Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9873Visninger
AA

22. Kap 20: "...fortsæt som om du ikke har stjernenykker.”

 

Et skrig giver genlyd i hulen og jeg vågner straks. Først ser jeg Christinas hvide ansigt malet med panik, og derefter Maries hvide ansigt malet med død. Selvom jeg efterhånden burde være van til at se lig skræmmer dette mig mere end nogen andre. Der løber blod fra hendes hals og hele vejen ud af hulen, så det er tydeligt, at hun ikke er død herinde. Hendes krop er helt forslået og et kæmpe sår fra hendes arm bløder.

”Ebbi!” skriger jeg, mens jeg klamre mig til Christina, der er mindst ligeså skræmt. Folk vågner op rundt omkring. Jeg får et blackout, da Steve trækker mig ind i sin favn. Jeg hører hulken og ser Hannelore trække Lola ind i sin favn.

”Hvor er David?!” Ebbi er med det samme oppe ved Marie og tager liget af sin døde datter i sin favn. Jeg har aldrig set Ebbi så ukontroleret. Blandet med sorg og vrede.

”Han er væk - og Isabella med!” meddeler Steve. Hans arme omkring mig er det eneste, der holder mig rolig. Han er selv så rolig. Men det skal man vel være som steward – selv i nødssituationer. Stilheden siger mere end tusind ord. Vi tænker det alle sammen i stilheden. Dette er Davids hævn på Ebbi, men at dræbe hans datter … når man er i ekstreme situationer gør man ekstreme ting, men dette her...

”Vi skal nok finde ham.” Sams stemme er fuld af hævntørst.

”Nej, han kan ikke overleve længe uden os. Det nytter intet at straffe ham.” Ebbis stemme er fjern, mens han stadig stirrer ind i Maries tomme øjne. Jeg bliver næsten bange, da jeg ser en tårer løbe ned af hans kind. En enkelt tårer, der får nervøsiteten til at bredde sig i mig. Er det hele forbi nu? Uden Ebbi er vi intet, og hvis han pludselig bliver svag, er vi fortabte. Han er den, der holder sammen på os alle sammen. Han kan ikke bare græde. Nu er vi femten levende, fire døde og to på flugt. Abscedos. At flytte. Abscedois. Øen vi er flyttet ud på. Abscedois' opspind. Alle følelserne: had, kærlighed, forelskelse, lideskab, sorg, frygt, angst, panik. Abscedois' opspindere. Det er os, døde som levende. Alle har hemmeligheder. Og vi er ingen undtagelse.

 

Gennem mine våde øjne ser jeg Ebbi fylde sin hånd med jord.

”I faderen,” Han lader jord falde ned på Maries grav. Jeg strammer mit greb om Steves overarm. ”sønnen,” Ebbi lader endnu et håndfuld jord dale ned mod Maries grav. Jeg ser Albert med blanke øjne og Lucy, der stirrer på ham. De er stadig uvenner og det er tydeligt, at det går hende på. Med et fanger Neel mit blik, og jeg fyldes med håb, da mit hjerte begynder at banke. Han holder øjenkontakten så længe, at jeg er bange for, at nogen ser os. Men jeg kan bare ikke slippe hans blik. Bare et sekund mere, og endnu et... ”og helligånden vil du leve videre. Marie Eigelberg, højt elsket, dybt savnet.” Han lader det sidste jord lande på Maries grav, og jeg slipper Neels blik. Steve klemmer om mig og jeg lægger mit hoved på hans skulder. Neel står også med armen om Paige. Det giver mig kuldegysninger hver gang jeg ser dem sammen. Hvis bare jeg havde ladt være med at ende med Steve, da vi først ankom til øen. Så ville det hele været enkelt. Steve som bedsteven, Neel som kæreste. Mit drømmeliv. En del anderledes end for blot et par måneder siden. Der var det: får gode karakterer, Princeton, møde en sød, blive gift, få børn. Nu tænker jeg ikke engang på, om vi nogensinde bliver fundet. Nu og da dagdrømmer jeg om det, men der er så meget andet vigtigt her, at dagdrømme ikke er det, der må fylde mest.

Jeg fremtvinger et smil blandt tårerne til Neel. Han fortjener det. Jeg prøver at forestille mig, hvordan alt ville se ud, hvis jeg ikke fik hjertebanken af Neel. Men selv hvis jeg kunne vælge ikke at være forelsket i Neel, ville jeg ikke gøre det. For på samme tid som det er besværligt og skaber alt for mange løgne, er det noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet. Jeg faldet længere end i ham end jeg nogensinde før har gjort med en dreng.

