Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9873Visninger
AA

32. Kap 30: "Løgn igen."

 

”Fortæl ham det.” Trix hvisken går som en slange, der snoer sig ind af mit ører og gennem min krop. ”Du har til solen står på det højeste.”

”Du gør det ikke. Du tør ikke.” Men min stemme afslører alt for tydeligt, at jeg knap nok kan trække vejret normalt i frygt for, at hun gør det. Mine hænder ryster, og jeg har kvalme.

”En time.”
”Jeg gør det ikke.” Jeg skæver over mod Paige og Christina for at sikre mig, at de ikke lytter efter.

”Amelia, vil du ikke nok. Jeg holder virkelig af dig og Lucy. I er de eneste venner, jeg nogensinde har haft. Jeg gør det for din skyld, men jeg vil ikke have du bliver sur på mig.”

”Og du har tydeligvis aldrig lært, hvordan man behandler sine venner.” Jeg prøver at koncenterer mig om at skærer ananasen ordenligt ud, men hele min krop er alt for nervøs.

”Man har venner til at være ærlig. Se lige, hvor meget jeg ofre for dig: mit omdømme. Nu ender jeg som sladrehanken. Men det er, hvad man ofre for en ven.” Hun fanger mit blik. Der er ingen falsk facade eller lumske smil.

”Vær ærlig: hvorfor gør du det her mod mig?”

”Jeg holder af dig. Og af Steve.”

”Er du forelsket i Steve?!” udbryder jeg og kigger hurtigt rundt, men heldigvis har ingen lagt mærke til mit lille opråb.

”Nej.”

”Åh, det er det. Du lyver og siger, at du kan lide Sam, men i virkeligheden er du forelsket i Steve og fortæller ham kun at … du ved, for at ødelægge vores forhold, så du kan få ham!”

”Nej! Amelia, sådan er jeg ikke.” Hendes øjne bliver blanke. ”Tror du virkelig, at jeg kunne finde på at gøre sådan noget mod dig?”

”Ærligt talt: ja.” Jeg vender ryggen til hende, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Det er kun et spørgsmål om tid, inden Steve finder ud af det.

”Men, hvis du ikke har tænkt dig at gøre det, kan jeg ligeså godt gøre det nu.”

”Nej!” Jeg vender mig om igen. ”Jeg vil give alt for, at du ikke gør det.”
”Jeg bliver nødt til at gøre, hvad der bør gøres.” Jeg tæller hendes skridt på vej ud af hulen som en nedtælling til min død.

”Hvad skal hun?” mugger Paige.
”Toilettet. Helt klart toilettet.” Jeg hæver min stemme for at få den til at lyde mere sikker. Men vi har ikke engang et ordenligt toilet herude. Hun er forsvundet ud af mit syn, men jeg kan stadig hører hendes skridt. Ellers bliver de bare ved med at gentage sig i mit hoved. Og så hører jeg hans skridt. Jeg kan genkende dem. Jeg holder mig for ørene, og de forsvinder. Det er ikke skridt i mit hoved, det er skridt i virkeligheden. Han er på vej herind. Han ved det. Panisk rejser jeg mig fra gulvet og løber ind i det lille rum for enden af hulen, hvor jeg presser mig op mod væggen. Jeg er fanget. Hvad vil han ikke gøre? Og ikke mindst, hvor såret vil han ikke blive. Vreden kan jeg klare, sorgen kan jeg ikke klare. Skuffelsen. Den er langt værre.

”Hvor er Amelia?” Der er alt for mange følelser i hans stemme. Jeg presser mit ansigt op mod stenvæggen. Jeg beder til, at de lyver og siger, at jeg er gået udenfor, så jeg kan flygte. Langt væk, forevig.

”Hun er lige gået ind i det lille rum.” svarer Christina venligt. Hun er alt for venlig. Ligesom Steve. De passer sammen Ingen hemmeligheder. Helt uskyldige.

”Tak.” Luften forsvinder langsomt ud af min hals, jo tættere han kommer.

