Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

82Likes
200Kommentarer
10736Visninger
AA

5. Kap 3: "Du tænker for positivt."

 

Jeg vågner med et sæt i Steves favn. Nøgen. Med et farer jeg op. Selvom jeg havde planlagt en universitetstid i frihed, hvor der med sikkerhed ville undgå nogen engangsknald, er jeg alligevel overrasket over mig selv. At jeg lod mig overgive så let, trods savnet. I horisonten er solen på vej op. De fleste sover rundt omkring på stranden, men nogle har også lagt sig et stykke ind i skoven – dog ikke længere ind, end jeg kan se dem. Sandet smuldre mellem tæerne, da jeg sætter i løb mod vandet. Jeg vil renses, være ren igen. Vandet er behageligt varmt – langt varmere end det ved vandfaldet, selvom den fugtige varme ikke har overtaget dagen helt endnu. Det virker absurd at elastikkerne om mit håndled er det eneste beklædning jeg bærer, så jeg fletter hurtigt mit våde hår i en løs fletning og bruger dem der. Jeg holder vejret og dykker ned under vandet. Mit syn bliver et uklart virvar af grønne, blå og lilla farver. Bevidst prøver jeg at fokuserer uden held. Mine lunger begynder langsomt at skrige mere eller mere efter luft, men jeg holder mig under vandet. Til sidst må jeg give under for mine lunger og bryder overfladen igen for at trække vejret. Mine øjne svier en smule, mens jeg ser mod horisonten. Vandoverfladen spejler den lyserøde himmel. Der er ikke en eneste ø i sigte, kun kan man fjernt se flyet lægge og vugge, underligt, at det stadig flyder.

Med et mærker jeg noget blødt mod mine ben og stirrer straks ned i vandet, da jeg får en chok og med det samme falder bagover. Et par døde øjne på en ung kvinde stirrer direkte op på mig. Med bankende hjerte løber jeg ind mod stranden, så hurtigt jeg kan. Et lig. Hele min krop ryster, da jeg trækker mit eneste tøj på. Dog lader jeg cowboyskjorten stå åben for at undgå hedeslag – som en gammelmand allerede har måtte lade livet til. Aldrig nogensinde i mit liv har jeg oplevet et dødsfald tæt på. Selv mine bedsteforældre lever endnu. Men inden for det sidste døgn er der en fem stykker der er døde – og det er hvis man tæller dem der druknede i går nat fra.

Fortvivlet sætter jeg mig ned i sandet, men rejser mig så hurtigt igen, for det virker alt for pirrende bare at sidde. I stedet bevæger jeg mig ind igennem palmerne for at finde mangoer igen.

”Amelia Emilie!” Jeg vender mig om, hvor pigen der råbte af mig kommer løbende. Christina.

”Bare kald mig Amelia...” Trods hendes nervøsitet er hun utrolig desperat og opmærksomhedskrævende.

”Det er smukt ikke?” Hun hentyder til solopgangen.

”Jo, men vi må nok lærer at overleve, før vi nyder smukke solopgange.” Min undertone er en smule irriteret, selvom det ikke er meningen.

”Selvfølgelig.” Hun er nu helt oppe på siden af mig. Vi går lidt i tavshed, før jeg når et træ med gode frugter på. Jeg plukker først en til mig selv og så en til Christina af alt høflighed.

”På en eller anden måde gør det mig ikke så meget at vi er endt her … det er bare dårlig timing.” Hun sætter sig op af en palme og smager på mangoen. Jeg sætter mig overfor hende.

”Hvad mener du?” Jeg tager en stor bid af mangoen. Sulten forsvinder ikke bare, fordi man bliver fanget på en øde ø.

”Det ville havde været bedre på vej hjem. Efter jeg havde set min far i Washington. Måske ville mor så lærer at leve uden mig, og så ville hun slet ikke have brug for mig, når jeg kom tilbage?”

”Er du klar over, at det ikke engang er sikkert at vi kommer tilbage!” Min stemme er uhyggelig kold.

”Ja... men vi kan lærer at leve herude. Bygge en lejr op af grene. Hvis vi finder en hule kan vi indrette den som et hus med møbler, vi bygger af træ!”

”Du tænker for positivt.” Jeg er lidt overrasket over, hvor dræbende Christina gør mig, da jeg ellers plejer at se tingene fra den lyse side. Men nu går hendes idéer mig ufatteligt på.

”Undskyld,” Den ivrige og irriterende Christina forsvinder lidt igen og muse Christina kommer frem igen. Det er som om, når hun tror, vi er venner, bliver hun irriterende, og udefra ligner han bare en sød og stille musepige.

”Fortæl mig om din fortid?” sukker jeg, da jeg ligesom kan mærke, det er det spørgsmål, hun venter på.

”Jeg har altid syet i min mors skrædderi, så vi kunne tjene til føden. Har aldrig rigtigt levet andet lev end: i skole, hjem og sy. Aldrig været til en fest, aldrig været barn, aldrig være teenager: aldrig været fri.” Jeg kan ikke vurdere, hvilken Christina, der fortæller mig dette. Den påtrængende eller tilbageholdne. Måske en blanding. ”På en eller anden måde prøver jeg bare at udnytte denne her chance, for endelig at få levet livet og være ung. Fri.” Hun siger det som om ordet har en speciel betydning.

”Fedt!” mumler jeg.

”Du er heldig, du har Steve. Jeg vil også have en kæreste, der er bare ingen der kan lide mig.” Inden i mig selv tilføjer jeg stille: ”Og det er der nok en grund til.” For selvom hun er køn er hendes udseende for lille pige agtig, og hverken hendes påtrængende eller tilbageholdne attitude er noget drenge fisker efter.

