Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10154Visninger
AA

25. Kap 23: "Vi har vel egentligt aldrig rigtigt eksisteret?"

 

”Hvordan går det med hende?” Jeg ser mig omkring og derefter på Neel. Vi er de første vågne og står nu er morgensolen foran hulen.

”Hun har ikke sovet hele natten, heller ikke jeg, men hun er begyndt at slappe af og faldt i sidst til søvn her til morgen.

”Ved I, hvor det kommer fra?” Jeg sætter mig på en sten og bader mine fødder i søen ved enden af vandfladet.

”Nej.” Han sætter sig ved siden af mig og lægger en arm om mig.

”Er det farligt?” Min stemme dør langsomt ud.

”Det ved vi ikke.” han plasker lidt med fødderne i vandet, men rejser sig så. ”Lad mig vise dig noget!” Han griber min hånd og trækker mig med en gennem skoven bagom vandfaldet.

 

”Du må ikke se.” Jeg mærker hans ene hånd holde for mine øjne, mens han fører mig med den anden.
”Neel!” ler jeg og prøver at få hans hånd væk.

”Vi er der snart.”

”Du kan lige vove på at føre mig ind i noget.” Jeg strækker hænderne ud foran mig, så jeg kan mærke, hvis jeg går ind i noget.

”Stoler du ikke på mig?” Vi går langsomt opad, og jeg kan mærke at underlgaet bliver hårdere.

”Jeg stoler på dig, Neel. Men når man ikke kan se noget, kan man godt blive lidt i tvivl.” Vi griner sammen, men et sted inden i mig er der stadig koldt. Jeg husker Trix' ord. Du er mega ond mod Steve. Det kan du ikke byde ham! Jeg føler Neels hænder på mine hofter. Jeg har ham jo kun halvt. Kun i smug. Og en dag vil vi blive opdaget. Steve vil finde ud af det. Hade mig forevig. Men at han hader mig, kan jeg holde ud. At jeg såre ham er langt værre.

”Så er vi her.” Neel fjerne sine fingre fra mine øjne. Jeg gisper, da jeg ser ud over det hele. Vi er ved det store vandfald. Ti meter direkte ned og derefter går det ud i vandløb, der løber end af bjerget. Alle farverne og den skapre morgensol blænder mig.

”Hvordan er vi kommet herop så hurtigt?”

”Jeg kender en hemmelig vej. En halv time og så er man her.” Neel lægger armene om mig bagfra.

”Wow.” Jeg prøver at finde balancen. Vi er meget højt oppe.

”Vi har brug for at sted, der kun er vores.” Jeg mærker hans læber mod min hals og lukker øjnene. Alt virker så vildt heroppe. Højden, farverne, Neel. Og jeg føler mig ikke nær så utilpas som sidste gang, jeg var her.

”Prøv at kig ned.”

”Neel, jeg er højdeskræk.” Mit hjerte begynder at banke.

”Hvad er det du er bange for, at der sker, hvis du kigger ned?” Han skubber mig en smule frem.

”Jeg falder ned.” ånder jeg og holder godt fast i ham.

”Men hvad sker der, hvis du falder ned?”

”Jeg dør.”

”Nej.” Han slipper mig og lader mig stå alene. Straks griber jeg ud efter ham. ”Jeg er gammel udspringer. Jeg kan huske, hvordan jeg elskede sekunderne i luften, hvor alt bare er ligemeget, og du bare falder.” Han klemmer min hånd og går så en stykke bagud. ”Det er langt vildere her.” Med et sætter han i løb.

”Neel!” skriger jeg, men han sætter fra og springer på hoved ned mod vandet. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, mens jeg ser ham falder længere og længere ned. Jeg ser ham ramme vandet. Og så er han væk. Jeg kan ikke få mig selv til at trække vejret. Hele min krop er lammet. Indtil han kommer til syne i vandet.

”Amelia!” råber han hoverende. Han svømmer ind mod bredden og begynder at kralte op til mig. Mit hjerte begynder at slå igen.

”Det må du aldrig mere gøre. Du gjorde mig så bange.” Jeg løber hen mod klippevæggen, han er ved at klatre op ad.

”Men jeg døde ikke.” Han rækker en hånd op mod mig, og jeg trækker ham op. ”Prøv at gå hen til vandfaldet nu.”

”Jeg skal ikke springe!”

”Nej, men prøv nu.” Hans hånd er helt våd, da den griber om min. Han trækker mig med hen til vandfaldet. Jeg kigger bestemt opad. ”Kig ned.” Hans stemme er beroligende og jeg sænker blikket. Mit hjerte begynder at banke, da jeg ser ned, men der er en anden ro i min krop. Og alligevel må jeg træde tilbage.

