Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9993Visninger
AA

31. Kap 29: "... men jeg er bange for døden."

 

”Godmorgen alle sammen.” Hannelore slår hænderne sammen. Hun klare den godt som leder. Næsten ligeså god som Ebbi. ”I dag har vi været herude i to uger – ifølge vores kalender i hvert fald. Desuden synes jeg, at vi trænger til noget sjov, så i aften vil vi gøre til noget specielt. Ekstra god mad, underholdning og alt, hvad vi kan finde på. Vi trænger alle sammen til en nat, hvor vi glemmer alt andet.”

”Og hvor skal alt det sjove så komme fra?” afbryder Sam surt.

”Vi skal lave det! Hele dagen i dag bruger vi på forberedelser.”

”Jeg mener, vi er på en øde ø...” begynder han, men Lucy bider ham af.

”Lad nu være med at dræbe alt det sjove. Man kan sagtens overleve og have det sjovt samtidig. Folk dør. Ebbi, Marie, Sara, Laura, Sebastian... Vi ender nok alle sammen også som dem. Se bare på dig og Trix. I overlever ikke længe: vil I ikke gerne have en god sidste tid i stedet for bare at slide jer selv op?” Lucy rejser sig. ”Alle, der hellere vil leve et lykkeligt og kort liv i stedet for et langt liv fyldt med slid, rejser sig.” Folk tøver efterhånden, men begynder at rejse sig. Jeg fanger Neels blik og rejser mig også. Jeg vil hellere leve en dag med ham end tusind år uden ham. Steve tager min hånd, og jeg slipper Neels blik. Nu står alle undtagen Sam op.

”Over tal.” Lucy løfter det ene øjenbryn go giver ham et overlegen blik. Der er stadig lidt af den gamle Lucy tilbage. ”Jeg vandt.” fryder hun sig og sætter sig ned igen. ”Jeg vil gerne lave underholdning. Noget for alle. Ikke kun +14.” Jeg ser Lola løfte mundvigen en smule, mens hendes ansigt stadig er begravet i sorg. Albert er helt stille, som han aldrig plejer. Han plejer at gentage, hvad Ebbi sagde og stolt være hans søn. Han plejer at drille Lucy og få hende til at grine, som ingen andre kan. Nu gør han ingen af delene. Så virker han så tom og lille.

”Jeg er med!” Jeg rækker hånden i vejret i håb om, at hun denne gang vil lukke mig ind. Men i stedet bider hun mig bare af.

”Undskyld, men jeg har allerede dannet gruppe med Lola og Trix og vi vil ikke være for mange.” Hendes stemme er ikke undskyldende eller i det mindste som-om-jeg-gider-være-sammen-med-dig-agtig. Den er bare lav og svag.

”Okay.” Ydmygelsen skyller ind over mig. Nu er jeg pige-der-troede-Lucy-gad-være-venner-med-hende. Men så langt nede i det sociale hierarki er jeg da ikke? Christina sender mig et smil og gør tegn til, at vi skal være sammen. Og måske alligevel. Selv Christina har et bedre socialt liv end mig.

 

”Faktisk er der kun 3 år og syv måneders aldersforskel på os.” Christina tager Ethans hånd, mens vi går ned af stranden efter fisk. Steve har også min hånd, men jeg prøver at lade være med at mærke den, for at skyldfølelsen ikke skal dræbe mig.

”Kærlighed har ingen alder – der er … hvornår er det du har fødslesdag?” Steve klemmer min hånd. Det er utroligt, at han stadig gider mig. At blive ved med at smile glædefuldt i håb om at få et smil tilbage.

”Jeg blev født 8. september femoghalvfems. Jeg fylder nitten i år.” mumler jeg fraværende og kigger ud mod horisonten. Mon en dag nogen vil finde os? Himlen er grå og det trækker op til regn.

”Den ottende september?!” udbryder Christina.
”Ja?”

”Det er en ottende september i dag! Amelia, du har fødselsdag i dag!” Hun stopper op og srpinger ind foran mig. Jeg tænker mig om og bliver pludselig fyldt af både glæde og sorg. Der er så mange traditioner, der for første gang nogensinde bliver brudt: vækning af Chas, mor og far, mens jeg lader som om jeg sover, kage til morgenmad og middag med mormor og morfar på Urma. Ingen af tingene kommer til at ske i år. Men alligevel opfyldes jeg af håb ved tanken om, at min familie nok føler på samme måde. At de nok tænker på mig og mindes mig og trodsalt ikke har glemt mig.

”Ja, det har jeg.”