”Vi har været her i et døgn, det kan du da ikke vide!”

”Hvad skulle de kunne lide ved mig?” Nu får lille uselviske Christina mast sig frem med et spørgsmål, jeg faktisk har en smule svært ved at besvare. Men hvis jeg skal bo på samme ø som hende i … forevig, må jeg heller skjule, hvor irriterende jeg synes, hun er. For at vinde tid rejser jeg mig op, og giver hende tegn til at skulle følge med. Hun børster sin pinkblomstrede kjole af og følger med mig tilbage mod stranden, hvor de andre snart må være på vej op.

”Du er da en sød pige!” prøver jeg overbevisende.

”Hvor er du sød!” Hun smider det sidste af sin mango ind mellem træerne. ”Kan du holde på en hemmelighed?”

”Ja,” mumler jeg en smule forvirret og prøver at sætte tempoet. Hvis jeg skal kunne holde mig sød overfor Christina skal hun ikke tro vi er bedste veninder.

”Jeg synes Neel Hughes er mega sød!” Hun lød næsten som to andenklassespiger, der var lidt lune på klassekammeraten. Det var næsten uhyggeligt. Som om hun aldrig havde været forelsket før. Ikke at der var noget galt med det, men hun havde tydeligvis aldrig oplevet skyggen af kærlighed. Og jeg, Kara og Nates pæne datter, havde haft et seriøst forhold med fire, og jeg er tre år yngre end hende.

”Totalt!” Endelig når vi frem til stranden. ”Men det var hyggeligt at snakke med dig. Jeg skal ned at bygge lejr med Steve og Ebbi Eichelberg og hans familie.”

”Må jeg ikke komme med?” De grå øjne lyser op.

”Øhm … Steve sagde vi ikke kunne være flere.” Hurtigt vender jeg om og løber tilbage mod Steve, der står og taler med Ebbi. Solen er allerede stået op, som om det var højlys dag. Da jeg når tættere på ser jeg en høj kraftig kvinde, tre børn, to piger og en dreng.

”Amelia! Jeg ledte efter dig!” udbryder Steve, så snart han ser mig.

”Jeg var bare inde for at finde morgenmad.”

”Nårh, men lad mig i så fald præsentere dig for familien Eichelberg. De har boet det seneste halve år i New Zealand på grund af Hannelores arbejde og skulle nu på sommerferie i Los Angles.” Steve lægger e arm om mig og begynder at præsentere familiens medlemmer. ”Først har vi Ebbi og hans kone Hannelore, der er kreativ direktør, og deres børn Albert på 15,” Han peger mod en meget høj dreng med blå øjne og lyst hår. ”... Lola på 12,” Hans finger glider nu hen mod en pige på omkring min højde med en smule mørkere hår, men de samme blå øjne, som de har fra Hannelore- ”... og til sidst Marie på 10.” En pige, der som det eneste medlem af familien Eichelberg ikke overgår mine 168 cm, med de gennemgående blå øjne og brorens lyse hår blinker til mig.

”Dejligt at møde jer,” Jeg giver hånd til alle undtagen Marie. Det gør helt ondt i hjertet på mig at se en familie, der ganske nemt kunne havde været min for et par år siden, også strandet herude. Bare synet af børn går lige i hjertet på mig.

”Fornøjelsen er helt på vores side.” Ebbi har en mørk stemme og en sjov tysk accent.

”Hey,” Jeg vender mig med et om og er lige ved at støde ind i en høj mand med tydelige skægstubbe. Han minder mig lidt om min egen far, da han var 30 år. Det giver et sus igennem mig, da jeg ser ham. Ved siden af ham står en kinesisk pige med smalle øjne og langt, lige sort hår. Hun sender os et skræmt blik.

”Sam Rasmussen.” Steve smiler til Sam. Det er tydeligt de kender hinanden. ”Jeg er pilot,” tilføjer han for at skabe en sammenhængen. ”Det her er Sara Ji. Hendes mor døde i styrtet. Hun er elitegymnast. Kunne i måske tager jer af hende? Hun er stadig skræmt oven på oplevelse, så hun mangler en varm favn. Jeg vil prøve at skabe mig noget overblik imens.”

”Selvfølgelig.” Steve smiler halvt til Sara. ”Kan du bygge?” spørger han så.

”Hvorfor skulle jeg kunne det?” fnyser hun med blanke øjne og sætter sig ned i sandet. Sam sender os et skeptisk blik og vender så opmærksomheden mod noget andet.

”Men lad os så komme i gang.” Hannelore slår armene sammen. ”Vi skulle helst få bygget en eller anden form for ly inden natten er omme.”

”Her på stranden? Jeg er virkelig lost omkring, hvad det skal ende med?” spørger jeg. Sara grynter bare.

”Ja, det regner vi med.” Steve ser uforstående på mig.

”Men hvad skal vi bygge?”

”Borde, stole, senge...”

”Skulle vi ikke prøve at finde et sted inden i skoven så? Måske en hule eller et andet slags tilholdsted...” Jeg føler mig lidt lav bare at stjæle Christinas idé, som jeg lige havde siddet at nedgjort, men ser hen over min egen fejlbedømmelse.

”Du siger noget...” mumler Ebbi eftertænksomt. ”Vi var derhenne, hvor i fandt vand, i går. Mens de andre drog tilbage undersøgte jeg vandfaldet lidt nærmere og fandt nogle små bjerge, hvor åen, der til sidst skabte vandfaldet gik, på midten af øen. Der må være nogle huler der et sted, og hvis vi er heldige er der en bag vandfaldet!” Ebbi får pludselig et vildt blik i øjnene.

”Du er genial!” udbryder Steve og straks sætter vi kursen mod vandfaldet med en umedgørlig og knust Sara på slæb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...