Abscedois' opspind

Mandag d. 7. juli styrter et fly ned et sted mellem Wellington og Los Angeles. Som passager finder vi her Amelia Wright. Hende og de få andre overlevende, deriblandt den unge teenage stjerne Neel Hughes, ender på en øde ø, Abscedois, hvor overlevelse nu ikke længere er en selvfølge. Amelia danner ikke som den eneste følelser for superstjernen, og hendes liv bliver langt mere kompliceret end hun nogensinde havde forstillet sig, da hun bliver trukket ind i et socialt spind af hemmeligheder og løgne.

81Likes
200Kommentarer
10058Visninger
AA

14. Kap 12: "Det er rimelig creepy at sidde så tæt på en grav,"

 

Jeg ser på sandet, på havet og så på Christina, der går ved siden af mig. Vi besluttede at lade mændne om at afklæde Laura så vi kan bruge hendes tøj, en ting, der kan få mig til at græde, fordi det hele er så absurd, og begrave hende. Hverken Christina eller jeg ville se flere lig. Neel og Paige endte med at lege far, mor og børn og tage Marie, Lola, Isabella og en lugtende Sebastian med. Jeg har ikke ville sige det til David især ikke nu, hvor Laura er død, men han lugter som min oldefar, da han var lige ved at få glukose forgiftning, fordi han var dement og havde glem at tage sin insulin. Nu ved jeg ikke, om Sebastian overhoved har type 1 diabetes, men jeg frygter det alligevel.

”Hvorfor kan ingen lide mig?” Jeg kan se, at Christina er ved at bryde sammen.

”Jeg ved det ikke,” Jeg orker ikke engang lyve. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke, hvad jeg skal gøre. Vi ved ikke engang, om vi er de eneste her på øen. Det kom bare som en selvfølge at den var øde, fordi den ikke var tegnet ind på kortet i flyet.” Min stemme er tynd. ”Folk dør og dør, og det eneste de overlevende gør er at afklæde dem for at genbruge tøjet. Hvorfor skal vi overhoved overleve herude? Fordi, der stadig er håb for, at vi bliver fundet, men det gør vi jo ikke.”

”Tal ikke sådan.” Christinas tone er hård. Jeg ser på hende. Hun er ti centimeter lavere end mig, og jeg føler mig lav.

”Christina, du må se sandheden i øjnene, det må I alle sammen?”

”Men, hvad er sandheden?!” Hun stopper og stiller sig foran mig. ”Jeg ved ikke med dig, Amelia, men for mig er sandheden ligemeget. Det er håbet, der betyder noget. Om det så er falsk eller ej, vil du så ikke hellere leve 100 år her med tanken om, at du snart bliver fundet end at dø nu. Håb for at vi bliver fundet. Håb for ham, du elsker, vil elske dig igen.” Det giver mig kuldegysninger at vide, at den sætning også passer på mig. Med et mærker jeg et par fingre klemme om min talje. Jeg springer op med et hvin og vender mig om. Steve kysser mig på panden.

”Væk med dine lig hænder!” ler jeg og begynder at løbe i sandet. Bag mig begynder han at løbe efter. Sandet gør det hårdt at løbe og mine grineudbrud gør det ikke bedre. Det er rart bare at grine.

”Du skal ikke tro, du kan slippe godt fra mig, Emilie!” råber han truende og indhenter mig. Jeg vælter leende omkuld i sandet. Christina sender jeg ikke et blik. Nyder bare min egen lykke. Det er ondt. Jeg har bare brug for at vide, at jeg er lykkelig og ikke behøver Neel. Steve lægger sig oven mig og ruller rundt, så jeg ligger øverst. Jeg mærker lykken. Jeg elsker ham. Virkelig. Han kysser mig en enkelt gang og kilder mig så.

”Steeeve!” skriger jeg og prøver at slå hans hænder væk.

”Emilie!” råber han som en hanløve, der stolt fremviser sin hunløve. Vores stemmer blandes.

 

Lucy er den eneste, der udelukkende bærer sort tøj. Det er uhyggeligt at vide, at Lauras lig ligger neden under jorden. Vi står alle i en cirkel om den. På engen med soluret. Nu udnævnt som kirkegård.