”Vi skal synge fødselsdagssang!” Christina hiver ivrigt fat i Steve og Ethan og får dem til at danne en kreds om mig, hvroefter hun bryder ud i sang. ”Happy birtshday to you, happy...” Ethan og Steve kommer også med og det lyder ikke just kønt, men synet får mig alligevel til at le. Jeg kan ikke få mig selv til at lukke dem ude i dette øjeblik. For de holder af mig. De holder virkelig af mig. Jeg mærker mine kinder blusse.

”I behøver altså ikke...”

”Alt for fødselsdagsbarnet!” indskyder Christina er forsætter: ”How old are you now? How old are you now? How old are you nooow? How old are you now? Og så er det din tur!” Hun skubebr til mig og begynder at danse rundt om mig hånd i hånd med Ethan og Steve. Alle deres smil, der danser rundt og gør mig rundtosset, giver mig alligevel en følelse af, at jeg ikke er helt fortabt trods alt. Der er også nogen, der elsker mig herude.

I'm nineten years today...” fortsætter jeg, trods jeg ikke er nogen stor sopran. Men jeg gør det for Christinas skyld – og for min egen. Da jeg ser Steves øjne lyse af glæde, kan jeg ikke nænne at fjerne mit smil, selvom jeg ved, at jeg er nødt til det, hvis jeg ikke vil såre ham.

 

Festen er ikke stor og vild, men blot en ekstra hyggelig aften, hvor vi alle er samlet og taler om normale ting. Ting man ville tale om til en normal hyggemiddag med familien. For vi er lidt en familie nu. Mennesker er vanedyr, og selvom vi kun har levet her to måneder, føles det som altid. Minderne om det gamle liv er allerede ved at blegne, hvilket gør mig nervøs. Jeg vil ikke glemme alle mine oplevelser tilbage i Wellington. Også selvom jeg har begået fejl i min fortid: store ting som at droppe mine venner på grund af lektier, og små ting som at glemme at skifte bind og bløde igennem i mormors hvide sofa, har jeg ikke lyst til at glemme den. Det virker på mange måder alt for farligt. Derfor er det rart endelig at have en aften, hvor vi vækker alle minderne om vores gamle liv op.

”Og så sprang han op ad sofaen og min søster og jeg...” fortæller Steve lystigt til Christina, Ethan og jeg. Jeg skæver en smule over til Neel, der har resten af flokken som publikum til hans historie om en skør fan. Jeg må indrømme, at jeg lytter mere interesseret til Neels fortælling end til Steves. Måske fordi lyden af Neels stemme får min krop til at viberer eller måske fordi, Neel har haft et lidt mere spændende liv på sin vej som popstjerne rundt i verden, end Steve har haft i sin normale kernefamilie. Dog da Trix fanger mit blik, kigger jeg på Steve igen. For selvom jeg ikke vil indrømme det, er jeg bange for, at hun vil sladre til Steve.

”Hvad hedder din søster?” spørger Christina interesseret.

”Ede...” Han vender sig irriteret mod Neel, der nu har fået resten er forsamlingen til at le så højt, at de overdøver ham. ”Selvglade nar.” vrisser han så hadefuldt. Denne gang spørger jeg ham ikke engang om hans had til Neel. Han har allerede alt for mange spørgsmål, han har krav til at få svar fra mig på.

”Stjernenykker.” mumler jeg kun for at virke enig med ham, men det fører kun til, at han sender mig et undrende blik.

”Du plejer at sige, at jeg dømmer ham for hårdt?”
”Nå, nu har du endelig selv indset det.” ler jeg tørt i et forsøg på at redde den. Han løfter det ene øjenbryn.

”Hvor kom jeg fra?”
”Ede?”

”Åh ja, hun hedder Eden Carrot. Syv år yngre end mig. Hun ville – hun er seksten nu.” Steves blik er fuldt af længsel.

”Hvad med dig, Amelia, har du nogen søskende?” Christina vender nu de karamelfarvede øjne mod mig. Jeg skal lige til at nikke, da jeg kommer i tanke om, at det kun er Lucy og Trix, der kender til Chas.

”Nej. Enebarn.”

”Uh, det er jeg også! Eller min fars nye kone har en datter på alder med mig fra et tidligere ægteskab, Chloe. Men han ser hende vidst som hendes datter, tror jeg. Vi sås sjældent.” Hendes smil blegner. ”Selvom jeg nok ville være hos ham nu, hvis vi ikke var havnet her.”

”Hvad skulle du hos ham? Jeg mener, du har boet hele dit liv i New Zealand?” spørger Ethan, der åbenbart har fået hele historien om Christinas liv som skrædder uden fritid i sin mors sybutik for at den kunne køre rundt.

”Jeg håbede på at starte mit eget tøjmærke. Men min mor havde ikke råd til at have mig boende, hvis jeg ikke arbejde hos hende, så jeg måtte flytte til min far. Nu endte jeg her i stedet.” Hun trækker lidt på den ene mundvige.

