Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9729Visninger
AA

36. Kap 34: "Jeg elsker jer."

 

Da jeg samler lagnet med frugter op fra jorden går noget op for mig. For første gang nogensinde, har jeg det fint med at skulle leve sådan her resten af mit liv. Mit håb er ikke dødt, men jeg har ikke noget imod at fortsætte sådan her. For vi har det jo godt. Jeg løfter lagnet op over ryggen og løber hen mod Neel, der allerede er på vej tilbage.

”Hvor blev Albert af?” spørger jeg forpustet, da jeg endelig når op på siden af ham.

”Han gik vidst i forvejen. Paige kom og ville snakke med ham...”
”Åh seriøst. Det lover ikke godt.” sukker jeg. ”Hun er kun ude på at skabe drama.”

”Så ond er hun altså heller ikke.” Neel puffer mig i siden.

”Lad os nu se, hvem der får ret i denne her sag.” griner jeg og slendre videre hen mod hulen, da jeg pludselig må stoppe og gøre store øjne. Albert og Paige komme ud, hånd i hånd, på en meget kæreste-agtig måde. Jeg er lige ved at tabe sækken af forbavselse. Paige og Albert? Seriøst?! Paige ville aldrig date en under hendes egen alder – og Albert plejer altid at være på Lucys side i frhold til Paige. Og de er blevet kæreste på to sekunder? Men jeg kan godt se den røde tråd. Paige skal gøre Neel jaloux, og Albert skal gøre Lucy jaloux. Paige skulle bare vide, at Neel og jeg er gift.

”Hej.” fremstammer jeg. De skænker mig et blik, og Paige kysser derefter Albert. Jeg ser hen mod Neel. Han griner og mimer: ”du vinder.” I det mindste virker det ikke på ham. Jeg sender ham e kyssemund, men skynder mig så ind i hulen. Neel ved tydeligvis ikke noget om, hvor meget Albert betyder til Lucy, for han virker ret afslappet. Jeg smidder sækken i indgangen og skynder mig ind til Lucy. Hun sover. Jeg kan ikke nænne at vække hende. Hun har det svært nok i forvejen.

”Amelia?” kalder Neel ude i hulen. Jeg går ud i hulen til ham igen. ”Du havde ret.” Han lægger armene om mig.

”Hun er så for meget.” Jeg himler med øjnene.

”Men hun kan aldrig splitte os ad.” Han kysser blidt mine læber.

 

Selvom jeg havde håbet, at når Lucy nu lå helt alene inde i aflukket, så ville hun ikke finde ud af at Paige og Albert datede, var mit håb ikke strækt nok. Det er også lidt svært, når de gør sig ekstra umage med at kysse med lyd på foran hendes aflukke: for selvom deres plan med at gøre Neel jaloux ikke virkede optimalt, kunne de stadig godt nå til den anden del af planen. Og det virkede faktisk som om Paige gik mere op i at Albert skulle gøre Lucy jaloux end ham selv. Men da jeg kommer ind til Lucy ved frokost for at give hende mad, ligger hun med våde kinder.

”Han føler ikke noget, de gør det kun for, at du skal blive jaloux.” Jeg rækker hende en banan.

”Jeg ved det.” snøfter hun og hoster. ”Men tænk at han vil gøre det mod mig. Jeg ville aldrig sårer en bare for at gøre personen jaloux.” Tårerne glider ned af hendes kinder.

”Hvorfor taler du ikke bare med ham? Jeg mener, I fungerer så godt sammen, I kan jo ikke være uvenner forevig?” Jeg tørrer en tårer væk fra hendes kind. Det gør ondt at se hende græde.

”Vi skal begge indrømme nogle ting, før det kan fungerer igen, og jeg tror ikke rigtigt nogen af os har mod til at indrømme de ting.” Hun snøfter og hoster.

”Hvad for ting?”

”At jeg er til drenge for eksempel.” Jeg løfter øjenbrynene.

