Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10265Visninger
AA

34. Kap 32: "... regne med, at hun overlever."

Toogtredive

 

”Hvad er der sket?” Hannelore kommer os forfærdet i møde. ”Jeg hørte dit råb, vent, hvor er Sam?” Hendes stemme dør ud, da hun ser tårerne i Steves øjne.

”Død.” siger jeg. Hun spørger ikke hvordan, men følger os blot ind. Steve sætter sig op af væggen og gemmer sig i sig selv. Jeg lægger armene om ham og ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre. Hans store kærlighed er lige død, og jeg er bare mig.

”Hvad skete der med Sam?” Trix vover sig som den første hen mod os. Jeg sender hende et dræberblik, men hun sætter sig blot ved siden af mig. Hun har åbenbart droppet at være min ven og i stedet overhoved ikke bekymre sig om, hvad jeg synes om hende.

”Han døde. Prøvede at begå selvmord, fordi han ikke ville leve i frygten for døden – som du gav ham.” Jeg kan ikke se hende i øjnene. ”Steve prøvede at stoppe ham, endte i livsfare og Sam ofrede sit liv for at redde Steve. - Efter han fortalte, at han havde elsket Steve siden de sås for første gang.” Jeg hører hende gispe og med det samme, rejser hun sig.

”Han er...?” Jeg nikker uden at nvævne, at han faktisk ordret sagde, at han var biseksuel. ”Og han ville begå selvmord, fordi jeg...” Jeg nikker igen. ”Jeg skal lige have noget luft.” Hun skynder sig ud af hulen. Jeg holder om Steve. Neel fanger mit blik og sender mig et forstående blik. En varm følelse går gennem mig. Jeg elsker ham. Jeg elsker vores forhold. Tæt og alligevel med plads. Jeg bliver aldrig træt af det. Jeg kan gifte mig med ham. Bare fordi jeg elsker ham.

”Vent, hvor er Trix?” udbryder Lucy pludselig. Hendes stemme forskrækker mgi helt, for det føles som første gang i lang tid, at hun siger noget uden opfordring.

”Hun gik.”

”Hvad fortalte du hende?” Hun rejser sig med et.

”Ikke noget, bare...” Men hun er allerede i løb ud af hulen.

”Trix! Trix kom tilbage!” Hendes gentagende råb giver mig ondt i hjertet. Ville hun også råbe sådan efter mig? Jeg vil ikke vide svaret.

 

”Send ham til himlen i faderens,” Hannelore smidder en smule jord på gravstedet. Selvom hans lig ikke er her, bliver han begravet. Ligesom Ebbi. ”sønnens,” Hannelores stemme minder mig alt for meget om, at Ebbi ikke længere er her. For selvom hun er den bedste leder, jeg kunne forestille mig efter Ebbi, er jeg bange. Bange for om hun kan holde sammen på os alle sammen. Bange for om hun bukker under i sorgen af Ebbi. ”og helligåndens navn.” Hun smidder det sidste jord og tager Lola og Alberts hænder, der står ved hver hendes side. Lola tager Paiges hånd og Albert tager Christinas hånd og sådan fortsætter bølgen indtil Steve tager min ene hånd og Neel den anden. Jeg smiler lidt for mig selv. Tænk at jeg kan være så heldig at have jordens to mest fantastiske drenge i mit liv. ”Sam Rasmussen vil vi nu sende til himlen med alt den kærlighed vi behersker. Abscedois' vil altid bærer mindet af ham.” De sidste er en sætninger, der efterhånden af udviklet sig til begravelser her på øen. For selvom vi ikke alle er kristne, er det overtallet og vores begravelser er kristne. Jeg husker tilbage på den eneste rigtige begravelse, jeg har været til. Farmors. Der var sang og en stor blank sort kiste. Jeg var seksten og alligevel var det min første begravelse. Nu er begravelser mit liv. Alle jeg ved ligger efterhånden dækket af jord. Det er en løgn at sige, at man vender sig til det, for det er ligehårdt hver gang, men den barske virkelighed har trængt langt længere ind i mig, end den nogensinde ville nå på et normalt menneskeliv. Og en dag, måske i morgen, måske om halvfems år, bliver det min tur. Tårerne presser på, mens alle blot kigger rundt. Fanger hinandens blikke og mærker endnu engang dødens virkelighed. Vi er ikke udødelige. Og døden er tættere på end nogensinde før.

