Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10033Visninger
AA

19. Kap 17: "Og lade dyrene eller de indfødte spise os?"

 

”Burde vi ikke vende om, hvis vi farer vild, kan vi ikke bare sådan lige ringe til Falck...” Jeg ser mig over skuldren mod Paige og Neel, der går i hånd og hånd bag os.

”Vend om, hvis du er sådan en bangebuks, Neel.” vrisser Steve og skubber nogen grene til side. Jeg må indrømme, at jeg føler med Neel, for når jeg ser mig over skuldren ser det ud som om bakken vi er gået op af har ført os langt længere op, end vi overhoved troede, man kunne på øen.

”Luk røven og hvad skal vi overhoved heroppe?”

”Finde andet mad, så vi ikke skal leve af det samme dag og ud og dag ind.” forklarer Steve.

”Min fødder gør oooondt.” piver Paige. ”Vi har gået mindst halvanden time nu!”

”Ja, og vi kommer ikke frem i dag, hvis vi fortsætter i det tempo.”

”Hvor frem?” spørger Neel. Steve sukekr irriteret.

”Til midten af øen! Ebbi sagde, han havde gået denne her vej og var kommet til et sted, hvor det pludselig gik stejlt og bevoksningen stoppede. Derfra kunne man se hele øen.”

”Men hvorfor slæber du os med herop? Vi skal finde mad, og hvis vi ikke kommer tilbage inden frokost bliver Ebbi edderspændt.” Paige falder sammen på jorden.

”Så gå tilbage, siger jeg.” Steve sætter blot tempoet op.

”Så har vi gået alt det her for ingenting?” hyler Paige.

”Kravl op på min ryg.” Det lyder næsten som om Neel er blevet en smule træt af Paige, men det kan også bare være fordi tørsten kradser i min hals og mit hoved dunker af varme.

”Steve, kommer vi snart til et sted med vand?” hvisker jeg, så Paige og Neel ikke, skal gøre grin med, at jeg burde være på Steves side.

”Snart, smukke. Hov se der!” Han tager min hånd og begynder at småløbe et stykke. Gennem den tæt bevoksede jungel ser jeg godt, hvad Steve peger på. Jo tættere vi kommer på, jo bedre ser jeg det. Vi løber hånd i hånd op af skråningen og når til toppen, der mest består af jord. Og i midten løber en kilde fra begge sider, der en meter længere henne falder ud til et vandfald. Meget størrer end det vi bor bag.

”Dette er kilden, der også skaber vores vandfald.” forklarer Steve, mens jeg blot kaster mig på knæ og drikker af den kolde kilde. Jeg mærker Steve tage om mig.

”Pas på du ikke bliver revet med at strømmen.” Jeg ser ned langs vandfaldet og mærker, at jeg svimler. Heldigvis mærker jeg Steves faste greb om mig, mens jeg bakker bagud.

”Det med højder...” mumler jeg og sætter mig ned, for at genfinde balancen.

”Wow....” udbryder Neel, så han er lidt ved at tabe Paige, der sidder på hans ryg.

”Og prøv at se jer omkring. Det er frugtbart nede ved vores vandfald, men her er der jo frugter overalt.” Steve nikker mod vandfaldet. Det går ikke direkte ned, ligesom vores, men end i niveuaer, så man ville sgatens kunne gå langs dem og farvefulde planter og træer har allerede taget placering. Her er alle slags frugter blandet med små dyr og fugle, vi aldrig har set ned ved vores vandflad. Og herfra, hvor vi står, kan man se helt hen til den anden ende af øen, hvor man lige kanp kan se stranden og en smule af havet, før øjet ikke rækker længere. Det er det smukkeste jeg nogensinde har set. Jeg bliver helt mundlam. Steve smiler til mig og vi kysser. Han fletter sine fingre ind i mine og trækker sig en smule væk, mens vi bare stirrer ud over øens skøndhed.

”Abscedois' skønhed.” gisper jeg, helt betaget.

”Pludselig får man et meget bedre overblik, ikke sandt?”

”Jo, nogen burde næsten lave et kort over øen. På mange måder virker den både større og mindre.” jeg ser hen mod Neel og Paige, der nyder øen med lukkede øjne og tungerne flettet sammen.

