Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
9990Visninger
AA

16. Kap 14: "Men jeg kan godt forstå det kan være svært at tænke klart, når man fumler i mørke."

 

Jeg vågner op alene på det tomme gulv. Eller ikke alene, for rundt om mig lægger alle de andre. Bortset fra Lucy og Ebbi, der må være ude ved Saras lig. Neel ligger med armen om paige, mens Steve sidder ved bålet. Hans sidste bålvagt. I morgen skifter vi hold for sidste gang inden vi blander grupper. Jeg ser rundt. Er det hele abre en drøm. Mit kys med Neel. Jeg genkalder mig mindet. Nej, det er alt for levende til at være fantasi. Alt for fantastisk.

”Er du okay?” Steve ser direkte igennem mig. Jeg føler mig skyldig, alt for skyldig.

”Ja, jeg er fin.” Min hals er tør. Jeg kan ikke se på ham. I stedet ser jeg over hans skulder. På den sovende Neel, der holder om Paige. Hans Paige.

”Neel sagde, du kom herind og brød helt sammen og endte med at falde i søvn på gulvet.” For en gangs skyld irriterer hans nedladende tonefald om Neel mig ikke, for han har ret til at hade ham. Så meget ret.

”Ja... Hvor er Lucy?” Jeg sætter mig op og kører en hånd igennem mit filtrede hår. Søvnen sidder stadig i mine øjne.

”Hun kom tilbage og hentede Ebbi lidt efter, du var faldet i søvn, sagde Neel.” En pludselig tanke slår mig: har hun set os? Og vil hun sladre? For hende er jeg sikkert ikke en skid bedre end Paige, for hendes had til Paige går i bund og grund ud på, at hun stjæler Neel. Hvis hun altså har set os. Hvis.

”Hvad med Sara?”

”De er i gang med at begrave hende, så er der begravelse i morgen.” Steve hiver mig ind i sin favn. ”Fald i søvn igen, min smukke Emilie.” Jeg stirrer ind i hans smukke mørke øjne. De kan ikke gennemskue mig. Ser igennem mig som om jeg er den smukkeste person nogensinde. Ser forbi alt der onde. Han er for godtroende. For rolig. For afslappet. Jeg ønsker, han stopper mig i at tænke frække tanker om Neel. Afslører mig. Slår op. På den anden side kan jeg heller ikke klare tanken om at midste ham. Min bedste ven. Jeg kan bare ikke lukke ham helt ind, når jeg har hemmeligheden for ham. Når jeg i virkeligheden er en større bitch end Paige.

”Er der noget galt, Emilie?” Han blinker.

”Nejnejnej,” skynder jeg mig at sige. ”jeg er fin, helt perfekt, har aldrig haft det bedre.” Jeg lukker øjnene og putter mig i hans favn. Parat til at hans skal afsløre mig. For han ved jo, jeg lyver. Det kan enhver idiot se. Han vil bare ikke tro det om mig.

Jeg ser Neel for mit indre blik, og mit hjerte begynder at banke. Jeg kan ikke engang fortryde eller love det ikke sker igen. Det hele ville være så meget nemmere, hvis Steve og jeg bare var venner. Bare venner.

 

”Hej?” Jeg ser på Neel, der roder i frugten madholdet har fremskaffet. Han sender mig et enkelt blik og forsvinder så uden noget frugt. Jeg ser efter ham. Det blik var helt klart ikke flirtende på nogen måde, nærmere tal-ikke-til-mig-igen agtigt. Jeg ved ikke, hvad jeg har forventet, men han er bare så forandret fra i går. Et i snuptag tager jeg en rambutan og sætter mig ned ved Steve igen.

”Hvorfor talte du med Neel?”

”Talte og talte, hilste bare og blev dræbt med et blik.” Jeg trækker på skuldrene.

”Nu forstår du, hvorfor jeg hader ham!” Han stiller ikke engang spørgsmål til, hvorfor jeg hilste? Om det mon var fordi, vi havde noget sammen i går?

”Nej, det gør jeg stadig ikke, for han var ikke sådan, da vi kom hertil!” udbryder jeg og tilføjer lavere. ”Det er efter han mødte Paige.” Opfører mig som om jeg hader Neel. I virkeligheden savner jeg hans læber, længtens efter hans varme, drømmer om hans kærlighed. Ikke et iskoldt blik, der selv ikke i den hedende sol smelter.

”Jeg bor i USA, lille søde Emilie, jeg har været bombaderet med ham overalt, siden han brød igennem som 15 årig! Så sig ikke, at jeg ikke ved, hvilken type han er.” fnyser Steve og lægger armen om mig. Selvom det er hans ben, der gør ham lang er han siddende mindst ti centimeter højere end mig. ”Og jeg kender også hende,” Han gør et nik mod Paige, der sidder og deler en kokosnød med Neel, som om de er et nyforelsket par på en strandresturant på en paradisø. ”han har haft mange af den slags. Tøjter hele bundet.”