”Amelia.” Jeg kan mærke hans blik brænde i min nakke. ”Vær sød ikke at lukke mig ude igen.” Han lyder næsten … tilgivende. Jeg gisper. Hvis han tilgiver mig, dør jeg. Han må ikke være sådan et godt menneske. Jeg fortjener ham ikke. ”Vær sød at kigge på mig.” Langsomt vender jeg mig om. Jeg skylder ham allerede alt for mig. Men jeg kan ikke få mig selv til at fange hans blik. Han tager min ene hånd. Han presser ikke sine negle ind i min hud af vrede, han vrider den ikke om i bare arrigskab. Han holder den bare. ”Sæt dig ned.” Jeg gør, som han siger.

”Du har et forhold med Neel?” Han er rolig.

”Ja.” Kvalmen sidder langt oppe i min hals og vil hverken komme ud eller forsvinde.

”Hvor langt tid?”

”Det ved jeg ikke.”
”Jeg har vidst det i en tid.” Hans bemærkning for mig til at se op.

”Har du vidst det?”

”I var virkelig dårlige til at skjule det.” Han ler en smule.

”Hvorfor er du ikke sur?” Spørgsmålene begynder at ophobe sig. Hans hånd, der holder om min får mig til at slappe af.
”Jeg...” Hans stemme bliver pludselig tynd, og han kan ikke længere se mig i øjnene. ”Jeg har udnyttet dig. Gemt mig bag dig.”

”Hvad?!” Et øjeblik er jeg vred, men så føles det hele pludselig meget lettere. Jeg har været ham utro, han har udnyttet mig: altså står vi lige.

”Før vi endte her tog min ven med med til denne her fest. Jeg var tyve og havde aldrig haft andet end en børnehavekæreste. Ikke fordi pigerne ikke kunne lide mig, men fordi jeg aldrig havde fundet dem interessante.” Jeg nikker og begynder allerede at gætte på mulige slutninger. At han blev mega forelsket i Paige til den fest, men hun knuste hans hjerte og nu prøver han at gøre hende jaloux ved at være sammen med mig? ”Men i stedet for at møde en sød pige på dansegulvet, endte jeg med at snakke med en dreng oppe ved baren. Eric. Et år ældre end mig og i gang med at studerer til biotekniker. Vi snakkede hele aften, og der var noget specielt over ham. Noget dragende.” Trak Eric ham med ud i et bankrøveri og tvang Steve til at skyde en mand? ”Eftersom natten skred frem gik jeg på toilettet. Men da jeg stod og vaskede mine hænder kom Eric pludselig ind.” Tvang han ham til at tage stoffer? ”Han gik direkte hen imod mig og...” Steve går i stå. Hans øjne er fjerne.

”Hvad så?”

”Han kyssede mig.”

”Hvad?!” udbryder jeg og ønsker med de samme at tage ordene i mig igen.
”Og for første gang i mit liv følte jeg noget. Kærlighed.” Han kommer pludselig tilbage til virkeligheden og ser mig i øjnene. ”Efter den aften prøvede jeg at glemme den episode helt, hvilket gik meget godt indtil jeg startede som steward. Der mødte jeg Sam. Han fik mig til at elske mig arbejde og altid prøve at komme i samme flyver som ham. Han fik mig til at gå op i mit udseende på en måde, jeg aldrig havde gjort før. Han … han fik mig til at føle den samme kærlighed, som jeg havde følt overfor Eric...” En tårer begynder at løbe ned af hans kind. Jeg aer han hånd. ”Da vi så endte her, var du så oplagt at ende sammen med. Det skete bare, og det var perfekt. Jeg kunne gemme mig bag dig og lege hetreo. Men er virkeligheden...” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg aer bare hans hånd igen og igen. ”Jeg er bøsse.”
”Hvorfor fortalte du mig det ikke før?” får jeg fremstammet.

”Hvad skulle jeg sige? Undskyld Amelia, jeg vil lige fortælle dig, at jeg er bøsse og har udnyttet dig. Og jeg er bange for at folk de dømmer mig.”
”Se på Lucy.” Jeg tager hans anden hånd også. ”Ingen dømmer hende.”