Det er dog først da jeg fanger Steves blik, at det går op for mig, at det ligeså godt kan være ham, der begraves næste gang. Selvom han var nær døden i går, gik det aldrig rigtigt op for mig. Ligesom jeg stadig ikke kan forstå at Sam, Ebbi, Sara, Laura, Sebastian og Marie ikke længere er her. Jeg har blot vænnet mig til ikke at se dem mere, men sandheden er, at de ikke lever længere. De er døde.

Vores kreds skrumper med tiden og det er synligt. Det er ligesom den sang emd cyklisterne, hvor det først er 10 og til sidst kun en cykelist. Jeg har mere lyst til at dø som en af de ti, end at ende alene på en øde ø.

”Vi må hellere komme tilbage til arbejdet...” Ethan synker en klump. ”det ville Sam altid havde sagt.” Jeg kan mærke på Steves hånd, at han ryster, men han er tapper. Jeg kan slet ikke forestille mig Neel dø. Og især ikke i et forsøg på at redde mit liv.

”Du har ret.” Alberts stemme er tør. Det er tydeligt, at han ikke er den samme som før. Kæden går langsomt i opløsning.

”Jeg vil...” Jeg skal til at sende et undskyldende blik til Neel, da Steve afbryder mig.

”Bare gå med ham. Jeg klarer mig.” Han slipper min hånd. Overrasket ser jeg på ham, men han sender med et roligt smil.

”Okay, men hvis...”

”Gå nu bare med ham, Emilie.” Han puffer mig hen mod den afventende Neel.

”Altså, det er helt okay, jeg forstår, hvis du...” begynder Neel af forklarer, men Steve løfter blot den ene finger.

”Jeg kan ikke gemme mig bag Emilie forevig. Hun har også brug for et liv ud over mig.” Han vender sig om og efterlader os alene på engen mellem alle gravene.
”Du må gerne gå med ham, hvis du vil...”

”Neel, lige nu vil jeg bare være sammen med dig.” Jeg stiller mig på tæer og kysser ham. Jeg har brug for den glæde, han altid giver mig. Hele min krop fyldes af en brusende fornemmelse.

”Neel, hvis jeg nogensinde...” Jeg ser rundt på gravene. ”skal fra dig. Så husk, at jeg elsker dig. Jeg elsker dig og vil altid være i dit hjerte, men du må ikke være fanget i mig forevig.” Jeg ser ind i de smukke gråblå øjne, der spejler solen.

”Hvorfor fortæller du mig dette?” Han kører sin hånd gennem mit hår.

”Når jeg ser på Steve … er jeg bange. Bange for at han vil sidde fast i Sam forevig og … hvis jeg nogensinde...” Min stemme bliver skinger. Jeg kan ikke lide at tænke tanken.

”Du gør mig bange.” Hans øjne bliver blanke.

”Undskyld jeg...”

”Amelia, det er okay, men lad os bare nyde vores tid sammen og leve i nuet. Bare være unge og frie.” Han smiler til mig og en glæde fylder mig.

”Jeg kunne gifte mig med dig lige nu.” griner jeg og føler mig høj. Høj af ham. Høj af nuet. Høj af at jeg bare er atten år og vild.

”Det må du da gerne.”

”Vi kan ikke engang blive gift, her er jo ikke nogen kirke...” jeg ruller øjnene af ham.

”Såvel som dette et sted til de døde, er det også et sted til de levende. En kirke. Gud er overalt. Selv herude er Gud her. Så, hvad nu hvis jeg siger noget helt skørt?” Neel træder et skridt bagud og sætter sig så på knæ.

”Du gør mig skør!” Jeg har lyst til at flyve. Op mod himlen. Væk med ham.

”Amelia Emilie Wright, vil du gifte dig med mig?” Jeg gisper og gør store øjne af ham. Han tager min hånd.

”Jaaa!” hviner jeg. Han rejser sig.

”I Gud – og Abscedois' navn er vi så nu ægtefæller at være!” Han tager om mine hofter. Jeg mærke hans åndrag mod mit ansigt. Friskt. ”Jeg vil elske dig, Amelia, til dødens os skiller.” Det virker ikke uhyggeligt at tænke på døden lige nu. Det bekræfter mig bare i, at han vil være ved min side for altid.

”Jeg elsker dig, Neel Hughes, til dødens os skiller og langt mere.” Jeg spejler mig i de smukke øjne. Vi hører sammen. Jeg kan mærke det. Det er meningen med livet. Han er meningen med livet.

