Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9747Visninger
AA

20. Kap 18: "Åh hej, dejligt at møde dig, Amelia Wright."

 

Mit hoved dunker og føles tungere og tungere. Jeg misser mod solen og overvejer om vi nogensinde kommer til at se de andre igen. Det giver mig et stik i hjertet. For de er jo min familie nu. Lige meget hvad. Snart kan jeg ikke mere. Vi fandt tilbage til vandfaldet og fik drukket, men det virker efterhånden som millioner år siden.

”Hey!” udbryder Steve pludselig, så jeg springer op af forskrækkelse. ”Hør, lyden af havet, hvis vi når uden til stranden bør vi kunne finde hjem.” siger han, i et forsøg på at tale med sig selv. Jeg prøver at lytte efter, men jeg ved ikke om lyden af bølger kommer fra min fantasi eller rent faktisk er der. Jeg ser hen mod Paige, der sidder på Neel ryg. Jeg ser direkte på ham, men han vil ikke se mig i øjnene.

Hans ord kører stadig igen og igen i hoved på mig. Jeg vil give min højre arm for at vide, hvad han tænker. Jeg hader dig, fordi du er så fucking tiltrækkende. Hvad betyder det? Han kan lide mig, men hader mig?

”Kom nu,” Steve begynder at løbe mod lyden af hav. Jeg ryster mig krop og bruger mine sidste kræfter på at løbe efter ham. Mit hår slår mig i hoved, mens jeg bare spruter afsted. Udholdenhed har aldrig været min ting. Så hellere give sig selv fuldt ud i kort tid. Jeg overhaler Steve, der dog hurtigt overhaler mig igen. Min fødder kører så hurtigt hen over skovbunden, at jeg dårlig nok når at røre jorden, før jeg er videre igen. Og pludselig mellem træerne ser jeg sandet og vandet. Vi er ved stranden snart. Jeg sætter farten en smule op og overhaler Steve. Han pruster af mig og sætter farten yderligere op. Neel er også ved at indhente os, men med Paige på ryggen løber han ikke lige så strækt. Jeg ser, at stranden er få meter, og giver mig selv til sidste blodsdråbe. De sidste sekunder er intense. På nøjagtig samme tid når vi over grænsen til skoven. Jeg kaster mig i sandet og prøver at få vejret. Der er ingen latter, ingen der griner. Steve sender mig blot et blik og forsvinder så svedig ned mod havet. Jeg lukker øjnene og høre Neel sætte Paige ned på jorden igen.

”Se!” skriger hun. ”Dette her er vores skov!” Jeg kniber øjnene sammen mod solen og ser hende springe i favnen på Neel.

”Vi er snart hjemme igen!” Lettelsen i Neels stemme er ikke til at overse. Hans kysser Paige og løfter hende så op og svinger hende rundt. En tårer glider ned af min kind. Af lettelse og af jalousi. Hvor ville jeg dog ønske, at Neel elskede mig og ikke min værste fjende.

 

”Åh, vi troede aldrig vi skulle se jer igen!” udbryder Ebbi, da han ser os komme gående halvt døde hen mod hulen.

”Vi fór vild, så vi aldrig troede, at vi skulle finde tilbage hertil på vej tilbage fra det store bjerg.” Paiges stemme ryster af lettelse.

”Neel!” Lucys skrig skærer gennem alt, da hun sætter i løb så hurtigt som et lyn og springer i favnen på Neel. Han holder beroligende om hende. Det er tydeligt at han elsker hende. Jeg får en klump i halsen, da jeg tænker på Chas. Altid bedre end mig. Men stadig min bror. Svage hulk lyder, mens hun gemmer sit ansigt i hans skulder. De er lige høje.

”Bare gå ind, jeg kommer.” hvisker han og lader en hånd glide ned over Lucys sorte hår. Udvoksningerne er allerede tydelige og afslører, at hun har samme hårfarve som Neel. Gyldenblond. Jeg fjerner mit blik fra dem og løber hen mod søen for at drikke. Den kølende væske giver mig kuldegysninger i hele min krop. Jeg ser, Steve lægge på knæ foran søen og drikke ved siden af mig. Et øjeblik overvejer jeg at fortælle ham om Paiges fornavn. Så ville han sikkert glemme, at han var sur på mig, og vi ville igen være venner. Men jeg kan ikke få mig selv til det. Selvom Paige er min væreste fjende, og Steve og jeg vil kunne udslette hende sammen med alle rygterne om, at vi er proforma med den hemmelig, var det bare en helt anden Paige, der fortalte om hendes fornavn. En Paige jeg ikke kan få mig selv til at hade.

Jeg rejser mig blot op, ser på ham, mens jeg tørrer min mund i min arm, og går ind for at møde Christina. Jeg har brug for et kram nu. Mit hoved dunker stadig, men er langt klarer nu, og min angst føles misbrugt. Det er anden gang, jeg har været sikker på at skulle dø. Begge gange reddet af Steve. Jeg hopper fra sten til sten hen mod huleåbningen. Den dårlige smag breder sig i min mund. Hvis ikke Steve havde reddet mig, da jeg var ved at drukne under flystyrtet, ville jeg ikke kunne gå bag hans ryg. Med et glider min fod, så jeg falder forover og lige nøjagtigt, når at tage fra med hænderne på stenen foran mig.

