Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9868Visninger
AA

17. Kap 15: "Selvfølgelig, kong Gulerod."

 

”Gider du række mig en kokosnød?” Jeg ser på Lucy, men hun ændser mig ikke. Jeg rømmer mig og hæver stemmen. ”Gider du?” Hun sender mig et kort blik og ser så tilbage på Albert, som hun har en samtale i gang med. ”Lucy!” Hun sender mig et dødsblik, der gør jeg ikke tør spørger igen.

”Hvorfor?” sukker jeg for mig selv og ser Paiges smørede smil i baggrunden.

”Slyng veninderne er vist blevet hinandens nemisis, ser jeg? Har Lucy vist sig at være bi med Albert og ladt Amelia alene med lysten til piger. Det er godt hun har Steve var?” siger hun som en anden oplæser af en sladerspalte.

”Var din mund!” hvæser jeg af hende og kryber ind i Steves favn.

”Jeg opsevere bare, lille...” Hun lukker det ene øje halvt, mens hun overvejer at passende øgenavn. ”pigebarn. Men bare rolig alle har skavanker, præcis ligeosm dig.”

”Du er så...” Steve tager om mine hænder og får dem til ikke at ryste. Neels blik dræber mig næsten, selvom jeg ikke vil indrømme. I stedet forsvinder jeg bare i Steves trygge favn. Ussel, ja. Naiv, ja. Løgner, ja. Men tryg, også ja.

”Vi finder en måde at nedlægge den møgsæk på, det lover jeg dig.” Steves stemme killer i mit øre. Jeg smiler til ham.

”Ja, hun har helt sikkert tusinde hemmeligheder.” hvisker jeg og ser over mod Lola, der har bålvagt for at overveje om hun også er imod mig, ligesom Lucy, der normalt ellers ville elske planen om at nedlægge Paige indefra med hendes hemmeligheder. ”Men hvordan?”

”Jeg..” Men Steve bliver afbrudt af Ebbis stemme. Jeg prøver at lukke mine ører, for jeg kan allerede aflæse hans ansigtsudtryk og vide, hvad han vil sige. Vi falder i mantal, og vi bliver nødt til at stå endnu mere sammen for at overleve. Ikke lige det der sker af at Steve og jeg nedlægger Paige.

”Sebastian er død. Af glukoseforgiftning. Han var diabetiker. Vi holder mindeafsked for Sara, eftersom vi ikke nåede det i går, og ham ved soluret om omkring en time.” Jeg synker. Bare det at vi glemte Saras begravelse i går siger noget om, hvor pressede vi i virkeligheden er. Stedet ved soluret, hvor Lucy, jeg og månen plejer af mødes er begyndt at blive en kirkegård. Tårerne begynder at trille ned af mine kinder. Steve tørrer dem hurtigt væk med en finger.

”Græd ikke, Emilie.”

”Nejnej,” Jeg ryster på hoved og ser Paige le med Neel i baggrunden. Hvorfor skal jeg overhoved smile, når den dreng jeg elsker, hader mig, og jeg har været utro med min kæreste? Men hvorfor kan jeg overhoved lade være med at smile, når jeg har Steve? Verdens bedste ven.

 

”Hej Les.” Jeg ser til min side, hvor Paige tilfældigvis står og kigger mod Ebbi, mens ordene komme hvislende ud af hendes mund.

”Hva?”

”Bisk, kære pigebarn.”

”Fuck dig,” hvæser jeg, mens David holder endnu en prædikeom, at det er vores skyld at endnu en Halls er død. Jeg kan vel godt forstå ham. Mistet sin kone og to børn på så kort tid, men som han står der og gemmer på Isabella med sin kæmpemæssige krop er jeg for bange for ham til rigtigt at tage stilling. Sara får ingen tale. Ingen af os nåede at kende hende. Jeg ser på det store areal med grave. Over alle tre ligger et kors med blade og i jorden er der graveret deres navn. Lauras er dog allerede skyllet væk af regnen. Vi er femten tilbage. Der er ikke plads til femten grave mere. Jeg forestiller mig min egen grav. Amelia, ville der stå. Sikkert Amelia Emilie, hvis Steve fik et ord at sige. Hvis han altså ikke var død. Og hvem ville tale? Steve, og sådan som tingene står nu, kun Steve.

Jeg tager hans hånd og ser over mod Lucy. Hun behandler mig som luft.

”Snart bliver det Paige, der ender i den grav.” hvisker jeg tæt ved hans øre. Han nikker. ”Vi skal afslører hende fuldko...” Et blik fra Ebbi får mig til at tie og lytte til Davids enetale.

”Undervurder mig ikke.” lyder Paiges stemme.

”Undervurder mig ikke.” svarer jeg igen. ”Alle har hemmeligheder – også dig.”