 

”Vi har fundet Isabellas lig!” Jeg kigger straks op fra mit arbejde på en skræmt Albert og en grædende Lola.

”Hvad?” Hannelore rejser sig straks. Hendes spørgsmål giver genlyd i hulen. Hvad? Hvad? Hvad?

”Hun er død.”

”Men hvordan?” Hannelore lægger straks armene om Lola. Jeg følger selv intenst med i samtalen.

”Slået ihjel. Hendes krop er helt forslået og ødelagt. David må have...” Albert stopper midt i sætningen, og jeg kan se, at han tænker på Marie og Ebbi.

”David.” gisper Hannelore og frygten stå malet i hendes øjne. Det er tydeligt at alle i hulen ved, hvad det betyder. David kan finde på alt. Dræbe os alle, mens vi sover. Hvis vi går alene ud. ”Kald alle ind. Jeg har ikke villet se det i øjnene før nu, men Ebbi,” Hun nævner hendes mands navn med stor stolthed. ”havde ret. David er farlig. Sindsyg. Øen har gjort ham sindssyg, og vi kan ikke ignorrer dette.” Albert er straks ude af hulen, og jeg kan hører ham kalde til akut ømøde. Hannelore tager sig til hoved, mens hun holder om Lola. Det gør mig utryg, at hun er bange. Hvad nu, hvis hun ikke er stræk nok? Det var svært nok, da vi mistede Ebbi, og vi har ingen anden tilbage der overhoved nærmere sig hans og Hannelores styrke som leder. Christina tager min hånd. Jeg ser på vores skrumpede gruppe og med et slår en tanke ned i mig. Det kan være, at det ikke er David, vi skal være bange for, men i stedet … Trix? Jeg tør ikke sige det højt, for selvom det kun var Lucy, der rendte rundt hele natten i går og ledte forgæves efter hende, hader de hende vidst ikke ligesom jeg. Alligevel ved jeg dog, at det ikke kan være hende. Mange onde ting, kan hun finde på, men at dræbe er ikke hende. Jeg har aldrig set folk blive samlet så hurtigt rundt om bordet før.

”Vi må lave nogen sikkerheds regler:” starter Hannelore ud. Frygten er væk for hendes stemme, men jeg kan se, at det bare er en facade. ”som vi allerede har, skal vi have bålvagter hele døgnet rundt, der vogter hulen. Desuden må ingen gå ud alene, hverken dag eller nat, alle skal følges med mindst en person. Det er alles ansvar at ingen går rundt alene.”

”Hvad med toilettet og når vi skal bade?” bryder Paige ind som altid.

”Toilet er tæt nok på, til at vi kan gå alene, men badning må ske i følgeskab af en af samme køn.” Jeg fanger Neels blik og kan ikke lade være med at færdiggøre sætningen for mig selv: eller af modsatte køn. Bare tanken giver mig lyst til at le af glæde, selvom jeg nærmere burde græde lige nu.

”Vi kan ikke leve i frygt resten af vores liv? Jeg mener, hvor stor sandsynlighed, er der for, at David overlever meget længere alene?”

”Vi er elleve tilbage nu, Ethan. Jeg kan godt forstå dig, men vi tåler ikke at miste flere. Trix er allerede sporløst væk, og David render rundt derude. Vi er en familie nu. Og jeg vil ikke miste nogen af jer.” Hendes øjne bliver blanke, mens facaden krakalerer. Tårerne løber ned af hendes kinder, og hun opgiver at stoppe dem. ”Vi skal holde sammen.” Hendes tårer lander i Lolas hår.

”Men vi kan ikke gemme os forevig?”

”Gør hvad i vil,” Hannelore snøfter. Hendes kønne ansigt omgivet af de lyse krøller er helt rødt. ”bare pas på jeg selv ikke?” Hun kigger rundt på hver og en. Jeg føler hende som en mor. Hun vil aldrig blive min rigtige mor, men hun er en god reserve. ”Vi kan komme tilbage til arbejde nu. I morgen tidelig er der ømøde, hvor vi skal lave nye grupper og så ledes.” Hun rejser sig. Jeg har lyst til at give hende et kram. Hun er alene om at passe så mange børn. Hendes små fugleunger – og ingen af dem er lette. Men i stedet for at forpleje sine egne følelser, begynder hun at trøste Lola. Det giver mig en klump i halsen. Hun mangler virkelig Ebbi. En til at elske hende ubetænget. Men herude er de ikke så lette at finde. Den eneste i hendes sortiment er en børnemorder.