”Prøv at vend dig om.” Steve peger den modsatte vej af vandfaldet, hvor man blot kan se tusinder af trætoppe, der langsomt går ned af bakke og ender ud i strand og hav. ”Vi bor dernede et sted tæt på stranden.” Steve peger. ”Efter Ebbis beregninger bor vi på den sydlige del af øen. Som du også kan se er øen realativt rund, men Ebbi fik det til, at vores side var den længste.”

”Så det er det, han går over laver, når han er leder?”

”Ja, han er i gang med at udarbejde en form for kort ridset op på hulevæggen.”

”Åh, det gør bare det hele … så meget mere jordnært. På en eller anden måde er det lettere at forstå, at vi lever i den barske virkelighed, når vi ved, hvor vi lever.” Jeg smiler til Steve og vi kysser igen. Jeg prøve at forestille mig, at han er Neel, for at få forelskelsen med. Mit hjerte begynder at banke. Vi trækker os væk igen, og jeg lader mit hoved hvile på hans skulder.

”Den er omtrent på størrelse med ØØØ.” jeg nikker og ser hen mod Neel og Paige, der ser ud til at være godt på vej ind i et samleje. Det skærer i mit bryst.

”Lad os finde noget mad og komme hjemad, vi har ikke alverdens tid.” Jeg hæver min stemme. Paige og Neel reagere ikke. ”Diva!”

”Jajaja,” Paige trækker sig væk og får sin bluse på igen.

”Hedder du Diva eller hvad?” ler Steve, ”Siden du reagerer på det.” paige tøver, mens hun tager sit tøj på.

”Ja,” hvisker hun, men hæver så selvsikkert stemmen. ”men det er et helt normalt australsk navn.”

”Som om.” Steve er allerede flad af grin. Jeg bør også grine, men jeg kan ikke, når jeg ser hendes blik. Knust. Helt knust. Og så ser hun væk.

”Du har sgu da også et mærkeligt navn. Steve Steward.” Hun vender sig mod Neel. ”Lad os se at finde noget frugt og komme videre!”

 

”Nu må vi have nok frugt, lad os se at komme hjemad!” Jeg ser op mod solen. Klokken er over tolv. Vi er nok først hjemme til aftensmaden – især hvis vi skal slæbe på de mængder af forskellige frugter, vi har samlet.

”Ja, tag så meget mad I kan bærer, så går vi.” Steve samler en kæmpe klase med små banaerne op. Jeg begynder at samle den frugt, jeg selv synes ser lækrest ud. Neel og Paige begynder også at samle ind.

”Hvilken vej skal vi så?” stønner Neel og ser rundt.

“Ehm... den vej.” Steve begynder at gå mod venstre, hvor vi kom fra og ned gennem skoven. Den virker tættere end før, men måske er det bare fordi, at den enorme mængde mad gør det sværre at komme ind I mellem træerne og over træstupperne. Min ryg begynder allerede at gøre ondt, mens jeg følger efter Steve.

“Er du sikker på, at det er denne her vej?” Neel løfter det ene øjenbryn.

“Ja.” mumler Steve. Mit greb om lagnet, der er foldet op som en pose svier I fingrene. Mit krop er helt udmattet, selvom vi højst har gået tyve minutter.

“Kan vi ikke slå genvej?” pruster Paige. Grenene skærer op i mine fødder, der ellers allerede har fået hård hud efter opholdet på øen.

“Nej, den risiko, kan vi ikke løbe.”

“Som om vi gider løbe den risiko at følge med dig. Som om du aner en skid om, hvor vi er henne. Vi gik ikke denne her vej herhen, det er helt sikkert!” Neel smidder sit lagen med frugter på jorden og sætter sig.

“Og det hjælper bare så meget at sætte sig ned! I sinker os, men jeg kan også bare gå hjem alene med Amelia, så kan I jo selv finde hjem.” vrisser Steve, selvom det ikke er en mulighed eftersom Ebbi vil efterspørge Neel og Paige. Mit hoved dunker.

“Indrøm det nu bare, vi er faret vild! Vi kan ikke engang se vandfaldet mere.” snøfter Paige. Krokodilletårer løber ned af hendes kinder.

“Jeg har styr på det hele.”

“Som om, du kan knapt nok holde styr på din egen kæreste.”

“Hva' mener du med det?” Steve stopper og lader også sit lagen dumpe ned på skovbunden. Jeg kan høre, at Neel har ramt at ømt punkt, hvilket gør mit helt varm om hjertet.

