Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9885Visninger
AA

33. Kap 31: "Uh, prinsen på den hvide hest hjælper prinssesen ved at blive stærkere."

 

Jeg løber gennem skoven ved siden af ham. Bare fordi, at vi ikke kan lade være. Fordi, at vi er alt for glade. Alt for lettede over, at livet i løgn er forbi. Jeg springer over en rod og føler nærmest af jeg flyver. Jeg er fri. Fri. Endelig fri!

”Den der kommer først til sandet...” Neel når ikke at færdiggøre stæning, før jeg allerede har sat farten op, opsat på at vinde. Jeg kan se sandet blandt palmerne og siksakker ud og ind. Alligevel overhaler Neel mig hurtigt. Han løber så hurtigt, at jeg umuligt kan overhale ham.

”Jeg vandt!” råber han og smidder sig i sandet. Et par sekunder efter smidder jeg mig også i sandet ved siden af ham.

”Næste gang må du altså være sød og lade mig vinde.” puster jeg.

”Jaja, smukke.” Han puffer til mig og rejser sig så. ”Solen er på vej ned, så må der snart være aftensmad.”
”Jeg gider ikke rejse mig.” driller jeg. Han stikker en hånd ned mod mig og trækker mig op.

”Vores store øjeblik, husker du?” Han trækker mig op på sin ryg.

”Nååå ja! Det havde jeg helt glemt. Skynd dig!” Jeg klamre mig fast til hans bare ryg, mens han løber gennem skoven.

”Intet kan stoppe hos nu!” råber Neel.

”Intet kan holde mig fra dig længere!” Jeg klemmer mine ben rundt om hans hofter. Aftenvinden slår mig i hoved. Skyerne er sorte og det ser ud til at blive en tordenfyldt nat, men mit indre er fyldt med lys nok til at lyse hele øen op. Kærlighed. Jeg kan ikke få nok af ham. Der er lys i hulen og latter. De er vidst allerede i gang med at spise.

”Hvordan gør vi det?” spørger jeg, da Neel sætter mig ned på engen foran hulen.

”Vi lader kærligheden vise vej.” Han blinker til mig og lægger sin arm rundt om min krop. ”Det er jo ikke ligefrem nemt at gemme det.” Vi går ind i hulen og mærker straks blikkene klistre, mens vi sætter os ned ved langbordet. Med Steve på min side og Lucy på Neels.

”Så kom I endelig.” Hannelore er den første, der bryder tavsheden.

”Er I … et par?” Lola gør store øjne.

”Ja.” svarer Neel stolt. Mit hjerte bliver helt blødt.

”Men du og Paige og Steve og Amelia … hvord...?”

”Lola, sein nicht so neugerrig.” afbryder Hannelore sin datter på tysk.

Mutter!” Lola vender øjne og det tyske kommer helt op i hende igen. De virker ikke nær så tyske uden Ebbi. De virker ikke som en fuldelænt familie uden Ebbi.

”Det er okay.” Neel smiler til Lola. ”Du skal nok finde ud af det på et tidspunkt.”

”Tillykke!” indskyder Sam.

”Ja, tillykke!” Trix har tydeligvis endnu ikke forstået, at hun ikke er tilgivet. Ellers prøver hun bare at spille god ven igen. Jeg ser hen mod Lucy. Nu er hun min kærestes lillesøster. Før var hun bare min hemmelige affærers lillesøster. Mon det gør en ligeså stor forskel for hende, at Neel og jeg nu kan kalde os et par, som det gør for mig? Betyder jeg stadig det samme for hende, som hun betyder for mig?

”Åh ja, tilykke til det nye par.” vrænger Paige. ”Tssh, lad os nu se, hvor længe de holder.”

”Paige, vær sød at nedtone din jalousi. Vi var jo aldrig rigtigt andet end pynt vel?” forsvarer Neel sig.

”Nej, jeg er nu alligevel ked af, at min håndtaske har fundet sig en ny hånd at hænge på, men når han er så dum at lade sig udnytte på den måde, er han nok alligevel ikke værd at have i hånden.”

”Paige, stop dig selv. Lad være med at gøre mere ud af det end det er. Jeg droppede dig, alle her ved du, du behøver ikke få det til at se ud som om, du droppede mig, for du får intet ud af det.” Neel sukker højlydt.

”Som om!” Paige himler med øjnene, men hendes stemme er en anelse skinger.

