Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9885Visninger
AA

29. Kap 27: "Hvorfor er du så fantastik?"

 

”Paige, gider du ikke godt lave noget i stedte for at stå og nedstirrer Neels sixpack?” vrisser Trix og svinger nettet med frugter om bag på ryggen.

”Trix, gider du ikke godt lave noget i stedet for at holde øje med andre?” Paige vinker og smiler til Neel, der blot sender hende et blik. Jeg har ondt af ham. At skulle lade som om, at han er kærester med Paige, bare for at betale for at min kæreste ikke finder ud af, at grunden til, at jeg lukker ham ude, er min affære med Neel. Det eneste jeg gør som betaling er at se på, men det er nu torturrenden nok i sig selv.

”Paige, du er altid så nedern.”

”Hold kæft, morder.” Paige holder stadig smilet til Neel. Jeg samler en banan, der er røget ud af mit net op fra jorden og går videre ind mod hulen. Ellers vil Trix helt sikkert bemærke, at jeg stadig sender lange blikke efter Neel.

”Du er så fucking irritende, du er!” Trix smidder sit net på jorden af raseri go går truende hen mod Paige.

”Jeg siger bare, at du skal tænke dig om, før du gør dig uvenner med mig. Jeg knuser dig indefra med dine dybeste hemmelgiheder.” hvæser Paige og svinger med det sorte hår. Jeg kan ikke forstå, hvordan hun stadig kan holde sig pæn og have rent tøj på, når vi lever på en øde ø, hvor det eneste tøj vi har er over en måned gammel go formodenligt noget et lig har haft på.

”Uh, hvor farligt.” Trix sarkamse i det øjeblik får mig til alligevel godt lidt at kunne lide hende.

”Vent og se.” Paige vender om på hælen og løber over mod Neel. Nettet med frugt, hun ellers skulle bærer ind i hulen til frokost efterlader hun blot på jorden.

”Kom vi klager til Ebbi, det kan ikke være rigtigt, at hun altid skal opfører sig sådan!” Trix efterlader også bare sit net og trækker mig med ind mod hulen.

”Men du bliver nødt...” Hannelore stopper sin ellers en smule vrede sætning og smiler til os, da hun ser os. Ebbi vender sig også mod os. Det er tydeligt, at de er i gang med en samtale, der ikke vedrører os.

”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” Ebbi trækker facaden fuld af overskud på.

”Det er Paige.” Hannelore løfter et øjenbryn.

”Hvad er der nu med hende?”

”Hun er pisse irriterende. Hun laver ikke andet end at flirte med Neel.”

”Jeg vil tale med hende.” Ebbi er allerede på vej ud af hulen, da Hannelore stopper ham.

”Ebbi, dette her er nok ikke kun Paiges skyld. Hele gruppen må tale sammen, for kemien må være forkert, siden hun falder fra.” Inderst inde må jeg give Hannelore ret, men alligevel vil jeg bare hvae Ebbi til at fortsætte ud til Paige for at give hende en skideballe.

”Nej. Denne her pige laver ikke noget, det går ud over de andre. Hun må sættes på plads!”

”Men tror du nu, det er hendes skyld? Ebbi, du bliver...”

”Jeg er lederen her.” Ebbi vender ryggen til Hannelore.

”Jeg er træt af at høre den sætning!” Pludselig bobler vreden op i Hannelores stemme som jeg aldrig har hørt den før. Det er en utrolig viljestryke hun har.

”Lev med det.” Ebbi fortsætter.

”Nej, jeg kan ikke leve med det. Vær sød at være den leder, du var, da de valgte dig. Jeg ved Maries ...”

Stop.” Ebbis stemme er ikke til at tage fejl af, og han efterlader os alle tilbage i tavshed. Jeg ser hen på Hannelore, der blto smiler og forsvinder ud af hulen igen.

”Skilsmisse, jeg sagde det jo.” hvisker Trix og lader derefter som om intet er sket. ”Skal vi ikke gå ned til stranden og se til om Christina har fundet noget spiseligt?”

 

Jeg lægger mig ned og synker ned i sandet. En klippe skygger for os så ingen kan se os.

”Jeg kan ikke beslutte mig om du er smukkest i sollys eller månelys.” Neel lægger sig ved siden af mig og ser op mod skyerne. Det ser ud til at trække op til regn, men det gør mig ikke noget. Jeg kan lægge her hele dagen, hvis det skal være.

”Du er smukkest i sollys tror jeg.” Min næse rører hans i sandet, men jeg ser ham i øjnene. Han tager min hånd.

”Hvorfor?”

”Jeg kan se dine farver. I mørket kan jeg kun mærke dig, nu kan jeg også se dig. Se at vi virkelig er til, og at det ikke er en drøm.”

”Mmm...” Han aer sin næse mod min.

”Jeg er ret heldig. Du ved, du har en million fans, og jeg kendte ikke engang til dig, da vi kom herud.”

”Du er også ret mærkelig.” Han ler. ”Det er nu meget rart ikke at date en fan. Jeg mener, jeg elsker mine fans og også store fans som Lola, men nogen gange tvivler jeg på, om de ser mig. Mine ægte farver.” Jeg fletter mit ben om hans.

”Kan du godt vænne dig til ikke at være kendis længere?”

”Det er rart. Jeg havde helt glemt, hvordan det føles at være fri.” Han trækker mig tættere på sig. Jeg nyder stilheden nogen øjeblikke.

”Tak. Jeg mener, tak for at dække over mig.”

”Hvad mener du?”

”At betale Paige for at tie.” Jeg lukker øjnene og kan kun se solen skinne ind bag mine øjenlåg.

”Alt for dig.” Hans næse rammer mit øje. Jeg sukker.

”Hvorfor er du så fantastik?”

”Jeg ved det ikke, ellers ville jeg gerne give dig opskriften.” Han latter fylder det hele.

 

”Hvordan går det ellers med Albert?” Det er første aften vi ikke har bål, så jeg kan kun lige se silhuetterne af de to andre.

”Jeg har glemt ham.” lukker Lucy hurtig af. ”Hvad med Sam?”

”Nej, først fortæl mig om Albert. Du kan da ikke allerede havde glemt ham? Han betød virkelig noget for dig ikke?”

”Nej, jeg er ovre ham.” Selv i mørket, hvor jeg ikke kan se hendes ansigt, ved jeg at hun lyver. ”Men hvad med Sam?”
”Intet. Det dræber mig, for jeg har aldrig troet at rigtig kærlighed skulle nå en som mig. Og så ender jeg med at dræbe min første forelskelse samtidig med mig selv.”

”Er du slet ikke bange for døden?” Det er første gang jeg spørger om noget, men det spørgsmål har gentaget sig i min hjerne igen og igen.

”Nej. Jeg er mere bange for ...” Hun trækker lidt på det. ”at han dør.” Først falder det mig mærkeligt, men jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det mening. Jeg ville give mit liv for, at Neel kunne overleve. Og der går det op for mig, hvor stærk vores kærlighed i virkeligheden er, og hvor meget jeg vil opgive for stadig at have ham. Men hvorfor også leve uden lykke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...