Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9984Visninger
AA

28. Kap 26: ”Jeg blev født som lillesøster."

 

Der er stemmer udenfor, men jeg kan ikke høre hvis for den tunge regn. Jeg lister hen over de glatte sten og tager det sidste spring ud på græsset, så jeg lige nøjagtig står i ly i hulen samtidig med, at jeg kan se de to skikkelser, der står i regnen og snakker. Neel genkender jeg bagfra med det samme. Bare den måde han straks får mit hjerte til at slå på er bevis nok. Den anden person er jeg lidt længere om at placere, men ser så pludselig Paige. I håb på ikke at blive afsløret løber jeg ud i regnen og ind bag nogle træer. Jeg er nu så tæt på, at jeg kan høre, hvad de siger.

”Neel, vil du ikke nok komme tilbage til mig. Jeg beder dig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du gjorde det? Vi var perfekte!” Jeg har aldrig hørt Paige så bedende før. Hun plejer at tro, hun er meget højere end alle andre, men pludselig er det hende, der lægger på knæ. Jeg får en dårlig fornemmelse i munden. Den overfladiske og negative Paige, der tror hun er bedre end alle andre og kan dræbe dem indefra med deres dybeste hemmelgiheder er kun til grin, men denne her Paige føler jeg mig langt mere truet af. Hun er følelser. Og hvad hvis Neel pludselig får medfølelse med hende? Han må trosalt havde set lidt i hende, eftersom han har klaret en måned i et forhold med hende.

”Paige, accepter det. Det var ikke os to.” Hans stemme gør mig en smule rolig. Han er stadig Neel. Den Neel, der elsker mig.

”Bare giv mig en grund! Neel, jeg elsker dig. Kan vi ikke bare lade alt blive som før?”

”Nej. Alt er forandret nu. Og jeg elsker dig ikke.” At høre ham sige de ord højt gør mig sikker. Han vil aldrig gå tilbage til Paige. Han vil aldrig være utro med en, han elsker. Ikke ligesom mig. Utro med Steve. Usikker ved hvert eneste kys, om han kan smage, at jeg har kysset med Neel. Og jeg elsker Steve.

”Hvad er der galt med dig?” Paige prøver desperat at flade tilbage i den gamle Paige, men den skingre og knækkede stemme hænger stadig ved. ”Du er et fjols. Men fint nok. Du skal bare vide, jeg aldrig vil tilbage til dig.” Det er alt for tydeligt, at hun bare forsøger at få det til at lyde som om, hun slår op med ham og ikke omvendt.

”Så er vi enige.” Pludselig får jeg øjenkontakt med Neel, og jeg føler mig som en champagne flaske, der blot venter på at blive åbnet og bruse ud. Paige går forbi ham ind mod hulen, og så snart hun er væk, løber Neel over og omfavner mig.

”Hun er så falsk.” fnyser jeg.

”Det er alligevel hårdt at såre hende...” Jeg knuer Neel ind til mig.

”Og du er alt for omsorgsfuld.”

”Og du er alt for smuk.” Han løfter mig op og svinger mig rundt. Regnen falder som små nedkølende dråber, der holder mig fra at eksplodere. Pludselig sætter han mig ned, lægger en hånd om lænden på mig og tvinger mig så bagover i et dykkende kys.

”Ha!” Jeg farer sammen og vælter bagover, da det hoverende råb skyder gennem luften. Og med et ser jeg Paige tårne sig op foran mig. Med et kommer jeg på benene. Mit hjerte banker, mens jeg blot venter på min henrettelse.

”Si' det ikke til Steve. Det vil såre ham så...”

”Bare rolig, lille brunette.” Hun nedstirrer mig, selvom hun kun slår mig højde med et par centimeter. ”Jeg tror, vi har en lille aftale at forhandle...”

”Hvad vil du have?” Neel lægger armen om min mudrede krop.

”Dig.” Hun smiler ondt. Meget ondt.

 

”Og Neel og Paige er tilbage sammen igen – hvem havde ikke forudset det?” Steve sukker og tager en banan.

”Ja, alt andet ville være mærkeligt.” Jeg synker en klump, mens jeg ser Neel sidde med armen om Paige i den anden ende. Hun fjoller og ler som om alt er som før, mens Neel er mere anspændt.

”Kærlighed er en fantastisk ting.” kvidre Christina, der sidder mellem Ethans ben og drikker af en kokosnød.

”Ja, det er den.” Steve giver mig et klem i siden, så jeg får lyst til at brække mig. Jeg bliver nødt til at undgå at være sammen med Steve det meste af tiden for ikke hele tiden at leve i frygt for, at han opdager det. Jeg kan ikke lukke ham ind. Jeg prøver at le, men det virker alt for opstillet. Alting virker så opstillet. Et socialt edderkoppespind, hvor man sidder fast, så snart man træder ind og aldrig kan komme ud igen. Nogen ved noget, nogen ved noget andet, men alle har en hemmelighed, og jeg føler, jeg er ved at have for mange.