 

Jeg fletter mine fingre ind mellem hans, mens jeg ser ind i de lysende gråblå øjne. Den nøgne krop lægger tæt på min. Jeg har ikke lyst til at dette øjeblik skal ende. Hele min krop føles udmattet, men alligevel frisk. Stilheden er slet ikke stille, når man lytter efter. Vinden suser, regndråber lander mod jorden, en duft af morgen breder sig i mine næsebor. Jeg ved ikke, hvor længe vi har ligget sådan. Hele natten sikkert, for daggryet ser ud til at være på vej i det fjerne. Mine læber rører lige nøjagtig hans. Jeg mærker hans åndedrag mod min kind. Han næse rører min. Dette er den perfekte morgen. Jeg ved det. Der vil aldrig blive en bedre end denne. Jeg kan hører de andre sover, men mine tanker når aldrig længere end ham. Neel.

 

”Hej Ethan!” Jeg kan ikke lade være med at følge Paige med et mistænksomt blik, da hun under morgenmaden dumper ned lige foran Neel, ved siden af Ethan og Christina. ”Og hej, Christina.”

”Hej … Paige?” Ethan rykker undrende til side og gør plads til Paige. ”Du er glad her til morgen.”

”Det er jo ikke hver dag, man får lov til at side ved siden af en lækker sort ung mand, vel?” Hun lyder som en parodi af Trix tonefald, overfor folk hun ikke kender. Hæs og sexet. Paige lyder mere som en, der har fået en tusse galt i halsen.

”Tak for … komplimentet?” Ethan løfter det ene øjenbryn.

”Så lidt. Hvad skal I lave i dag?” spørger hun, dog ydeligt kun henvendt til Ethan. Hun smiler uskyldigt rundt til os andre – til alle bortset fra Neel.

”Udvikling af øens resusor...”

”Inovition, ja. Ej, hvor spændene!” udbryder Paige, før Ethan overhoved når at snakke ud. ”Jeg har fri i dag – bortset fra bålvagt, du ved, så det kan være, at jeg kommer forbi og ser lidt til jer.”

”Ok...”

Men tak for alt. Det har været smaddersjovt.” Hun lægger ekstra tryk på det sidste ord og forsvinder længere ned af langbordet.

”Okay, hvad handlede det lige om?” Ethan ser rundt på os andre.

”Jeg tror, hun prøver at ”score” dig, for at gøre Neel jaloux.” fnyser Christina. ”Typisk, Paige.”

”Vi skal lave mad, kigger du forbi i dag?” Steve kigger på mig, og et øjeblik får jeg et tilbagefald. Fotoalbummene fra mor og fars prom. Mor med en pige, fra med en dreng. Deres sidste aften, før de fik nok ydmygelse og kravlede tilbage i skabet for restn af deres liv.

Selvfølgelig.” mumler jeg fraværende. Det er den eneste hemmelighed som ingen andre ved. Ikke engang Chas. Kun mor og far og mine bedsteforældre. Og ingen ved, at jeg ved det. Pludselig føles det stort at bærer rundt på selv. Jeg kan huske, alle de nætter, hvor jeg skrev opgave og koncentration røg til fordel for forvirringen over de billeder, og jeg kun endte med B+. Mormor havde kaldt dem proforma, og til sidst havde jeg da også regnet ud, hvordan det hele hængte sammen. Jeg har et behov for at fortælle det til nogen. Steve. Jeg kan bare ikke få mig selv til at erkende det nok, til at sige det højt. Mine forældre er homoseksuelle, der kun er sammen, for ikke at blive dømt af andre. Men hvad vil han ikke sige? Jeg er bare bange for, at han vil dømme dem som bangebukse, nu hvor han selv er så modig.

 

”Heeej!” Jeg hører Paige løbe hen mod drengeflokken udenfor. Hun var også meget ivrig efter, at jeg snart skulle overtage hendes bålvagt tideligst muligt.

”Hej Paige.” svarer Ethan som den eneste tilbage.

Hej Ethan!” udbryder hun. ”Vil du ikke med ud og have det lidt sjovt i den skønne natur? DU kan sagtens tage en hurtigt pause, og jeg kan vise dig rundt på øen!”
”Øhm, Paige, Ethan er lige i gang med noget.” indskyder Christina.

”Ej, det kan de andre drenge da saaagtens klare alene. Kommer du?”