Han laver tegn med hænderne, jeg ryster på hoved, da jeg intet af det forstår, me en smule glæde tændes i mig blandt alt det triste.

 

”Skal vi tage en pause?” stønner Steve, mens hans bare overkrop glinser af sved i den bagende sol. Jeg puster selv og sætter mig udmattet op af en palme.

”Gerne, meget gerne.” Jeg betragter vores arbejde indtil videre. Det er alt slidet værd. Det er en seng, en dobbeltkøjeseng, bare for at få så meget ud af den som mulig. Den skal stå bagerst i hulen, mens langbordet, som et af de andre hold fik bygget, står i midten. Den er halv færdig og vakler stadig. Men det er slet ikke så let at bygge ting ud af træ, når man ingen reb har – kun udskårede blade. Paige falder også sammen på jorden, mens Neel uden et blik går forbi mig. Dog mærker jeg han sparker en smule til mit lår. Jeg ser efter ham, han går mod stranden. Da han er ude af syne rejser jeg mig.

”Jeg går lige ned og tager et bad. Her er alt for varmt.”

”Helt fint. Vi fortsætter efter frokost.” Steve kysser mig på panden, før jeg forsvinder ind mellem træerne. Jeg ved, det ikke var tilfældigt det spark. Han vil mødes på stranden. Jeg sætter farten op, løber gennem engen og videre, da jeg endelig når stranden. Jeg ser ham ved vandkanten med ryggen til. Min stemme vil skrige hans navn, men min hjerne holder det tilbage. Dette er et skjult forhold, hvilket udelukker en del ting. I stedet løber jeg over sandet, selvom det tager en del af min fart. Mine skuldre brænder efter solskoldning. Det er første gang jeg nogensinde er blevet solskoldet. Nok på grund af min let mørke hudfarve. Jeg springer på ham bagfra, så han falder ned i vandet med et grin.

”Amelia,” ler han og lader sine læber glide om mine en enkelt gang. ”vi bliver nødt til at finde et mere privat sted.” Han trækker mig op og tager min hånd.

”Hvor?” Han blinker blot til mig og fører mig langs stranden. Så snart klippen kommer til syne ved jeg, hvor han vil hen. Mit private badested, hvor han for første gang så mig nøgen. Jeg sender ham et frækt blik ved tanken om hans gennemsigtige bukser.

”Fortæl noget om dig selv!” Jeg misser mod solen og ser på hans smukke ansigt. For mig er alle fejlene usynlige.

”Hvad vil du vide?”

”Alt.”

”Jeg er et popidol for mange teenage piger. Nogle af mine sange skriver jeg selv, andre bliver skrevet af andre. Jeg kan spille guitar og lærte det, da jeg var helt lille...”

”Hvem er din manager?” afbryder jeg ham.

”Mine forældre. ” Han løfter mundvigen en smule. ”Har du aldrig hørt om mig før?”

”Lad lige som om du ikke sagde det, og fortsæt som om du ikke har stjernenykker.”
”Hvad mener du?”

”Glem det.” ler jeg. Selvom jeg intet fodtøj har, mine skuldre er solskoldede og jeg er havnet på en øde ø, hvor overlevelse står over alt andet, mærker jeg lykken trænge ind i min krop. Sådan en lykke, jeg kun få gange har oplevet. Han svinger vores hænder frem og tilbage og kysser så min skulder. Jeg vil ikke engang lade tanken om, at nogen kunne se os, strejfe mig. Nu er det bare Neel. Neel, Neel, Neel.

”Fortæl noget om dig.” Han slipper min hånd, tager fat om min skulder og trækker mig tættere på sig. Han er lige tilpas høj. 180. Tolv centimeters forskel. Lige præcis romantisk.

”Jeg er ikke så spændende endda...”

”Hvordan kan det så være, at min hjerne kun kan tænke på dig?” Han klemmer om min skulder, og jeg mærker kun hans hånd, ingen solskoldning, intet andet end hans klem.

”Det har jeg ikke svaret på. Men altså, jeg blev født i Wellington. En realativ nem fødsel. Et par timer efter, var jeg hjemme i vores ti værelses lejelighed i – også i Wellington. Der ventede min mors forældre, der havde passet min storebror Chas.” Jeg lytter et par sekunder blot til lyden af vores fødder mod sandet. Vi går næsten i takt. Ser frem mod klipperne, mens jeg overvejer om, jeg kan fortælle ham det. Men på den anden side, kan jeg ikke lade være. ”Hele min barndom har jeg altid været overgået af ham. Hvis jeg fik A- havde han fået A. Hvis jeg blev næstformand i elevrådet, blev han formand. Jeg har altid været nummer to, og hvis jeg så endelig blev elevrådsformand, så havde han jo allerede været det, og så var det ligesom bare en selvfølge.” Orderne tager sig selv. ”Jeg har ikke engang fortalt Steve om det, fordi jeg bare ville prøve at glemme min fortid herude.”