”Se på Lucy, alle dømmer hende. Usikker 14 årig pige, hun tror, hun er sej og så videre...” Jeg må give ham ret.

”Jeg dømmer dig ikke, jeg elsker dig, ligegyldig hvilket køn, du kan lide.”

”Jeg elsker også dig, Amelia.” Han krammer mig. Alt føles okay.

”Men var det derfor, du hadede Neel? Fordi du vidste det?” Jeg kan ikke rigtigt få det til at hænge samme, for han hadede jo Neel fra før, jeg overhoved begyndte at tænke på ham.

”Nej.” Hans blik bliver pludselig mørkt, og gulvet føles pludselig hårdt. ”Min søster, Eden...” Jeg giver ham så langt tid som han har brug for. Bare følelsen af at sidde her og tale ud om tingene, gør alting meget lettere. ”død.” En kuldegysning går gennem mig.

”Død?”
”Han dræbte ham.” Han lyder meget sikker i sin sag. ”Jeg bør ikke fortælle dig dette, for du elsker ham jo.”

”Hvad har han gjort?” Pludselig bliver jeg nervøs. Har Neel nu også en stor hemmelighed?

”Han dræbte min søster.”

”Men hvordan?”

”Han gav hende håb til at engang kunne blive hans. Hun sultede sig selv, skar i sig selv. Gjorde alt for at få opmærksomhed fra ham. Hun sendte ham billeder af hendes ar. Skrev hans navn med ar på sit inderlår. Han svarede hende aldrig. Til sidst døde hun. Af sult.”

”Men... Steve det gør mig virkelig ondt, men du bliver nødt til at forstå, at det ikke er Neels skyld.” Jeg fastholder hans blik så godt, jeg kan. ”Han får millioner af fanbreve. Han kan ikke svare dem alle sammen. Og hvis ikke det var ham, der smeltede pigehjerte, ville der være en anden præcis som ham.” Han nikker meget langsomt.

”Jeg ved det. Jeg vil prøve at tilgive ham.”

”Steve, du er i alt din ret til at være ked af det. Det må være meget hårdt, men vil du ikke nok lade være med at skyde skylden på Neel.”

”Undskyld.”

”Jeg har en bror. Chas.” Jeg kan ikke lade være med at sige det. Han skal vide det. Ikke flere hemmeligheder.

”Hvad? Du sagde, at du var...”

”Løgn igen. Jeg ville prøve at lade som om, han aldrig havde eksisteret for at glemme ham. Men det virkede ikke...” Jeg ser rundt på stenmurene og så på Steve igen. ”Hele mit liv har jeg brugt på at prøve at overgå ham. Det lykkedes aldrig. Jeg har altid været nummer to og lige gyldig, hvor mange venskaber og forhold jeg opgav for at blive den bedste, var det aldrig nok. Jeg har aldrig været den bedste. Lige fra da jeg blev født, var han altid bedre end mig, og når jeg endelig var ligeså god som ham, havde han jo gjort det, og så var det ikke interessant mere...”

”Du er min bedste ven.” Steve rejser sig og trækker mig med op. Jeg går i stå et øjeblik. Jeg er bedst til noget.

”Tak. Du er også min.” Jeg trækker ham ind i et kram. Selvom han er alt for høj, så jeg må stå på tæer, og han må bukke sig, føles det ikke akavet. Bare rart.

”Vil du hjælpe mig med at træde ”ud af skabet”?”

”Selvfølgelig. Carrot.” Jeg skubber drillende til ham, da vi går ud af det lille rum. Trix, Christina og Paige sender os tre nysgerrige blikke. Jeg sender blot Trix et ondt smil og griner sammen med Steve.

”Jeg kommer tilbage om lidt.” Jeg forsvinder med Steve ud af hulen. ”Jeg skal lige snakke med Neel, vi ses til frokost.”

”Helt klart, Wright.” Jeg skinner mere end solen, da jeg sætter i løb mod Neel.

”Hvad skete der derinde? Trix sagde noget til Steve og så...” hvisker Neel og trækker mig ind mellem træerne.