Paige, vær sød at stoppe. Jeg har Christina og det er alt, hvad jeg nogensinde kan drømme om. Jeg orker ikke være dit offer, for at gøre Neel jaloux. For Neel er en klog dreng, og der var en grund til at han droppede dig.” Der er et øjebliks stilhed. Jeg ønsker at kunne se Paiges ansigtsudtryk lige nu. Afvist af en fyr – og en dag en under hendes niveua på kun 17. Jeg må le for mig selv. Derefter følger en masse skiftende lyde. Først et vredt hvin, derefter en form for grynten og til sidst kan jeg høre hende marcherer væk med tunge skridt. Med et stikker Lucy hoved frem og jeg stopper med at grine. Siden Trix sladrede har jeg ikke dukket op på engen ved midnat, selvom jeg ved, at de har været der, eftersom de var væk. Både fordi, at jeg ikke vil tilgive Trix, ligemeget hvor meget, hun prøvede at være en god ven, og fordi jeg pludselig har alt for travlt med at være sammen med Neel og Steve om aften. Hun ser blot kort på mig og skynder sig så forbi mig.

”Lucy, vil du ikke nok være sød at tale til mig?” Hun vender sig ikke, selvom jeg kan se, at hun har hørt mig.

”Hvad skal jeg sige?” Hun bukker sig ned for at tage en af de selvlavede sække, vi har fremstillet til fugt.

”Bare noget. Du ignorrer mig, er hele tiden på Trix side. Du er ikke, som du plejer at være, hvad er der sket med dig?”

”Man har vel lov til at ændre sig.” Hun vil stadig ikke se på mig.
”Du er ikke dig selv lige nu, men hvis du vil være den Lucy du er nu, så fint, bare fortæl mig, hvad jeg har gjort galt?” Endelig vender hun sig om og løfter blikket. En klump skaber sig i min hals. Hendes øjne er lukekt helt af for følelser, og det gør ondt at vide, at Steve må havde haft det sådan her. Hun synker. Tænker.

”Hej Amelia – og Lucy!” Forskrækket vender jeg mig mod Neel og pludselig går det op for mig.

”Jeg stjæler Neel? Det er derfor du hader mig? Det er derfor du bakkede Trix op i at ødelægge vores forhold?” Vreden begynder at boble. ”Du kunne i det mindste bare sige det, i stedte for at pine med med ikke at sige noget.”

”Hey hey piger, hvad forgår det?” Neel ser fra mig til Lucy og så til mig igen. Lucy forlader blto hulen uden hverken at give mig ret eller modsvar til min påstand. ”Hvad var det?” Jeg overvejer, om jeg skal fortælle Neel, om Lucys følelser om hans kærester. Hvordan hun føler sig overset og glemt, som hun betroede mig, lige da vi mødtes, men beslutter så at lade være. Jeg kan ikke bare røbe hendes hemmeligheder, selvom Neel er min kæreste.

”Hun er bare begyndt at lukke mig ude, og jeg ved ikke hvorfor.” Jeg sukker og piller lidt i bålet med en gren.

”Jeg vidste ikke, I overhoved var venner...” Neel sætter mig hen ved siden af mig.

”Vi mødtes om aften ved midnat hver aften. Men pludselig kom Trix og overtog det hele.” Jeg stoler på Neel, og hvis Trix og Lucy har så meget imod, at nogen ved det, kunne de havde ladet være med at give mig en trang til at sige det. ”Vi var virkelig tætte indtil Trix kom. Pludselig forandrede hun sig totalt.”

Åh...” Neels øjne bliver fjerne. ”Jeg har glemt hende. Jeg har passet på hende, men jeg har ikke været opmærksom på hende. Aldrig spurgt ind til hende eller interesseret mig for hende.” hvisker han ord for ord. ”Siden vi kom herud har mit eget liv bare fyldt så meget, at jeg ikke har set hende.” Pludselig rejser han sig. ”Jeg må tale med hende!”

”Neel, det er ikke din skyld.”

”Det kan være, at jeg er skyld, at hun lukker dig ude, måske er jeg slet ikke, men du fik mig lige til at indse noget, jeg burde havde indset for lang tid siden.” Han skynder sig ud af hulen, men før han forsvinder helt vender han sig mod mig. ”Tak, Amelia.” Jeg håber, at han kan fremkalde den gamle Lucy, men tvivler.

 

”Vil du med ud og gå en tur?” Steve dumper ned ved siden af mig. Jeg ser ud.

”Det er bælgmørkt. Har du tænkt dig, at vi skal føle os frem?” Jeg puffer til ham.

”Det kunne da være sjovt? Kom nu!”
”Tænk hvis vi møder noget … eller nogen.” Jeg gyser ved tanken.

”Som om. Hvis der var flere på øen end os, ville vi havde fundet ud af det for længst. Og det ville kun være en god ting at finde større dyr end de fisk, vi må nøjes med nu.” Han trækker mig op.

”Steeeeve...”

