Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9727Visninger
AA

4. Kap 2: "Jeg er en haj til at finde vej i mørke."

 

Da vi når tilbage til stranden hersker der fuldt kaos. Ingen ved, hvad de skal gøre.

”Vent her,” Steve går frem mod midten af stranden og skriger af sine lungers fulde kraft. ”VI HAR FUNDET VAND!” Men selvom Steve råb er langt højere end jeg nogensinde selv ville havde kunne råbe, lytter ingen efter. Jeg løber ned af stranden til ham. Sandet er blødt og behageligt at gå på, men det sænker farten mindst halvt for løb.

”Det nytter ikke,” sukker han. ”Det er umuligt at få tøjler om fyrre mennesker i panik. Vi må bare sørge for selv at overleve. Prøv at se rundt, det er også tydelig, hvem der overlever, og hvem der ikke gør.” Han peger på en folk mennesker, der er i gang med at skabe en lejr. ”Dem der holder hoved koldt, selv i denne varme gør, og dem der skaber kaos gør ikke.” Det føles uhyggeligt at stå og udpege, hvilke mennesker, der overlever, og hvem, der ikke gør.

”Undskyld mig,” En mørkblond ung mand med bar overkrop kommer løbende mod os. Hans øjne er gråblå, og han er omtrent en ti centimeter højere end mig. ”Vidste I, hvor der var vand?” Efter ham kommer en pige, der ligner ham på en prik, blot en del yngre og med sort langt sort hår, der ser ud til at være farvet. Hun er iført noget, der engang måtte havde været en viktoriansk kjole i goth stil, men nu blot lignede noget fra en gyserfilm.

”Ja,” Steve sender dem et service mindet smil. ”Jeg hedder Steve, og dette er Amelia Wright.” præsenterer han os og undlader med vilje sit eget efternavn. Jeg nikker kort til dem.

”Åh, vi er Neel og Lucy Hughes.” Han sender os et afventende blik. Steve reagere med det samme, mens jeg stadig ikke ved, hvad de venter på.

”Amelia er fra New Zealand,” undskylder Steve, nu med en ondskabsfuld undertone, jeg ikke lige havde set komme. ”Neel er stor teenageidol i USA: startede som Disney stjerne.” Han får det til at lyde som en hån.

”Fedt, det lyder sejt.” Jeg smiler optimistisk til Neel og Lucy, som undskyldning for Steves mærkelig opførsel. ”Jeg kan fører jer hen til vandet,”

”Tak...” begynder Neel.

”Nejnej, det behøver du skam ikke, vi giver dem bare instrukser.” afbryder Steve. Det er tydeligt, at han ikke kan udstå Neel.

”Men det er mig intet pro...”

”Det er bare ligeud gennem de palmer deroppe og så til højre ved...” Bebrejdende sender jeg Steve et blik, da han ikke lader mig tale færdig. Han ænser mig ikke. Igen ser jeg på Neel, for det er næsten ikke til at lade være. Hvis jeg havde været 13 år, ville jeg skam også sukke over ham. Muskeløs, nuttet og med et glimt i øjet. Han lytter koncentreret efter Steves instrukser, mens hans hånd ligger beskyttende om hans lillesøster.

”Sikke en omgang stjernenykker.” fnyser Steve, da Neel og Lucy er på vej mod palmerne. ”Han er sgu ikke bedre i virkeligheden – og som tyve årig er man altså at for gammel til at lege teenagestjerne.”

”Du behøver ikke håne ham på forhånd!” udbryder jeg, overrasket over, at jeg forsvarer Neel uden selv at vide om Steve har ret.

”Det er ikke på forhånd.” Han vender irriteret ryggen til mig og går op mod gruppen, der prøver at lave ild. Jeg gider ikke løbe efter ham. Ikke lade ham vinde, ikke lade ham have ret i sine fordomme. Og alligevel er jeg alt for fortabt uden ham. Alene på en øde ø. Mine ben sætter i spæn efter ham.

 

Hen ad dagen får en gammel spejder endelig gang i bålet og folk strømmer til. Allerede nu er to mennesker forsvundet i et forsøg på at svømme ind til et rigtigt land – formodentlig druknet. En enkelt allerede begået selvmord. Men ellers er der kommet en del mere sammenhængen i det. Nyheden om vandfaldet er nu blevet spredt til de fleste og mere eller mindre alle sidder nu tæt samlet om bålet i tusmørket på stranden. Steves arm ligger beskyttende om mig, hvilket jeg ikke ved, hvordan jeg skal tyde. På den anden side af bålet kan jeg se Lucy og Neel stærkt oplyst af bålets varme flamme.

”Hej,” Jeg ser overrasket til min ene side, da jeg ellers var faldet halvt hen på Steves skulder. En lille fregnet pige med musefarvet hår, der nok alligevel er omkring de 20 år, smiler undskyldende til mig. ”mit navn er Christina Leonora Wheel.” Hun rækker en hånd frem med lange, tynde og slidte fingre.

”Hej, godt at møde dig” Jeg giver hende hånden. Hendes hud er en del lysere end min. ”Amelia Emilie Wright.” nikker jeg.