”Du er...” udbryder jeg. Hun sætter en finger foran munden, og jeg sænker straks min stemme. ”tl drenge?” Selvom seksualitet jo ikke betyder alverden, ser jeg pludselig Lucy i et anderledes lys. Anderledes på en god måde. Hun virker pludselig mere ærlig og ægte. Ikke fordi at lesbiske ikke er ægte, men fordi der altid har været noget falsk over Lucys måde at være lesbisk på. En stædighed.

”Det andet var bare en del af mit oprør.” Hun smiler lidt, men kan ikke holde facaden, og tårerne begynder at løbe igen. ”Jeg elsker ham.” hulker hun og lukker øjnene. Jeg tager hendes hånd. Den ryster. Jeg vil spørger ind til på hvilken måde hun elsker ham, men jeg ser ikke tidspunktet som det rigtige. I stedet aer jeg bare hendes rystende hånd, mens hun langsomt falder til ro.

”Amelia, er du derinde?” Jeg vender mig om og ser Neel. ”Er hun okay?” Hans tone ændres pludselig fra positiv til bekymret.

”Det tror jeg ikke.”

”Bør jeg blande mig?”

”Nej.” Jeg ser ned mod hende. Hun sover. Hendes kinder er helt ru efter tårerne.

”Tak, fordi du er sådan en god veninde for hende.” Han trækker mig op. ”Vi spiser nu.”

”Fint.” Vi følges ud til langbordet, hvor Albert og Neel har fået dækket op. Folk er allerede begyndt at spise. Jeg fanger mig hurtigt ind på samtaleemnet.

”Jeg tror ikke det er muligt, at vi bliver redet nogensinde.” fastslår Ethan. ”Hvor stor sandsynlighed er der lige for, at de finder vores ø blandt de mange heromkring.”

”Men de ved jo, hvor vi mistede signalet, så de må vide nogenlunde, hvor vi er. Men du har ret, det er ikke noget vi skal regne med: dog vil jeg fastslå at chancen er der.” siger Steve.

”Prøv lige at tænk på, hvis vi nu blev fundet: hvor godt en pizza så ville smage!” udbryder Albert.

”Det siger du ikke!” ler Paige sødt. For sødt. Jeg kan allerede mærke min mund løbe i vand for andet end frugt og fisk. Kød. Oksekød, kylling, lam. Grønsager. Gulerøder, tomater, agurk. Og alt det andet den rigtige verden indebærer. Det er farligt at tænke på for det tænder en længsel.

”Det ville være fantastisk! Et rigtigt bad – og nyvasket tøj.” drømmer jeg.

”Man ved bare først, hvad hverdagen er værd, når man mister den.” Jeg kan kun nikke genkendede til Christinas udsagn.

”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville kunne vende mig til den virkelige verden igen. For vi har det jo godt herude, selvom den virkelige verden er så fantastasik. Vi har jo hinanden.” Jeg tager Neels hånd.

”Er jeg den eneste, der ikke har noget ønske om at blive fundet? Jeg har aldrig haft en bedre tid i mit liv end herude: selvom vi må leve hårdt og ikke er lovet evig overlevelse, er alt andet pludselig bare begyndt at betyde tusind gange mere end nogensinde før. Kærlighed. Til venskab, min skønne Amelia og familie. Og det kærlighed er begyndt at betyde for mig nu, vil jeg ikke bytte for alverdens pizza og rene brusebade.” indskyder Neel. Jeg ser på ham. Fanger hans blik. Fyldes med lykke. For han har jo ret. Kærligheden til ham, Steve og alle de andre er større end den jeg nogensinde har haft til forrige kærester, veninder eller min gamle familie. For lige nu er kærlighed det eneste vi har. Jeg mærker tårerne presser på, mens Neel holder min øjenkontakt. De er sværre at holde tilbage og langsomt falder de. Det her er jo den bedste tid i mit liv. Nogensinde. Jeg ser rundt. Alle er tavse, mens folk fodøjer Neels ord. De giver efterklang i hulen.

”Jeg elsker jer.” udbryder jeg så med ansigtet fyldt at tårer. Jeg hører alle gentage det gang på gang. De tre smukkeste ord i livet bliver skudt rundt i rummet igen og igen. Fylder det hele. Det er det hele. Jeg elsker jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...