”Hvad skal vi gøre med Isabellas lig?” udbryder Albert pludselig. Han er stærk, men på en anden måde end før. Nu er han iskold-stærk. Før var han glødende varm-stærk. Fyldt at kærlighed. Til Lucy og Ebbi.

”Begraves.” siger Steve.

”Begraves? Du må da være sindssyg, ikke den datter af en dæmon!” håner Paige.

”Paige har ret, vi kan ikke begrave hans datter.” Ethan er enig.

”Hun kan da ikke gøre for, at hun er Davids datter!” Jeg rejser mig op for at vise min enighed til Steve. Han sender mig et smil.

”Jeg skal i hvertfald ikke begrave ham.” blander Christina sig.

”Som om du nogensinde har begravet nogen.” Jeg når ikke engang at opfatte, hvem der sig kommentareren, men latteren spreder sig hurtigt i hulen og alle griner. Ikke fordi det er sjovt, men når man er startet, kan man ikke lade være. Det føles så godt at være fælles om noget. Hele gruppen. Hele familien. Lige meget om vi hader hinanden helt ud til tåspidserne, er dette grin guld værd. For inderst inde elsker vi jo hinanden. Selv hverken Trix eller Paige ville jeg nogensinde ønske døden. For vi har jo noget sammen. Allesammen.

 

Der er ingen andre ned Lucy og jeg i hulen. Jeg ved bålet, Lucy der bare sidder og stirrer.

”Du hader mig ikke på grund af Neel vel?” sprøger jeg forsigtigt. Hendes ansigt er ubevægeligt. ”Men ligegyldig, hvorfor du hader mig, vil du så ikke lade være med at lukke Neel ude? Han fortjener det ikke. Han elsker dig, selvom han nogengange glemmer det.”

”Som om.” Lyden af hendes stemme giver mig et chok. Det lyse hår går hende nu til under ørerne, hvor det derefter går over i sort. Hendes ansigt er blevet fregnet.

”Det gør han. Og han savner dig … ligesom mig.” Jeg overvejer nøje mine næste sætninger. ”Jeg savner dig virkelig. For selvom jeg burde, kan jeg ikke give en ven som dig op. Jeg har aldrig haft en så ægte ven som dig før … hele mit liv har jeg altid været omringet af mennesker, men inderst inde har jeg altid været ensom. Folk så mig som hende med mange venner – og ja, jeg havde mange venner, men ingen bedste ven. Ikke en jeg ville gå igennem ild og vand for. Ikke en jeg stolede helt på. Når folk spurgte, sagde jeg altid, at det passede mig perfket at have mange venner og ingen tætte, men er er løgn. Jeg var altid nummer to. Alle mine venner var allerede grupper, og selvom jeg var mere end velkommen ved deres bord, ville jeg bare aldrig blive hundrede procent en del af gruppen, men da jeg mødte dig … så havde jeg lige pludselig fundet en ven. Ikke som jeg fandt Steve. Jeg mener, han er mit et og alt, og min aller bedste ven. Du er ikke min bedste ven. Vores venskab er ikke bygget op af minder og tillid, men bare en at snakke med. En at stole på. Som en guide. En rådgiver. En der ser mit liv udefra. Du er ligesom min hjerne. En skytsengel. Og jeg kan ikke give slip på dig. For vores forhold betyder meget for mig.” Først da jeg stopper, opdager jeg, at hun ser op. Hendes læber bevæger sig, men der kommer ingen ord ud. Så ser hun væk. ”Mine forældre er homoseksuelle. Jeg har ville fortælle Steve det, men han har bare så meget med Sams død, og jeg vil ikke forstyrrer ham med noget så ligegyldigt. Jeg mener, jeg ser dem jo aldrig igen? For ønsker går aldrig rigtigt i opfyldese, og ærlig talt bliver vi jo aldrig reddet, men alligevel fylder det noget i mig. Jeg har aldrig sagt det til nogen før. Det har fyldt noget hele mit liv, fra første tegn til den dag det gik op for mig for alvor. Det er stadig mærkeligt at forstå, men det er sandt. De ved ikke engang, at jeg ved det. Chas, min bror, ved det heller ikke. Sådan noget taler man ikke om i min familie. Det er deres hemmelighed, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis de fandt ud af, at jeg vidste det. De ville ikke blive sure, men det hele ville blive så akavet. Og så er der den anden del af det. Jeg synes det er fejt. Jeg ved ikke om jeg kan accepterer at de bare gemmer sig sådan... men altså hvad betyder det nu? De tror jeg er død, bum basta. Nogen gange er det vel også lettere?” Først da jeg stopper min talestrøm går det op for mig, at jeg har sagt alle ordene højt. Men jeg fortryder det ikke. Forpustet betragter jeg Lucy. Jeg kan se, hun prøver at skjule, hvad hun tænker. En facade er trukket ned over hendes ansigt, indtil hun beslutter sig for sin reaktion.

