Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9746Visninger
AA

24. Kap 22: "Det skal nok gå."

 

”Kan du lide Paige?” Jeg tegner med min finger i sandet.

”Hun er fin nok.” Neels finger tegner et hjerte ved siden af mit.

”Fin nok? Hun er rædsom.”

”For sine fjender, ja, men når man kender hende ordenligt, er hun mere … menneskelig.” Min finger støder ind i hans, og jeg løfter blikket.

”Jajaja, så siger vi det.”

”Jeg ville ønske, jeg kunne lægge armen om dig.” hvisker han ganske lavt og fastholder mit blik. Jeg kan hører Steve og Paige skændes i baggrunden. Ebbi gav os en lav-hvad-du-vil-med-din-gruppe-dag i dag, hvilket skabte en konflikt mellem Steve og Paige, jeg ikke rigtigt har sat mig ind i.

”Kan du lide Steve?” spørger Neel så og begynder at tegne igen.

”Ja, han er betænksom og alt for tilgivende.” Jeg tegner endnu et hjerte. ”Jeg har aldrig haft en bedre ven.”

”Er han ikke kedelig? Jeg mener, du atten og vild, han er treogtyve og rolig. I er jo to helt forskellige steder i jeres liv?” Jeg ser Neels blik se over min skulder på Steve og Paige.

”Hvorfra ved du, at jeg er vild?” Neel rømmer sig og blinker.

”Men du svarede ikke på mit spørgsmål.”

”Tror det er meget godt, at han er så rolig. Han holder mig ligesom fast på jorden.”

”Hvad med mig?”

”Du gør det modsatte.” ler jeg.

”Amelia?” Jeg rejser mig med et sæt og vender mig mod Steve. Hele min krop fryser. ”Kommer du? Vi laver en bliv-fri-fra-gruppen-dag i stedet.” Han sender et dødsblik til Paige og efterhånden forstå jeg, at han ikke har afsløret mig. Ikke denne gang.

”Hvad vil du så lave i dag?” Vi begynder at gå ned af stranden.

”Mmm...” Jeg kan stadig mærke latteren og Neel.

”Hvorfor er du så fraværende, Amelia? De sidste dage har du ikke været rigtig til stede.” Han stopper op.

”Det er bare … alt det med død fylder bare meget i mit hoved.” En dårlig smag fylder min mund. Han tager min hånd og ser mig i øjnene.

”Husk, du kan snakke med mig om alt. Jeg dømmer dig ikke.” Han skulle bare vide.

 

Albert drejer flasken. Tilfædligt kommer han til at skubbe lidt til flasken, så den stopper på Lucy. ”Kys mig.” siger han hoverende.

”Har du ikke fattet det?” vrisser Lucy. Hendes stemme er knækket. ”Jeg kan ikke lide dig.”

”Jo, du kan, indrøm det nu. Jeg gider dig snart ikke mere.”

”Prøv at stop med at hele tiden tro, du kender alt og alle. Du kan ikke læse mig tanker.” Lucy rejser sig såret. Jeg ser Trix rejse sig også. Hun ved sikkert alt.

”Lad nogen elske dig, for det kan du tydeligvis ikke selv.”
”Jeg elsker mig selv!”

”Ehm, nej det gør du ikke. Folk, der farver håret depresive farver og lader som om de er homoseksuelle, elsker ikke sig selv.” Albert hæver stemmen og rejser sig også op. Lucys øjne er blanke.

”Du...” Hele hendes krop syder og med et sætter hun i løb ud af hulen. Trix sætter efter hende, mens de bare efterlader mig i Steves favn. Jeg får lyst til at græde. Jeg betød åbenbart ikke særlig meget for Lucy, siden hun blot har udskiftet mig på en dag.

”Underholdningen skaber kun konflikter, vi bør virkelig ikke have den længere. Vi må stå sammen. Se dig omkring, vi er ikke mange tilbage.” Ebbi rejser sig pludselig fra den anden ende af hulen.

”Men de unge har brug for at være unge. Konflikter er en del af det at være ung. Noget skal holde dem fast på jorden.” indskyder Hannelore.

”De skal ikke være unge nu. De skal overleve.” Ebbi slår armene over kors.

”Vi skal overleve, men hvad er et liv værd, hvis det kun er slid?”

”Nu er det sådan, at jeg er leder. Jeg afskaffer underholdning.”

”Du har været sådan en god og retfærdig leder indtil nu, lad nu være med at misbrug det.” Hannelores stemme er en smule spydig, hvilket fanger min opmærksomhed. Hun rejser sig, så hun er så høj, at hun kan se Ebbi i øjnene.

