Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9893Visninger
AA

27. Kap 25: "Hvordan har min lady så det?"

 

Jeg trækker endnu en snor under en bambusstamme. Den er ikke stærk, men Christina har fundet en måde at rive lig-tøjet op på og lave tykkere snore, så nu er vi i gang med en tømmerflode. Jeg hører Paige stønne ved siden af mig, mens Trix hugger endnu en bambusstamme til med vores hjemmelavede økse.

”Må jeg ikke tage en lille pause.” puster Paige og tørre sveden af panden. Selv er jeg også ved at dø i varmne, men vil ikke sige det for at virke svag.

”Vi kan godt lige tage fem minutter, men hvis vi skal blive færdige inden mørkets frembrud, kan vi ikke slippe meget længere.” Trix smidder øksen ved sine fødder og rejser sig. Christina er den eneste, der fortsætter sit arbejde, men hun sidder også og fletter snore i skyggen af en palme.

”Neel!” Paige løber udmattet hen mod drengeflokken, der også har besluttet at holde pause. Trix kigger også længselsfuldt derover af, men sætter sig ved siden af Christina i stedet. Jeg sætter mig også ved siden af dem og puster ud, mens jeg studerere Paige falde om halsen på Neel og stikke sin tunge i ham. Jeg sukker og bider mig selv i læben. Jeg ser Ethan kommer over mod os af. Sikkert for at komme i skygge. Men pludselig ser jeg noget, der får mit blik til at fjerne sig fra Ethan. Neel skubber Paige en smule væk. Afstanden tager deres stemmer, men jeg kan mundaflæse dem.

”Jeg bliver nødt til at tale med dig under to øjne.”

”Hvad? Kan du ikke bare sige det nu?” Paige trækker Neel til sig.

”Jeg tror ikke, du vil være særlig glad for det.” Neel afviser hende igen.

”Helt ærligt, hvad er der galt med dig? Sig det nu bare!”

”Vi to er slut.” Paige træder forskrækket nogle skridt tilbage.

”Hvad?!” Hendes stemmer er nu så høj, at jeg sagtens kan høre hende. ”Hvorfor? Vi er perfekte sammen!”

”Det er bare ikke to os længere.”

”Du kan ikke bare slå op med mig uden grund og ydmyge mig foran alle!” Paiges hysteriske skrig tiltrækker nu alles opærksomhed.

”Det er ikke mig, der skriger.” Neel vender ryggen til hende. Mit hjerte sidder oppe i halsen. Hvorfor gør han dog det?

”Du er så fucking falsk! Har bare udnyttet mig, fordi du er van til at piger lægger på knæ foran dig, men nej, du er usel!” Paige vender om på hælen og går ført hen mod os, men skifter så retning og forsvinder ind i hulen.

”Jeg skal lige noget.” siger jeg til Christina og Trix og sætter så i løb gennem skoven bag hulen.

 

Jeg ved, jeg gør det rigtige, da jeg ser ud over landskabet og derefter hen på det brusende vandfald. Jeg ahr begået en fejl, som jeg nu må rette op på. For lige meget hvad elsker jeg ham. Lige meget, hvad Trix siger. Lige meget, hvad det gør af onde ting mod Steve. Lige meget, hvad hele verden synes. Jeg elsker ham. Og jeg vil føle friheden til bare at elske ham.

Med ét sætter jeg i løb. Mine bare fødder har en behagelig rytme mod den tørre jord, mens jeg sætter farten op. Hurtigere og hurtigere indtil jeg springer. Med hoved først styrter jeg gennem luften, men jeg når at føle friheden. Intet kan nå mig nu.

Pludselig bryder jeg gennem vandet. Jeg mærke det forme sig om min krop, mens jeg lukker øjnene. Farten aftager i vandet, og jeg kæmper mig op til overfladen. Først da jeg når overfladen og trækker vejret igen, begynder jeg at reagerer. Mit hjerte galoppere af sted, mens min krop ryster. Og så ser jeg det gyldene hår bag en palme. Han stirrer på mig med et blik fuld af tusind følelser. Vrede, sorg, håb, kærlighed. I et par hurtige crawltag er jeg ved bredden. Jeg hiver mig op og løber hen i favnen på ham. Hans arme smyger sig om min krop, mens hans læber folder sig om mine. Jeg kan ikke få nok af ham. Hans duft, hans krop, ham. Bare fordi han er ham.

”Jeg elsker dig.” stønner jeg. ”Jeg vil aldrig kunne slippe dig.”

”Du er alt for uimodståelig.” gisper han og kysser mit øre. Hans læber kysser ned af min hals, mens jeg lukker øjnene i nydelse.

 

”Og så gik vi ned af stranden hånd og hånd – og vent, snart kommer det helt store!” plapre Christina løs, mens jeg blot læner mig op af bananpalmen og ser over på Neel, der står sammen med Sam i bar overkrop og laver mad over udendørs bål. Han er lækker. Virkelig lækker. Jeg bider tænderne sammen for at modstår fristen til at løbe over og kysse ham. ”Så stoppede han mig, førte en hårlok om bag mit øre....” Christinas fingre fletter de små tråde hurtigere og hurtigere, jo længere hun når ind i sin fortælling. Hendes hår skinner i solen. ”Og så sagde han: ”du er endnu smukkere i sollys.” Jeg betragter Neel bøje sig ned, så musklerne spænder. Han er alt for lækker. ”Og så kyssede vi!” Christina lyser helt op, og jeg flytter mit blik fra Neel til hende.