”Hvordan går det i jeres gruppe?” spørger Steve og sender et skjult blik til Paige.

”Hun har ikke ændret sig, men jeg er efterhånden blevet van til det.” Jeg vil ikke se på hende. Ikke når hun er overentusiastisk sammen med Neel.

”Amelia, vil du ikke nok lukke mig ind. Din stemme er blevet så ensartet, som om du ikke rigtig tør svare på mine spørgsmål.” hvisker han. Jeg synker og får kuldegysninger.

”Jo. Undskyld, Steve.” Jeg ser ikke på ham, men rejser mig blot og forlader hulen.

”Amelia!” Jeg hører hans løb efter mig.

”Steve glem mig. Jeg kan bare ikke. Du fortjener så meget bedre.” Han løber op foran mig op stopper min gang.

”Amelia, vil du ikke nok lukke mig ind? Hvad er der galt med dig?” Han virker så uskyldig og ren. Jeg har en alt for stor trang til at falde i hans favn og fortælle ham om alle mine løgne. Ikke mindst om Neel, men også om Chas og hele min spildte fortid, der stadig nager mig. Jeg har bare virkelig meget brug for en ven. En ven som ham.

”Jeg kan ikke. Steve, gå nu.” Min stemme knækker snart over. Jeg vil gå forbi ham, men han holder mig fast.

”Hvad har jeg gjort dig?”
”Ikke noget.” Jeg vrider mig løs og sætter farten op.

”Men hvorfor lukker du mig så ude? Hvorfor vil du ikke engang se på mig?” Med ét vender jeg om og stirrer ham direkte ind i øjnene.

”For din skyld.” Han sætter i løb hen mod mig og kysser mig. Jeg holder om ham, men kun fordi jeg ikke kan nænne at forlade ham. Han fortjener mig virkelig ikke.

 

Lucy og Trix samtale kører som en ping-pong. Eller nærmere en ping-pooong. Lucy stiller et kort spørgsmål, Trix svarer med et langt svar. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få Lucys opmækrsomhed. Jeg mangler hende bare alt for meget lige nu.

”Jeg synes, vi skal kende hinanden helt!” Jeg hæver stemmen og ser på Lucy. ”Derfor vil jeg gerne fortælle om min fortid før øen, ligesom Trix.” forsøger jeg i håb på, at inspirrer Lucy til det samme en dag. For den nye Lucy flygter fra den fortid, jeg efterhånden har fundet spor af. Den gamle erkendte den. Og jeg vil have den gamle tilbage.

”Glimrende idé!” Trix ser spændt på mig. Man skulle ikke tro, hun var dødssyg. Hun opfører sig som om alt er normalt.

”Jeg blev født som lillesøster. Allerede fra min første hvertrækning var jeg nummer to. Nummer to til at tage min første vejrtrækning. Jeg har en bror, Chas, jeg elsker ham. I ved, man elsker sin bror gennem ild og vand, det er man født til at gøre. Men alligevel har jeg altid været i skyggen af ham...” Jeg holder en pause. Det lyder alt for ægte, når jeg siger det højt. ”Hele mit liv har jeg brugt på at forsøge at overgå ham. Ikke at jeg nogensinde gjorde det, men jeg opgav alt for det.” Jeg lukker øjnene i ved tanken om, hvor meget tid jeg har spildt. ”Venner,” Jeg synker, ”frihed og,” Jeg tænker på Neel. På Steve. På de utallige kærester, jeg har droppet frem for lektier. ”kærlighed.” Jeg samler styrke til min stemme og fortsætter så: ”Jeg ville være bedst. Sad altid begravet i lektier. Studerede til helt ud på natten, mens mine venner festede eller holdt sleepover. Jeg nåede aldrig rigtigt bare at være ung.” Jeg åbner øjnene igen og ser på dem. Lucy ser ikke på mig, men mod månen. Jeg kan spejle mig i hendes øjne. Trix ser blot optaget på mig. ”Det er først nu, jeg rigtig forstod, at det ikke var det værd. At jeg var født til at være nummer to. Jeg kunne ikke være nummer et, men i stedet gøre noget særligt ud af at være nummer to.” Det dræber mig, at Lucy ikke så meget som ser på mig. ”Men nu er det forsent.”

”Tak fordi du ville åbne dig, Amelia. Din troværdighed betyder meget for os.” Os, os, os. Det ene ord giver genlyd i mit hoved, mens Trix derefter fortsætter en diskussion med Lucy. Som om jeg har ringet til Trix og Lucys kriseline. Som om det er dem og mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...