”Hvil i fred.” Ebbi gør kors for hjertet. Vi efterfølger ham. Også Sam, der er jøde, og Sara, der er buddhist, så vidt jeg ved.

”Jeg vil gerne sige noget,” David træder frem og beskytter Isabella og Sebastian bag sin ryg. ”Jeg ved ikke, hvorfor alt dette skal ske for os, Laura. Først mister vi vores barn i flystyrtet, og at overleve øen kan vores familie ikke engang. Jeg elsker dig.” Får han fremstammet. Han ser rundt på os, som om det er vores skyld. Han virker mere hævntørstig end knust. Jeg ser ned på jorden, hvorunder Laura ligger. Død af et insektbid. Hverken Sebastian eller Isabella ser ud til at havde forstået noget. De virker meget udmodne. Som store babyer. Jeg er nervøs for, hvad han kan finde på at gøre, hvis Sebastian også dør. For ærlig talt er jeg lidt bange for ham. Høj, bred og meget kraftig. Hvis han satte sig på mig ville jeg dø. Jeg ser hen mod Sebastian. Der står to personer imellem os, og jeg kan stadig lugte glykosen.

”Lad os forsinket vende tilbage til vores arbejde.” Ebbi gør tegn til at folk skal gå. Jeg finder hurtigt sammen med Lucy og Lola. Vi skal skifte igen og vores gruppe er nu nået til innovativ. Paige kommer også slentrende over mod vores rundkreds.

”Det er rimelig creepy at sidde så tæt på en grav,” påpeger Lucy og kigger sig over skuldrende mod graven, hvor David og hans børn stadig står.

”Jeg var seriøst bange for, at han ville slå os ned. Han opfører sig som om det er min fars skyld.” hvisker Lola og lukker Paige ind i kredsen.

”Skal vi ikke få lavet noget.” rømmer hun sig og sender os et blik, selvom det ligeså godt kunne havde været Paige, der sad og hviskede.

”Hvad skal vi lave?” spørger Lola.

”Øhm... en kam kunne være meget rart, eller noget tråd. Og måske lidt flere og skabere redskaber og knive end de andre hold har lavet.” forslår jeg og ser rundt på gruppen. ”Et problem ligger i at overleve, men det største problem ligger i at undvære den luksus, vi normalt har været van til.”

”Præcis.” stemmer Lola i. ”Vi kan lave en fest! Som opmuntring til David og alle de andre. Med lækker mad, oppyntning, pænt tøj, musik.”

”Ja, for det falder jo bare lige ned fra himlen.” Paige griner for sig selv af Lolas forslag.

”Nej, vent lige, Lola har fat i noget. Hvis vores gruppe laver tråd og syer det gamle lig-tøj. Det kan vi sagtens. Hvis vi får hjælp fra mad gruppen til maden. Underholdningen og musikken kan underholdningsgruppen lave. Og bålgruppen vil sikkert give en hånd med til oppyntningen. Hvis vi står sammen kan vi godt!” Lucy rækker sin hånd ind i midten af rundkredsen.

”Hvis vi skal overleve, skal vi stå sammen. Festen vil både bringe os tættere og give folk håb.” Jeg lægger min hånd oven på Lucys.

”Jeg stemmer med. Vi kan holde den i morgen aften. Det skal vi sagtens nå, hvis vi står sammen.” Lolas hånd lægger nu også på min.

”Jaja, så lad gå.” Paige ruller med øjnene og lægger som den sidste sin hånd på Lolas.

”Hey!” råber vi alle sammen i kor. Jeg smiler rundt. Det føles godt at have noget at leve for. Et projekt.

”Jeg går op til far og får ham til at få de andre grupper med på idéen.” Lola rejser sig ivrigt. ”Jeg tager lig-tøjet med tilbage. I kan brainstorme på pænt tøj imens.”

”Hvordan har I nogensinde tænkt jer, at nå at lave tøj til 17 – nå nej, 16 mennesker på halvanden dag?” indskyder Paige og lægger sig tilbage på græsset.