”Steve,” Jeg så overrasket op på Steve, der også rækker hånden frem mod Christina – og igen undlader sit efternavn, hvilket får mig til at grine lidt indvendig.

”Dejligt at møde jer også,” Hun virker så genert, at man næsten har lyst til at tage og holde om hende.

”Hvor kommer du fra?” spørger jeg så for at bryde isen en smule.

”Wellington.” Hendes lange fingre kører nervøst op og retter på det skulderlange leverpostejfarvede hår.

”Cool, jeg kommer også fra Wellington. Hvad laver du så?” Jeg mærker Steve trække mig tættere på sig, som om vi var et par.

”Jeg er syerske for min mor.” Det forklarede hendes fingernemme fingre. ”Oprindelig skulle jeg til Washington for at besøge min far og hans kone.”

”Det lyder … sejt.” Jeg er en smule bange for at komme til at lyde ironisk.

”Jeg har altid syet for at det hele kunne løbe rundt. Hun har sit eget skrædderi.” Hun trækker beskeden på skuldrene.

”Du må være god,” Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Hun er svar at holde en samtale kørende med, fordi hun er så genert. Ubevidst kommer jeg til at gabe.

”Vi skulle måske snart gå op for at sove. Jeg talte med Ebbi Eichelberg – han og hans familie ville gerne være med til at se om det kunne lade sig gøre at bygge starten på de mest nødvendige ting i morgen. Man må jo skabe alliancer.” De sidste ord sidder fast i mig på en mærkelig måde. ”Bliv blot siddende et par sekunder endnu, jeg går lige over og snakker med David Hall om vagtplanen for at holde bålet kørende.” Steve klemmer min skulder og rejser sig, for at gå over og snakke med en slank mand med stort overskæg, der må være David Hall. Det virker som om han allerede kender hele øen ud og ind. Jeg ser dem nikke til hinanden og kort efter komme Steve tilbage til mig. Jeg rejser mig op og pludselig går det op for mig, hvor mørkt det er blevet. Alt er kulsort, og det er ikke muligt at se længere end halvanden meters omkreds fra bålet.

”Hvordan finder vi et sted at sove i dette mørke?” spørger jeg nervøst. Det hele ryster i mig. Mørket er kommet snigende som en fjende. Langsomt begynder det at gå op for mig, at det hele ikke bare er en fantastisk badeferie på en tropisk paradisø, men at det langt fra er sikkert at vi nogensinde bliver fundet og kommer hjem igen – eller lever, hvis vi nogensinde bliver fundet. Der kan leve vilde dyr på øen, der kan angribe os om natten, eller livsfarlige myg. Her er så mange ting vi kan dø af. Måske også bare sindssyge? En knude af savn efter tryghed begynder at presse mod mit bryst.

”Jeg er en haj til at finde vej i mørke.” ler Steve, som om det er sjovt. Han tager min hånd og fører mig op i mørket. Hvert et skridt er som en pinsel. At lade mørket omringe mig mere og mere. Hele min krop ryster, mens tårerne presser på. Jeg kan mærke mit hjerte side helt oppe i halsen, mens Steve fører os en smule hen ad stranden. Til sidst skriger jeg. Et desperat, skingert skrig. Tårerne vrimler frem. Steve lægger forskrækket armene omkring mig og knuger mig ind til sig.

”Mørket,” gisper jeg, mens jeg mærke hans kropsvarme og lytter til hans rolige hjerterytme, der langsomt smitter af på mig.

”Mørkerad?” Han kysser mig let på håret, mens jeg hulker ind i hans barer overkrop. Jeg mumler noget uforståeligt. Langsomt får han os sat ned på det bløde sand. Det hele vælter ud over mig med et, da min boble springer. Boblen, hvor jeg endelig kunne være fri i mit eget paradis. Nu går realiteten op for mig. Hvis jeg er så heldig at overleve, til jeg dør af høj alder, er det langt fra sikkert jeg overhoved kommer til at se min familie, studere på Princeton eller nogensinde komme tilbage til det normale. Lige nu vil jeg give alt for følelsen af at få et A og alligevel blive overgået af Chas. For selvom det var ubehageligt, var det trygt. Jeg var hos min familie. Alt for et øjeblik med min familie. Et øjeblik i tryghed. Et øjeblik, hvor overlevelse ikke er det der fylder. Et øjeblik, hvor jeg bare er gamle kedelige Amelia. Nu ved jeg knapt nok, hvor jeg er: et sted mellem Wellington og Los Angeles tæt på ækvator. Forhåbentligt ved flycentralen, hvor vi styrtede, men vil de nogensinde finde os? Jeg putter mig længere ind mod Steve, og med et mærke jeg hans forsigtige læber mod mine. Jeg gør ikke modstand, for jeg har bare brug for tryghed, at blive elsket. Hans bløde berøringer for mig til at føle mig som porcelæn, som en jomfru – ren og ny. Forsigtigt kysser jeg ham igen, mens hans fingre kører ned af min krop. Vores kys smager af tårer, men det gør intet. Han får mig til at glemme alt andet. At vi er fortabte. Forsigtigt knapper han min cowboyskjorte op.

Jeg er vel allerede blevet en smule skør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...