”Jeg hørte godt, hvad du sagde!” Paige løfter blikket fra sin romantiske dele-kokosnød. ”Som om du selv er meget bedre. En lang gulerod af en bøsse at være, der leger proforma med en rapkæftet mindreårig.” Paige Davis, verdens største bicth.

”Jeg er ikke bøsse!” Jeg mærker Steve ryste af vrede.

”Og en proforma består af to homoseksuelle, kloge Åge, ingen af os er det.” tilføjer jeg.

”Jeg så godt, hvordan din krop fyldtes af længsel, da du kyssede Lucy i går. Og hvordan i sneg jer væk om natten. Det var sgu da, det hele spillet gik ud på. Det var mit spil ikke Neels. Og bare i tilfælde af at I ikke har regnet det ud: jeg vil knuse mine fjender hver og en indefra med deres dybeste hemmeligheder. Det er mig.” Hun sender et blik rundt og tydeliggøre, at det ikke er smart at være fjende med hende.

”Jeg har intet kørende med Lucy!” Mine fingre vibrere efter at kvæle hende.

”Jeg er ikke bøsse!”

”Jajaja, jeg siger bare: ikke undervurder mig. Jeg er farligere end i tror.” Hun blinker med det ene øje og sender os et lumsk smil.

”Som om vi ikke også kender dig!”

”I finder aldrig mine hemmeligheder.” Hun vender sig mod Neel. ”For jeg har ingen.”

”Jeg er ikke bøsse!”

”Tro mig, jeg kan se homoer på lang afstand. Og du er lysnede klar...” Lucy afbryder Paige:

”Som om, der er noget galt med at være homo. Jeg ved ikke om Amelia og Steve har nogen hemmeligheder, men hvis de har, så skal de blive hemmelige indtil de røber dem. Og hvis de er homoer gør det det ikke bedre med din flyende racisme.”

Stop!” Ebbis stemme slår gennem rummet. ”Det er vist tid til at I kommer ud i jeres grupper.”

”Jeg er ikke homo.” Min vrede overhører totalt Ebbi.

”Jaja, så siger vi det for nu.” Jeg har uendelig emget lyst til at give hende en lussing, men holder igen. Jeg behøver ikke være ligeså stor en bitch som hende.

”Gå ud i jeres grupper, nu.” runger Ebbis stemme. Jeg ser Isabella gemme sig skræmt bag sin far, mens Sebastian blot ser endnu mere sløv ud og lugter forfærdeligt. Paige gør ikke en mine til at flytte sig så vi ender ved at sidde oven i resterne af hende og Neels morgenmad.

”Bålvagter.” siger hun disciplineret. ”Så snart vi har lagt dem, kan jeg slippe for jer resten af mit liv. Fri og dereftet nye grupper.” Hun hvisker, så Ebbi ikke skal høre det, men hun anskaffer sig alligevel et alvorligt blik fra den muskeløse tyske mand.

”Vi bliver nød til at holde sammen herude og elske hinanden selv for vores fejl. Accept er den mindste gave vi kan give til vores fjender.” siger han inden han forlader hulen.

”Jajaja,” vrænger Paige. ”hvordan skal vi lægge de bålvagter?”

”Når du ikke længere er racistisk mod homoer.” fastslår Lucy.

”Jeg er ikke racistisk.”

”Jo du er!”

”Stop Lucy,” indskyder jeg: ”jeg ved du er megetopsat på at være til piger, men ærlig talt, du er kun fjorten år. Du kan udvikle dig meget, før du kender til din seksuellitet.” Hun sender mig et vildt blik, selvom det slet ikke var sådan ment.

”Tak, Amelia.” fnyser hun. ”Men jeg kan godt forstå det kan være svært at tænke klart, når man fumler i mørke.” Jeg rynker panden uden at forstå, hvad hun mener, mens Paiges smil blot bliver mere og mere smørget.

 

Jeg stirrer ud i luften. Ordet giver genlyd i mit hoved. Proforma. Det ord havde mormor brugt, den ene gang jeg havde spurgt, hvorfor mine forældre aldrig kyssede eller sådan. Mine forældre har aldrig talt om det. Sådan noget siges ikke i min familie, og derfor måtte jeg også selv finde ud af det. Proforma. Jeg slog det op på google bagefter mormor havde brugt det. Fik ikke meget ud af det dengang. Jeg var en ni-ti år og søgemaskinens betegnelse: uden reelt indhold, havde blot stillet endnu flere sprøgsmål. Senere, da jeg fandt et billedealbum med billeder fra deres high school tid, fandt jeg ud af, at de ikke havde været prom king og queen som de altid havde fortalt, og først havde fundet sammen efter high school. Nærmere outsiderne. Bøsse havde der stået med sprittousch over min fars billede i årsbogen. Lebbe over min mors. Og pludselig forstod jeg menigen af proforma: en måde ikke længere at være outsidere ved at fremstå som hetreoer på universitetet ved at gå sammen.