”Det er også kun kvinderne. De skal have kjoler. Så kan mændene gå i bar overkrop, så vi ligesom har en dresscode.” tilføjer Lucy. ”Og jeg gider, altså ikke op og skændes med dig mere, bare fordi du har bestemt dig for ikke at kunne lide, noget af det vi laver. Ellers kommer du slet ikke med til den fest, og Christina ender med Neel.” Paige fnyser, men det lyder som om Lucy har fået lukket munden på hende.

”Hvordan skal vi lave tråd og få tøjet til at se pænere ud? Vi har brug for en kniv eller noget...” Lucy rækker mig en kniv fra hendes baglomme. ”Hvor lang tid har du haft den?!” udbryder jeg.

”Siden vi kom hertil.”

”Du kom hertil i en kæmpe kjole?”

”Jeg har altid min kniv på mig.” Hun blinker og griner. ”Men vi kan bruge den til at skære i stoffet.”

”Og tråd, hvad med tråd? Den må vel gerne være tyk, for så kan i skærer huller til den, men vi bliver nødt til at have noget tråd.” Det føles mærkelig at være længere væk fra noget så almindelig, end at man bare kan smutte ned i byen efter det. ”Vi kan måske stjæle Christina lidt, hun er syerske ikke?”

”Jeg bytter gerne ud med hende!” Paige rkker hrutigt hånden op. ”Alt for at slippe for jer.”

”Deeejligt.” Lucy smiler stort. ”Smut du bare og send Christina herhen.”

”Hahaha, så kan du chille med Sebastian og David.” råber jeg efter Paige, der allerede er forsvundet.

”Og Albert!” tilføjer Lucy. Hun smiler til mig og giver mig en high-five.

 

Lucy skærer endnu et palme og bananblade op i strimler til tråden. Mørket er ved at sænke sig og vi er flyttet ind i hulen med alt tøjet. Indtil videre har vi fået lavet næsten tre af de otte kjole vi i alt skal lave. Og selvom resultaterne ikke ligner noget man normalt ville have på, er de faktisk ret kreative.

”Hvad synes du om denne her?” Christina rækker mig en hvid mande t-shirt, der sikkert går mig til omkring knæene, som hun har syet ind med tråd i siden, så den passer til en talje. Derudover har hun syet lidt tykkere strimler af bananblade nederst, så det mere ligner en kjole. ”Jeg tænker at klippe det ene ærme af, og så er Lucy i gang med at lave en kæde af skallerne på de nøder vi fandt, som skal passe til.”

”Den er super flot.” Jeg sender hende et smil og hendes øjne lyser op. Selvom hun ville til Washington for at komme ud af sit job som syerske, skinner hendes øjne, at det er hendes store passion. ”Du kunne blive designer.” Jeg er ærlig talt overrasket over hende, for eftersom hun ikke er særlig god til at få folk til ikke at synes hun er irriterende, hat jeg ligesom regnet med, at hun er dårlig til alt. Men sy og designe kan hun virkelig. Jeg ser selv ned på den kjole, jeg er i gang med at færdiggøre. En rød bluse syet sammen af en kæde af nødder med et flosset sort strutskørt. Altså jeg er stolt af mig selv, men i forhold til Christinas blegner den en del.

”Skal vi ikke stoppe for i dag?” forslår Lucy og ser rundt. Mad holdet er begyndt at stille op til aftensmad.

”Fint.” Jeg lægger kjolen fra mig og ømmer mine fingre. Håndarbejde har aldrig været noget, jeg ar kunne bruge til noget. Ingen karakters, altså ingen nytte. Steve kommer ind og sætter sig ved min side. Jeg lægger hoved på hans skulder og ser over mod Paige og Neel, der sidder og chatter til hinanden. Et sus går gennem mig, da de kysser. Alligevel brænder der håb overalt i mig. Jeg vender mig mod Steve og kysser ham. Bare for at finde gnisten. Men jeg tænder ikke på ham, som jeg gør på Neel. Jeg elsker ham, men jeg tænder ikke. Hurtigt trækker jeg mig væk for ikke at lade ham opdage. Jeg må bare undgå ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...