Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9740Visninger
AA

18. Kap 16: "Det her er vores helt egen ø-kriseline."

 

”Lad os dele os op. I laver mad i dag og vi i morgen.” forslår Paige.

”Nej,” Jeg vender mig om og ser Ebbi. ”I gør det sammen. Alle sammen.” Han sender os alle et blik og forsvinder så ud af hulen.

”Jajajaja, som om jeg gider være sammen med jer.”

”Diva,” hvisker Steve i mit øre og lægger armen om mig.

”Hva?” Paige reagere straks på det og slår så hurtigt en hånd for munden. ”Intet.”

”Hvorfor reagerer du på Diva, Diva?” Paige svarer ikke og ser blot rundt, som om hun ikke aner, hvem jeg taler til. Jeg sender blot et udspekuleret blik til Steve. Hun skjuler noget, det er helt tydeligt.

Jeg ser rundt på de andre grupper. Albert og Lucy ser slet ikke ud til at være berørt at gårsdagens leg og snakker glædeligt løs som bedste venner. Lola og Christina ser også ud til at komme godt ud af det med hinanden, mens Sam står og snakker med Ebbi. I den sidste gruppe ser der også ud til at være sket en gruppering mellem Hannelore og David, der ikke just ser enige ud.

”Der er frokost snart, lad os komme af sted mod stranden og se, hvad vi kan finde der.” Steve tager min hånd, og vi følges i tavshed med Neel og Paige ned mod stranden.

 

Jeg gnider pinden mod stenen, så enden bliver til en spids og tager så det bundt pinde jeg har lavet, for at gå ned med dem til Neel og Steve, der allerede står og prøver at finde fisk. Paige sidder i sandet og er i gang med at rense den fisk vi allerede har fanget. Jeg løber hen over stranden, men sandet gør det svært ikke at snuble.

”Jeg har det!” råber jeg ud til de to drenge, der står med vand til knæene. Jeg når vandet og sænker mit tempo til gå. En kuldegysning går gennem mig for hver gang jeg tager et skridt. Det er varmt, men koldere end luften.

”Godt, min tøs.” Steve kommer gående mod mig med en fisk. ”Se, hvad vi har fanget. Men nu har vi kun en ikke knækket pind tilbage, så det er godt, du kommer med nogen flere.” Fisken er ikke just stor. Mindre end min håndflade. Jeg griner af hans stolthed og klemmer hans hånd, da vi passere hinanden. Da jeg endelig når ud stiller jeg med ved Neels sidde. Jeg mærker de små fisk svømme om mine ben og kan ikke lade være med at bryde ud i et latteranfald.

”Her,” Mit smil blegner, da Neel bare i en hård håndbevægelse river pindende ud af mine hænder. Ude i horisonten kan jeg se en skygge af noget. Måske en anden ø. ”Hvad har jeg nogensinde gjort dig?” spørger jeg i et forsøg på ikke at virke svag, som hurtigt går i stykker, da min stemme knækker over. ”Hvorfor lukker du mig ude? Hvorfor behandler du mig som luft?” Jeg synker for ikke at komme til at græde.

”Det var en misforståelse.” Hans iskolde stemem skærer gennem luften.

”Men, hvorfor behandler du mig sådan her? Jeg ved, det var en misforståelse. Jeg ved det. Hør, Neel. Jeg har Steve, jeg ved, jeg bør være lykkelig. Men lad i det mindste bare som om det ikke er sket.” Jeg prøver at fange hans øjne, men han ser mig ikke. Fiskenes kilden mod mine ben virker absurd.

”Det er nok, Amelia.”

”Nej, det er ikke nok. Det er ikke nok, før du fortæller mig, hvad jeg har gjort galt? Jeg vil ikke fortælle nogen om det, jeg lader som om det ikke er sket, jeg ignorrer det fact, at jeg rent faktisk kan lide dig, og at hver gang du kysser Paige, virkelig kan lide hende selvom, jeg ikke kan forstå, hvorfor. Jeg accepterer det. At det var en misforståelse, at det ikke...”

”Jeg sagde nok.” Han kigger direkte på mig.