”Han ved det.”

”Og hvorfor smiler du?”
”Alt er fantastisk. Steve og jeg er kun venner. Og vi behøver ikke være hemmelige mere.”

”Virkelig?!” Neel lyser helt op, lægger så hænderne på min hofter og svinger mig rundt i glæde.

”Jaaaa!” hviner jeg.

”I aften, der offenligører vi vores forhold.” Han sætter mig ned.

”Paige bliver så rasende!”

”Du aner ikke, hvor godt det her føles! Vi er frie!” Neel trækker mig ind i et ivrigt kys.

 

”Hvad skete der?” Trix trækker mig til side, da jeg træder ind i hulen igen.

”Hvad rager det dig?” Jeg river mig ud af ehndes greb.

”Vent, det hele endte lykkeligt. Du burde elske mig!” udbryder hun skuffet.

”Nej. Du viste mig mistillid. Du sladrede. Men Trix. Vær sød, at være ærlig: hvorfor gjorde du det?”

”Jeg … jeg har altid ønsket mig en ven. Dig og Lucy er de eneste venner, jeg nogensinde har haft. Jeg har altid været lukket inde på et bodel, og så så jeg Steve se dig og Neel, uden at blive sur og så tænkte jeg, at du ville sætte pris på et skub i den rigtige retning, og jeg ville så gerne være din ven … men jeg er ked af, at jeg pressede dig. Jeg gik over stregen...”

”Ja, det gjorde du.” Jeg ved ikke, om jeg skal tro hende, men jeg har ikke rigtigt andet at tro.

”Men vil du tilgive mig?” Hun folder hænderne sammen og ser bedende på mig.

”Nej. Du brød min tillid. Jeg stoler ikke længere på dig.”

”Amelia, Trix, kommer I?” råber Christina.

”Ja.” Jeg går hen mod hende og begynder at anrette frokost på langbordet.

”Hej.” Steve hjælper mig med at dele bananblade ud.

”Er du klar?” Jeg kan hører, at han er nervøs.

”Nej... Men jeg ville ønske jeg var.”

”Skal vi vente?”

”Nej.”

”Det skal nok gå.” Jeg smiler til ham og fordeler de sidste bananblade. Folk begynder langsomt at strømme ind, og jeg kan se, at Steve bliver mere og mere nervøs. Jeg har aldrig set ham så oprevet før, han plejer altid at være så rolig, men nu kan han knapt nok sidde ned. Jeg trækker ham alligevle ned ved langbordet og klemmer hans hånd. Neel sender mig et stort smil, som jeg gengælder.

”Jeg kan ikke...” vrisser Steve. Han lyder mere sur på sig selv end mig.

”Jo, du kan!”

”Jeg er bøsse.” udbryder han så pludselig. Alle samtaler ophører med et. Steve ser ud til at ville forsvinde ned i jorden.

”Jeg vidste det! Se jeg havde ret!” hoverer Paige, men får blot et hadefuldt blik fra resten af flokken.

”Du er modig. Det er sejt.” Hannelore sender ham et moderligt smil. ”Ingen af os vil. Vi er din familie. Vi står sammen.”

”Tak.” gisper Steve og pludselig fyldes hans ansigt af et smil.

”Godt gået!” Sam klapper ham anerkendende på ryggen. ”Det er sgu' sejt at træde frem, bro.” Snakken bryder langsomt ud igen.

”Tak, Amelia.” Steves øjne lyser mere end hans ildrøde hår.

”Altid. Jeg skylder dig alligevel så meget.” Jeg synker en bid af Christinas nye eksperiment: stegt rambutan.
”Hvad mener du?”

”Du er altid så godtroende, rolig og omsorgsfuld. Har slet ikke alle mulige småskavaner ligesom jeg. Du er meget mere finpudset.” Jeg trækker på skuldrene.

”Hvad? Jeg er da ikke finpudset?” Steve løfter det ene øjenbryn og skubber leende til mig.

”Helt afgjort.” Jeg blinker til ham.

”Ehm... det tager jeg som et kompliment.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...