”Ej, hvor er du heldig! Jeg sagde, jo han kunne lide dig!” udbryder jeg og er oprigtitg overrasket. Det lyder virkelig ondt, men jeg tror ikke rigtigt nogen vuderer hende som 21 årig liga, men en liga for 21 årige, der opfører sig som 15. Hun er bare sådan en meget umoden type, hvilket gør det lidt svært ikke at synes, hun er barnlig. Derfor overrasker det mig også, at Ethan er faldet for hende.

”Du er så sød, Amelia! Jeg overvejer at klippe mit hår kort. Altså sådan ret kort. Altså lidt længere end Neels agtig. Tror du det ville være godt?” Jeg ser overvejende på hende. Hår har aldrig været min store passion.

”Jeg tror, det ville blive flot.” Jeg lægger hoved på skrå og ser pludselig Christinas øjne blive til to små stjerner. Jeg vender mig om og ser Ethan.

”Hvordan har min lady så det?” Hans smil er kæmpe stort, og han ser oprigtig forelsket ud. Ellers er han bare en player, der er ude på at knuse hendes hjerte og spiller virkelig godt skuespil.

”Fantastisk. Nu er du her jo.” Christinas kinder blusser op. Ethan rækker en hånd ned mod hende, og hun tager leende imod den. Når jeg ser på dem, bliver jeg selv en smule bitter indeni, ved tanken om at Neel og jeg også kunne være sådan. Hvis ikke det var for situationen. Mest for Steve. Kun for Steve. Christina kravler op på Ethans ryg og han løber af sted. På lang afstand lyder deres glædefulde latter. Jeg ser igen på Neel. Hvorfor kan jeg ikke bare hoppe op på hans ryg og løbe væk til verden ende, når nu jeg finder ham så fandens tiltrækkende? Min krop er afhæning af ham. Alligevel tvinger jeg mig selv til at se på Trix i stedet. Den eneste i vores gruppe, der stadig arbejder. Paige har gemt sig i det lille rum inde i hulen og skriger hver gang nogen nærmer sig, jeg stirrer på Neel, og Christina render nyforelsket rundt med sin nye kæreste. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Steve. Steve igen. Steve betyder bare for meget for mig, til at jeg kan såre ham. Han følelser betyder noget for mig. Jeg kan ikke såre ham. Pludselig savner jeg Christina. Useriøs og barnlig. Men også enkel. Ukompliceret. Uden alt for mange modsætninger. Bare Christina. Og med ét forstår jeg, hvad Ethan ser i hende.

 

Bålet knitre. Trix snakker. Lucy lytter. Jeg overvejer. Overvejer, hvad jeg skal fortælle hvem: om jeg kan fortælle Trix, at jeg er tilbage med Neel. Og om jeg overhoved kan stole på Lucy mere. Men det gør nok ingen forskel mere alligevel, for hvornår skulle jeg fortælle hende det? Trix hænger over hende konstant, når vi ikke arbejder.

”Jeg...” prøver jeg at bryde ind. Give Trix endnu en chance, ved at fortælle hende om Neel og stol på, at hun vil holde sig til reglerne og ikke dele sin menning om mine valg. Men da hverken Trix eller Lucy ændser mig og blot forsætter deres nytteløse samtale om amerikanernes forhold til tro, pisser det mig helt af. Hele min krop syder af vrede, og jeg borer mine negle ned i mine håndflader for af afreagere. Jeg udbryder et lille vredeshyl, men ikke engang det hører de. Tårerne presser sig på og jeg rejser mig bare. Endelig kommer der en reaktion.

”Amelia, bliv dog!” udbryder Trix. Hvorfor Trix? Hvorfor ikke Lucy? Hun ser ikke engang på mig, men lægger blot på jorden og studere månen.

”Nej, jeg har det fint.”

”Nej, du er ej! Hvad er der galt? Har du brug for at snakke? Er det Neel? Er han svær at komme over?” Spørgsmålene vælter ind over mig.

”Lucy, kan jeg tale med dig under to øjne?” Endelig reagere Lucy. Hun ser først fra mig til Trix og så tilbage til mig igen.

”Ingen interne hemmeligheder. Alt, hvad du har at sige til mig, kan du også sige til Trix.” Der er en lang stilhed. Jeg overvejer. Overvejer at sige det til Trix, bare for at prøve at få Lucy tilbage, eller om jeg bare skal droppe Lucy, når hun ikke engang vil have mig. Jeg bider tænderne sammen.

”Jeg er træt, jeg må tilbage til Steve.” En mellemting. Jeg har ikke droppet dem. Ikke fortalt dem det. I hvert fald ikke i aften.

”Sov godt!” råber Trix efter mig, mens jeg forsvinder ind mellem træerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...