“Du har jo ikke engang ledt i den rigtige del af verden, menneske.” Steve løfter øjenbrynet med en vagtsom mine. Det er tydeligt, at bomben springer lige om lidt. “Jeg kunne sgu' da for helved godt mærke, at du nød at kysse med mig. Jeg er ikke dum.”

“Det er du så tydeligvis.”
“Hey hey hey stop, ingen er dumme. Vi bliver nødt til at holde sammen her...” bryder jeg ind mellem dem. Panikken har allerede spredt sig til min krop. “Vi bliver nødt til at finde hjem, før vi kan skændes.”

“Nå, så nu er du lige pludselig med Neel var?”

“Steve, indrøm nu bare, at du ar taget fejl, det kan alle.” Jeg tager hans hånd, men han afslår den.

“Tak Amelia.” Jeg bemærker hurtigt hans manglede brug af mit mellemnavn.

“Steve, tag dig nu sammen.”

“Du er min kæreste, kærester bakker hinanden op. Nu står idioiten der og siger at jeg er bøsse, og du giver ham ret!” Steves stemme er skinger.

“Nej jeg gør ej, men du kan i det mindste tage at rydde op i dit eget rod!”

”Og du er sgu' da fucking bøsse, indrøm det nu og lad være med at holde Amelia for nar.” indskyder Neel. Steve hvæser et vredesudbrud. og slår Neel. De falder begge om kuld i skovbunden. Steve øverst og Neel nederst, mens de slår hinanden. Jeg løber straks hen mod dem og river i Steve.

“DU fortjener sgu' at blive holdt for nar.” hvæser Paige, der også prøver at rive i Neel. Steve knalder Neel en på sidne af hoved, så hans kind bliver rødglødende.

“Steve!” skriger jeg, mens de rusker hinanden rundt.

“Så skrid din fucking idiot!” Neel sparker Steve i maven, så han bliver slynget hen af skovbunden og ind i en palme. Straks er jeg henne på knæ foran Steve, der har et ordentligt blåt øje og et oprevet øjenbryn.

”Er du okay?” gisper jeg og tørrer blodet væk med min arm. Såret ser heldigvis ud til at bare at være en flænge og ikke et dybt sår, men det ser stadig voldsomt ud.

”Gå væk, Amelia.” Han skubber mig væk og for famlet sig op at stå.

”Steve, du har en flænge i øjenbrynet med blod.” Jeg stiller mig på tæer og lader min finger stryge over flængen.

”Skrid nu bare.”

”Steeeve!” Jeg prøver endnu en gang at tørrer blod væk, men han skubber mig væk. ”Hvis du vil have det sådan.” fnyser jeg og går over mod Neel og Paige.

 

Mørket er ved at sænke sig over min krop går mere og mere i panik. Steve følger an gennem skoven og på veje jeg er sikkerr på, at vi har gået før, mens Paige, Neel og jeg går et par meter efter. Ikke at jeg pludselig er blevet slyngveninder med dem begge, har bare lært at overleve Paiges evige nedringende tone – for gå med Steve kan jeg jo ikke, og desuden vil jeg gerne gå ved siden at Paige i tusind kilometer, så længe at Neel går ved siden af Paige. Vi er stadig fjender alle sammen, men det er som om fjendskaben har dæmpet sig lidt i takt med at panikken har ophobet sig. For vi ved jo godt, at Steve blot lader som om, han ved, hvor vi er. I virkeligheden er vi faret vild, selvom ingen af os tør sige det højt. Jeg ser op mod månen, men kan kun se trætoppene, der kun gør mørket endnu mere kalustrofobisk. Min krop ryster mere og mere for hvert et skidt jeg tager, og selvom jeg troede, at jeg efterhånden havde overlevet min mørkerad sammen emd Lucy blomstre den pludselig op blandet med utrygheden over at være faret vild og ikke kunne gemme sig i Steves favn, uroligheden ved at vide, at Steve er sur på mig, og uvidenheden om, vi nogensinde kommer hjem, og om hvad Neel mener med alle sine signaler.