Med ét går det op for mig, at jeg blot har givet Paige et forspring. Med proforma har hun ikke ment, at jeg er lesbisk, men blot, at vores forhold er falsk. 1-0 til Paige. Nu tror hele gruppen at jeg gemmer mig for min seksualitet. De skulle bare vide, hvem mine tanker kredser om konstant. Jeg slår mig selv i panden og læner mig op af en palme, mens jeg betragter den lille lysning. Lucy kommer ikke. Selvfølgelig ikke. Ikke efter min lidt hårde kommentar til hendes seksualitet. Mit blik kører i cirkler om månen. Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til de blikke jeg først nu, ved hvad betyder. Kun Steve tror dem ikke. Godtroende Steve tror for første gang på noget, der ikke er en løgn. Jeg ønsker at vores forhold ikke eksistrer. Han er den bedste ven, jeg nogensinde har haft, men jeg tør ikke være nær ham i frygt for, at han læser mine tanker om Neel. Problemet er, at jeg ikke har nogen grund til at slå op med ham og bare være venner. Ikke uden at ødelægge det hele.

Mit blik glider op og ser pludselig Lucy lyse op foran mig.

”Jeg bliver nød til at snakke med dig, Amelia.” Hun gør tegn til, at jeg skal rejse mig.

”Om hvad? Du tror vel ikke på Pagies opspind af løgne og afsløringer af falske hemmeligheder?” Min stemme er næsten ved at knække over. Selv når jeg står op virker hun så meget højere og mere magtfuld end mig. Nummer to ud af to – som altid.

”Amelia, det er okay.” Hun lægger en hånd på min skulder. ”Vi er alle mennesker. Alle ens. Kærlighed er kærlighed, lige mege hvem man elsker.” Jeg fornemmer det ikke er nu, jeg skal fortælle hende om mine forældre. Folk siger det er arveligt, men jeg har ikke arvet det. ”Det er okay at elske kvinder.”

”Men, Lucy, det er løgn!” Jeg skubber hendes hånd af min skulder. ”Hvornår er du nogensinde begyndt at tro på Paige? Det er jo komplet åndssvagt. Jeg elsker Steve, det er der intet proforma over.”

”Amelia, du skal bare springe ud, det skal nok gå.” Hun holder mine øjne fast. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få hende til at tro på mig.

”Hør nu på mig, Lucy!”

”Nej, hør nu på mig!”

”Hvorfor tror du lige pludselig ikke på mig mere? Jeg troede, du stolede på mig?” Jeg ryster let på hoved.

”Jeg stoler på dig, hvis du fortæller mig sandheden, Amelia. Jeg accepterer dig, uanset hvem du er!”

”Du accepterer mig tydeligvis ikke som hetero. Bare fordi du vil have nogen med i din teenage oprørsgruppe.” Jeg bakker bagud.

”Amelia, jeg prøver bare at hjælpe dig!” Hendes stemme bliver mere og mere aggressiv for hvert ord, hun udtaler. ”Du behøver ikke opfører dig som en fucking bitch!”

”Du er sgu da ikke meget bedre selv!” Min stemme bliver til et skrig. Jeg skal trække vejret dybt for ikke at slå hende.

”Jeg havde ikke troet det her om dig, amelia. Først knalder du min bror, der allerede har en kæreste...”

”... som du hader!” afbryder jeg.

”og bagefter benægter du at være ærlig overfor mig.” Hendes skuffede blik skærer gennem mig og får mig til at tvivle på, om jeg overhoved taler sandt. Jeg lukker mine øjne og trækker vejret dybt tre gange, før jeg derefter ser hende i øjnene.

”Lucy, mit hoved er kaotisk lige nu, kan vi ikke bare sætte os ned og stole blindt på hinanden. Vi har ikke brug for skænderier, bare en, som lytter.” Jeg tager et skridt frem mod hende og berører hendes ene hånd.

”Jeg er fucking fire år yngre end dig – og jeg er ikke en tøjte, ligesom dig.” Hun bakker vildt tilbage og vender sig så om og løber. Jeg bliver stående målløs tilbage. Hvor meget er det muligt at blive misforstået på en aften?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...