Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9930Visninger
AA

35. Kap 33: ”Det kommer an på om du tæller Trix med."

 

Jeg stikker forsigtigt hoved ind i det lille aflukke, hvor Lucy ligger. Jeg har håbet, at hun sov, men da hun straks ser mig i øjnene, er jeg fanget i den akavede situation.

”Hej.” mumler jeg og vælger at gå ind. Hun ligger på et hav af lagner og stof. ”Gør det ondt?” spørger jeg så. Bare for at spørge om noget.

”Ja.” Hendes stemme er hæs og det lyder som om noget sidder fast i hendes luftveje. ”Du reddede mit liv.”
”Hvad havde du regnet med?” Jeg sætter mig ned ved siden af hende og ser på hendes ribben. De ser ikke brækkede ud, men Hannelore sagde, at hun formegenligt havde brækket to.

”Jeg lukkede dig totalt ude.” At hun taler i datid overrasker mig.

”Så du er ikke sur længere?”

”Jeg har endelig indset, at det jeg gjorde var forkert. Altså jeg vidste det jo hele tiden, men blev ved med at lyve for mig selv..." Hun ser mig endelig i øjnene, på en måde, hvor jeg ikke er bange for, at hun pludselig kigger væk. ”Jeg kan ikke flygte fra mig selv. Det virkede bare så oplagt. At Trix pludselig kom, og jeg fik en helt ny chance. Jeg tænkte bare a hvis jeg … glemte dig, ville jeg også glemme alt det, der gjorde ondt. Mit forhold til Albert, forhold til Neel, det evige pres, der altid har ligget over mig fra mine forældre om at blive som Neel. Du ved, hele mit liv har mine forældre altid ville have mig til at være superstjerne, vær ligesom Neel, perfekt. Så hele mit liv har været et oprør mod mine forældre – og jeg har sikkert været pisseirriterende, men jeg ville være fri. Ikke at jeg nogensinde blev det. Jeg kom bare længere og længere ud. Gjorde ting kun for at vanære dem. Hele mit liv har været en løgn. Løgn på løgn på løgn. Jeg har løjet om alt. Om at jeg har gjort alle mulige vilde ting. Om at jeg hedder Lucy. Jeg har løjet mig ældre for at komme ind på diskotekerne...”

”Det er aldrig for sent at starte forfra.” Jeg tager hendes hånd.

”Ja … hvis jeg overhoved overlever mine ribben.” Hun griner let, men stopper og skærer en grimasse.

”De er da ikke så farlige?”

”Jeg er ikke sikker. Vi har ingen læge herude – eller David selvfølgelig, så jeg ved ikke om det er farligt, og om det jeg gør nu er helt forkert.” Hun hoster igen.

”Hvad med din ryg?” En kuldegysning går gennem mig, da hun for tredje gang hoster. Det lyder alvorligt.

”Smerten er begyndt at være konstant...” Hendes stemme forsvinder i et hosteanfald. Hun ryster sig i en krampe. ”Men man vender sig til det.” Jeg ved at Lucy er hård. Ikke en der piver over alting, så bekymringen spreder sig i min krop.

”Hej,” Jeg vender mig og ser Neel komme ind. ”må jeg gerne komme ind også?”

”Selvfølgelig, skal jeg gå?” Jeg skal til at rejse mig, men han ryster på hoved.

”Undskyld, Neel.” Tårerne begynder pludselig er løbe ned af Lucys kinder.

”Det er okay, Lucy. Vi laver alle fejl.” Neel stryger sin finger over hendes kind.

”Det du ikke.” hulker hun. Det er første gang, jeg har set hende så nøgen, men det gør mig kun tryg. ”Du har altid været perfekt.”

”Jeg var min kæreste utro med en pige, der allerede var i et forhold, kalder du det perfekt?” Neel smiler skævt og Lucy ler en smule. ”Og jeg har glemt min smukke lillesøster, fordi jeg var for optaget af mit eget liv.” Lucy sender mig et internt blik.

”Stjernenykker.” griner vi i kor. Neel ser uforstående på os, men vi griner bare, indtil Lucy får endnu et hosteanfald.

”Tillykke til jer.” siger Lucy, da hun har hostet færdig. Hun fører vores hænder sammen. ”I er et godt par.” Jeg ser på vores sammenflettede hænder og derfor på Neel. En lykkefølese går gennem mig. Tanken om at vi er gift. Os to. Kun os to. I hemmelighed. Ingen andre ved det. Det er kun os to. Kun os to forevig.

 

Vi sidder alle sammen om bålet. Kun Lucy mangler, men hun kan ikke rejse sig fra det lille indelukke. Det er begyndt at være køligt om natten, så det er rart, at det er der.

”11.” sukker Ethan. ”Hvor mange var det, der var ombord på flyet?”

”251.” svarer Steve hurtigt. ”Men vi er da kun 10?” Han tæller og løfter derefter øjenbrynet.

”Det kommer an på om du tæller Trix med.” Neel smiler venligt til ham. De er ved at komme bedre ud af det med hinanden.

”Ja, det kan du godt sige, men hun er her jo ikke. Altså vi kan ikke gå rundt og lede efter lig, bare for at kunne erklærer folk ikke med i flokken. Vi tæller jo ligesom heller ikke David med, og hans lig har vi jo ikke fundet endnu, vel?”

”Det kan man godt sige, men der er måske nogle, der gerne vil tro, at hun stadig lever, det er der nok ikke lige med David.” Ethan lægger armene over kors.

”David var en morder, ja, men han er stadig et menneske!” siger Steve.

”Vi kan afgøre det sådan: Trix er ikke længere en del af vores gruppe, om hun er i live er op til den enkelte at tro.” Hannelore rejser sig. Hendes stemme er begyndt at få samme kraft som Ebbis. Alligevel begynder drengne at protestere igen. Jeg kravler ud af Neels favn, bagom Steve og hen mod det lille indelukke. Der går lang tid før Lucy kan komme hen på engen igen, men indtil da må jeg blot komme til hendes lille kammer.

Hendes øjne er lukkede, men jeg kan mærke, at hun ikke sover. Hun ligger og lytter til diskutionerne derindefra.

”Er du træt?” Jeg sætter mig ned ved hendes hoved, så hun kan se mig, nu hvor hun ikke engang kan flytte sig.
”Mmm – men mere udmattet af at skulle ligge i en samme stilling hele tiden.” mumler hun, men åbner ikke øjnene.

”Det må være klautrofobisk.” Jeg fejer en lok væk fra hendes pande. ”Jeg ville bare sige godnat.”

”Det der med at vi ikke må være alene, ikk? Faktisk bryder jeg det nu...”

”Skal jeg blive her ved siden af dig og sove?” fortsætter jeg hendes hentydning. Hun åbner øjnene.

”Når du nu tilbyder det...” Vi griner begge kort indtil endnu et hosteanfald overfalder Lucy. Jeg har ondt af hende. Jeg lægger mig på stengulvet ved siden af hende og kigger op i loftet.

”Godnat, Amelia.”

”Godnat, Lucy.” Langsomt ændre hendes åndedrag sig, så jeg kan høre, at hun sover. Selv kan jeg ikke falde i søvn, så jeg lytter bare til stemmerne udenfor. Stemmerne af min mand, min bedste ven og min nye familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...