”Neel, vær sød. Lyt til mig. Behandel mig som Christina, som Lola, som en eller anden du ikke har et specielt forhold til. Jeg kan bare ikke holde det ud, sådan her.”

”Så ignorrer mig!” Tårerne begynder at trille ned af mine kinder.

”Jeg kan ikke. Jeg kan prøve at undgå dig, men jeg kan ikke ignorrer dig.”

”Men jeg kan ignorrer dig.”

”Giv mig blot en forklaring, så skal jeg nok forsvinde. Et svar på, hvorfor du hader mig så meget? Et svar på, om du følte noget den aften? Neel, jeg beder dig.” Hele mit ansigt er fyldt med tårer. Han ser væk fra mig igen.

”Jeg hader dig, fordi du er så fucking tiltrækkende, og ja, jeg følte noget den nat.” Han vender sig om og går ind mod stranden. Jeg står blot og kigger på skyggerne i horisonten. Han kan lide mig. Virkelig lide mig.

”Neel,” Jeg vender mig om og skriger efter ham, men et pludselig vindstød tager min stemme.

 

Jeg sidder i Steves favn og ser over mod Lucy og Albert, der sidder og taler på livet løs. Lige nu har jeg mest af alt lyst til bare at tale med hende. Sætte hende ind i mit liv og prøve at få mig til at forstå det.

”Jeg kan huske, jeg havde en barndomsven tilbage i Washington, der hed Jake...” plaprer Steve.

”Jeg skal lige noget.” Jeg rejser mig og går over mod Lucy. ”Lucy,” Jeg tager i hendes skulder. Hun sender mig bare et tomt blik.

”Lucy, jeg bliver nød til at tale med dig!” Jeg prøver at lyde bestemt, men det lykkes ikke. Alligevel rejser hun sig med et suk.

”To sekunder, Albert.” Derefter følger hun med mig ud fra hulen. Jeg kan næsten ikke se hende i mørket, men jeg fornemmer, at hun er der.

”Lucy, du bliver nød til at tilgive mig. Lad os starte over. Stole på hinanden. Jeg mangler dig, Lucy.” Jeg ser ind i hendes øjne. De løsner sig langsomt op og bliver blanke.

”Nej, Amelia, jeg skal tilbage til Albert.” Hun skal til at vende om, da jeg tager et fast tag om hendes håndled. Det kan godt være hun er højere og mere muskeløs end mig, men det betyder ikke, at hun bestemmer.

”Nej, Lucy, du skal ikke tilbage til Albert. Vi bliver nød til at rede ud i det her. Jeg lover dig, jeg taler sandt: hvert et ord til dig. Jeg har aldrig nogensinde løjet overfor dig, Lucy, fordi jeg stoler på dig.” Hun bider sig i læben.

”Okay, Amelia. Fra nu af stoler vi blindt på hinanden.” En sten bliver løftet fra min hjerte. Tårerne bliver frigjort fra Lucys tårer. Hun krammer mig, mens jeg mærker de våde tårer ramme min skulder. Jeg sukker lettet.

”Jeg stoler på dig Lucy, vi må stå sammen for ikke at falde fra.” Jeg tager hendes lillefinger og vikler den rundt om min. Hun klemmer den. Nu vores håndtegn.

Hun trækker sig væk og vi begynder at gå gennem den mørke skov mod vores mødested. Kirkegården. Et skræmmende minde om, hvad der sker, hvis man falder fra.

”Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget.” Min stemme skælver allerede en smule. Jeg har altid sagt til mig selv, at det ikke betød noget, og aldrig fortalt det til nogen. I min familie snakkede man ikke om sådanne ting. Ikke at man ikke snakkede, det gjorde man på livet løs om teaterstykker, gode bøger og om hvordan det går med den yngre generation. Chas og jeg.

”Mmm...”

”Mine forældre, altså … de sprang ud som, ja, du ved, i gymnasiet og endte på bunden af det sociale hiaki, så da de skulle starte på gymnasiet slog de sig sammen og lod som om, de var kæreste. Så fik de min br... så fik de mig.” afbryder jeg mig selv og husker, at ingen her på øen ved noget om Chas. ”Jeg har selv fundet ud af det.” Jeg opdager, at jeg er stoppet. Hele min krop ryster. ”Det er skørt ikke, for det er jo ikke nogen stor ting...” Lucy ser mig i øjnene.