”Tak, Neel.”

”Alt for dig.” Han tager fat om min krop, trækker sin gennemsigtige skjorte af og kysser mig. Jeg kan smage ferskvandet på hans læber. Han smager af mod. Han smager fantastisk. Men pludselig dukker Steve op for mit syn, og jeg går i stå.

”Jeg elsker dig.” Han fører en af mine hårlokker om bag øret og kigger mig i øjnene. Jeg former ordene med læberne, men kan ikke få dem sagt.

”Jeg kan ikke. Neel, jeg elsker dig virkelig virkelig højt, men vi kan ikke gøre dette her længere. Jeg kan ikke gøre det her mod Steve.” Tårerne begynder at glide ned af mine kinder.

”Men hvad med os?”

”Vi har vel egentligt aldrig rigtigt eksisteret?” Jeg slipper hans hånd og kan ikke se ham i øjnene.

”Hvis det er sådan du føler.” Jeg tæller hans skridt, da han vender mig ryggen og forsvinder mellem træerne. Tolv.

”Jeg elsker dig.” hvisker jeg efter mig. Jeg føler mig hverken som et bedre menneske eller en god ven overfor Steve. Jeg føler mig bare dum. Utrolig dum. Jeg falder sammen på jorden og ser på vandfaldet, der stadig fortsætter sin brusen som om intet er sket. Jeg hører hans latter for mig. Men den er væk. Den er ikke min mere. Jeg tager hans skjorte, som han efterlod på jorden. Den dufter af ham. Hele min krop er tom, men tårerne fosser ud som et vandfald. Jeg savner ham. Han krop, hans stemme, hans duft. Ham.

 

Trix og Lucys stemmer blander sig i en stor plamage.

”Jeg slog op med ham.” udbryder jeg pludselig. Begges øjne rettes mod mig.

”Du gjorde det rigtige.” Trix lægger en hånd på min skulder.

”Er han okay?” udbryder Lucy pludselig. Hendes ryg er blevet næsten smertefri igen. Jeg ryster på hoved.

”Nu har han forhåbentlig lært, at man ikke skal være sammen med andres kærester.” Nu har du forhåbenligt lært, at man ikke skal blande sig i andres forhold. Har jeg lyst til at svare, men gør det ikke.

”Er du okay?” sprøger Lucy så.
”Jeg ved det ikke. Jeg burde være lettet over endelig at have styrken til at sige fra, men i stedet fortryder jeg inderligt. Hver gang jeg ser på Steve, tænker jeg stadig løgner, for jeg har jo været ham utro.” Jeg varmer mine fingre mod ilden. Natteluften er begyndt at blive en smule kølig.

”Måske var det ikke den rigtige ting at gøre.”

”Selvfølgelig var det den rigtige ting at gøre!” afbryder Trix. ”Du kommer over det, Amelia. Tro mig.”

”Har du overhoved nogensinde elsket nogen?” spørger jeg en smule spydigt.

”Ja.”

”Hvem?”

”Sam.” Der bliver helt stille. ”Jeg ved, at han hader mig, og at jeg kun har kendt ham i et par dage. Jeg elskede ham ikke, da jeg var sammen med ham, men nu er jeg begyndt at elske ham, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

”Tag det første skridt. Jeg mener, I har jo ikke meget tid tilbage, så hvorfor spilde den på at hade hinanden.” Lucy lægger sig på ryggen på græsset.

”Han hader mig.”

”Er du slet ikke bange for at dø?” Jeg ønsker straks at tage ordene i mig igen.

”Nej. Ikke rigtig. Mit liv har ikke rigtigt været noget værd. Jeg mener, jeg har aldrig haft en drøm, aldrig haft andet mål end at være elskerinde.”

”Har du aldrig nogensinde haft en drøm?” udbryder Lucy.

”Nej, jeg mener, hvorfor skulle jeg drømme, når det aldrig ville gå i opfyldese? Jeg lod aldrig mig selv drømme. Har du en drøm?”

”Det er da umuligt at lade være med at drømme. Og ja, jeg har en drøm.”

”Hvad?” Trix overtræder regel nummer 1: aldrig spørge ind, men Lucy lægger ikke noget i det.

”Forfatter.”
”Hvorfor blev du ikke bare det? Jeg mener, at Neel Hughes er din bror må kunne skaffe dig tusinde forlags-kontrakter.”

”Trix,” afbryder jeg hende og skal lige til at forklare hende om reglen, men Lucy stopper mig.

”Det var ikke mine forældres drøm.” Hun rejser sig, og jeg ville ønske, at Trix ville forsvinde, så Lucy og jeg kunne tale i enerum. Men Trix rejser sig også for at følge Lucy med tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...