”Og hvad så?” Hun ser mig ikke i øjnene, da hun forlader hulen. Tilbage efterlader hun mig grædefærdig. Jeg føler mig svigtet. Alt for svigtet. Ikke engang Steve har jeg fortalt det til, og så efterlader hun mig bare med et og hvad så? Med et hører jeg et skrig og et plask. Jeg vender mig om og ser Lucy få en krampe i ryggen og derefter glide på stenen og falde bagover. Jeg løber hen mod hende og springer i vandet. Der er helt sort, men jeg bevæger mig blot længere ned mod bunden, til jeg riber gat i noget. Hendes håndled. Ikke flere drab i dag. Jeg trækker, men hun er tung. Mine lunger skriger efter luft, men jeg kan ikke slippe hende. Jeg prøver på at skrige, men det betyder kun at vandet strømmer ned i mine lunger, og jeg bryder ud i et hosteanfald under vandet. Mine fingre glider væk fra hendes håndled, og jeg må kæmpe mig opad. Hvide prikker danser om mine fingre, mens jeg kæmper mig op. Så snart jeg bryder overfladen griber jeg fat i en sten og hoster og hoster. Hele min krop er fyldt med vand, men jeg må ned efter hende, og med et dykker jeg ned igen. Denne gang når jeg hende hurtigt. Jeg griber fat længere nede om hendes arm og trækker hende opad. Hosten sidder i min hals, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde den nede. Jeg kæmper mig op med den ene arm, men hun trækker mig ned af. I et krampagtigt hosteanfald fyldes min mund endnu engang med vand, og jeg ved, at det ikke vil lykkes, da en hånd pludselig griber fat om mig og trækker os begge op. Jeg bliver slæbt ind på gulvet i hulen og ligger bare der og hoster vand op, mens Hannelore kalder efter flere folk, mens hun lægger Lucy ordenligt. Jeg har ikke nok kræfter til at rejse mig, så jeg ligger blot og stirrer, mens der kommer flere mennesker til. Hannelore og Neel begynder på skift at give hende hjertemassage, men jeg tror ikke det virker. Hun er død. Helt igennem død.

Tårerne baner sig vej, da jeg mærker Steve trække mig op i sin favn. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig om mig, men om Sam, så jeg trækker mig let ud.

”Kom her Amelia.” Han trækker mig ind igen.

”Du behøver ikke,” hoster jeg. ”jeg har det fint, du har så meget andet at tænke på.”

”Hvad mener du?” Han banker mig på ryggen så der ryger vand ud af min mund.

”Sam og det...” Jeg kæmper mig op at side.

”Han er død, Amelia.” Steve begynder at tørrer min krop i et stykke stof. ”Jeg har aldrig for meget at tænke på, til ikke at kunne tænke på dig.” Jeg vil sige noget til ham, men er for svag. Igen hoster jeg, men det bliver mere til savl end vand. Mine øjne er stadig lidt slørrede, men jeg begynder at fokucere.

”Lucy?” gisper jeg. Steve vender sig om mod hende, Hannelore, Neel og den forsamling, der nu har skabt sig omkring hende.

”Jeg tror ikke, du skal...” Hans stemme dør ud, og han fortsætter med at tørrer mine ben.

”... regne med, at hun overlever.” færdiggøre jeg hans sætning. Jeg vil ikke se hende dø, så jeg lukker øjnene. En rygsmerte. En pludselig rygsmerte må det havde været. Jeg havde ellers lige glemt alt om det, men nu... Og hendes sidste ord vil for altid være: og hvad så? Jeg kunne havde reddet hende. Jeg burde havde reddet hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...