 

Jeg sætter mig op at klippevæggen og stirrer på bålet. Det må ikke gå ud. Det er det eneste jeg sidder her for. Alle andre er ude i regnen. Nu og da kommer Steve ind med noget mad. Jeg har vagt til aftensmaden. Jeg ved knap nok, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Der lyder fodtrin udenfor hytten. Jeg løfter blikket og ser Neel.

”Hej,” sukker jeg, bare for at få lidt kontakt med ham. Han ser mig slet ikke, da han går forbi mig og ned i den anden ende af hulen med en klase bananer. ”Hvad skal I lave?” prøver jeg igen. Han sender mig ikke et eneste blik. Jeg har lyst til at græde. Det er som om jeg er fuldkommen usynelig og bare såtr og råber og vinker med armene uden, at de kan se mig. Eller vil se mig.

Neel.” Jeg hæver stemmen og rejser mig op. ”Jeg ved ikke, hvorfor du pludselig hader mig, men...” Han afbryder mig med en iskold stemme.

”Amelia.” Og derefter forlader han hulen.

”Fuck dig, Paige!” skriger jeg og ekkoet i hulen gentager mig igen og igen. Fuck dig Paige, fuck dig, Paige, fuck dig, Paige. Normalt elsker jeg Australien og har altid haft det som mit andet fædreland, men kan jeg kvæle mig selv i mit eget opkast over Paiges historie om, hvor fantastisk Melborune er og, hvor populær hun er derhenne. Bålets flamme skælver. Mit hjerte banker, mens jeg genkalder kysset med Neel. Han elskede mig der, det er jeg sikker på, men det gør han tydeligvis ikke mere.

 

Jeg gemmer mig i Steves favn, mens jeg mærker blikkene. Jeg ved ikke engang, hvad de hader mig for.

”Velkommen til det andet ø møde.” siger Ebbi. ”I dag har vi indtil videre to punkter: måske ny leder og nye grupper. Vi kan tage leder-punktet først. Nu vil jeg bede jer om at være fuldkommen ærlige: er der stemning for, at vi skifter leder?”

”Jeg synes, vi skal beholde Ebbi.” kommer det fra Steve.

”Jeg synes, vi skal skifte. Vi kan ikke have en leder, der allerede har forsaget tre dødsfald!” brummer David.

”Det var jo ikke fars skyld, han har gjort alt, hvad han overhoved kunne for at formindske antallet af dødsfald!” hvæser Marie af David og ligner en, der hvis ikke Ebbi havde et tag om hendes skulder, ville springe på David.

”Hvis vi står sammen skal vi nok overleve, men alle der ikke bidrager til fællesskabet eller lukker sig ude og ikke vil stå sammen falder før eller senere fra.” Jeg kan godt lide Ebbi. Han er fair og klog.

”Hvor mange stemmer på, at Ebbi fortsætter?” opsummerer Lola. Hun har den samme gennemtrængene stemme og tysk accent som sin far. Alle undtagen David og Isabella rækker hånden op.

”Dejligt at se,” Ebbi smiler anerkendende, ”Lad os gå til grupper: vi er fjorten tilbage og minus mig er I tretten. Jeg forslår, at vi slår underholdning og dagens opgave sammen med bålvagt og fri, så kan vi lave tre grupper af fire og en med fem?”

”Hørt, hørt.” istemmer Sam. ”Vi kan lade folk gå sammen to og to og så kan du sætte parrene sammen? Jeg kan være i overskud og så gå i en af grupperne?”

”God idé. Bland par og stil jer op på en række.” kommanderer Ebbi. Jeg mærker Steve tage min hånd med det samme.

”Må jeg føre den smukke frøken op til rækken?” spørger han og går på knæ foran mig.

”Selvfølgelig, kong Gulerod.” griner jeg og trækker ham op.

”Emilie,” Han tone er bestemt, som om jeg har gjort noget forkert. ”lad være med at hentyde til mit efternavn. Paige, du ved.” hvisker han, da han tager mig under armen og fører mig op bag i rækken. Jeg nikker. Paige ville drille Steve til døden, hvis hun fandt ud af hans efternavn.

”Hun har sikkert også et...” Jeg stopper min hvisken, da Ebbi passere os i rækken. ”hemmeligt navn.”

”Du siger noget.” Han sender mig et lumsk smil. ”Vi er geniale.” Jeg ler af ham. Ikke fordi, jeg synes, vi er geniale. For ærlig talt, hvor stor chance er der lige for, at Paige har et hemmeligt kikset navn?

”Hannelore og Marie kan gå sammen med David og Isabella.” Ebbi går forbi os i rækken igen. ”Så Lola og Albert kan gå sammen med Lucy og Christina. Sam du kan gå med der.” Jeg ser Albert smile til Lucy. Tænk han gider hende. Hun er bare en rebelsk teenager, der tror hun ved alt, og som man tror stoler på en, men i stedet viser sig at være enormt indbilsk. Jeg ser rundt. Vi er to par tilbage.

