Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9981Visninger
AA

30. Kap 28: "Åh tak, mor."

 

”Ebbi er død!” Steve råb får alle stemmer til at ophører. Hans ansigt er malet med frygt. Sam kommer i hælene på ham. Ebbi, Sam og Steve har været oppe i klipperne og udforske øen. Stilheden er dræbene. Ingen siger noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

”Hvordan?” gisper Hannelore så.

”Han faldt ned mellem klipperne og blev kvæstet af bølgerne.” Sam er en smule mere koncenteret end Steve. ”Indkald til akut ø-møde. Vi bliver nødt til at få styr på situationen.” Jeg prøver at forstå det. Ebbi er død. Det er som vi er alle mere eller mindre døde. Hvad skal vi stille op uden Ebbi? Vi har ingen til at holde os sammen længere. Jeg ser Lola gemme sig i Hannelores favn. Jeg har ondt af dem. Virkelig ondt af dem. Først Marie, nu Ebbi. Lucy sender blikke efter Albert, der er gået helt i stå. Jeg kan se på hende, at hun har lyst til at trøste ham.

”Lad os give folk et par minutter, så kan vi mødes i hulen.” Steve lægger en hånd på Sams skulder. ”Jeg tror, folk skal fatte det først.” Derefter løber han hen mod mig.

”Er du okay?” Han omfavner mig. Jeg ser blot gennem hans arme og hen mod Neel, der også sender mig et længelsfuldt blik.

”Nej.” siger jeg, men fortryder det straks. ”Jeg mener ja – ja, jeg er okay.”

”Okay.” Han tøver lidt. ”Bare sig, hvis der er noget galt. Jeg vil virkelig gerne være der for dig.” Han sender mig et halvt smil og trækker mig ind i hulen, hvor de fleste allerede har taget plads rundt om langbordet.

”Vi har brug for en ny leder. Vi kan ikke leve uden leder, og jeg ved, det kommer som et stort chok for jer alle, men vi bliver nødt til at handle inden det hele smuldre fra hinanden.” Sam lyder næsten ligesom Ebbi. ”Jeg forslår Hannelore,” siger han og skynder sig at tilføje: ”hvis du altså har lyst?” Hannelores øjne er røde, men hendes hage er løftet.

”Jeg vil gerne.” Hun stryger sin hånd over Lolas lange lyse hår.

”Hvor mange stemmer for Hannelore som leder?” Der er klart flertal. ”Okay,” opsummere Sam. ”Hannelore er leder, vi forsætter grupperne som normalt. Husk, vi skal holde sammen, hvis vi ikke vil dø.”

”Det går alt for stærkt!” modsiger Paige, mens krokodilletårerne baner sig vej ned af hendes kinder. ”Vi kan ikke bare få minutter efter Ebbis død finde en ny leder og så bare fortsætte som normalt.”
”Der vil komme en sermoni...” afbryder Sam, men bliver igen bidt af af Paige.

”Bare en dag, hvor folk kan fordøje det?”

”Hvordan skal der så komme mad på bordet i aften?” Sam løfter et øjenbryn. ”Vi lever ikke på en paradis ø, hvor der er tid til at sørge. Vi blvier nødt til at komme så hurtigt videre som muligt, for hvis vi stopper hele vores samfund hver gang nogen dør, får vi aldrig noget at spise.”

”Men synes du ikke, det er umenneskeligt? Vi kan ikke leve sådan, det er ikke et liv!” bryder Lucy ind.

”Hun har fat i noget.” tilføjer jeg, mest for at vise Lucy, at jeg stadig står i hendes ryg, men hun kigger ikke engang på mig.

”Lev som du vil, men vær ikke overrasket når døden kommer.” Sam rejser sig og forlader hulen for at arbejde, mens vi andre bliver siddene og døjer det hele. Jeg har lyst til bare at smidde mig på min bløde seng tilbage i Wellington og græde puden gennemblødt. Wellington lever stadig. Jeg vil bare aldrig komme dertil igen. Jeg vil aldrig kunne græde ned i min hovedpude igen. Det eneste jeg har er en hård klippevæg og et bananblad. Det hele virker i skævt. Som om du skærer det ene ben af en stol. Ebbi var indbegrebet af Abscedois. Ham, der holdt os sammen. Uden ham ville ingen af os være i live. Og nu er han væk, mens Abscedois lever videre. Ligesom da vi forsvandt og verden fortsatte sit liv. Historien har måske været i medierne i et par uge, før den dør hen, og det kun er de efterladte venner og familie, der stadig husker os. Men vi vil altid huske Ebbi. Indtil vi selv dør i Abscedois' åbne gab.

”Var det blodigt?” hvisker jeg så til Steve.

”Ikke rigtigt … han blev fanget under bølgerne ret hurtigt.”

”Men hvordan skete det?” Jeg har brug for at holde en konstant samtale i gang for at undgå at tænke for meget.

”Vi var for tæt på kanten til klippen, han faldt.”

”Bare faldt?”

”Ja, hvorfor?” Steve leger med lokkerne af mit hår.

”Bare … fordi.” Jeg har brug for at komme i gang. At lave noget. Samle frugter, fange fisk, bare noget. Jeg rejser mig.

”Hvor skal du hen?”

”Ud. Maden laver ikke sig selv.”

”Men du var enig med....” Jeg lukker af for hans stemme og forsvinder ud af hulen. Jeg kan bare ikke lukke ham ind.

”Amelia?” Jeg hører skridt bag mig, og da jeg genkender stemmen forsætter jeg ind mellem træerne, så vi ikke bliver set. Han lægger armene om mig bagfra og trækker langsomt min tynde cowboyjakke af. Hans læber kysser mit hår, og med et vender jeg mig om og kysser ham.

”Hvad?! Jeg troede.” Med et ser jeg det kongeblå hår skinne op bag Neels skulder. ”Du løj for mig.”

”Gå,” hvisker jeg i Neels ører. Jeg vil ikke have ham blandet ind i det her. ”gå, nu.” Han sender mig et undrende blik, men forsvinder så.

”Du skal ikke blande dig! Der var en grund til, at jeg ikke fortalte dig det.”
”Og hvad var så det? At du ville få dårlig samvittighed? Nårh nej, det kan du jo slet ikke.” Jeg har aldrig set Trix så uvenlig. Hun minder mig mest af alt om Paige lige nu.

”Det rager ikke dig.” Jeg samler min jakke op fra jorden og skal til at gå, da hun spærre for mig.

”Jeg kan ikke lade dig gøre det her mod Steve. Jeg holder af dig Amelia, jeg ved, hvad der er bedst for dig.”
”Åh tak, mor.” En kuldegysning går gennem mig, da det går op for mig, hvor længe siden det er, at jeg har sagt det ord, og jeg stopper midt i min sætning.

”Gør det forbi med ham, eller jeg fortæller det til Steve. Jeg vil bare ikke se dig blive såret.” Hun lægger en hånd på min arm, men jeg vrider mig hurtigt fri.

”Du fortæller det ikke, og jeg gør det ikke forbi. Det er mit liv ikke dit. For hvis du virkelig ikke vil se mig blive såret, så hold dig så langt væk fra mit liv som muligt.” Jeg skubber hårdt til hendes skulder, da jeg går forbi hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...