En ting var at overleve flystyrtet, en anden at overleve øen. At farer vild og ikke kunne tænde andet lys end bål er at overleve øen. Og jeg må indrømme, at jeg for hvert rystende åndedrag jeg tager, mere og mere ønsker, at jeg ikke havde overlevet flystyrtet. Hvorfor skulle Steve også redde mig? Sprøgsmålet får mine øjne til at blive blanke. Fordi han er Steve. Den mest omsorgsfulde og betænksomme person jeg kender. Min krop ryster mere og mere, mens jeg begynder ikke at fokucere. Skygger i mørket over alt. En trang til at skrige, der har sat sig fast i min hals.

”Indrøm det, vi er faret vild. Vi bliver nødt til at lave ild, før alt lys forsvinder!” Neel stopper op. ”Desuden har vi gået her før.”

”Og hvor havde du så lige tænkt dig, at vi skulle lave ild uden at tænde ild til hele skoven?” hvæser Steve.

”Du ved jo godt, at hvis vi nogensinde finder hjem, bliver det ikke i mørke. Vi kan i det mindste sove indtil lyset kommer igen!”

”Og lade dyrene eller de indfødte spise os?” Jeg gisper ved tanken om vilde dyr og indfødte kanibaler. Mit hjerte banker alt for hurtigt. Ubevidst griber jeg ud efter Paige hånd for at mærke, at hun er der.

”Der er ingen indfødte og ingen vilde dyr. Ellers ville de havde funde os for længst.” Neels stemme lyder sikker. Vi sætter os ned på skovbunden op af hvert sit træ. Neel, Paige og jeg i en trekant og Steve et par meter væk. Lydløse tårer glider ned af min kind. Det er værre end den værste gyserfilm nogensinde. Et levende mareridt. En hulken bryder tavsheden og jeg ser op. Paige gemmer sit ansigt i hænderne.

”Vi skal nok finde hjem.” Neel rykker over ved siden af hende og knuger hend ind til sig. De lydløse tårer på mine kinder tager til. Jeg ville ønske, det var mig, han lagde armene om. Mig nogen lagde armene om. Steve, Neel, selv David, ville jeg sætte pris på, lagde armene om mig nu.

”Det er ikke det.” Paiges stemme er skrøbelig. Hendes hulken lyder langt mere ægte end jeg nogensinde havde forestillet mig, at hun kunne græde. I nat kan jeg ikke hade hende. I nat ejer frygten alt.

”Hvad er det så, smukke?” hvisker Neel med sin beroligende stemme. Jeg kryber mig sammen, mens jeg stirrer på dem gennem tårer og mørke.

”Mørket.”
”Mørket, kan ikke gøre dig...”

”Nej, det er ikke det.” Hun snøfter og synker. ”Det er minderne.”

”Hvilke minder?” Neels finger aer stille hendes kind. Hun er smuk. Det er første gang jeg ser hende sådan. Før har hun blot været tjekket og smart, men nu er hun smuk. Det ovale ansigt, de blanke runde øjne, lyserøde hjerteformede læber, lange næse, der har en lille bue for neden. Jeg kan ikke se hendes træk tydelige, men de er der i mørket. Jeg hører hendes hurtige åndedrag, der langsomt glider over i Neels rolige vejrtrækninger.

”Diva er mit fornavn.” hvisker hun. ”Lige siden jeg startede i skole, har folk altid hånet mig med det. Især en pige, Sue, mobbede mig groft. Gjorde grin med mit navn. En dag inviterede Sue til pyjamasfest for alle pigerne. En af de andre pigers mor havde en butik i samme opgang som Sue boede i. Hun havde en ekstra nøgle, og vi bestemte os for at lege mørkeleg i butikken. Sue valgte, at jeg skulle starte med at have, så jeg fik bind for øjenene og de slukkede lyset. Så skulle jeg så gå rundt og finde dem ved at føle i mørket. Jeg hørte dem grine, og pludselig blev der stille.” Paige holder en pause i sin fortælling, og det går op for mig, at jeg har glemt alt andet imens. ”Da jeg så gik et skridt videre begyndte alarmen. Det viste sig, at pigerne havde låst mig inde i butikken og sat alarmen til. Politiet kom og jeg fik en hel del timer i samfundstjeneste for at havde begået indbrud. Jeg var vel fjorten den gang, men siden da har mørket mindet mig om hende.” Stilheden er fængende. Jeg er bange for at trække vejret i frygt for, at de ved jeg lytter med.

”Åh, Paige.”

”Jeg ved, du lytter med, Amelia.” Ordene flyver gennem luften som pile og er med et væk, så jeg undre mig over, om Paige rent faktisk sagde dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...