”Er du en bangebuks, Emilie?” Jeg fnyser og følger ham med ud. Inden vi forlader hulen ser jeg fra Lucy til Neel. De sidder i hver sin ende i bordet. Neel lovede mig at komme til mig, når han havde brug for det. Og jeg kan godt forstå ham. Selvom vi er uadskillelige, må vi også have lidt plads. Mig til Steve og ham til Lucy.

”Jeg kommer nu.” Jeg løber med Steve ud i mørket. Min mørkerad er næsten væk nu. Førhen kunne jeg knapt nok sove med lyset slukket, nu går jeg næsten uden at ryste gennem en mørk jungel. Vi går ned på stranden for at måneskinnet alligevel kan lyse os op. Den strand har mange minder.

”Kan du huske lige, da vi styrtede ned, og du vækkede mig her på stranden?”

”Ja, det kan jeg godt huske.”

”Du var sådan: Pige? Undskyld? - charmende præsentation.” ler jeg.

”Hvad skulle jeg ellers sige?”

”Amelia, måske?” Jeg skubber til hans skulder.

”Seriøst, Emilie, jeg vidste, da ikke hvad du hed!” Steve skubber lidt hårdere igen.

”Hov, hov!” griner jeg og skubber igen, så han vakler.

”Det er utroligt, at du kunne komme ind på Princeton med den inteligens.” driller han. Jeg rækker tunge af ham og løber frem mod klippen, der nu tårner sig et par meter foran os. Jeg har aldrig gået så langt ned af stranden denne her vej. Jeg kniber øjnene sammen i mørket og tager fat der hvor, der synes at være et udstik.

”Vil du klatre derop?” Steve rynker mistroisk på panden.

”Er du bange?”

”Nej, jeg gider bare ikke kravle helt derop for at fiske dig ned, fordi du har fået et højdeskræksanfald. Du har det ikke så godt med højde, husker du nok?”

”Neel hjalp mig med at overvinde det.”
”Uh, prinsen på den hvide hest hjælper prinssesen ved at blive stærkere. Han må passe på, at hun ikke bliver så stærk, at hun kan slå ham.” vrænger Steve.

”Du synes stadig ikke om Neel?”

”Han er da en okay fyr, og hvis du kan lide ham, skal jeg ikke stå i vejen for noget.”

”Tak, Steve, men kommer du?” Jeg begynder at kravle længere op.

”Jajaja, men til sidst er der ikke nogen fejl tilbage på dig. Inten mørkerad, ingen højdeskræk, hvad bliver det næste?” Han svinger sig op af væggen ved siden af mig, og han er allerede oppe, da jeg kun er halvvejs. Det med at Neel har dræbt min højdeskræk viser sig at være en halv løgn, for hele min krop begynder at få det rigtigt dårligt, jo længere jeg kommer op.

”Her.” Steve rækker en hånd ned mod mig. Jeg tager den, og han trækker mig op det sidste stykke. Jeg sidder lidt blot på jorden og finder balancen igen, da jeg pludselig aner noget levende længere hende af klippen.

”Emi...” Jeg gisper og holder Steve for munden. Hvad det end er, der skjuler sig i mørket, må det ikke opdage os.

”Ned igen, nu.” hvæser jeg, men det er forsent. Dyret kommer hen mod os.

”Amelia, Steve?” Jeg genkender stemmen med det samme.

”Sam?” Jeg rejser mig for at være på ligehøjde med ham. Han virker farlig her i mørket. Måske er han en varulv? Okay, jeg er indblisk, men det er, hvad der kører igennem mit hoved. Jeg ser månen i baggrunden. Den er ikke fuldmåne.

”Gå.” Hans stemme er kold.

”Sam, hvad laver du her?” Steve rejser sig også. Jeg ved ikke, om jeg skal gå tættere på Sam eller længere bagud, for som jeg står lige nu, kan han ganske nemt skubbe mig bagover og ned af klippen, men hvis jeg går tættere på, kan han måske finde på at slå mig. Og lige nu kan jeg ikke udlukke nogen af tingene.

”Jeg kan ikke leve længere i frygten over at kunne dø hver eneste dag.”
”Men Sam, der kan gå år før...” Steve har åbenbart forstået, hvad Sam laver her.

”Frygten er der stadig.” Sam vender ryggen til os og går hen mod kanten, der fører ned til havet. Bølgerne slår kraftigt mod klippen, så det sprøjter op i hoved på ham.
”Sam, nej. Du vil fortryde det!” Steve går hen mod ham.

”Jeg kan ikke fortryde det, når jeg er død.”