”Åh, jeg har ikke engang noget stort at skulle opnå, som dette flystyrt står i vejen for...” begynder Ethan og får straks Christina til at le. Hun har en kær latter. Klukkende. Igen må jeg tage mig selv i at falde tilbage i Neels stemme, og selvom jeg prøver, kan jeg ikke lade være med at vende blikket mod ham nu og da. Man ser ham godt fra Steves favn, men endnu bedre fri.

 

Der er en tyk stilhed mellem Lucy og jeg. Trix er ikke dukket op endnu, og selvom det er dette øjeblik, jeg har ventet på, hvor Lucy giver mig en eller anden langt ude forklaring, men vi ender som venner, ønsker jeg, at hun snart dukker op. Jeg vil sige noget, men ved ikke hvad. Noget om det vedvarende regnvejr? Noget om, hvor mærkeligt det er at sidde i shorts og ikke fryse i regnen? Det hele virker bare åndssvagt. Den filosofiske Lucy, som jeg kunne bruge timevis om at tale om vores tilstedeværelse herude med: også om at sidde i shorts uden at fryse, mens det regner, er ikke den Lucy, der sidder halvt med ryggen til mig og ser mod månen. Jeg kan fornemme, at hun ved, at jeg er her. Selvom ordene spydigt bliver kastet gennem luften mod mig som giftpile, letter det alligevel, da Trix kommer brasende ud fra palmetræerne.

”Jeg så godt, hvordan du så på ham konstant under middagen! Jeg kan ikke lade dig gøre det. Steve er sådan en ærlig og omsorgsfuld mand. Han fortjener sandhed.”
”Trix, stop.” Jeg rejser mig med det samme, men hun kan alligevel nedstirrer mig med et par centimeter. ”Du har dræbt en mand – og derefter forelsket dig i ham. Måske skulle du lige rydde op i dit eget liv, før du blander dig i mit.”

”Bland dig udenom mit liv!” Hun træder et skridt tilbage.

”Bland dig udenom mit liv!” Jeg har lyst til at slå hende, men holder mit temperement nede.

”Jeg siger det til ham!”
”Nej, det gør du ikke.”

”Jeg giver dig en chance. Sig det til ham i morgen eller jeg gør det.” Trix smiler, så det er tydeligt, at hun godt ved, at hun har overgået mig. Jeg synker, mens jeg blot venter på, at Lucy skal rejse sig op og støtte mig, men det sker ikke.

”Du gør det ikke. Forsvind ud af mit liv! Jeg er ikke en dukke, du bare kan styre. Jeg er et menneske.”
”Jeg vil det dig kun godt, Amelia, men jeg opgiver snart, når du skal være så ond.” Hendes stemme er pludselig tynd og spinkel.

”Vær sød, bare at blande dig udenom. Okay?” Hun fjerner blikket fra mit og sætter sig ned. ”Okay?” Jeg hæver stemmen. Hun hoster. ”Morder!” skriger jeg og tager i hendes krop. Hun vender sig straks om.
”Du skal ikke...” Hendes stemme forsvinder i raseri, mens hun skubber mig bagud. Mit baghoved dunker ned mod muderet, så mit hår og tøj bliver helt klistret.

”Fuck dig!” Jeg kan ikke styre min vrede og prøver at fange Lucys blik, men det er umuligt. Til sidst skriger jeg bare og løber og løber gennem den silende regn. Da jeg når til hulen, er jeg helt gennemblødt, men jeg vil ikke gå ind og gøre det hele vådt, så jeg bliver stående med tårer ned af kinderne på stenen, der fører ind til hulen, så jeg er i læ for regnen. Mit blik lander først på Neel, der ligger med Paige i favnen, men så på Steve. Trix har jo ret. Hun har alt for meget ret. Hun er som min samvittighed. En lille fårekylling, der konstant sidder i hoved på mig og fortæller mig, hvor dårligt et menneske jeg er.

”Er du okay?” Sams stemme giver mig et chok. Han sidder ved bålet. Bålvagt selvfølgelig.

”Nej.” Mit svar overrasker mig, men det er jo sandt. Han rejser sig og går hen mod mig. Uden et ord træder han ud på stenen, hvor vi lige akkurat begge kan stå og lægger så armene om mig.

”Jeg ved ikke, hvad du er bange for, men jeg er bange for døden.” Jeg kan mærke varme tårer glide ned langs min ryg. Hans tårer. Jeg knuger mig ind til ham, mens jeg også græder. Det føles ikke mærkeligt på nogen måde, bare trøstende og varmt. Sådan et venskabeligt alt-skal-nok-gå kram, jeg har savnet i alt for lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...