”Hvis den er stor for dig, er det en stor ting.” Hun tørrer en tårer af min kind. Jeg snøfter og smiler.

”Nejnej … jeg har aldrig fortalt nogen det før...”

”Før nu.” Hun sender mig et smil gennem mørket. Vi begynder at gå videre. ”Vi har alle hemmeligheder. Nogen er skabt til at forblive hemmelige, nogen skal afsløres lidt efter lidt.” jeg nikker. ”Jeg har også en hemmelighed til dig, i nat.” Lige i det øjeblik, hvor hun tøver, overvejr jeg at fortælle hende om Neel og Steve, men beslutter at lade være. De skal afsløres lidt efter lidt. ”Men lad os få en ting på det rene: vi lyver ikke; vi kan godt undlade sanheden, men vi lyver ikke, og vi kræver ikke en forklaring. Alt der blivere sagt her er frivilligt. Ligesom en kriseline.”

”Ja,”

”Godt, Amelia. Det her er vores helt egen ø-kriseline.” Jeg ler med hende. ”Men jeg skulle fortælle dig en hemmelighed. Lyt godt og kommenter ikke, hvis jeg ikke beder dig om det.” Jeg nikker, selvom hun ikke kan se det. ”Jeg ved, det ikke giver så meget menning for dig lige nu. Men det er grundlaget for alle mine hemmeligheder. Alt andet er en sidegren af denne.” Hun trækker vejret. Vi er nået til soluret. Jeg ser op mod månenen, mens jeg venter på hende fortsætte. ”Mit rigtige navn er Lucia.” Der opstår en lang tavshed, mens vi begge studere månen. Luna. Endnu en ting vi har tilfælles. Så fortsætter hun. ”Lucy er bare et dæknavn. Kun mine forældre og bedsteforældre kaldte mig Lucia. Neel plejede også at gøre det, når vi var sammen med noget familie. Lucia betyder lys.” Hun peger mod månen. ”De fleste forbinder det med sollys, men jeg kan bedre lide at forbinde det med månelys. Vidste du at månen ikke lyser, men blot bliver oplyst af solen?” Jeg nikker. Jeg lærte det i et paratviden spil, jeg engang spillede med Chas. Han vandt. Jeg blev nummer to. ”Månen gemmer på noget. Skinner kun lidt udvenidg, men er et væld af lys indvendig.”

”Der er noget … magisk over månen.” Jeg ser betaget mod den. Musik kører i mit hoved. Jeg savner musik. Tilbage i Wellington spillede jeg tit på fars store hvide piano. Nød tonerne. Mozart 4. symfoni. Op, ned, 1, 2, 3. Jeg mærker, hvordan mine fingre længtens efter at spille og mine ører kalder på musik. Rigtigt musik. Pianoet stod placeret ved de store vinduer, der gik helt fra gulv til loft i stuen, så hvis man spillede om natten kunne man se månens spejling når klappen var slået op. De nætter kunne jeg også godt finde på at synge. Rigtigt synge. Det var en ting Chas ikke kunne: musik. Pianoet stod også kun til pynt den gang og sjældent spillede far, når vi havde gæster. Men i min familie satte vi viden højere end musik. Og facade højere end følelser.

”Amelia,” Jeg mærker Lucy puffe let til mig.

”Åh undskyld, jeg faldt bare i staver … blev vidst lidt nostalisk.”

”Hvad tænkte du på?”

”Bare gamle minder. Musik og sådan.”

”Åh, jeg elsker også musik.” Hun sætter sig ned på jorden.

”Pop, ligesom den Neel laver?”

”Nja... mere klassisk og så kan jeg virkelig godt lide musicals.”
”Ej, også mig! Jeg elsker virkelig Evita og Cats og for ikke at nævne Phanthom of the Opera...” Jeg ser Lucys ansigt lyse op samtidig med mit.
”Og The Sound of Music!” udbryder jeg samtidig med, at hun udbryder: ”Starlight Express!” Jeg begynder at le, og da hun også begynder at le, er det ikke til at stoppe igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...