”Er du okay?” Jeg er med det samme oppe og at stå igen. Stemmen er fremmed. Lys, men stadig en drengestemme. En chokoladebrun dreng med intense sorte øjne, der gør pupilen usynelig, ser på mig. Forskrækket træder jeg et skridt tilbage og er lige ved at falde igen, da han griber mig. Han ligner en indfødt, men da jeg hører Christina le bag ham, ved jeg, at han ikke er fjendtlig.

”Tak,” gisper jeg og kravler ind i hulen.

”Ethan,” Den chokoladebrune dreng rækker hånden frem mod mig. ”Ethan Books.”

”Åh hej, dejligt at møde dig, Amelia Wright.” Jeg giver ham hånden.

”Ja, jeg ser ikke så godt, da mine briller blev knust i forsøget på at svømme herhen, men din slihuet er smuk.” Han ler og kravler ind i hulen.

”Åh, Amelia, vi har været så bekymrede for jer!” Hannelore kommer gående fra den anden ende af hulen.

”Jeg tror ikke, I har været ligeså bange som vi var.” Jeg griner en smule for at løsne op i min krop. Vi er i sikkerhed igen. Jeg sætter mig ved siden af Christina. ”Må jeg få et kram?” hvisker jeg og sender hende et smil.

”Selvfølgelig.” Hun lægger armene om mig. Jeg nyder at lade trygeheden bølge ind over mig. Jeg ser rundt. Før i tiden blev jeg utryg ved små rum eller store menneskemængder. Nu bliver jeg tryg af en hule midt ude på den øde ø med – nu – femten andre mennesker.

 

”Var underholdningen god i går?” spørger jeg, blot for at bryde tavsheden. For imodsætning til, hvad den plejer er den akavet og ikke tænkende.

”Nej.” Jeg ser mod Lucy, der sidder ved min side og kigger op mod stjerne.

”Som i den-var-kedelig-nej eller som i der-skete-noget-dårligt-under-den-nej?”

”Det sidste.” Hendes øjne bliver mere og mere blanke. Månen spejler sig i de sorte pupiller.

”Hvad skete der?”

”Albert og jeg kom op at skændes. Han ville bevise, at jeg ikke var til piger, og jeg blev sur på ham. Jeg ved ikke, hvorfor det går mig så meget på... Han er bare en dreng, og jeg er ikke engang til drenge?” Hun sukker.

”Måske, fordi han er en god ven?” Mindet fra i går nat, hvor Steve blot sender mig et blik og ikke mere, fylder mit indre blik. ”Jeg forstår dig. Jeg mener. Steve og jeg var oppe at skændes...” Jeg stopper mig selv og overvejer, hvor meget jeg skal fortælle. ”Jeg prøve ikke at tænke på det, men det fylder bare meget, at han hader mig.”

”Men I er jo kærester? De kommer og går.”

”Steve er min bedste ven. Nogen gange ønsker jeg, at han ikke er mere...” Min stemme dør langsomt ud.

”Elsker du ham ikke?”

”Jo, jeg gør, men... du ved ikke på den måde elsker. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og han er den bedste ven, jeg nogensinde haft haft … jeg er bare ikke forelsket, og jeg er bange for at, hvis jeg slår op, han så ikke vil være venner med mig mere. Og...” Det hele kommer ud så pludseligt, men jeg kan ikke sige det med Neel. Kan ikke få ordene ud af min mund. Det lyder store nok i mit hoved. Hvad skulle jeg også sige? Jeg er er helt tabt i din storebror? Lucy sender mig et afventede blik, men ser så, at der ikke kommer mere.

”Det er ikke særlig fedt, men seriøst, det bliver kun værre med tiden. Du bliver nødt til at slå op med ham og håbe, at han forstår.”

”Lige nu er vi ikke engang venner...”

”Tilgiv ham for alt og start forfra.”

”Nu var det dig, der havde problemer?” skifter jeg emne, mens Steve stadig kører i mit baghoved.

”Ja, problemet er, at det er Albert, der er sur på mig, fordi han tror, at jeg ikke stoler på ham og derfor lyver om min seksualitet.” Hun lader en lang finger kører i cirkler på jorden.

”Så bevis ham, at du stoler på ham.”

”Hvordan?” Tårer løber ned af Lucys kinder. Hun minder mig alt for meget om Neel. Et sug går gennem min mave.

”En tillidsøvelse eller noget?”

”På trods af alle dine problemer, er du pissegod til at give råd!” Hun rejser sig fra jorden og rækker en hånd ned mod mig.

”Haha, det er bare meget svære, når det er en selv.” Jeg tager imod hendes hånd og vi følges gennem mørket tilbage til hulen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...