuligt.” Og derefter springer han. Jeg skriger. Men af overraskelse ikke frygt. For de få sekunder før vi tumler rundt i det bløde sand føles rigtige. Vi ligger der bare, tavse i regnvejret. Steve tager min hånd og ser mig i øjnene. Hans er brune og varme. Næsten samme farve som hans pupil. Hans åndedrag og regnen er det eneste, der kan høres.

”Når der er...” lyder et råb oppefra. Den velkendte stemme stopper midt i sin sætning.
”Neel!” udbryder jeg begejstret og ser op, men det eneste jeg når at se, er en skikkelse, der forsvinder. Jeg synker på panden og ser op mod himlen. ”Gad vide, hvad han skulle.” ler jeg.

”Du skal være glad for ham, Emilie. Jeg ved godt, at der skal meget til, før han kan vinde min tillid, men jeg tror sgu, at han er den rigtige for dig. Han kan virkelig godt lide dig. Den måde han kigger på dig på, som han aldrig har gjort med Paige eller nogen anden, som om han er villig til at give sit liv for dig – som om han virkelig elsker dig...” En regndråbe rammer mig i øjet.

”Jeg håber en dag, du finder en, der vil se på samme måde på dig. Og indtil da skal du huske, at jeg vil give mit liv for dig.” Jeg klemmer hans hånd.

 

”Du hænger meget ud med Steve, var?” spørger Neel tørt. Jeg tygger mango-biden jeg har i munden færdig.

”Ja, han er min bedste ven.”

”Nå ja..”
”Hvad mener du med, ”nå ja”?” Jeg ser på ham, for at prøve at aflæse ham, og tager endnu en bid af mangoen.

”Ikk' noget.” Han kigger koncentret ned mod bananen, han er i gang med at skralde, og lader med vilje en gylden hårtot glide ned foran hans ansigt.

”Hvorfor er du så sur?”

”Jeg er ikke sur.” Han ser stadig ikke op og taler i samme tørre tonefald.

”Jo, du er så!” Jeg puffer småirriteret til ham, men han reagerer ikke. ”Vil du ikke nok tale til mig?” Hans opførsel bekymre mig. Har jeg nu gjort noget forkert?

”Jeg taler til dig.” Han kaster med hoved, så hårlokken ryger tilbage. Hans hår er efterhånden begyndt at blive skulderlængde, fordi vi ikke har nogen saks herude.

”Nej, du gør ej. Seriøst, Neel, vi er gift, hvad er der galt?!” sukker jeg. Jeg gider ikke lege gætteleg, men på den anden side vil det ende i et tavstskænderi, hvis jeg bare dropper at tale til ham.

”Ikke noget siger jeg.” Endelig løfter han blikket.

”Jo der er.” Jeg tænker tilbage og husker hans inledende spørgsmål til samtalen. ”Er det noget med Steve? Du kan bare sige det, jeg bliver ikke sur.”

”Nej, der er ikke noget galt. Du kender mig, jeg er ikke den jaloux type.”

”Ligenu opfører du dig ellers sådan.” Jeg ser væk. Hvis han vil have tavshed, så får han tavshed. Men jeg kan ikke holde ud længe. For jeg elsker ham jo. ”Neel, seriøst, hvad er der? Det er okay, hvis du er jaloux. Jeg var selv stinkende jaloux, da du var sammen med Paige.” Jeg prøver et nyt trick: indrømmelser for indrømmelser. Og det virker.

”Det er bare. Du er så meget sammen med Steve og...” siger han ømt.

”Og hvad?” Jeg sender ham et venligt smil. Endelig er den rigtige Neel tilbage.

”Og … altså i startede jo ud som kæreste, så ...” Hans stemme dør ud igen. Han rømmer sig. ”Det kunne godt være, at altså... hvis nu Steve bare sagde han var bøsse, for ikke at virke ”droppet” af dig, og så han stadig havde følesler for dig, og så....” Jeg må anstrege mig for ikke at se, for jeg kan se, at det kun vil få Neel til at føle sig endnu mere åndssvag.

”Neel, jeg ville aldrig gå bag din ryg. Og jo, Steve er bøsse.” Jeg smiler til ham og læner mig frem for at kysse ham, da han afviger en smule.

”Du er ærlig for mig nu ikke?” Hans spørgsmål afstøder mig.

”Stoler du ikke på mig?!”

”Jeg mener bare, du var god til at lyve for Steve, men...”

”Du stoler ikke på mig var?” Jeg rejser mig vredt, mens jeg hæver stemmen. ”Det er måske Paige, der har fortalt dig den lille hvide løgn, som du nu tror på. For du stoler jo på Paige, men tydeligvis ikke mig!” Jeg har kontrol over min stemme, selvom den mest af alt har lyst til at knække over.

”Hvad?! Jeg lyver ik...” begynder Paige, men beslutter så at blive ude af skænderiet.

”Nej, det er ikke Paige. Men jeg troede, du ikke ville blive sur, hvis jeg sagde det! Du lovede det, kan du huske det? Der brød du lige et løfte. Så er det vel ikke så mærkeligt, at jeg tvivler på dig, næste gangd u siger noget.” Neel rejser sig også op, så han nu nedstirrer mig.

”Åh fedt, nu stoler ikke engang min egen kæreste på mig. For han er jo så meget bedre med sin skjulte affære bag sin ekskærestes ryg.” vrænger jeg og træder ham over tæerne.

”Amelia og Neel!” bryder Hannelore ind, men selvom hun er vores allesammens mor, har hendes stemme ikke samme kraft som Ebbis havde.

”Du var sgu da ikke meget bedre selv. Det er nu mærkeligt, at Steve stadig stoler på dig.” råber Neel og gør store armbevægelser.

”Steves og mit forhold rager ikke dig det mindste!” Jeg træder et skridt tilbage. Min stemme er stadig hård.

”Åh, nu indrømmer du det endda. Så da held og lykke med jeres forhold,” Han laver gåseøjne med fingrene. ”fremover.” Uden at kigge mig i øjnene sætter han sig over ved siden af Paige og Albert. Tårerne presser på. Det burde ikke være sådan her. Alt er forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...