”Underholdning af afskaffet.” Ebbi går forbi hende og ud af hulen. Jeg ser efter ham. Jeg kan sagtnes se hans pointe, men Hannelore og ham har været som pot og pande, lige siden vi kom herud. Hannelore sætter sig blot ned igen og snakker videre med Lola, mens vi andre halvskræmt bryder cirklen op.

 

Trods Trix nærmer jeg mig nu engen med soluret. Når hun engang dør vil Lucy måske tilgive mig. Og jeg kan ikke lade være. Jeg savner Lucy. Jeg hører stemmer, men de ophører så snart jeg træde ud måneskinnet.

”Hej Amelia.” Lucy synker og rykker til til siden ved bålet. Hendes øjne er røde og hendes kinder våde.

”Er du okay?” Jeg sætter mig ved siden af hende.

”Ikke rigtigt.” Jeg har aldrig set hende så åben. Vi plejer begge to at være rimlig mystiske eller i hvert fald ikke sige tingene lige med det samme. ”Jeg kan bare ikke holde ud at være uvenner med ham.”

”Det skal nok gå.” Jeg husker, hvad hun sluttede sin sætning med sidst hun sagde det. Lige meget hvad, kan det aldrig helt gå galt, når vi står sammen. Derefter ser jeg på Trix. Luder eller ej, hun har stadig stjålet Lucy.

”Hvad tror I, der er galt med Hannelore og Ebbi?” spørger Trix.

”De skal nok finde sammen igen.”

”Det er jeg nu ikke så sikker på. Det ligner en skilsmisse de er på vej ind i. Flytte fra hinanden kan de jo ligesom ikke men...” begynder Trix. Jeg sukker. Det er mere blevet en sladerspalte end en kriselinje.

”Du burde virkelig droppe ham.” Trix ser pludselig på mig og reder det kongeblå hår med fingrene. Hendes udvoksninger er næsten usynlige, da de er mørke i modsætning til Lucys sort mod blond.

”Hvem?”

”Neel. Et, han er Lucys bror, to, du er mega ond mod Steve. Det kan du ikke byde ham!”

”Hvad?” Pludselig går det op for mig, at Lucy har fortalt Trix om Neel. ”Har du?” Jeg ser på hende.

”Trix er en del af os nu.”

”Men seriøst, Amelia. Steve er en god fyr. Hold på ham inden begge fyre forsvinder.” fortsætter Trix. ”Fortæl ham det, lig alle løgne på bordet. Han vil tilgive dig nu, men det er snart sidste...”

”Du skal ikke give mig gode råd!” Jeg rejser mig vredt. ”Du er ikke en del af os. Det er Lucy og jeg. Ikke dig.” Jeg skal lige til at gå, da Lucy skriger og kryber sig sammen i en pludselig krampe.

”Min ryg.” gisper hun og trækker sig sammen i smerte.

”Hent Ebbi, jeg bliver hos hende!” Trix bøjer sig straks over Lucy.

”Nej, du henter Ebbi, jeg bliver hos hende.”

”Amelia.” skriger Lucy. Tårerne begynder at løbe ned af mine kinder. Alt vi havde før er væk som dug for solen. Jeg begynder at løbe. Hurtigt. Men da jeg når hulen, vækker jeg ikke Ebbi, men Neel. Det er naivt, men jeg har virkelig brug for at provokerer Trix og blive elsket. Og så er han jo hendes bror.

”Det' Lucy.” Jeg rusker i ham og trækker ham med gennem skoven. Vores fødder slår i takt mod skovbunden. ”Hun har smerter.” gisper jeg. Hans tempo sættes op, og jeg prøver at følge med.

”Neel?!” udbryder Trix, da vi træder ind i lysningen. Hun sender mig et blik og himler med øjnene. Lucy stønner og er endnu mere sammenkrøbet. Neel sætter sig strkas ved hende og skubber Trix væk.

”Slap af, Lucy.” Han tager om hendes skuldre. ”Slap af.” Hun skriger igen, men begynder så at blive mindre anspændt. ”Hent Ebbi.” kommanderer han.

”Ja, det ville jo være en smule nemmere, hvis han blev hentet allerførst.” fnyser Trix, men sætter så i spæn ind gennem skoven.

”Hvad er det?” Jeg sætter mig på knæ ved siden af Neel og ser Lucy langsomt slappe mere og mere af.

”Jeg ved det ikke. Hun har aldrig fået så pludselige smerter før.” Han aer hendes kind for at få hende til at slappe af. Tårerne løber lydløst ned af hendes kinder. ”Det skal nok gå.” hvisker han. ”Lucia.” Hun græder endnu mere og kryber i en pludselig bevægelse sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...