Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9873Visninger
AA

23. Kap 21: "Du har dræbt mig, det ved du godt ikke?!”

 

Mit blik glider rundt i hulen. En så banal ting som, hvordan folk sidder til morgenmaden ændre sig konstant. I dag er det Christina, Ethan, Sam og jeg i den forreste del af langbordet, Lucy, Neel og Paige som en gruppe efter os. Derefter hele familien Eichelberg og så allernederst Trix og Sam, der har i gang med en småflirt. Jeg tror ikke, det er mere end et par dage, før de er smuttet fra hinanden igen. Trix virker ikke som typen, der holder på fyre længe og Sam virker bare glad for at få en på sin egen alder. Eller fire år yngre, syvogtyve, selvom hun ligner en på højst femogtyve.

”Vi ved ikke mere, end at den ene motor brød i brand.” fortæller Steve med munden fuld af mad.

”Men flyet må vel være et sted derude? Vi kan finde vores kufferter og sådan.” bryder Ethan ind. Christina sender mig et smil og ser derefter på Ethan. Hun virker rimlig meget ovre Neel, hvilket er meget godt, for så behøver jeg i hvert fald ikke have dårlig samvittighed over at stjæle hendes flamme.

”Er du færdig?” Jeg kan se på hende, at hun vil snakke om noget godt, for hendes øjne skinner. Jeg nikker. ”Vil du ikke med udenfor?”

”Selvfølgelig.” Jeg klemmer kort Steves skulder og forsvinder så udenfor hulen med Christina. Så snart vi er ude for hørevidde, begynder hun at snakke som et vandfald.

”Åh min gud, hvor er han nuttet. Jeg har altid haft noget for afrikanere, og de læber...” Hun sætter sig på en sten ved søen. Jeg studere vandløbet, der fører vandet videre fra søen og op til det store vandfald igen.
”Du er virkelig faldet for ham, hva'?” Jeg prikker drillende til hende, så hun hviner.

”Men seriøst, Amelia, du må indrømme, at han er lækker? Glødende lækker!” Hun gør et sving med det skulderlange musefarvede hår. Det er ikke ligeså plejet, som da vi kom her, og har fået et rødligt skær, men jeg synes det klæder hende med det lidt mere vilde look. Hendes hud er også blevet fyldt med fregner, og de fleste af hendes urenheder er væk. Hun ligner lidt en løve.

”Helt klart, men jeg fortrækker nu fyre over sytten.”

”Alder er kun et tal. Åh, tror du han kan lide mig?” En af de ting, jeg elsker ved Christina er, hvor ukompliceret hun gør livet. Ingen indviklede løgne eller halve forhold. Enten eller. Elsker han mig eller ej?

”Lige meget hvad kommer han til det – og hvis ikke, så lad ham hører dit brøl!” Jeg ler, og hun laver kyssemund for derefter at brøle som en løve.

”Du er løvernes dronning!” råber jeg ud over hele junglen, mens en del af mig mærker savnet. Til min familie, til Chas, som altid har været min faste dinsey-partner, og til alt normalt.

 

Jeg mærker hans knæ mellem mine ben, mens han presser mig op af palmen, og vi kysser. Vi er gået langt idn i skoven, den vej folk aldrig plejer at gå og er nu endt, der hvor floden, vandløbet, bugter sig. Ingen kan finde os her.

”Du er så skøn.” gisper Neel ind i mellem kyssene. Hans krop får mig næsten til at smelte. Jeg kan ikke engang påpege det, der får mig til at elske ham, men alligevel har han så meget magt over mig. Pludselig hører jeg en gren knække og reagere med det samme. Jeg trækker mig væk fra Neel, og han begynder at løbe væk. Pludselig ser jeg det sorte hår blandt alle træerne. Men langt væk, dejlig langt væk. Hendes øjne fanger mine, men Neel er allerede langt væk, og jeg kan se på hende, at hun ikke så os. Alligevel banker mit hjerte, så jeg næsten ikke kan få vejret.

”Hvad laver du her?” mukker hun.

”Hvad laver du her?” efterligner jeg hende og får et øjeblik lyst til at fortælle om, hvor dårlig hun er, at hun ikke engang kan holde på sin egen kæreste – eller i det mindste afslører hans affærre, nu hvor hun er så god til at knuse sine fjender indenfra med deres dybeste hemmeligheder. ”Diva.” tilføjer jeg nedladende.

”Det rager ikke dig.” Hun spytter nærmest ordene ud og skubber mig til side, så hun kan komme forbi.

”Tsk.” Jeg begynder at gå tilbage mod hulen. Mit hjerte sidder stadig helt oppe i halsen. Det var tæt på. Alt for tæt på. Havde hun blot set os et enkelt sekund, ville alt være forbi. Dog allerede et stykke væk hører jeg råb.

”Du er fucking sindssyg!” Jeg har aldrig hørt så meget vrede i Sams ellers så rolige stemme. Forskrækket løber je det sidste stykke.

”Sam, stop.” Men selv kraften i Ebbis stemme stopper ikke Sam, der står og dræber Trix med blikket.