”Jeg kan godt forstå dig. Jeg mener mine forældre har altid haft planer for min fremtid og forventninger. Jeg skulle være popstjerne og ende i historiebøgerne ligesom Michael Jackson og Beatels. Jeg har altid overlevet, men tit har jeg bare følt, at jeg har mistet mig selv i det hele. Og pludselig kommer du og trækker hele den rigtige Neel tilbage.” Han stopper op og ser mig i øjnene.

”Jeg kunne kysse dig, hvis ikke det var fordi, de andre kan se os herfra, hvis de går d på str...” Jeg får ikke engang færdiggjort min sætning, før Neel bare mumler.

”Fuck dem,” Og trækker mig ind til sig i et kys. Langsomt, sexet og romantisk. I hans favn kan jeg blive forevig.

 

Der er en stilhed, men vi blot kigger på stjerner sammen. Lucy og jeg. Jeg og Lucy. Månen er næsten væk, blot en tynd streg på den sorte nattehimmel.

”Jeg så jer.” lyder det pludselig fra Lucy. En kuldegysning går ned langs min ryg, mens jeg prøver at lade som ingenting.

”Så hvem?”

”Jer. Dig og Neel.” Hun ser ikke på mig. ”Jeg vil ikke fortælle dig, om mine meninger. Jeg synes bare, at du burde vide det. Jeg så jer i går aftes, da du gik mod stranden.”

”Hvor meget?”

”Ikke særlig længe. Men som sagt, jeg vil ikke give dig et langt foredrag om, hvad du skal gøre og, hvad du ikke skal gøre, jeg vil bare minde dig om, at jeg er her for dig, selvom du ikke har pligt til at fortælle mig alt.” Hun vender sig pludselig og ser mig i øjnene. ”Vi er her for hinanden some t faldnet. Og jeg vil til hver en tid give dig råd, hvis du har brug for det, eller bare lytte.” Jeg stirrer på blot på hende, mens jeg starter på en hel del sætninger, som jeg aldrig får færdiggjort.

”Jeg føler mig så skamfuld.” Får jeg til sidst fremstammet. ”Men jeg kan ikke give slip på ham.”

”Hvorfor?” Hun tager min hånd. Jeg synker og prøver at sige ordene højt.

”Fordi jeg … fordi, hver gang han er i nærheden giver han mig en lykke, jeg pludselig er afhæning af, og hver gang han kysser mig forsvinder alle bekymringer fra mit hoved.” Jeg ser hendes blik blive mere og mere fjernt. ”Han er forstående, sød og sjov, men alligevel vild og fræk. Hans øjne er til at falde i, og hans krop er mere lækker, pæn – alt, end jeg nogensinde har set noget før.”

”Du er virkelig forelsket i ham, var?”

”Ja,” ånder jeg. ”på mange måder giver livet bare mening nu med ham.”

”Og hvad med Steve?” Mine øjne begynder pludselig at blive blanke.

”Han er altid så godtroende og rolig. Han er den bedste ven, jeg nogensinde kunne forestille mig. Og jeg elsker ham virkelig.” En tårer glider ned af min kind og kalder på flere. ”Jeg kan bare ikke få mig selv til at give ham op. Han er så meget værd, at jeg er naiv nok til at beholde ham, selvom jeg går bag ryggen på ham.”

”Det skal nok gå.” Hun kigger mig direkte ind i øjnene, med sine intense gråblå øjne. ”En dag om måske lang tid, måske kort tid vil du have styr på dit liv. På Neel og Steve – og vel også Paige. Og en dag vil jeg stå med styr på mit forhold til Albert. Det skal nok gå. Lige meget hvad, kan det aldrig helt gå galt, når vi står sammen.”

”Jeg har aldrig haft en ven som dig.” Mit blik glider op mod stjernerne.

”Jeg har aldrig siddet på en øde ø med en latinamerikansk pige fra New Zealand og kigget op mod månen, som vi begge har et forhold til før.” Hun ler og ser op mod himlen. ”Luna. Abscedois' Luna.”

”Vores Luna. Kan du huske, første gang vi mødtes?”

”Nu får du os til at lyde som old gamle venner.”

”De føles som hundrede år siden flystyrtet.” Jeg ser op mod Luna. ”En måned vel? For det var næsten fuldmåne den gang, og nu er hun knap nok synlig.”

”Mmm...” Jeg indånder aftenluften og følelsen af ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...