”Og så er der jo Paige og Neel med Amelia og Steve.” Han ser alvorligt på os. ”Tag det her som en chance for at blive gode venner. Tilgiv hinanden og start forfra. Hvis I ikke står sammen, når det gælder, er i alt for svage.” Paige sender først Ebbi et nedladende blik, og jeg kan se fortrydelsen i hendes blik over at havde stemt på ham som leder. Men Ebbi er åbenbart ikke særlig bange for at Paige skal gøre som, hun altid gør med sine fjender: ”jeg vil knuse mine fjender hver og en indefra med deres dybeste hemmeligheder.” Som om hun kan det. Paige Davis, gør dig klar til at blive trådt på, så du aldrig kan rejse dig igen. Jeg sender hende et blik.

 

”Endelig er det vores tur, til at lave underholdning.” Christina smiler rundt til alle i cirklen – nu siddende på træstupper og sten som innovisionsgruppen har slæbt ind. ”Og vi vil lave en lidt mere aktiv leg end bare sandhed og konskvens. En person har bind for øjnene og så skal personen så mærke på en anden person og gætte på, hvem det er. Hvis personen gættre rigtigt, skal den person den gættede gætte en ny person. Hvis ikke personen gætter rigtigt, er personen ude af legen. Til sidst er der kun to tilbage, der vinder.”

”Ih, hvor originalt.” sukker Paige.

”Det er mere originalt end dit!” indskyder Albert. ”Lad os starte. Jeg starter med at tage bindet for øjnene.” Han tager binder en gammel lig-tshirt om sin hoved, så han intet kan se. ”Giv mig en person.” Paige fniser og skubber Lucy over mod ham. Hun skærer en grimasse og mimer, at hun ikke vil. Christina giver hende en opadvendt tommelfinger, og hun sukker. Hun træder et skridt frem mod Albert. Perfekt kysse højde. Langsomt bevæger han sine hænder frem og berører hendes håndled med et grin. Han lader hænderne glide op af hendes arme.

”Muskeløs,” ler han anerkendende. Lucy ser utilpas ud over situationen. Hans hænder glider op mod hendes skuldre og op langs hendes hals. ”pige,” Han smiler afslører, at han godt ved, hvem det er. Hans ene hånd glider om langs hendes nakke, mens den anden blidt berører hendes læber. ”den smukkeste af dem alle,” han trækker hende hen mod sig. Jeg kan ikke se hendes ansigstudtryk mere, da hun står mod mig. ”Lucy,” Så snart ordet er taget trækker Lucy sig væk.

”Den er god med dig, Albert.” ler hun klangløst, trækker tshirten af hans blik og binder det om sit eget. ”Giv mig en person at føle.” Paige skal endnu engang vælge og skubber Neel hen mod ham. Han stopper få centimeter fra Lucy, men hun rører ham ikke.

”Neel, det er Paige, der som altid skal tro det hele handler om hende og vælge, og nu vil hun have Neel til at gramse på sig, når det er hans tur.” Hun river irriteret tshirten af uden at ændse Neel et blik og smider den i hans hænder. ”Tag det, bror.” Neel vender sig forvirret om og binder tshirten om sit syn. Lucy blokerer vejen fra Paige, der allerede er på vej op mod ham og skubber i stedet mig op foran ham. ”Hun er alligevel ikke til drenge, så det er ikke utroskab.” hvisler hun, så alle undtagen Neel, kan hører det.

Et smil breder sig på hans læber, mens han tager om mine hænder. Et sus går gennem min krop af hans rolige berøring. Hans højre fingre snor sig rundt om mit håndled, mens hans venstre hånden finder sig vej til min talje. Jeg studere hans hænder rører mig. Smilet på hans læber, gør at jeg ikke kan undgå at smile. Han ved det er mig. Han nyder at rører ved mig. Pludselig er hans højre hånd også på min talje og begge hænder glider op langs min krop. ”Smuk, slank, perfekt.” hvisker han. Jeg nyder øjeblikket, selvom jeg vil give min højre arm, for at se Paiges ansigt i dette øjeblik. Hans hænder glider rundt om mine bryster. ”Paige,” siger han så. Jeg gisper. Det er ikke mig, der får ham til at smile, men fantasien om at røre ved Paige.

”Nej,” ånder jeg. Med et samme bakker han bagud og fjerner sine hænder. Vredt river han tshirten af og ser mig et kort sekund i øjnene.

”Idiotisk leg.” hvæser han og støder sin skulder hårdt mod min, på vej tilbage til Paige. Selv stirrer jeg blot håbløst ud i luften. Han hader mig. Virkelig hader mig.

”Lad os bare stoppe denne her leg.” klager Paige. ”Den er fucking åndsvag.” Hun presser sin krop mod Neels, men hun sender dødsblikke mod Christina og Albert.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...