”Hvad?!” udbryder jeg og brikkerne begynder at falde på plads i mit hoved. Selvmord.

”Sam, vær sød! For min skyld!” Steve lægger hånden på Sam skulder.

”Forsvind inden I komme til skade.” Sam ryster Steves hånd af.

”Sam, vær sød.” Min stemme forsvinder i bølgerne.

”Det hjælper ikke at flygte. Du er ikke en der flygter. Du giver ikke op. Du er en rigtigt mand!” Steve tager om Sam arme og tvinger ham til at vende sig.

”Slip mig!” Sam ryster Steve og sparker ham til sidst, så han falder hen mod kanten.

”Steve!” skriger jeg.

”Forsvind! Jeg vil gøre dette alene!”

”Jeg elsker dig!” Steve rejser sig fra kanten. På hans ben er et kæmpe stort blåt mærke. Vinden tager til.

”Steve...” Sam når ikke at sige mere, før et kraftig vindstød flår Steves krop med ud over kanten. Han falder og falder ned mod de sorte bølger. Jeg kan ikke se ham. Mine skrig flyver gennem luften som pile, mens jeg løber hen ved Sam side. Jeg falder på knæ og ser ned. Hans fingre klamre sig om det glat indhuk i klippevæggen. Han klamre sig til væggen.

”Steve!” gisper Sam og rækker en hånd ned mod ham, men han kan ikke nå. Bølgerne sprøjter op i hoved på os, da de rammer Steves fødder. Min krop er i panik, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. ”Jeg elsker dig, Steve.” Mit blik lander pludselig på Sam. ”Det har jeg altid gjort.” Han vender sig rundt.

”Jeg skal bare op at stå på indhukket!” råber Steve.

”Jeg ville ikke erkende, at jeg var biseksuel.” Sam tager fat om mine arme. ”Hold mig, Emilie.” Langsomt hejser han sig selv ned mod Steve. ”Tag fat i mit ben og hiv dig op på indhukket!”

”Sam, det er for farligt. Du kan falde.” råber Steve anstrengt. Hans fingre er ildrøde, og det er tydeligt, at han snart ikke kan mere.

”Tag nu fat i mit ben for helved.” Mine arme gør ondt under Sams vægt, men jeg tvinger mig selv til at holde ud. Jeg ser ned. Steve griber fat om Sams ben og kravler op. Mit hjerte banker som aldrig før. Hvis dette ikke lykkedes dør Steve … eller Sam. Jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan holde Sams vægt ud. Mine arme brænder.

”Skynd jer!” skriger jeg. Steve er der næsten. Han sætter den ene fod på indhukket og derefter den andet. Jeg trækker mit ansigt sammen i en grimasse og skal til at trække Sam op.

”Jeg kan godt selv.” Han griber fat om kanten på klippen, men skrider så. Jeg har aldrig hørt Steve skrige så inderligt før, som da Sam falder ned og bliver ædt op af de sorte bølger. Tårerne løber ned af hans kinder, da han kravler op.

”Han elskede mig.” Hans stemme ryster. ”Han er død.” Jeg lægger armene om ham selv med tårer i øjnene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Skylden lægger over mig. Hvis jeg ikke havde ladet ham give slip på mine arme og klatre selv. Denne her død kunne jeg havde stoppet. Steve trækker sig let ud af min favn og stiller sig så med armene spredt.

”Steve nej, vinden...”

”SAM!” råber han med sådan en kraft, at jeg glemmer, hvad jeg ville sige. Hans råb giver ekko på hele øen. Et øjeblik tror jeg, at han også vil springe, men han står blot, mens vinden rusker i hans tøj.

”Vi må tilbage Steve, inden vi selv dør.” Jeg rejser mig og tager hans hånd.

”Jeg kan ikke gå herfra.”

”Du kan ikke side fast her forevig. Hvis du bliver her endnu et minut bliver det blot endnu sværre at gå væk.” Jeg trækker hans arm ned.

”Men hvorfor? Han dødede, fordi han skulle redde mig. Hvis jeg ikke havde taget fat...”

”Steve, det er ikke din skyld.”

”Jo, det er. Han gav sit liv for mig.”

”Steve, se på mig.” Jeg holder fast i begge hans hænder og stirrer diretke ind i hans øjne.

”Det er min skyld.”
”Nej, det er ej, du...”

”Steve, det er sådan jeg føler, og du vil ikke have, at jeg skal føle sådan. Præcis sådan har jeg det med dig. Så vil du ikke være sød ikke at tro det er din skyld?”

”Jamen, jeg … okay.”

”Tak.” Jeg krammer ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...