”Du har dræbt mig, det ved du godt ikke?!” Han tager et skridt nærmere hende, men Ebbi holder ham tilbage. ”Jeg skal dø nu. På grund af dig!” Trix bakker forsigtigt bagud.

”Det var jo dig, der ville gå hele vejen!” skriger hun skinget. Den hæse og sexede stemme er helt forsvundet. Der har samlet sig en cirkel rundt om dem.

”Den eneste trøst jeg har, er at du også dør.” Hans råb giver genlyd, mens han kæmper sig forbi Ebbi. Jeg ser Steve tage fat om hans arm.

”Sam, køl ned!”

”Jeg vil ikke køle ned, mit liv er alligevel forbi.” Jeg hører en smule panik i Sams stemme.

”Hvad sker der?” Jeg stiller mig hen ved siden af Christina i cirklen.

”Trix har smittet Sam med hiv.” hvisker hun tilbage.

”Men det er jo helbredeligt...”
”Den eneste læge vi har her på øen er David.” Mit åndedrag stopper et sekund.

”Så de dør?”

”Ja,” ånder Christina. Sam river sig fri af Steves greb og stikker har en lussing.

”Du skal fucking køle ned, man.” Steve lader sig ikke trække ned af den rødglødende kind, men griber blot fat i Sam igen og fanger hans blik.

”Morder!” råber Sam efter Trix. Hun skriger og forsvinder derefter hurtigt som lynet ind mellem træerne og væk. ”Hun...” Sam leder efter sine ord i vreden.

”de dør begge. Snart.” fortsætter Christina, hvor hun slap. Selvom det er et simpel regnestykke, er jeg længe om at regne det ud. Femten minus to. Tretten. Kun tretten. Ud af de tohundredeoghalvtres, der stod på flyet i Wellington for godt en måned siden. Tretten levende, to snart døde og to på flugt.

 

Bålet knitre. Det føles helt mærkeligt at se Lucy på den ande side af bålet, men vi blvier nødt til at have andet lys end månen i aften, for den er helt usynlig.

”Lucia.” hvisker jeg for mig selv. Jeg har aldrig kaldt hende sådan før, men i aften føles det rigtigt. Hun er det eneste lys tilbage. Ingen sol, ingen måne. Kun Lucia. Hun reagere på det.

”Det lyder mærkeligt, når du siger det. Jeg mener, ikke engang Neel plejer at kalde mig Lucia. Han plejer at kalde mig det navn, som jeg vil have ham til.”

”Hvad mener du?”

”Jeg har heddet mange ting, det er sådan perioder.” Hun trækker på skuldrene og piller ved sit hår.”Lucy, Laura, Luna, Lui, Cia og sådan – desuden, tror du, jeg kan få farvet mine udvoksninger?”

”Lucy, Lucia, Laura, Luna … nu kan jeg ikke huske mere, men anyways, vi er på en øde ø. Der falder ikke hårfarve ned fra himlen.”

”Jeg ved det, jeg føler mig bare så blottet med lyst hår. Og en dag vil der ikke være mere sort tilbage.” Hun fletter sit hår med hurtige bevægelser, men stopper den bare for neden uden elastik.

”Hvorfor? Det klæder dig.”

”Tak, men lyst er Lucias hårfarve. Ingen andre end Neel kender hende...”

”Hej,” en genkendelig stemme afbryder Lucy. Igen hæs og sexet. Jeg ser op af det lange slanke krop.

”Trix?”

”Må jeg sidde her?” Den svigtende selvtillid gør hendes stemme ynkelig.

”Selvfølgelig.” Lucy rykker, selvom jeg skal til at sige imod. Dette er vores ting. Lucys og min. Ikke Trix'.

”Jeg mangler nogen at tale til.” Hun spørger ikke engang ind til, hvorfor vi sidder ved midnat ved et bål og taler om hårfarver og navne.

”Tal bare løs, det er derfor vi er her.” Lucy sender mig et smil, som jeg prøver at gengælde. Trix kan ikke bare komme her og være med, som om det er en børnehave. Dette er ikke en gruppe, det er et venskab. Mellem Lucy og jeg.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle. Jeg har smittet ham, dræbt ham. Men jeg er selv blevet smittet. Jeg havde allerede bestilt en tid i Washington.” snøfter hun. ”Det er mit arbejde. Jeg er protistueret. Tjener penge for min far på hans bar.” Tårerne løber ned af hendes kinder og Lucy lægger armene om hende. Jeg synker og føler mig en smule udenfor. ”Jeg har aldrig fortalt nogen om det før, men hver dag, før baren åbnede, gik jeg hen til vinduet, så op mod månen og ønskede mig et andet liv. Siden jeg var helt lille. For selvom man lader som om det, bliver man aldrig van til det.”

”Vi beundre også månen.” Jeg skal lige til at sparke til Lucy, men hun ændser mig ikke. Dette er vores ting, ikke en eller anden luder med kongeblåt hår og øjne løbende i vand.

”Jeg må tilbage.” Jeg rejser mig, men de ser mig knapt nok, da jeg går tilbage mod hulen og efterlader Lucy med sin nye bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...